genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
ent, var det på samme måde som, når de samtidige portrætmalere malede et portræt. De gengav
nøje de mindste og naturlige ansigtstræk, mens lægen ”malede et billede” ved at gengive
de mindste og naturlige tegn på sygdom. Han sammenlignede de fænomener, som han så, og
bestemte forskellene i forhold til den generelle patologi (jf. Sydenham). Sygdommens essens
var det imidlertid ikke så ligetil at få fat på, fordi den undergik forandringer i legemets rum:
næseblod kunne fx blive til haemoptysis eller cerebral haemorrhage. Man tænkte sygdom som
en essens iboende menneskets legeme (det essentialistiske princip), og at sygdommen vandrede
rundt i legemet fra organ til organ, og her gav forskellige symptomer, hovedpine når
sygdommen boede i hjernen, hoste når sygdommen boede i brystet, osv. Det ændrede imidlertid
ikke ved sygdommens fundamentale struktur. Lægen måtte, når han stod overfor patienten,
se bort fra de ekstra symptomer, som denne vandring af sygdomme afstedkom. Han skulle så
at sige ”se igennem” patienten for at afdække den skjulte essens.
For at kunne placere sygdommene i det essentielle rum måtte klinikeren have fat i det fælles
berøringspunkt mellem essens og legeme. Således viste Meckel XII omkring 1765 ud fra dissektioner,
hvorunder han bl.a. vejede og sammenlignede hjernemasser, at hjernen hos manikere
er let, tør og sprød, fordi manien er en livlig, varm, eksplosiv sygdom 75 . Med anvendelse af
dissektioner konstaterede Meckel udelukkende det kvalitative aspekt, som udgjorde den eneste
forbindelse mellem essensen og legemet. Det fælles kvalitative ved tilstande som apoplexi,
syncope (besvimelse) og paralyse var ophøret af voluntære (viljesbestemte) bevægelser, og
essensen af sygdommen var givet ved denne analogi mellem tilstandene. Identifikation af
sygdommen forudsatte et kvalitativt blik, en kvalitativ vurdering af sygdomsfænomenerne, af
forskellene, et skarpt blik for disse variationer, som ifølge Foucault krævede en hermeneutisk
tolkning af det patologiske byggende på erfaring:
”A subtle perception of Qualities, a perception of the differences between one case
and another, a delicate perception of variants – a whole hermeneutics of the pathalogical
fact, based on modulated, coloured experience, is required; one should
measure variations, balances, excesses, and defects” 76 .
Ved at aflæse sygdommenes rationelle orden aflæste man selve naturens orden, altså det ontologiske
princip bag såvel plante-, dyre- som sygdomsverdenen.
Den klassifikatoriske medicin var imidlertid endnu ikke i stand til at indordne en patologisk
anatomi, selvom Morganis XIII patologiske anatomi De sedibus blev publiceret i 1761, og selvom
der fandtes dissektionsrum i klinikken i Wien fra 1754, og der fandt dissektioner sted både
i Pavia og i Paris. Et anatomisk grundlag for patologien kunne ikke tænkes, synlige læsioner i
lig fx, kunne ikke angive en given sygdoms usynlige essens. Raben Rosenberg siger det således:
”Det afgørende er, at den klassifikatoriske medicin og den patologiske anatomi tilhørte
to helt forskellige rum: et essentielt nosologisk rum og et geografisk legemligt
rum, og der var ikke en grundlæggende erkendelsesmæssig kode til forening af vi-
75
Foucault, Michel (1973): The Birth of the Clinic. An Archaeology of Medical Perception. Routledge, London,
pp. 12-13.
76 Ibid., p. 14.
44