genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
ven får hermed det indtryk, at teoretisk viden er mere værd end praktiske færdigheder. Og det
vil sige, at lægens færdigheder er mere værd end sygeplejerskens. Eller enkelt sagt: det er
lægen, der diagnosticerer og bestemmer behandlingen - og ikke sygeplejersken.
Resten af siderne i lærebogen er på det nærmeste opskrifter på praktiske procedurer forstået
som fx.: hvordan skyller man et øre, hvordan lægger man en forbinding, hvordan giver man
en patient et varmt omslag:
“Det varme Omslag er i vore Dage næsten altid et varmt Vandomslag. I Vand, der er
saa varmt, at man akkurat kan have sine Hænder deri uden at skolde sig, dyppes
Omslagsstykket, der har forskellig Størrelse efter det Sted paa Legemet, hvor det
skal anbringes” (...) “Omslagsstykket lægges i det varme Vand, saalænge til det er
fuldstændig gennemvædet, tages nu hurtigt op og vrides saa stærkt, at det ikke driver”
348 .
Denne form for opskrift på en praktisk handling kan igen give sygeplejeeleven det indtryk, at
teori og teoretisk viden er mere værd end praktiske færdigheder. Sygeplejeeleven kommer til
undervisningen uden tvivl med en praktisk erfaring fra det praktiske liv i hjemmet, og har
måske prøvet at give et varmt omslag eller set sin mor gøre det. Altså hun har måske et “spontant”
forhold til at give et varmt omslag. I skolen eller her i teoribogen får hun så at vide, at
denne “spontane” kundskab er intet værd, hvis den ikke gøres til genstand for en systematisk
organisation og mere teoretiske overvejelser, sådan som lægens tekst gør det. Eleven skal iflg.
denne type tekst her ikke bare lære at gøre en bestemt handling korrekt, men altså også lære at
kunne give sine praktiske handlinger navne, klassificere dem, verbalisere dem. Det vil sige, at
elevens måske i forvejen spontane forhold til en praktik nedbrydes. Og bliver nu vejledt (retledt)
af lægen.
Afrundende kan man sige, at der i nævnte “teoribog” for sygeplejersker er tale om, at
- det er undervisning i lægens fag, både hans mere praksisorienterede fag (som patologi og
terapi) og hans måske mere teoretisk orienterede fag (som anatomi, fysiologi, farmakologi,
bakteriologi), jf. lægens fagopdeling i uddannelsen på universitetet
- der vægtes et kursus i lægens skolefag anatomi og fysiologi (om end et minikursus i forhold
til lægens uddannelse)
- al undervisning i “teoriundervisningen” er forbeholdt lægen
- det er formidling af verbaliseret praktisk erfaring (selv i anatomi- og fysiologistoffet)
- praktikoplæringen mht. infrastrukturen er forbeholdt sygeplejersken
- det er oplæring i, at lægens kundskab er “mere værd” end sygeplejerskens, altså en underordning.
Der er altså ikke noget “eget” fag sygepleje i Jacobæus’ og Kiærs bog. “Faget” er lægens.
Og konkluderende er sygeplejerskens opgaver ifølge lærebogen at:
passe hospitalets infrastruktur, assistere lægen i behandlingen, observere patientens sygdoms-
348 Ibid., pp. 110-111.
179