genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Det vil sige, at de privat praktiserende læger beholder eller konstituerer sig som relativ uafhængig
fra øvrigheden i udøvelsen af professionen.
Sundhedskollegiets ret til at fremsætte forslag til reformer blev benyttet bl.a. inden for store
forarbejder for epidemi- og karantænelove, udarbejdelse af ændringer i regulativer, instrukser
og anordninger vedrørende forskellige forhold af sundhedsmæssig natur samt til flere forslag
til omdannelse af det civile medicinalvæsen 118 . Sundhedskollegiet blev dog ikke rådspurgt i
sager vedrørende de til undervisning knyttede hospitaler, forsorg for åndssvage, blinde, døvstumme,
vanføre, sindssygeanstalterne, approbation af sundhedsvedtægter, Seruminstituttet,
foranstaltninger mod tuberkulose og veneriske sygdomme. Begrundelsen herfor var:
“Ministerierne har ladet det bero ved de fra anden sagkyndig Side indhentede Erklæringer,
saaledes fra det medicinske Fakultet eller enkelte af dets Medlemmer, fra
Overlægerne på Sindssyge- eller Aandssvageanstalterne, fra de paagældende Institutioners
Læger 119 .
Det vil sige, at fx. Frederiks Hospital holdes udenfor Sundhedskollegiets rådgivning og kontrol.
I 1907 træder Sundhedskollegiet tilbage, idet de lægelige medlemmer af Kollegiet er utilfredse
med, at justitsministeriet i nogle af sagsbehandlingerne tilsidesætter eller forbigår Kollegiets
indstillinger, altså går udenom de sagkyndiges råd og indstillinger 120 .
Alt i alt var Sundhedskollegiet et regeringsorgan som Collegium medicum var det. Det vil
sige, at Sundhedskollegiet var kun rådgivende med ekspertudtalelser og blev unddraget forvaltningen
af egen virksomhed som sundhedspersonale. Sundhedskollegiet fik ikke videre
beføjelser end det tidligere Collegium medicum. Og tillige eksisterede problemet stadigvæk
med at få indsatsen overfor syge borgere samlet tilsvarende som problemet var i Collegium
medicums tid, men nu var det ikke en strid mellem de sagkyndige på området, men mellem de
sagkyndige (lægerne) og øvrigheden. Lægerne ønskede en læge ansat som medicinaldirektør
og med direkte rådgivning til ministeren (departementschef). Niels Petersen citerer i sin bog i
forbindelse med dette et folketingsmedlems offentligt udtalte udsagn, at:
“hverken i dette eller noget andet Anliggende vil vi tilstå de Sagkyndige Magten. Vi
vil høre deres Raad, men ikke give dem fri Raadighed” 121 .
En departementschef er ministerens personlige rådgiver, og handler alene på dennes vegne.
Hvis lederen af medicinalstyrelsen får denne position, er det svarende til at sagsforhold og
politik sammenblandes 122 .
118 Ibid., p. 43.
119 Ibid., p. 42.
120 Petersen, Niels & Blomquist (1996): Sundhed, byrokrati, politik. Jurist- og Økonomforbundet, København.
Udgivet ved Helle Blomquist og Michael Hertz, p. 108.
121 Ibid., p. 125.
122 Ibid., pp. 172-173.
71