genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

More documents

Recommendations

Info

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE DEL III: TILBAGEBLIK OG KONKLUSION 11 Lægeerhvervet i Danmark set i forhold til Foucaults og Bourdieus teorier om erhvervets udvikling Efter fremstillingen af empirien om lægeerhvervet og sygeplejeerhvervet i Danmark vil jeg nu reflektere dette med Foucaults og Bourdieus teorier om lægeerhvervet. Først lægeerhvervet og ud fra tre temaer: statens rolle, uddannelsestype og tilgang til sygdom. Fra 1740 begynder den danske stat at regulere området med at tage sig af syge borgere. Staten kontrollerer befolkningen og de behandlende agenter via oprettelse af den første medicinalstyrelse i 1740. Det er medicinernes (fra universitetet) rolle at være faglige rådgivere for statsmagten. Rådgivningen omhandler de smitsomme sygdomme. Dernæst skal de bekæmpe misbrug og fuskeri inden for sygdomsbehandling, det vil sige kontrollere andre professionelle agenter, der varetager syges helbredelse, undtagen kirurger. Det vil sige en kontrollerende funktion overfor såvel befolkningen som de andre professionelle agenter. De andre agenter er på dette tidlige tidspunkt apotekere og jordemødre. Kirurgerne bliver ligeledes tildelt en vis magt overfor andre agenter i feltet, nemlig angående hvem der skal ansættes i de kirurgiske stillinger inden for statens regi. De kirurger og medicinere, der har disse opgaver, er i forvejen ansat i ledende stillinger og/eller har med uddannelse at gøre. Lægeerhvervets kontrol på statens vegne er ikke særlig omfattende og viser et apolitisk og decentralt erhverv, som ikke har den helt store betydning for samfundet. Den manglende betydning gælder især medicinen fra universitetet. Kirurgien og medicinen samarbejder ikke, men er to forskellige fagområder. Forvaltningen af magten er enkel, den ligger hos staten, og hos de sagkyndige forvaltes magten i et ikke særligt fagspecialiseret og ikke-hierarkisk system. Syge borgere er i hjemmene, hvilket betyder, at staten ikke anvender ressourcer på området. I 1756 påbegyndes der opførelse af hospitaler i øvrighedens regi, men offentligt ejede hospitaler (nationalisering) bliver først for alvor en realitet i anden halvdel af 1800-tallet. Staten investerer fra slutningen af 1700-tallet derimod i opbygning af lægehjælp til fattige borgere via embedslægesystemet, hvor borgerne fortsat er i hjemmene ved sygdom. Det må ligeledes betragtes som en decentral kontrol. Via dette embedslægesystem øges kontrollen langsomt med de, der behandler syge og med borgerne. Det vil sige, vi har at gøre med en stat, som benytter sig af medicineren fra universitetet til at få faglig rådgivning og til at kontrollere befolkningen og delvis de professionelle, der har med syge at gøre. Og der gives de praktisk udøvende kirurger en kontrol over deres eget område. Med oprettelse af den anden medicinalstyrelse i 1803 begynder der en samling af lægeerhvervet i og med, at medicinere og kirurger nu begge er medlem af medicinalstyrelsen. Men fortsat indtil 1870-erne er medicin og kirurgi ret adskilte områder. Først i midten af 1800-tallet begynder erhvervet at blive mere samlet, hvor såvel en mediciner som en kirurg fx. kan beklæde den samme embedslægestilling. Og fra 1877 samles den overordnede kontrol hos fysikus. Der bliver nu tale om en generel embedsforvaltning. Nu begynder hospitalerne at få en betydning, og der opstår stillinger for lægerne her og især vægtes nu lægens praktiske arbejde med syge patienter på hospitalerne. Hermed bliver lægeerhvervet politisk. I 1909 med den tredje medicinalstyrelse er der tale om et samlet erhverv. Kontrollen med borgerne og med udøvende agenter bliver systematisk og omfattende alle områder angående befolkningens 204
GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE sygdom og helbred. Agenterne er nu apotekere, tandlæger, jordemødre og sygeplejersker. Magten over behandlingen af syge er suverænt tildelt lægen med Sundhedsstyrelsens og Retslægerådets opbygning. Magten forvaltes nu i et komplekst mønster, i et hierarkisk opbygget system og med en embedsmandsforvaltning, der er dobbeltsidet. Med Bourdieu kan man sige, at der er med Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet uddifferentieret et eget område, området for syge borgeres helbred, som fungerer med en egenlogik. Det vil sige, at der nu er tale om en moderne stat, hvor medicinen er en del af magtfeltet. Embedsmanden (lægen), der forvalter hele organiseringen af området (bureaukrati) og samtidig er sagkyndig rådgiver/behandler. Og forvaltningen af alle agenter i feltet ledes og kontrolleres af lægen. Fra 1934 kan man sige, at staten med den nye lægelov bremser lægeerhvervet som profession, giver det ikke total råderet over befolkningens helbred. Sagkyndigheden udskilles i (praktiske) speicalistområder fra 1937, og der kan ikke besluttes udenom denne specialist. At medicinen fra universitetet helt tilbage fra 1740 udnævnes som myndighedsperson på statens vegne, om end i første omgang uden en særlig stor betydning, er ifølge Bourdieus teori måden man i den moderne stat udøver magten på. Magten i samfundet tildeles agenter med embedseksamen fra statens formelle uddannelsessystem, her universitetet, og disse embedsmænd forvalter så denne magt efter bureaukratiske principper inden for forvaltningen generelt og/eller inden for et sagsområde. Den første og anden medicinalstyrelse var i sin arbejdsgang opbygget som et kollegiesystem, hvor alle sager behandledes af alle medlemmer. Retslægeråd og Sundhedsstyrelsen er derimod opbygget efter bureaukratiske principper, altid nogen over og nogen under. I de to første medicinalstyrelser var arbejdet ulønnet, altså en æressag. Arbejdet i Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet er et lønnet arbejde, det vil sige, at vi nu har at gøre med den opfattelse, hvis man følger Bourdieu, at embedsmanden (lægen) har den selvforståelse, at man arbejder i det almenes tjeneste. Et eksempel herpå fra Danmark er hele debatten og den efterfølgende vedtagelse om i 1914, at lægen på én og samme gang kan være kontrollerende instans og behandlende læge. Uddannelsen hos barbermestrene på barberstuerne indtil 1736 var en praktisk oplæring i håndværket gennem imitation og øvelse. Det vil sige, at der var tale om at lærlingen oplærtes i en handlemåde. Det vil sige, at lærlingen som praktiker besidder en tavs, ureflekteret viden, der er bundfældet i ham, og som han ikke kan gøre rede for eksplicit, men som han gør brug af. Sproget er hverdagssprog, og er i tæt tilknytning til den praktiske udøvelse. Man kan sige, at praktikkernes betydninger er indlejret i hverdagssproget. For Frankrigs vedkommende taler Foucault om en usystematisk mesterlære i privat regi. Hvor vidt mesterlæren på barberstuerne i Danmark var usystematisk, kan det indsamlede materiale ikke sige noget om. Men fra 1736 opretter den danske stat en ny uddannelse for kirurger, som er en praktisk-teoretisk uddannelse, og som er en vis systematisk oplæring. Det vil sige, at nu skal eleven foruden at kunne handle praktisk lære at mestre to ting, nemlig dels at reflektere over sin praktik og dels redegøre eksplicit for den. Disse refleksioner og redegørelser hentes i første omgang i bøger om menneskets anatomiske opbygning fremstillet på latin. Det betyder, at lærlingens begrundelser for de praktiske handlinger formelt ikke længere behøver at være tavse og kun være knyttet til hverdagssproget. Det vil sige, at der opstår en første distinktion mellem det praktiske håndværk og den udøvende praktiker forstået som, at for at blive en god praktiker skal man altså vejen rundt om en bog på latin. Intet siger, at den boglatin er vejledende ved praktisk handlen, men man skal kunne referere til den uanset, hvad der i realiteten er grundlaget for praktisk handlen. Lærlingen på barberstuen fik via det praktiske arbejde jo i forvejen en erfa- 205
Page 1 and 2:
GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDIC
Page 3 and 4:
Page 5:
Page 8 and 9:
Page 10 and 11:
Page 12 and 13:
Page 14 and 15:
Page 16 and 17:
Page 18 and 19:
Page 20 and 21:
Page 22 and 23:
Page 24 and 25:
Page 26 and 27:
Page 28 and 29:
Page 30 and 31:
Page 32 and 33:
Page 34 and 35:
Page 36 and 37:
Page 38 and 39:
Page 40 and 41:
Page 42 and 43:
Page 44 and 45:
Page 46 and 47:
Page 48 and 49:
Page 50 and 51:
Page 52 and 53:
Page 54 and 55:
Page 56 and 57:
Page 58 and 59:
Page 60 and 61:
Page 62 and 63:
Page 64 and 65:
Page 66 and 67:
Page 68 and 69:
Page 70 and 71:
Page 72 and 73:
Page 74 and 75:
Page 76 and 77:
Page 78 and 79:
Page 80 and 81:
Page 82 and 83:
Page 84 and 85:
Page 86 and 87:
Page 88 and 89:
Page 90 and 91:
Page 92 and 93:
Page 94 and 95:
Page 96 and 97:
Page 98 and 99:
Page 100 and 101:
Page 102 and 103:
Page 104 and 105:
Page 106 and 107:
Page 108 and 109:
Page 110 and 111:
Page 112 and 113:
Page 114 and 115:
Page 116 and 117:
Page 118 and 119:
Page 120 and 121:
Page 122 and 123:
Page 124 and 125:
Page 126 and 127:
Page 128 and 129:
Page 130 and 131:
Page 132 and 133:
Page 134 and 135:
Page 136 and 137:
Page 138 and 139:
Page 140 and 141:
Page 142 and 143:
Page 144 and 145:
Page 146 and 147:
Page 148 and 149:
Page 150 and 151:
Page 152 and 153:
Page 154 and 155: GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDIC
show all

genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?