Basal og klinisk immunologi - FADLs forlag

1
20 Basal og klinisk immunologi
get af cellen (endocytose). Der dannes en afsnøret
sæk fra cellemembranen, en vesikel eller
vakuole (fagosom), som smelter sammen med lysosomer
i cytoplasmaet. Herved opstår et fagolysosom.
Inde i fagolysosomet falder pH, hvorefter
enzymer har mulighed for at nedbryde den fremmede
partikel. Det nedbrudte materiale kan kataboliseres
eller fjernes fra cellen ved eksocytose.
Er det fremmede ikke en partikel, men for eksempel
en dråbe, kaldes den tilsvarende proces pinocytose
(af græsk pino, at drikke). Figur 1.2 viser
skematisk forløbet af en fagocytose.
Englænderen Wright viste i 1903, at der i organismen
findes ekstracellulære, opløselige stoffer,
der kan hjælpe fagocytosen. Disse faktorer fik
navnet opsoniner (af græsk: at tilberede føde for),
fordi de ved binding til partikler og fremmed materiale
fremmer fagocytosen og altså »tilbereder
føde« for de fagocyterende celler (Kapitel 9). Hos
invertebrater kan påvises opsoniner, som har
slægtsskab med komplementfaktorer (Kapitel 4).
Hos vertebrater har desuden immunglobulinerne
opsonineffekt (Kapitel 3).
Inflammatorisk reaktion
Når fremmed (ikke-selv) trænger ind i organismen
er det vigtigt, at de celler, der er aktive i immunforsvaret,
når frem til det pågældende fokus.
Inflammationen skabes af en række opløselige,
ekstracellulære molekylære systemer, der for eksempel
kan stimuleres ved forekomsten af fremmede
mikroorganismer. En del af den biologiske
aktivitet udøves af ret små peptider, der dannes,
når komplementsystemet bliver aktiveret. Andre
fremkommer, når plasmakinin- eller koagulationssystemet
aktiveres. Endelig frigøres flere typer
af aktive molekyler (vasoaktive aminer, arakidonsyrederivater,
cytokiner etc.) fra stimulerede
mastceller, endotelceller, makrofager, lymfocytter,
neutrofilocytter, eosinofilocytter m.fl. De
virker tiltrækkende på inflammatoriske celler
(kemotaksi), vasomotorisk, membranmodulerende
og celleaktiverende, og der udvikles inflammation.
Inflammationen er beskrevet nærmere i
Kapitel 10. Det må imidlertid i et evolutionært
perspektiv fremhæves, at den inflammatoriske
reaktion vel kan fremkalde vævsbeskadigelse,
men at den samtidig må betragtes som et system
til destruktion og fjernelse af uønskede molekyler,
celler eller organismer og som et grundlag for
den efterfølgende opheling. Inflammatoriske reaktioner
ses hos selv meget lavtstående invertebrater.
Komplementaktivering
Komplementsystemet består af et antal biologisk
aktive eller aktiverbare proteiner, som samvirker
i en fælles, afbalanceret kædereaktion, en såkaldt
enzymkaskade (Kapitel 4). Komplementsystemet
har betydning, både som led i opsonisering,
som et inflammationsskabende system og
som en mekanisme, der direkte bevirker celledrab.
Komplementsystemet kan opdeles i fire enheder,
placeret omkring nøglefaktoren C3. Den
første enhed, den alternative aktiveringsvej
(ACP: alternative complement pathway), synes at
være den fylogenetisk ældste, idet faktorer herfra
kan demonstreres i invertebrater. Systemet aktiveres
ved tilstedeværelse af fremmede overflader,
men har ikke nogen egentlig (snæver) specificitet.
Hos vertebrater findes en anden aktiveringsvej,
som igangsættes af antigen-antistof
komplekser: den klassiske aktiveringsvej (CCP:
classical complement pathway). For nylig er en
tredje aktiveringsvej blevet erkendt (MBL-CP:
lectin complement pathway), hvor et kulhydratbindende
protein, mannanbindende lektin (MBL),
efter binding til kulhydrater igangsætter en aktivering
af komplementsystemet. Den fjerde funktionelle
enhed af komplementsystemet er det terminale
kompleks (MAC: membrane attack
complex), en fælles sidste reaktionsvej for de tre
aktiveringsveje. Det terminale kompleks er kun
beskrevet hos vertebrater. Aktivering på en cellemembran
bevirker membranbeskadigelse med
påfølgende cytolyse. Komplementsystemet omfatter
også en række regulatoriske faktorer samt
membranbundne komponenter (receptorer),
som dels definerer komplementsystemets målceller,
dels er regulatoriske.