genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Forplejningsanstalter - derunder ogsaa de i Lov Nr. 70 af 14. April 1905 omhandlende
Tuberkuloseanstalter -, alle Private Hjem, hvor syge, abnorme eller Børn haves
til Huse på erhvervsmæssig Maade” (...) og “I alle Sager, der vedrøre særlige
stedlige Forhold, forhandler Sundhedsstyrelsen som Regel skriftlig eller mundtlig
med de stedlige overordnede Embedslæger - i København med Stadslægen -, og i
almenvigtige Sager kan Sundhedsstyrelsen - efter indhentet Bemyndigelse fra Justitsministeren
- tilkalde de overordnede Embedslæger til Møder i København samt
opfordre til Deltagelse i Møder sammesteds Repræsentanter for kommunale Raad og
for bestaaende Organisationer samt tekniske Fagmænd, dog at de tilkaldtes Antal
ikke overstiger 20. De kommunale Raad samt organisationerne udpege selv deres
repræsentanter” (mine understregninger) 274 .
Det vil sige, at lægen på forvaltningsmagtens vegne har et overordnet, administrativt tilsyn
med den erhvervsmæssige virksomhed inden for pleje og behandling, som foregår ikke blot i
offentlige institutioner, men også når den foregår i borgernes private hjem.
Det vil altså sige, at allerede da man oprettede Sundhedsstyrelsen i 1909, bestemtes det, at
initiativer om pleje i hjemmene fra de forskellige private sygeplejeforeninger skulle underlægges
statens kontrol, og denne virksomhed skulle lægen på forvaltningens vegne føre det
overordnede tilsyn med. Og det var til lægen, stiftsfysikus T. M. Trautner, at foreningerne, der
fik udbetalt et tilskud fra staten, altså skulle indsende en beretning om foreningens og
sygeplejerskens virksomhed i det forløbne kalenderår.
Det vil sige, at diakonissernes og menighedsplejernes initiativer fra før århundredeskiftet (den
kirkelige og private hjælp og pleje til syge borgere) efter århundredeskiftet systematisk blev
underlagt medicinen (staten) som tilsynsmyndighed for pleje til syge borgere. T. M. Trautners
søn Peter Trautner overtog siden sin fars stilling som konsulent for staten. Stiftsfysikus T. M.
Trautner indledte med at være konsulent for staten under Sundhedskollegiet, og praktiserende
læge Peter Trautner blev Sundhedsstyrelsens konsulent. Og derfor kan man i betænkningen
fra Medicinalkommissionen (nr. XI) om statsanerkendelse for sygeplejersker fra 1921 tillige
læse:
“Som en af de Mænd, der særlig har virket for Sygeplejeforeningernes Vækst, maa
nævnes afdøde Stiftsfysikus Trautner i Odense. Han udvirkede bl.a., at der fra Staten
blev ydet Tilskud til Uddannelsen af landsygeplejersker og til disses Etablering.
Foreningerne forpligtede sig til Gengæld til at afgive aarlige beretninger, der af
Trautner udarbejdes til en aarlig “Beretning om Sygeplejesagens Stilling udenfor
København”. Den første Beretning er fra 1883, og efter Trautners Død fortsattes
Udgivelsen af hans Søn, nuv. Kredslæge Trautner i Bogense, der afløste Faderen
som “Konsulent i Landsygepleje”. Den sidste Beretning udkom i 1909. I dette Aar
dannedes paa Initiativ af Dr. Jacobi i Vester Skerninge “Centralforeningen for Sygeplejevirksomheder
udenfor København”, der siden selv har udgivet en Aarsberetning
hvert Aar. Som Formand for Centralforeningens Hovedledelse har Dr. Jacobi
siden udfoldet en stor Virksomhed for Hjemmesygeplejens Organisation sammen
med den Kreds af Mænd og Kvinder, der har Sæde i Foreningens Bestyrelse og Forretningsudvalg.
I dette sidder for Tiden (1919) foruden dr. Jacobi, Kammerherre
Grev Brockenhuus Schack, Grevinde Scheel, Fru Kirstne Nielsen og Dr. Elmquist”
(mine understregninger) 275 .
274 Amalienborg: Lov nr. 111 om Sundhedsvæsenets Centralstyrelse af 30. April 1909, København, paragraf 5.
275 Medicinalkommissionen XI (1921): Betænkning angaaende indførelse af en Statsanerkendelse for Sygeple-
(fodnoten fortsættes på næste side...)
140