genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Da Danske Kancelli opløstes i 1848, og der oprettedes ministerier, blev Sundhedskollegiet
lagt ind under justitsministeriet. Sundhedskollegiet blev opdelt i fem udvalg, hvor man altså
forlader den hidtidige struktur med forelæggelse af alle sager for alle medlemmer. Udvalgene
bestod af dekanus samt et antal af de øvrige medlemmer:
Justitsudvalget til behandling af retssager (5 læger). Pharmaceutisk udvalg til behandling af
alle apotekervæsenet vedkommende sager (3 læger og 2 apotekere). Betænkningsudvalget til
de sager, der ikke falder inden for de to foregående områder, og i hvilke der forlangtes afgivet
erklæring og betænkning (3 læger). Medicinalberetningsudvalget, der behandlede de indkomne
medicinalberetninger og stillede forslag vedrørende ændringer i deres affattelser (3 læger
og 1 apoteker). Redaktionsudvalget, der førte tilsyn med udgivelsen af Sundhedskollegiets
trykte beretning (3 læger).
Sundhedskollegiet var i forhold til ministeriet fortsat alene sagkyndige rådgivere, havde ikke
budgetansvar for øvrighedens aktiviteter inden for området med at tage sig af befolkningens
helbred:
“I Modsætning til Ordningen i Sverrig og Finland var det dog kun Tilsynet, den sagkyndige
Raadgivning etc., man henlagde til dette formindskede Kollegium, medens
Alle budgetsager” (...) “som hidtil udelukkende henlagdes under Ministeriets rent
juridiske, usagkyndige Kontorer” 114 .
Afgørelser om besættelse af ledige stillinger var nu ministerens efter indstilling fra Sundhedskollegiet.
Sundhedskollegiet indstillede til stillinger i det offentlige for fysikater og kirurgaters
vedkommende, og dette gjaldt tillige også indstillinger til bortgivelse af apotekerprivilegier
115 . Derimod gjaldt indstillingsretten ikke ved besættelse af de kommunale lægeembeder
(fx. overlægestillinger på de kommunale sygehuse) 116 .
Sundhedskollegiet kunne ikke fratage de privat praktiserende læger deres ret til at udøve virksomhed,
dette gjaldt alene de i statens tjeneste ansatte medicinere og kirurger:
“I henhold til Sundhedskollegiets Instruks havde dette Ret til under visse Forhold at
skride ind overfor Læger og andre Medicinalpersoner og foreløbig forbyde dem
Udøvelsen af deres Kald. Forbudet skulle derefter forelægges for Ministeriet, og
naar det gjaldt Embedslæger, Jordemødre og tildels Tandlæger kunde Ministeriet
yderligere forfølge Sagen gennem Domstolene, og Vedkommende kunde miste sit
Embede eller sin Ret til at praktisere. Apotekere kunde ligeledes dømmes til at have
deres privilegium forbudt. Med Hensyn til de Praktiserende Læger eksisterer derimod
ingen Ret for Ministeriet eller Domstolene til at fratage dem Retten til udøve
Lægevirksomhed, selv om det vilde medføre betydelig Fare for Befolkningen at de
vedblive at praktisere” 117 .
114 Medicinalkommissionen I (1909): Betænkning angaaende Ordningen af Sundhedsvæsenets Centralstyrelse.
Afgiven af den i medfør af lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at Forberede en Omordning af
Statens civile Sundhedsvæsen, København., p. 10.
115 Ibid., p. 33.
116 Ibid., p. 31.
117 Ibid., p. 20.
70