genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
nesker, som ikke er hendes, men lægens patienter. Og det er lægens område. Det vil sige, at
sygepleje bliver i anden hånd.
Sygeplejerskens funktion er altså ifølge lærebogen, at hun skal passe på patienten.
Denne udgave af Jacobæus’ og Kiærs bog blev genudgivet i 1908, 1913, 1918, 1922 og 1925
stort set uændret svarende til en periode på godt 25 år. I udgaven fra 1922 er afsnittet om “almindelig
sygepleje” reduceret til 3 sider “kun” indeholdende, at hospitalet har akutte og kronisk
syge patienter med medicinske og kirurgiske lidelser. Den tekst, der i udgaven fra 1904
stod om sengelejet og sygeplejerskens opgaver i den sammenhæng, er nu placeret i et afsnit
for sig selv med overskriften Legemlig og aandelig Hvile. Det vil sige, at sengelejet er både
plejen af medicinske og kirurgiske lidelser (lægens), men også sikring af patientens velbefindende
og åndelig hvile.
Om den nye undervisning af sygeplejerskerne i en skolestue og om sygeplejerskernes oplæring
generelt ved Kommunehospitalet i København holdt læge Aage E. Kiær et foredrag i
Dansk Sygeplejeråd den 28. oktober 1901. Her refererer han, hvad han samme dag har sagt til
de nye (sygepleje)elever:
“Naar vi i Dag, mine Tilhørere, skal begynde paa den teoretiske Undervisning, om
hvilken De sandsynligvis paa Afdelingerne har hørt fortælle et og andet ikke altid
lige træffende, saa skylder jeg Dem straks at sige, hvori den bestaar, og hvad Nytte
De kan have af den” 351 .
De to lægers undervisning foregår altså væk fra sygeafdelingerne og benævnes som “teoriundervisning”.
Kiær fortsætter med at beskrive uddannelsen til sygeplejerske og “nytten” af den
teoretiske undervisning. Det gør han ved at stille spørgsmål til eleverne:
“Har De i det sidste halve Aar, De nu har gaaet rundt på Afdelingerne, haft Forstaaelse
af, hvad De der har set, har De lært Grunden til, hvorfor De i et Tilfælde
skulde handle saadan, i et andet tilsyneladende beslægtet maaske ganske anderledes?
Har De lært at kende Tingenes “hvorfor”? Næppe, det har De ikke kunnet og
skulde heller ikke kunne. Det første halve Aar, De gaar paa en Afdeling, skal De
kun lære at gøre godt rent, at rede en Seng og holde Orden, samle praktiske Erfaringer,
vænne Dem til Hospitalsforholdene; først da er De modne til Undervisning og
maa selv føle, at De tiltrænger den.
Hvad De har Behov for at kunne forstaa Arbejdet paa Afdelingerne, er et begrænset
Kendskab til det menneskelige Legemes Bygning og til Legemets Livsytringer i
sund og i syg Tilstand, endvidere til Sundhedslæren og til Læren om Anti- og Aseptiken.
Den teoretiske Undervisning maa kun opfattes som et Supplement, om end et nødvendigt,
til Arbejdet paa Afdelingerne; at det ikke kan blive mere, fremgaar allerede
deraf, at det hele Kursus allerhøjst omfatter 20 Timer hvert halve Aar i to Aar, altsaa
ialt 80 Timer. Dette stærkt begrænsede Timeantal, 80 af de 2 Aars tilsammen 17,520
Timer viser Dem i hvor høj Grad Arbejdet paa Afdelingerne er det vigtigste, men
det indskærper Dem tillige, hvor nødvendigt det er at følge ordentligt med i Timerne
og gøre Dem umage for at faa det tilstrækkelige Udbytte af dem. Deres Undervisning
er imidlertidig ikke indskrænket til disse faa Timer, thi det tilkommer ogsaa
351 Kiær, Aage E. (28. Oktober 1901): “Om Sygeplejerskens Uddannelse, Egenskaber og Pligter”. I: Tidsskrift
for Sygepleje, 1. årg., nr. 11, november 1901, Dansk Sygeplejeraad, København, p. 240.
181