genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
ikke forgiftes af fx. kulilte eller andre giftige luftarter, mennesket udskiller gennem hud og
lunger. På samme måde skal man fjerne blomsterne fra sygestuerne, hvis en patient får hovedpine
af duften. Det vil sige, at dét sygeplejersken skal lære er at indrette en sygestue på en
sådan måde, at patientens fysiske tilstand eller velbefindende optimeres. Det vil sige, at sygeplejersken
ikke skal lære at indrette en sygestue hyggeligt på samme vis, som man gør det i
hjemmet (som et ritual), men hun skal lære sig indretningen i forhold til lægens arbejde.
Og endnu mere kortfattet er afsnittet om patologien, dét fag som er det egentlige fag hos medicinen.
Det skal sygeplejeeleven åbenbart informeres superkort om. Her hedder det:
For at kunne bestemme, hvilken Sygdomsform, der foreligger i et givet Tilfælde,
stille Diagnosen, der er uundværlig for Fastsættelsen af Patientens Udsigter, Prognosen,
og Behandling, Terapien, maa Lægen dels benytte Patientens Angivelser om
Sygdommens Udvikling, Anamnesen, dels underkaste ham en nøjagtig, saa kaldt objektiv
Undersøgelse. For til enhver Tid at kunne bedømme Patientens Tilstand, maa
han være under nøjagtig Iagttagelse, Observation, som for en ikke ringe Del kommer
til at paahvile Sygeplejersken, der derfor maa kende de væsentligste Sygdomsytringer”
346 .
Herefter gennemgås kort beskrivelser af forskellige symptomer som smerter, feber, blåfarvning
af huden, osv., og hvordan sygeplejersken fx. måler en patients legemstemperatur med et
termometer. Det vil sige, at det er en (skriftlig) oplæring eller fremstilling af, hvordan sygeplejersken
skal observere patientens sygdomstegn netop for at kunne rapportere til lægen.
Men det er også en oplæring i det sprog, lægen benytter, fx. når en patient har tabt evnen til at
bevæge større eller mindre dele af legemet, så taler man om en lamhed eller en paralyse, anføres
det.
Ikke meget mere omfattende er gennemgangen af den såkaldte sygdomsbehandling, og igen er
det mere en orientering om lægernes erfaringer med sygdomsårsager og ligeledes erfaringer
med behandling af sygdomme, end egentlige teoretiske gennemgange og forklaringer, fx.:
“En Organisme, der er angrebet af een Art af bakterier, kan meget godt anfaldes af
andre. Meget tidlig i Studiet af Sygdommene blev man opmærksom paa, at Faren
ved mange af de akute bestod deri, at forskellige Lidelser “slog sig til”; nyere Tids
Forskning har nu tilfulde vist, at disse saakaldte Komplikationer i mange Tilfælde
bero paa, at Bakterieformer, forskellige i Art og Virkning fra dem, der har fremkaldt
den oprindelige Sygdom, have fundet en gunstig Jordbund i den svækkede og medtagne
Organisme, og ofte nok er det disse, der give Sygdommen en ugunstig Udgang”
347 .
Teksten her giver indtryk af, at der bagved den simple praktik som sygeplejerske på hospitalet
befinder sig en anden, mere kompliceret og højere form for viden (som lægen véd), som sygeplejersken
altså ikke behøver eller ikke kan beherske. At få at vide, at der findes en nyere
tids forskning uden egentlig at få at vide, hvad den forskning har klargjort, er at få at vide, at
der findes et hierarki af vidensformer, hvor sygeplejerskens praktiske færdigheder intet er
værd uden en teoretisk baggrund, og at dette igen hænger sammen med, at der bag om dette
findes en ren teoretisk videnskab, som er alle andre former for viden overlegen. Sygeplejeele-
346 Ibid., p. 81.
347 Ibid., p. 101.
178