genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
dermed en del af ansættelsesforholdet på hospitalet. Dvs., at skolen altid er i forbindelse med
hospitalet, altså institutionen hvor der arbejdes, hvor man er til stede mhp. at “gøre noget”.
Fra 1927 iværksattes der højskoleophold for kommende sygeplejersker, som indeholdt den
ovenfor nævnte forskoleundervisning, men det var ikke et krav at have dette højskoleophold
for at blive ansat som elev på hospitalerne 292 .
Med statsautorisation af sygeplejerskerne fra 1934 medfølger der fortsat ikke en uddannelse
til sygeplejerske 293 . Fem år efter, i 1939, udsendte Sundhedsstyrelsen en henstilling (altså ikke
en lov eller en bekendtgørelse) til landets sygehuse 294 . I denne henstilling lød det, at Sundhedsstyrelsen
fandt, at der var visse krav, sygehusene bør opfylde for at kunne uddanne en
sygeplejerske:
- at den praktiske uddannelse bør omfatte en fordeling af mindst 8 måneder på kirurgisk
afdeling og 8 måneder på medicinsk afdeling, endvidere om muligt to andre afdelinger med 4
måneder ad gangen. Endvidere at eleverne også kommer til at arbejde på en operationsgang
(dvs., at oplæringen til sygeplejerske ifølge Sundhedsstyrelsen bør følge opdelingen tilsvarende
turnusuddannelsen for læger)
- at undervisningen på sygehuse deles mellem læger og sygeplejersker, dog således, at lægen
underviser i de forskellige sygdommes forløb og behandling, og sygeplejersken tilslutter
sig hertil med undervisning i praktisk sygepleje relateret til plejen af patienter inden for de
forskellige sygdomskategorier
- at den teoretiske undervisning bør omfatte: forskoleundervisning: anatomi, fysiologi, kemi,
fysik, bakteriologi, hygiejne, ernæringslære, sygeplejelære med demonstrationer og øvelser,
sygeplejens historie og etik, sygeplejens teori samt for nogle elever tillige undervisning i
dansk, skrivning og regning. Forskoleundervisningen sættes til 3-400 timer 295 .
Med statsautorisationen fik sygeplejerskerne ikke selv retten til at bestemme, hvem der skulle
optages i uddannelsen og dermed heller ikke, hvem der skulle have retten til at udøve erhvervet.
Og tillige fik sygeplejerskerne heller ikke eneretten på at uddanne sygeplejersker (ansvaret
herfor). Der blev heller ikke formuleret skoleeksamen som adgangskrav til sygeplejerskeerhvervet.
Det vil sige, at her er ikke tale om en entydig “profession”.
Hverken af statsanerkendelsen eller af den senere henstilling fra Sundhedsstyrelsen fremgår
292
Gøtzsche, Inger (1996): Sygeplejen og Højskolen 1927-1981, pp. 32-33, p. 45. Dansk Sygeplejeråd, København.
293
Christiansborg (1933): Lov Nr. 140 om autoriserede sygeplejersker. Udvirket af Indenrigsministeren, 26.
april, København.
294 Indenrigsministeriet (1954): Uddannelse af sygeplejersker m. m. Betænkning III afgivet af det af Indenrigsministeriet
under 9. februar 1946 nedsatte udvalg om sygeplejerskemanglen. Betænkning nr. 100, bilag 14, pp.
174-175: Meddelelse til sygehusbestyrelser, overlæger og oversygeplejersker, Sundhedsstyrelsen, København,
juni 1939.
295 Sundhedsstyrelsen (1939): Meddelelse til sygehusbestyrelser, overlæger og oversygeplejersker. I: (1954):
Betænkning III afgivet af det af Indenrigsministeriet under 9. februar 1946 nedsatte udvalg om sygeplejerskemanglen.
Betænkning nr. 100, juni, København.
147