genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

More documents

Recommendations

Info

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE sker i samfundet, men har som funktion, at det forstærker og legitimerer den ulighed, der findes i forvejen (hvordan de elitære grupper i samfundet får sig rekrutteret, uddannet og tildelt magten). Bourdieu siger, at i det moderne samfund er der en selvforståelse om, at man skal gøre sig fortjent til noget, dvs. man får en stilling tildelt som fx. læge, når man har arbejdet med at erhverve sig en uddannelse til læge (gjort en egen indsats), og ikke blot fordi man er søn af en læge (fået en arv foræret). Det at arve en stilling tilhører det præmoderne samfund, er selvforståelsen nu. Men i virkeligheden, siger Bourdieu, reproducerer slægten sig fra far til søn i det moderne samfund. Det er ikke sådan, at sønnen ikke skal erhverve sig en uddannelse til læge - det skal han, inden han selv skal virke som læge. Og det vil sige, at i grunden har uddannelsessystemet den funktion i det moderne samfund at være formidler af den magi, som forvandler sociale forskelle til intellektuelle forskelle. Det vil sige, at en social forskel gøres til - opfattes som - en intellektuel forskel. Det vil sige, at uddannelsessystemet forvandler social excellence til intellektuel excellence, og igen til social excellence (embedsmanden). Derfor er det ikke det ene eller det andet etablissement af skoler, men feltet, det vil sige rummet af objektive relationer, de udgør, som bidrager qua feltet til reproduktionen af matrixen af mønstrede forskelle og afstande bestemmende for den sociale orden. Og hermed har vi det, Bourdieu benævner stats- eller embedsadelen, det vil sige at blive embedsmand per fødsel, men altså først efter at have arbejdet hårdt i en uddannelse og aflagt alle eksamener. Det er altså en model af den sociale deling af dominans-arbejdet, Bourdieu udvikler. En pointe for Bourdieu er det, at embedsmanden i den moderne stat ikke længere arbejder gratis i kongens tjeneste, som adelen gjorde det i præmoderne samfund, men nu gratis som adelsembedsmand i det almenes tjeneste. Ikke af egen interesse, men i alles interesse, og det vil sige, at der i det moderne samfund er den opfattelse, at der eksisterer universelle værdier og universelle sandheder uafhængig af partsinteresser, og uddannelsessystemet garanterer så oplæring til forvaltningen af disse værdier med udstedelsen af eksamensbeviser. Bourdieu forstår altså nationalstaten som en række kraftfelter, hvor der foregår en kamp for at få monopol på den legitime udøvelse af symbolsk vold - retten til at opstille og påtvinge fælles normer, der er universelle og universelt gyldige inden for rammerne af en bestemt nation. Ordet stat kan højst være en genetisk betegnelse, siger Bourdieu, som dækker over en række objektive relationer mellem positioner i forskellige magttyper, der artikuleres i mere eller mindre stabile netværk og alliancer og fænomenologisk udmøntes i vidt forskellige interaktionsmønstre, der går lige fra åbne konflikter til mere eller mindre indforståede former for samarbejde. Opstillet skematisk ser den kliniske medicin ifølge Bourdieu sådan ud inddelt efter, hvilken relation har lægen til staten, hvilken uddannelsestype gennemgår lægen, og hvilke pleje- og behandlingsfunktioner har lægen: 56
GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE Lægens relation til staten: øget kontrol fra specialistembedsmandsstatens side, medicinen politisk, lægen er myndighedsperson (autoriseres) og er en del af magtfeltet i samfundet Lægens uddannelsestype: en type mesterlære og videnskabelig, uddannelsen statsejet, embeds- og specialisteksamen, erfaringsviden og videnskabelig viden Lægens funktion i pleje og behandling: patienten hospitaliseres, patienten tilbydes behandling, lægen er kliniker versus grundforsker, lægen har såvel sags- som organisationskontrol Foucault taler i sin bog, lidt upræcist, mest i vendinger som “slutningen af 1700-tallet” og “begyndelsen af 1800-tallet”, dét, som jeg skitserer som før og efter den franske revolution. Men nogle få steder angiver han mere præcist de forskellige epoker, som han arbejder med. Ud af dette kan man tolke, at den klassifikatoriske medicin er stabil som struktur i Frankrig i perioden 1761-1798. Den kliniske medicin synes at etableres i perioden fra 1798-1816, og altså er stabil som struktur fra 1816. Foucault bevæger sig ikke tidsmæssigt længere frem end 1800-tallet, hvorfor jeg har suppleretmed Bourdieu via hans analyser af sit eget felt i Homo Academicus.På baggrund af ovenstående er der tale om 2 epoker 98 : Den klassifikatoriske medicin: før 1789 Den kliniske medicin: efter 1789 (etablering mere præcist i perioden 1798-1816). Den kliniske medicin fortsat i 1900-tallet ifølge Bourdieu. Hvis man nu samler de tre skematiske opstillinger om medicinen i ét skema, kan man betragte, hvordan tilgangen til sygdom forskyder sig fra at være metafysisk og erfaringsbaseret henover en periode med registrering (deskriptiv) plus erfaringsviden og til en videnskabelig udforskning (vha. enkeltvidenskaberne) plus erfaringsviden 99 . Ligeledes hvordan uddannelsen til læge ændres fra at være i privat regi, foregå usystematisk og som en type mesterlære først forskydes til en systematiseret type mesterlære kombineret med en universitær skoling i statsligt regi for at “ende med” en statslig universitær skoling fortsat koblet med en type mesterlære, men med den nævnte ændring inden for videnskabstypen. Og om statens rolle i forhold til behandling af syge skifter det fra, at staten har minimal kontrol med behandling af syge (den dynastiske stat) til øget kontrol med området. Kontrollen med behandling af syge uddelegeres til lægen, som i den kliniske medicin kontrollerer sygdomsbehandlingen (den generelle embedsmandsstat) og sluttelig kontrollerer såvel sygdomsbehandlingen som behandlingsorganiseringen (den specialiserede embedsmandsstat eller ekspertstaten). Og dermed hvordan diskursen skifter fra kontrol med sjælen, til kontrol med legemet og til kontrol med det usynlige. Og de centrale agenter og institutioner skifter fra at være præsten og kirken til lægen og 98 (Foucault, Michel (1973): The Birth of the Clinic. An Archaeology of Medical Perception. Routledge, London, p. 4, p. 126, p. 189). 99 Jf. fremstillingen af distinktionen mellem de tre kundskabsformer: videnskabelig teori, praksisteorier og kunst/håndværket tidligere i afhandlingen. 57
Page 1 and 2:
GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDIC
Page 3 and 4:
Page 5: GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDIC
Page 8 and 9: GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDIC
Page 106 and 107:
Page 108 and 109:
Page 110 and 111:
Page 112 and 113:
Page 114 and 115:
Page 116 and 117:
Page 118 and 119:
Page 120 and 121:
Page 122 and 123:
Page 124 and 125:
Page 126 and 127:
Page 128 and 129:
Page 130 and 131:
Page 132 and 133:
Page 134 and 135:
Page 136 and 137:
Page 138 and 139:
Page 140 and 141:
Page 142 and 143:
Page 144 and 145:
Page 146 and 147:
Page 148 and 149:
Page 150 and 151:
Page 152 and 153:
Page 154 and 155:
Page 156 and 157:
Page 158 and 159:
Page 160 and 161:
Page 162 and 163:
Page 164 and 165:
Page 166 and 167:
Page 168 and 169:
Page 170 and 171:
Page 172 and 173:
Page 174 and 175:
Page 176 and 177:
Page 178 and 179:
Page 180 and 181:
Page 182 and 183:
Page 184 and 185:
Page 186 and 187:
Page 188 and 189:
Page 190 and 191:
Page 192 and 193:
Page 194 and 195:
Page 196 and 197:
Page 198 and 199:
Page 200 and 201:
Page 202 and 203:
Page 204 and 205:
Page 206 and 207:
Page 208 and 209:
Page 210 and 211:
Page 212 and 213:
Page 214 and 215:
Page 216 and 217:
Page 218 and 219:
Page 220 and 221:
Page 222 and 223:
Page 224 and 225:
Page 226 and 227:
Page 228 and 229:
Page 230 and 231:
Page 232 and 233:
Page 234 and 235:
Page 236 and 237:
Page 238 and 239:
Page 240 and 241:
Page 242 and 243:
Page 244 and 245:
Page 246 and 247:
Page 248 and 249:
Page 250 and 251:
show all

genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?