genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
tikker, men at disse alligevel er homologe og forbundne med hinanden. Det, der binder de to
fag og erhverv sammen, er opfattelsen af den kliniske medicin i Foucaults definition. Eller
sagt på en anden måde, at de bliver italesat parallelt og hver for sig, men begge som kliniske
også. Desuden har jeg haft den arbejdshypotese, at den kliniske medicin er tvunget til at medvirke
til konstitueringen af den kliniske sygepleje som en forudsætning for sit eget virke, og
dermed som allerede Foucault har vist det for Frankrig, stemmer det også i Danmark, at det er
medicinen som gør sygepleje adækvat til medicinens nye formål, selv om tilpasningen tager
tid.
Det sidste først. På baggrund af de foregående afsnit kan man konkludere, at den kliniske sygepleje
som fag og erhverv opfindes af medicinen på tidspunktet, hvor den selv er blevet klinisk.
I det øjeblik tilgangen til sygdom er skiftet til, at patienten som syg skal observeres som
et sygdomsforløb, da opfindes sygeplejen. Sygeplejersken skal hjælpe lægen med observation
og registrering af sygdomssymptomer ved et sygdomsforløb hos den syge patient. Det er dét,
der nødvendiggør opfindelsen af sygeplejen. Det vil sige, at der er tale om en ny opgave tildelt
de assisterende kvinder af lægen. Dette ser man både i funktionsbeskrivelserne for hhv.
en læge og en sygeplejerske og i sygeplejerskernes lærebøger, dvs. i uddannelsen. Lægen
observerer og behandler sygdom, administrerer medicin, kontrollerer, opvarter patienten, står
til dennes rådighed, osv. i den klassifikatoriske periode. I den kliniske medicin observerer
sygeplejersken sygdomsforløbet hos patienten, men rapporterer derefter til lægen, når man
læser i hendes lærebøger og læser arbejdsinstrukserne. Og fagene og erhvervene er i slægt
med hinanden på flere måder - homologe. Dels er der de samme teoretiske kundskaber at lære
i uddannelserne - om end på forskelligt niveau - og dels er der en fælles måde at sammensætte
uddannelserne på. Begge uddannelser består af teori og praktisk opøvning ved sygesengen, og
desuden følges uddannelserne ad i de forskellige lægespecialer, både hvad angår den praktiske
og den teoretiske del af uddannelserne. Hver gang lægen opfinder et nyt praktisk speciale
eller tilføjer et teoretisk emneområde, så indarbejdes det i sygeplejerskens teoribøger og i
praktiksteder for oplæring. Skiftet fra at arbejde som lægens assistent i den kliniske periode til
at arbejde som assistent til den praktiske ekspert (lægen) ses i sygeplejerskernes lærebøger fra
1956-58, som nu favner mange af lægernes praktiske specialer, øjensygdomme = øjenlæge;
gynækologiske lidelser = gynækolog, osv. Sluttelig følger der et arbejdssted for sygeplejersker
med, hver gang lægen inddrager et område som sit arbejdsfelt. Eksempelvis sundhedsplejerskearbejdet
foranlediget af spædbørnsdødelighed, og som lægerne så påtog sig at arbejde
med. Det vil sige, at sygepleje som fag og erhverv er homologt til medicin som fag og erhverv,
men kommer efter medicin som fag og erhverv. Og det er det kliniske, der forbinder de
to fag og erhverv. Men på ét væsentligt punkt er der ikke homologi, og det er uddannelsernes
status.
Afhandlingen har arbejdet med et stort empirisk materiale, måske for stort, og en lang periode,
måske for lang. Brugen af Foucaults og Bourdieus teorier til periodiseringer af det medicinske
felt har dog muliggjort, at denne udstrakte periode og empirimængde alligevel får en
struktur, som tillader en perspektivering. Et af problemerne i afhandlingen er, at der inden for
perioderne findes områder, hvor man med fordel kunne have haft et endnu større empirgrundlag
eller kilder, som kunne forfine og nuancere problemstillingerne sådan, at analysen kunne
fremstå visse steder med endnu mere overbevisende kraft.
Givet disse forhold, har det imidlertid været en god måde at skabe et overblik over medicinens
historie gennem ca. 200 år, især fordi man med denne periodisering bl.a. tydeliggør, at
218