genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
ugers varighed. Man underviser i “fagene” fysik, kemi, anatomi, fysiologi, bakteriologi, hygiejne,
ernæringslære, sygeplejens historie, etik, nødhjælp og kunstigt åndedræt, sociallovgivning,
psykologi, sygeplejelære med demonstrationer, økonomi (afdelingsledelse, mm.), lægemiddellære
og undersøgelsesmetoder, medicinske sygdomme og tuberkulose, epidemiske
sygdomme, hud- og kønssygdomme, radiologi, kirurgiske sygdomme, svangerskab og fødsel,
gynækologiske sygdomme, øre- næse- halssygdomme, øjensygdomme, ortopædi, børnesygdomme,
psykiatriske sygdomme, orientering i hjemmesygepleje, sundhedspleje og tuberkulosestationsarbejde,
studievejledning, pædagogiske øvelser, gymnastik (herunder indøvelse af
de rette arbejdsstillinger).
Skolestueundervisningen afsluttes med en eksamen (med få undtagelser), skriftlig/mundtlig.
Der udstedes et bevis herfor. Og efter afdelingspraktikkerne udstedes et (som regel skriftlig)
vidnesbyrd.
Selv om praksis mht. uddannelsen eller oplæringen af kvinderne var “uens” rundt på landets
sygehuse, er der noget typisk over det, nemlig at der “opgøres” i lægespecialer mht. praktikken
og overvejende i lægens fag mht. den teoretiske undervisning 265 .
Indenrigsministeriet afgiver sin betænkning i 1954 og foreslår en sygeplejerskeuddannelse
under, hvad udvalget benævner et lærlingesystem, hvilket skal forstås som, at eleverne også
skal have teoriundervisning i den normale arbejdstid, og at den praktiske uddannelse ved de
forskellige sygeplejegrene (= lægespecialer) skal tilrettelægges så pædagogisk som muligt,
når eleven samtidig skal deltage som arbejdskraft i afdelingsarbejdet. Det betyder, at eleverne
er ansat som arbejdskraft og er under uddannelse på én og samme tid, men at de i deres arbejdstid
får hhv. en systematisk, praktisk oplæring i arbejdet på sygeafdelingerne og en systematisk
praktisk-teoretisk oplæring i en skolestue væk fra praktikken, men dog i forbindelse
med hospitalet.
Det formuleres i betænkningen således:
“Den nuværende uddannelse må i hovedsagen siges at bygge på “lærlingeprincippet”,
men der tages ikke tilstrækkeligt hensyn til det pædagogiske i uddannelsen,
hvilket som nævnt er medvirkende til, at uddannelsen må betegnes som mangelfuld.
Efter udvalgets forslag skal der i modsætning til, hvad der i dag er tilfældet de fleste
steder, gives teoretisk undervisning i elevens normale arbejdstid, og den praktiske
uddannelse ved de forskellige sygeplejegrene skal tilrettelægges så pædagogisk tilfredsstillende
som muligt, når eleven samtidig skal deltage som arbejdskraft i afdelingsarbejdet,
og må ikke udstrækkes over længere tidsrum, end uddannelsesformålet
tilsiger. Med udvalgets uddannelsesforslag vil eleven i løbet af kortere tid end før
kunne få det nødvendige kendskab til plejen af de forskellige sygdomme, og hun vil
på et tidligt tidspunkt af uddannelsen få værdi som kvalificeret hjælp. En forudsætning
for at nå disse resultater er det - som påpeget i betænkning I - at beskæftigelsen
af sygehjælpere og husassistenter på sygehusene så vidt muligt udvides for at opnå
en mere hensigtsmæssig tilrettelæggelse af afdelingsarbejdet” 266 .
Om hvad sygeplejersken skal udøve - hendes virksomhed - anføres det i loven om sygeplejersker,
at hun er forpligtet til at udvise omhu og være samvittighedsfuld under udøvelse af sin
265 Ibid.
266 Ibid., p. 86.
136