genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
tikos) 385 . Men i den danske kontekst dengang betyder skole det lokale, hvor undervisningen
foregår, til forskel fra sygesengen og afdelingen. Undervisningen, hvor lægen i ord fortæller,
hvordan man skal gøre. Kan derfor opfattes som teoretisk; i den mening har det ikke at gøre
med, at vise hvordan man gør gennem en prøve, gennem at fortælle, og ikke ved sengen, men
i et særligt lokale. Det er altså en verbal iværksættelse. Lægen tager sig af denne “teori”undervisning.
Fra 1906 underviser sygeplejersken i en demonstrationsstue mhp. forberedelse
til det praktiske arbejde, i pasning af infrastrukturen. Det vil sige, at sygeplejersken tager
sig af den praktiske del af undervisningen. Da den formaliserede og ensartede sygeplejerskeuddannelse
oprettes i 1957 ved en uddannelsesinstitution, er det fortsat med et ansættelsesforhold
for eleven samtidig med, at det er et uddannelsesforhold. Uddannelsen ledes og kontrolleres
fortsat af lægen.
Hele vejen igennem har der været formuleret krav til kvinderne om bestemte personlige kvalifikationer,
og ikke adgangskrav i form af skoleeksamen. Med den formaliserede uddannelse
til sygeplejerske i 1957 formuleres der for første gang skoleeksamen som adgangskrav til uddannelsen,
en mellemskoleeksamen. Og samtidig hermed bibeholdes krav om bestemte personlige
kvalifikationer svarende til de personlige kvalifikationer, der kræves for ansættelse på
hospitalerne.
Fra 1927 bliver funktionerne inden for assistancen til behandlingen langsomt mere specialiserede
forstået på den måde, at der skal oplæres i assistance i flere lægespecialer. Og i 1957 er
denne assistance inden for de forskellige lægespecialer yderligere opprioriteret. Logikken er,
at den praktiske del af uddannelsen tilrettelægges efter lægens specialer. Sygeplejerskernes
lærebøger ses som en indikator på graden af autonomi og egenlogik, eller man kan sige den
tilskrivning af plads, man får inden for et givet felt (dominant/domineret). Lærebogsstoffet er
lægens teori og tilmed organiseret efter lægens arbejdsopgaver, som kan siges, er et udtryk for
en tilskrivning af en plads som underordnet inden for feltet at varetage syge borgeres pleje og
behandling. Og når der hele tiden i lærebogsstoffet forholdes sygeplejersken dele af den viden,
der eksisterer om et emne, så kan man også sige, at det er et udtryk for tilskrivning af en
plads som underordnet inden for feltet.
Sammenfattende om sygeplejeerhvervets uddannelser er der tale om uddannelser som om -
først som en kortere mesterlæreagtig praktisk oplæring, siden en skoleagtig mesterlæreagtig
praktikeruddannelse tillagt lægens praktiske teori.
Og et gennemgående tema er, at sygeplejerskens teoretiske skoling og forkundskaber til at
være lægens assistent er hele tiden sat til diskussion forstået på den måde, at sygeplejersken
skal vide, men ikke for meget. Den diskussion kan man forstå ud fra Bourdieus teori om det
sociale rum. Diskussionen om teoretisk kundskab overfor praktisk og uddannelse som sådan
er en indplacering socialt af sygeplejersken og lægen. På enevældskongens tid udnævntes
kirurgerne til de, der fik mere magt end medicinerne. Og med den sammenlagte lægeuddannelse
ved universitetet er der tale om en indplacering i det sociale rum, som nu placerer den
teoretiske kundskab højere i hierarkiet end den praktiske. Når sygeplejersken opfindes og
385 Politikens Forlag (1982): Nudansk ordbog, 11. udgave, København.
213