genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
1840 en kgl. resolution, som bestemmer, at fysikater og kirurgater fremover betegnes som
embedslæger, og at såvel medicinere som kirurger kan beklæde begge typer stillinger, som
altså nu har fællesbetegnelsen embedslæger 139 . Det, der sker i 1877, er, at der indskydes et
administrativt mellemled i tilsyns- og kontrolfunktionen mellem den centrale medicinalstyrelse
Sundhedskollegiet og den direkte behandling og kontrol med syge borgere, som varetages
af fysikus. Og distriktslægen behandler syge, udøver kontrol og indberetter til den overordnede
fysikus.
9.1.2.3 Amts- og kredslæger
Antallet af fysikater og distriktskirurgater øges gennem 1800-tallet. I 1908 findes der 13 fysikater
og 90 distriktskirurgater (embedslæger). Embedslægerne havde som nævnt, hvis de ikke
var fuldtidsansat i statens tjeneste, privat praksis ved siden af deres offentlige embede.
I 1914 omforandres distriktslægen til kredslæge i en kreds, og fysikus til amtslæge i et amt 140 .
Forud for denne omforandring var det fattige og alderdomsforsørgede borgere distriktslægen
på øvrighedens vegne behandlede. Landets kommuner benyttede dog i stigende grad praktiserende
læger til denne befolkningsgruppe frem for distriktslægen:
“Ganske vist havde de denne af Staten ansatte Embedsmands Arbejde gratis, men de
skulde yde ham fri Befordring og Dagpenge, hvilket kunde løbe betydeligt op for
saadanne Kommuner, som laa i større Afstand fra Distriktslægens Bolig. Efterhaanden
som Antallet af privat praktiserende Læger er tiltaget, har Kommunerne derfor
set deres Fordel i at henvise deres Fattigpatienter til den nærmest boende private
Læge fremfor til den fjærnere boende Distriktslæge.”(...)”Disse forskellige Faktorer
har bevirket, at den kommunale Praksis i stedse stigende Grad er gaaet fra Distriktslægerne
over til de private Læger. Efter en af Sundhedskollegiet foretagen Forespørgsel
til Distriktslægerne i 1889 var da endnu ca. 3/5 af Fattigpraksis paa Distriktslægernes
Hænder, medens ca. 2/5 besørgedes af praktiserende Læger” 141 .
Med lovgivningen i 1914 fritages kredslægen for at behandle fattige og alderdomsunderstøttede
syge borgere, disse grupper skal fremover behandles af den praktiserende læge 142 . Det
betyder, at fra 1914 aflønnes den praktiserende læge af kommunen, og kommunen får dernæst
tilskud af staten for behandling af fattige og alderdomsunderstøttede borgere. Det økonomiske
mellemværende mellem kommuner og den praktiserende læge aftales så via overenskomster
mellem læger (Den danske Lægeforening) og kommuner. Det vil sige, at nu overlader staten
behandling af fattige og alderdomsunderstøttede syge borgere til kommunerne. Men staten
bibeholder via sine embedslæger sin funktion som overordnet tilsyn med borgerne, med insti-
139 Norrie, Gordon (1923): Kirurgisk Akademis historie 1803-1841. J. H. Schultz Forlagsboghandel A/S, København.
Resolutionen fra 1840, genoptrykt, pp. 193-195.
140 Amalienborg (1914): Lov nr. 88 af 21. april om Kommunal Lægehjælp, København.
Amalienborg (1914): Lov nr. 87 af 21. april om Embedslægevæsenets ordning, København.
141 Medicinalkommissionen IV (1911): Betænkning angaaende Ordningen af Embedslægevæsenet og Den Kommunale
Sygepleje. Afgiven af den i medfør af Lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at Forberede
en Omordning af Statens civile Sundhedsvæsen, København, p. 6.
142 Amalienborg (1914): Lov nr. 88 af 21. april om Kommunal Lægehjælp, København.
79