genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
“Det tilfalder ikke Sygeplejersken at behandle Patienterne, men kun at pleje dem og
være behjælpelig med Udøvelsen af den ordinerede Behandling” (p. 183).
Om emnet mad skrives der ganske mange steder i bogen, under anatomi og fysiologi, under
kirurgi, under pædiatri, under øresygdomme, under sindssygdomme, osv. Det vil sige, at om
emnet mad skriver en forstanderinde for sygeplejen, en oversygeplejerske, en kredslæge, en
anatom, en fysiolog, en mediciner, en kirurg, en psykiater, en ørelæge, en børnelæge, en fødselslæge.
I alt 10 personer. Og det, man mangler hele tiden, er den videnskabelige kundskab.
Sygeplejerskerne får med udgivelse af et sæt lærebøger tilsyneladende et sæt “egne” lærebøger
i et “eget” fag. Bøgerne udgives af sygeplejerskernes fagforening, sygeplejerskerne skriver
selv i bøgerne, osv. Men det er ikke sygeplejerskernes egne lærebøger, det er læge-bøger.
Og det vil sige, at bøgerne tilhører statens embedsmand - lægen.
Lærebogsserien genudgives med mindre redigeringer og justeringer i 1927, 1930, 1933-34 og
1941-42, indtil der blev forfattet en ny lærebogsserie i 1956-58, igen i Dansk Sygeplejeråds
regi. Bøgerne her anvendtes således over en periode på 30 år.
Konkluderende om sygeplejens funktioner i disse lærebøger er, at sygeplejersken skal passe
på patienten, passe hospitalets infrastruktur og assistere lægen i behandlingen i de nu flere
forskellige lægespecialer. Sygeplejersken skal observere patientens sygdomssymptomer og
rapportere dette til lægen, assistere ved lægens undersøgelser og behandlinger, og endelig
observere og rapportere til lægen om patientens respons på behandlingen.
10.4.7 Sygeplejeerhvervets funktioner 1934 og 1939
Sygeplejersken autoriseres af den danske stat fra 1934 til:
“§ 1. Ret til at betegne sig som autoriseret Sygeplejerske har kun den, der i Medfør
af Bestemmelserne i nærværende Lov har erholdt Bevis som saadan” 381 .
Det formuleres i loven, at sygeplejersken får en ret til en betegnelse - sygeplejerske - efter at
have gennemgået et uddannelsesforløb i lægens klinik og så ikke mere. Lægerne får med deres
statsautorisation i 1934, som beskrevet i det foregående, monopol på stillinger i medicinsk
klinik og med en ret til at tage syge i kur. Hvad får sygeplejerskerne med deres statsanerkendelse
ret til, kan man spørge? Sygeplejersken kræves på uddannelse i lægens klinik for at få
sin statsautorisation, men hun opnår altså ikke at få monopol på nogle stillinger i medicinsk
klinik, og opnår heller ikke et “eget” område. Alle de foregående tekster (i afhandlingen her)
viser, at sygeplejersken er opfundet mhp. at være lægens assistent og at passe hospitalets infrastruktur
for så vidt, at det er vigtigt for lægen. Og med statsautorisationen af sygeplejersken
må det så være lovfæstet, at sygeplejersken nu har den formelle ret til at arbejde (udøve et
erhverv) som lægens assistent i lægens klinik. Eller at lægen formelt har en assistent som arbejdshjælp,
og af hvem han så kan fordre en 3-årig oplæring i klinikken, og som han tillige
kan fordre en hæderlig livsførelse af. Det vil sige, at sygeplejersken autoriseres til at være
erhvervsudøver underordnet lægen, denne i feltet for at tage sig af syge borgere øverst place-
381
Christiansborg (1933): Lov Nr. 140 om autoriserede sygeplejersker. Udvirket af Indenrigsministeren, 26.
april, København.
197