genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Charlotte Norrie afsættes som formand for Dansk Sygeplejeråd efter kun 3 måneders formandskab.
Det har jeg læst mig til i Sygeplejerådets tidsskrifter samt hos diverse historikere,
og ikke studeret de mere primære kilder som fx. kunne være referater fra Hovedbestyrelsesmøder
i Dansk Sygeplejeråd og Charlotte Norries evt. egen gengivelse af begivenhederne og
deres baggrund. Hos de historikere, jeg har anvendt, har jeg til gengæld studeret deres kildeangivelser,
fx. om de har anvendt kilder fremstillet i den pågældende periode (fx. referater fra
Hospitalets lægeråd om undervisningen af sygeplejersker på Kommunehospitalet). Hos hver
af disse sekundære kilder har jeg tillige i anvendelsen medtænkt kildernes forfatteres synspunkt
eller position, hvilken interesse har den pågældende i emnet og hvilken habitus, fx. at
en historisk begivenhed om sygeplejerskernes kamp for et eget virksomhedsområde er fremstillet
af en forfatter (sygeplejerske eller ej) ansat i Dansk Sygeplejeråd. På samme vis med
disse kilders selvforståelse, fx. at “uddannelse er lig med fremskridt”, og at “sygepleje som
erhverv indledtes med vågekoner”. Både selvforståelsen i disse kilder og kildens position har
jeg således forsøgt først at fremstille og dernæst at bryde med.
Det karakteristiske ved mange af kilderne er gennemgående, at det er kilder, som er fremstillet
af agenter tilhørende det område, hele afhandlingen drejer sig om, nemlig det medicinske
felt. Det skyldes det faktum, at i historiebøger, som fremstiller Danmarks historie bredt (historiebøger
anvendt i gymnasiet fx.), er hele medicinens og “sundhedsvæsenets” historie stort set
fraværende. Og på samme måde er fx. sygeplejersker, der ikke havde en tæt tilknytning til
Dansk Sygeplejeråd omkring 1900-tallet, ligeledes umiddelbart fraværende i form af skriftlige
kilder.
Problemet kan man også illustrere ved det faktum, at folketællingerne i Danmark ikke opererede
med erhvervet sygepleje på tidspunktet, hvor sygeplejersken faktisk blev opfundet. Og
ligeledes opgjorde man gennem 1800-tallet ikke særskilt antallet af læger i Danmark, men
kategoriserede lægerne som agenter i et liberalt erhverv sammen med fx. jurister. Kategorierne
kan ikke findes som kategorier i formelle opgørelser, inden de eksisterer.
Den danske Lægestand er et biografisk 4-bindsværk, som registrerer læger, der har virket i
perioden tilbage fra 1479 og op til 1901. Heri angives navne på i alt 2600 læger, læger uddannet
i andre lande end Danmark, læger uddannet på Det kirurgiske Akademi i København og
læger uddannet ved Københavns Universitet. Og endelig læger, der virkede som læger uden
uddannelsesbaggrund. Det vil altså sige, at over en tidsperiode på cirka 520 år har man navnene
på 2600 “læger”. Ud af denne opgørelse kan det fx. læses, at der blev uddannet blandt
andre 547 læger efter den forenede medicinske og kirurgiske eksamen ved Københavns Universitet
(1838) i perioden 1838-1900. Jeg skriver blandt andre, fordi tallet 547 repræsenterer
nogle konkrete læger, der var døde inden udgangen af 1900, og indeholder altså ikke de, der
havde erhvervet denne eksamen og som “overlevede” århundredeskiftet. Fra 1786 til 1838 var
der to statsinstitutioner, der uddannede læger. Universitetsarkivet ejer næsten alle ansøgninger
om indstilling til eksamen på Det kirurgiske Akademi. Tilsvarende materiale for medicinuddannelsen
ved Københavns Universitet mangler helt forud for 1808, og er meget mangelfuldt
for hele 1800-tallet. Jeg har ikke studeret disse to sidst nævnte materialer eller arkiver om
eksamensindstillinger på de to uddannelsesinstitutioner, men er netop “stoppet” ved kilden
Den danske Lægestand, og som altså ikke er særskilt anvendelig i sin udformning i forhold til
min afhandling.
Læger har ytret sig “alle vegne” - i egne videnskabelige afhandlinger, i offentlige kommissioner
og udvalg i forbindelse med mange samfundsforhold i forhold til borgere, og i forbindelse
med deres egen uddannelse, som har eksisteret som øvrighedens uddannelse, i hvert fald siden
14