genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

More documents

Recommendations

Info

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE 13 Pleje som et subfelt i det medicinske felt Indledningsvis i afhandlingen er det anført, at udgangspunktet for afhandlingen har været, at sygeplejen medtages i det medicinske felt som en type subfelt. Det vil sige, at der er tale om en konstruktion, som regner med kun ét felt, som omfatter både medicin og sygepleje. I Danmark omdefineres det i bourdieusk forstand autonome felt for pleje og behandling i perioden med den kliniske medicins konstituering i 1873, og feltet er stabiliseret i 1937. I feltet tildeles lægen retten til at definere sygdom og sundhed samt et monopol på den specifikke autoritet i feltet for pleje og behandling. Dette monopol eller den specifikke autoritet er dét, der hele tiden står på spil og kæmpes om i forhold til andre felter og internt i feltet. Internt i feltet foregår der således til stadighed en kamp mellem agenterne, fx. mellem lægen og sygeplejersken. Sygeplejersken tildeles fra starten en position som assistent til lægen, det vil sige, at lægen har retten til at definere og bestemme over såvel plejen som behandlingen. Kampen i feltet mellem sygeplejersker og læger kan i princippet dreje sig om tre ting: Sygeplejerskerne kunne ønske at definere hele feltet for pleje og behandling, det vil sige ønske at vælte doksa (medicinen). Eller sygeplejerskerne kunne kæmpe for at udtræde af feltet og konstituere et eget felt - en egen plejeklinik. Eller som en tredje mulighed kunne kampen dreje sig om, at sygeplejerskerne kæmper for at definere deres tildelte position på en anden måde, altså definere sig inden for det medicinske felt, men med pleje som adskilt fra behandling, altså med et monopol på pleje og med retten til at definere denne pleje eller omsorg. Fra sygeplejeerhvervet opfindes i 1863 og indtil 1957 er der ikke tale om en kamp fra sygeplejerskernes side, der går ud på at vælte doksa og ej heller at udtræde af feltet og prøve at konstituere en egen plejeklinik. Skulle kampen dreje sig om at vælte doksa, ville der ikke være den argumentation fra sygeplejerskernes side, som der er til enhver tid i det empiriske materiale, nemlig at sygepleje bl.a. er at assistere lægen i hans behandling. I stedet ville argumentet være, at sygeplejersken ikke skal assistere lægen i behandlingen, men det argument har jeg ikke fundet i den undersøgte empiri. At sygeplejerskerne skulle ønske at udtræde af feltet og oprette en egen plejeklinik har det empiriske materiale heller ikke fundet belæg for. Men sygeplejerskerne har siden 1886, hvor Norrie udtaler sig offentligt, kæmpet for at definere deres position inden for det medicinske felt på en anden måde end den tildelte. Men fortsat i 1957 er positionen eller rollen som sygeplejerske svarende til rollen i 1876. Sygeplejersken som lægens assistent - først assistent til den kliniske læge og siden assistent til den specialiseret læge. Den kliniske medicin nødvendiggjorde en assistent - sygeplejersken. Funktionen som sygeplejerske er altså i udgangspunktet at være assistent til lægen. Og i den undersøgte periode op til 1957 har det ikke været muligt at påpege, at dette skulle skifte til noget andet. Det vil sige, at vi har at gøre med ét felt - feltet for pleje og behandling ledet af lægen. Sygeplejerskernes forsøg på at omdefinere deres rolle lykkes altså ikke. Dét, der lykkes for sygeplejerskerne, er, at de ganske langsomt får en vis indflydelse på deres egen uddannelse, og en vis indflydelse på deres egen gruppes statsanerkendelse (og frakendelse af samme) via tilknytningen som tilforordnet i Sundhedsstyrelsen, men fortsat under lægeerhvervets ledelse. Angående uddannelsen så tilkæmper sygeplejerskerne sig fra 1897 en skoleundervisning, fra cirka 1913 en plads som undervisere i skolestuen, om end det “kun” er i talen om praktikken og ikke i nogen form for teori (demonstrationsstuen). Med folkehøjskolerne fra 1927 underviser sygeplejerskerne i dele af lægens teori, som er en afløsning af lægen som underviser, der tidligere suverænt underviste i sin egen teori. I 1957 oprettes der en sy- 216
GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE geplejeskole, og selv om den er en skole tilknyttet hospitalet (praktikken) og dermed ikke en “rigtig” skole, så er det et faktum, at der er tale om en vis selvstændiggørelse af uddannelsen, men altså fortsat inden for det medicinske felt med henblik på dobbeltfunktionen i underordnet stilling. Og det samme mønster ses med lærebøgerne. Indledningsvis skrives lærebøgerne af lægerne, men fra 1926 er sygeplejerskerne med som forfattere til et kapitel om sygepleje. Og fra 1956 skriver sygeplejerskerne en egen lærebog i sygepleje plus en lærebog i erhvervets historie. Når lærebøgerne bliver ved med at handle så meget om lægernes fag, og tillige organiseres omkring lægens funktioner, så er det ikke et forsøg på at vælte doksa, men netop et forsøg på at definere en egen selvstændig position inden for det medicinske felt. Skulle det være et forsøg på at vælte doksa eller træde ud af feltet, så skulle lærebøgerne indeholde en egen teori om pleje, og ikke medicinens teori. Og en egen teori om pleje findes ikke i bøgerne. Teksterne i lærebøgerne om sygepleje er hele tiden en talen om praktikken, altså en efterrationalisering af praktikken, og ikke på noget tidspunkt med ansatser til en egen teori. I lærebøgerne fra 1926-27 fremtræder talen eller ideologien om sygeplejen som værende i rimelig overensstemmelse med den faktiske funktion, når der bl.a. skrives af sygeplejersken, at sygeplejersken skal adlyde lægen. I lærebøgerne fra 1956-58 synes der at være samme overensstemmelse mellem, hvad der siges og sygeplejerskens funktion. Sygeplejersken taler her fx. om almindelig sygepleje og speciel sygepleje, jf. at sygeplejersken nu er assistent til en praktisk specialist. Men i og med, at denne lærebogsserie nu har en egen selvstændig bog i sygeplejelære og en bog om erhvervets historie, så er der tale om en tendens til at forstå sygepleje foruden at være assistent til lægen som et område for sig, altså adskilt fra medicin. Indledningsvis i afhandlingen refererede jeg til den amerikanske sygeplejerske Virginia Hendersons bog, som svarende til min egen forforståelse af pleje og behandling som to adskilte funktioner. Altså en plejeideologi omhandlende, at sygeplejersken har et eget selvstændigt område, som hun selv administrerer og tager beslutning om foruden at være lægens assistent i behandlingen. Den plejeideologi kan man ikke genfinde i lærebøgerne fra 1956-58, selvom Hendersons bog blev oversat til dansk og udgivet af Dansk Sygeplejeråd i 1955. Karin Anna Petersen skriver i sin magisterkonferens, at sygeplejerskerne efter 2. verdenskrig forsøgte at omdefinere erhvervet til foruden at være klinisk assistent for lægen at indebære et selvstændigt plejeansvarligt område. Petersen anfører, at der i et udvalgsarbejde fra 1963-69 iværksat af Dansk Sygeplejeråd om vurdering af sygeplejerskeuddannelsen er reference til Virginia Hendersons bog 387 . Årsagen til, at denne idé om pleje som et selvstændigt område ikke er at finde i lærebøgerne fra 1956-58, må grundes i, at lærebøger er en efterrationalisering af en eksisterende praktik, mens Hendersons bog er en tankekonstruktion ud fra en bestræbelse, som snarere er en ønsketænkning eller en kompensation. 14 Tilbageblik på afhandlingens hypotese Afhandlingens hypotese var, at dét, man i dag kalder for klinisk medicin, og dét, man ligeledes i dag kalder for klinisk sygepleje er to forskellige praktikker og diskurser om disse prak- 387 Petersen, Karin Anna (1992): Den praktiske erkendelse. Forholdet mellem teori og praksis i sygeplejen og sygeplejerskeuddannelsen. Konferensspeciale fra Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik, Københavns Universitet, pp. 19-26. 217
Page 1 and 2:
GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDIC
Page 3 and 4:
Page 5:
Page 8 and 9:
Page 10 and 11:
Page 12 and 13:
Page 14 and 15:
Page 16 and 17:
Page 18 and 19:
Page 20 and 21:
Page 22 and 23:
Page 24 and 25:
Page 26 and 27:
Page 28 and 29:
Page 30 and 31:
Page 32 and 33:
Page 34 and 35:
Page 36 and 37:
Page 38 and 39:
Page 40 and 41:
Page 42 and 43:
Page 44 and 45:
Page 46 and 47:
Page 48 and 49:
Page 50 and 51:
Page 52 and 53:
Page 54 and 55:
Page 56 and 57:
Page 58 and 59:
Page 60 and 61:
Page 62 and 63:
Page 64 and 65:
Page 66 and 67:
Page 68 and 69:
Page 70 and 71:
Page 72 and 73:
Page 74 and 75:
Page 76 and 77:
Page 78 and 79:
Page 80 and 81:
Page 82 and 83:
Page 84 and 85:
Page 86 and 87:
Page 88 and 89:
Page 90 and 91:
Page 92 and 93:
Page 94 and 95:
Page 96 and 97:
Page 98 and 99:
Page 100 and 101:
Page 102 and 103:
Page 104 and 105:
Page 106 and 107:
Page 108 and 109:
Page 110 and 111:
Page 112 and 113:
Page 114 and 115:
Page 116 and 117:
Page 118 and 119:
Page 120 and 121:
Page 122 and 123:
Page 124 and 125:
Page 126 and 127:
Page 128 and 129:
Page 130 and 131:
Page 132 and 133:
Page 134 and 135:
Page 136 and 137:
Page 138 and 139:
Page 140 and 141:
Page 142 and 143:
Page 144 and 145:
Page 146 and 147:
Page 148 and 149:
Page 150 and 151:
Page 152 and 153:
Page 154 and 155:
Page 156 and 157:
Page 158 and 159:
Page 160 and 161:
Page 162 and 163:
Page 164 and 165:
Page 166 and 167: GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDIC
show all

genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?