genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Foreningen af yngre læger autoriseres i medfør af loven om sundhedsvæsenets centralstyrelse
til at bistå Sundhedsstyrelsen ved fordelingen af turnuskandidater. Og antallet af nødvendige
turnusstillinger foretages af Sundhedsstyrelsen efter forhandling med et udvalg på 4 medlemmer.
Turnusordningen er en erhvervspraktik, og har ikke med selve grunduddannelsen til
læge at gøre. Den nyuddannede læge arbejder i hospitalet for en mindre løn i 1 år, og får først
herefter sin statsautorisation. Denne ordning gav problemer praktisk og juridisk. Fordi: må
den uddannede lægekandidat virke som læge og have det dermed forbundne ansvar i det år,
han er turnuslæge? Man løste problemet ved at udstede en A-autorisation efter kandidatuddannelsen
og en B-autorisation efter turnustjenesten, to autorisationer, der gav samme ret og
pligt, men som altså “blot” var med eller uden 1 års turnustjeneste med højere eller lavere løn.
9.1.3.4 Speciallægeordningen
I 1937 indføres speciallægeordningen og dermed speciallægestillinger på hospitalerne. Det er
indenrigsministeren, der ligeledes fastsætter regler for inden for hvilke grene af lægevidenskaben,
der kan meddeles speciallægeanerkendelse samt vilkårene herfor. Ministeren kan sige
nej til specialistnævnet (se nedenfor) til indstillinger om oprettelse af nye specialer, men ministeren
kan ikke selv oprette specialer uden en ansøgning fra specialistnævnet.
Af den første bekendtgørelse om speciallæger fra 1937 fremgår det, at der eksisterer 15 grene
af lægevidenskaben, hvor man kan blive anerkendt som speciallæge: intern medicin, kirurgi,
børnesygdomme, lungetuberkulose, nervesygdomme, sindslidelser og nervøse tilstande (psykiatri),
gynækologi (kvindesygdomme), obstetrik, orthopædi, otolaryngologi, oftalmologi,
dermato-venerologi, fysiurgi, radiologi, patologisk anatomi og vævsmikroskopi 165 .
For at få anerkendelse som speciallæge er der nogle A. Almene uddannelseskrav og nogle B.
Særlige uddannelseskrav for de enkelte specialer, der skal opfyldes:
De almene krav A er:
1. kandidatalder på mindst 6 år
2. turnus
3. 2 års uddannelse i praktisk lægegerning, hvoraf det ene år kan anvendes til supplerende
uddannelse eller til uddannelse i hovedspecialet uden for hoveduddannelsesstedet og specialuddannelsestiden.
Det vil sige, at man skal have erhvervet sin kandidatuddannelse på universitetet og herefter
have arbejdet som læge i 6 år.
De særlige krav B er (de er så lidt forskellige fra speciale til speciale, men bygget op efter
samme logik), fx. ved intern medicin:
A. Alsidig almindelig uddannelse
Indenrigsministeriet (1934): Bekendtgørelse angaaende Ordningen af den i Lov nr. 72 af 14. Marts 1934 om
Udøvelse af Lægegerning § 2, 6. Stk., omhandlende obligatoriske sygehustjeneste (Turnustjeneste) for lægevidenskabelige
Kandidater, 23. november, København.
165 Indenrigsministeriet (1937): Bekendtgørelse Nr. 36 om Speciallæger, 13. februar, København.
87