genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Staten har med andre ord en særlig form for symbolsk indflydelse.
I feudale samfund var kirken betroet at forvandle herrens magt, funderet som den var på kontrol
af våben, land og rigdomme, til guddommelig ret. I komplekse eller moderne samfund,
fastholder Bourdieu, har skolen overtaget dette arbejde med at indvi de sociale arbejdsdelinger.
Det betyder, at der i de moderne samfund er ikke én, men to kapitalformer, som giver
adgang til magtpositioner, definerer strukturen af det sociale rum og styrer gruppers og individers
livsbaner og livschancer. De to kapitalformer er økonomisk/politisk og kulturel/uddannelses
kapital.
Bourdieu argumenterer for, at uddannelsesmæssige titler i moderne samfund som forudsætning
for opstigning til toppen af private selskaber og offentlige bureaukratier signalerer en
konsolidering af en ny dominansform og en korresponderende forandring i det system af strategier,
hvorved den herskende klasse opretholder og maskerer sig. I feudale samfund antog
forholdet mellem den verdslige og den åndelige magtpol form af en forholdsvis enkel dualistisk,
men komplementær modsætning mellem krigere og præster, mellem sværdets og ordets
stridsmænd. I moderne samfund erstattes dette modsætningsfyldte par med et komplekst spind
af sammenkædninger på kryds og tværs mellem en mængde felter, hvori de forskellige og nu
effektive former for social magt cirkulerer og koncentrerer sig. Den kæde af indbyrdes afhængigheder,
som væver dem sammen i denne underlige helhed, kalder Bourdieu for magtfeltet,
og det rækker fra det økonomiske felt i den ene ende til feltet af kulturel produktion i den
anden. Industrialist og kunstner i 1800-tallet, chef og intellektuel i 1900-tallet er for Frankrigs
vedkommende personificeringer af henholdsvis den dominerende og den dominerede pol i
magtfeltet. Mellem disse to poler, i symmetrisk og omvendt orden i overensstemmelse med
den relative overlegenhed de tildeler økonomisk eller kulturel kapital, befinder det politiske
felt sig, feltet af højere offentlig administration, erhvervenes felt og universitetsfeltet. Magtfeltet
er den arena, hvor besiddere af forskellig slags kapital konkurrerer om, hvem der sejrer.
Det karakteristiske for moderne samfund er altså ifølge Bourdieu, at der sker (er sket) en uddifferentiering
af forskellige områder (fx. jura, behandling af syge, litteratur, kunst, videnskab,
politik, osv.), som så fungerer med en egen logik, hvor alle funktioner i arkaiske samfund
var (er) i ét. Der har altid i alle samfund eksisteret en magt og også en vis form for uddifferentieret
politisk magt, men altså som en mere “samlet” magt. Det vil sige, at når Bourdieu
taler om den moderne nationalstat, så taler han om, at den politiske magt udøves på en ganske
bestemt måde, en mere uddifferentieret og specialiseret magt.
Måden, hvorpå man i nationalstaten forvalter magten på, beskrives af Bourdieu med Max
Webers teori om bureaukratiet. Det vil sige, at man i nationalstaten forvalter (organiserer og
erkender) magten efter bureaukratiske principper, det vil sige dels efter personneutrale og
dels efter hierarkiske principper. Med nationalstaten bliver der tale om en embedsmandsstat,
hvor der findes embedsmænd, som alene er forvaltere, og embedsmænd som er forvaltere af
de forskellige sagsområder inden for de enkelte, uddifferentierede domæner. Og når der bliver
tale om ikke blot en generel forvaltning, men også om en sagsforvaltning, indføres embedseksamen.
Og det vil så sige, at uddannelsessystemet bliver vigtigt i nationalstaten. Det formelle
uddannelsessystem - statens - producerer statens embedsmænd. Det betyder, at i første omgang
er det formelle uddannelsessystem i nationalstaten embedsmandsuddannelser.
Det vil altså sige, at magten i nationalstaten uddelegeres til embedsmænd med en embedseksamen
fra det formelle uddannelsessystem, og som så forvalter magten efter bureaukratiske
principper inden for forvaltningen generelt og/eller inden for et sagsområde.
Det er her, at systemet af elite-etablissementer inden for højere uddannelse kommer ind, forskellige
former for eliteskoler. Uddannelsessystemet skaber ikke uligheden mellem menne-
55