Det kolossale menneske

2 

3 

Det 

kolossale 

menneske

Blachman & Steno 

Det 

kolossale 

menneske

6 7 

Til Henry og Ramona. 

8 

10 

20 

28 

36 

48 

58 

78 

92 

104 

144 

150 

160 

180 

190 

192 

204 

214 

228 

236 

Forord 

Tal, før du tænker 

Steno møder Blachman 

Meningen med rigdom 

Vanviddets gymnastiksal 

Hvad kvinder skal 

Her kommer det fra 

Selvkonsumering 

Drømmen om det fantastiske 

Kosmisk medbestemmelse 

Den dekadente socialdemokrat 

Mit forsinkede generationsoprør 

Han har fat i noget 

Den kreative helligdag 

Byen over byen 

”X Factor” 

Gensyn med synagogen 

To gange femte klasse 

Geni eller idiot 

Social skønhed 

Indholdsfortegnelse

8 9 

ord 

For 

Forord 

År tilbage konkluderede jeg i en længere 

nytårstale, lige inden jeg faldt ned fra 

bordet, og klokken slog 12, at jeg eller andre 

på et tidspunkt nok skulle overveje at lade 

mine ord udkomme i bogform. 

Thomas Blachman 

København 20. september 2008. 

År tilbage mødte jeg først Blachmans 

musikalske univers, dernæst hans visuelle 

og nu det verbale. Ingen steder er der 

konventioner at klamre sig til. Heldigvis. 

Blachman titulerede fra starten selv bogen 

som en oprørsbiografi. Et af de første mange 

nye ord han tilførte mit vokabularium. For 

at indkredse hvordan sådan en skulle tage 

sig ud, tog vi udgangspunkt i replikker fra 

hans film Spurten er gået, som indleder flere 

af bogens kapitler. Ud af dem voksede ”Det 

kolossale menneske”. 

Torben Steno, Matteröd, 20. september 2008.

10 11 

Tal før du tænker 

T a l 

før du tænker 

Jeg så dit arbejde igennem, mens du sov. 

Hvem har tid at spilde på kærester, der 

sidder og falder i søvn over arbejdet? 

Jeg sendte også en kopi til banken. De 

ringede straks tilbage. 

”Vi må håbe, det er det patetiske, der 

kommer til at rykke”, lød en bekymret 

stemme. 

Bogstaverne ligger hen over papiret som 

smadret glas. 

Jeg forstår det ikke. Det er, som om selve 

intentionen løber ud imellem fingrene på 

dig, og kun klicheerne bliver tilbage. 

At holde op med at elske sig selv er at 

blive alle andre end sig selv. 

En dråbe blod i et glas vand er nok til at 

se, der har været et menneske … en hel 

menneskehed. Hvorfor overgøre alting? 

Hvorfor tvinge kunsten til et liv i 

sameksistens med livets mest 

rædselsfulde realiteter? 

Når alt kommer til alt, sympatiserer ingen 

med det rædselsfulde!

12 Det kolossale menneske 13 


Blachman, hvorfor skal vi håbe på, at det er det 

patetiske, der kommer til at rykke? Hvordan kan 

det være, du besynger det ord, de fleste danskere 

forbinder med noget negativt, højtideligt og latterligt? 

Det patetiske rum er det fri menneskes dagligstue. Her kan 

vi slippe det ubearbejdede, den uforberedte sitrende energi 

løs. Her kan man kun begå den fejl ikke at begå nogen. Det 

er rædselsvækkende, så bange vi er blevet for at begå fejl. 

Personligt skynder jeg mig altid at signere mine fejl, som 

havde jeg selv fundet på dem, naturligvis. De bedste ideer er 

ofte fejl, en åben dør imellem det yderste og det inderste. 

Det patetiske kommer i fremtiden til at spille en større 

rolle, fordi det indeholder muligheden for at fabulere. At 

oversætte en følelsesimpuls til tale, det er det, det handler 

om. At få sagt alt det, der ligger i nærheden af det, vi føler, 

for at finde ud af, hvad vi tænker. Hvorfor fedte med sig 

selv? Hvorfor ikke få det hele med? Personligt evner jeg ikke 

at tænke, medmindre jeg starter en talestrøm, hvori jeg kan 

frasortere og dementere det, jeg bestemt ikke mener. 

Jeg er med på, at vi er bange for at begå fejl. Men 

hvad patetisk er der over at slippe galskaben løs? 

Og hvad er det skønne ved det patetiske? Er jeg 

galt på den, når jeg tænker på det storladne og 

svulstige? 

Har du aldrig som heteroseksuel følt en vis misundelse over 

for de homoseksuelle? 

Måske, mine tanker rammer først den for længst 

afdøde store gymnast Niels Bukh. Han var både 

nazist og bøsse. 

At kunne give sig hen til det lapsede, det krukkede, det dramatiske 

og hysteriske. Ja, det patetiske. Den geniale frigørelse, 

som slet ikke har noget med seksuel frigørelse at gøre. 

Det er selve modet, som er så misundelsesværdigt. Folk, der 

tør blive den, de gerne vil være, bliver ganske enkelt den, de 

gerne vil være. Den geniale vej er et bevidst valg. Jeg siger 

ikke, det er nemt og uden forhindringer. Et af de almindelige 

handicap i vores kultur hedder forældre. Forældre, der 

ikke værdsætter deres børns lyst til at satse stort i stedet for 

småt. Leonard Bernsteins far modarbejdede konstant sønnens 

musikalske interesser. Faren var som besat af tanken 

om, at sønnen skulle overtage hans virksomhed. Men som 

han senere sagde til sit forsvar: ”Hvordan fanden skulle jeg 

kunne vide, han ville blive Leonard Bernstein?” 

Vi ved ikke, hvem hinanden bliver. Det eneste, vi kan gøre, 

er, at lade hinanden blive. 

Og så lod vi hinanden være et øjeblik. Jeg kiggede 

ned på det sydlige Norge fra min vinduesplads 

i flyet på vej fra Kastrup til Keflavik på Island. 

Blachman lukkede øjnene. Det var tirsdag den 

tredje juni, og jeg tænkte, at det ikke var så underligt, 

hvis han var lidt udmattet og havde behov 

for at bruge flyveturen til at synke ind i en meditativ 

tilstand oven på mange måneder i centrum 

for umættelig opmærksomhed. Alle, lige fra forlystelsesparken 

Bon-Bon Land til Det Teologiske 

Fakultet på Københavns Universitet, ville have fat 

i ham. Telefonen ringede ustandseligt. Midt i al 

virakken skulle han så lige producere et album 

med Heidi og færdiggøre et andet sammen med 

Kasper Winding. Men det blev en kort blunder. 

Men hvem fanden er jeg? Er jeg et geni eller en idiot? Det 

første forekommer mig sjovere, det andet dog mere praktisk 

anvendeligt, som landet ligger. Når jeg ikke taler, kan 

jeg som sagt ikke tænke en tanke. Kun multidiaktionelle 

hyletoner og rytmer. En evindelig rastløshed i legemet, som 

én til én lader sig transskribere til musik. 

Hold da helt op. Nu hoppede vi direkte op på den 

helt store klinge. ”Multidiaktionelle”, det ord 

havde jeg aldrig nogensinde hørt før.



Hvad er budskabet til dem på bagerste række? 

En af mine mange fordele er, at halvdelen af mig sidder på 

bagerste række. Den anden sidder på allerforreste række og 

råber, at medmindre det er genialt, det jeg kommer med, 

skal jeg holde min kæft. Den enes overjeg er en grøn drage, 

den andens er en grøn Tuborg. 

Er det genialt, det du lige er kommet med? 

Tro mig, valget er dit eget. Geni eller idiot, vælg selv hvem 

fanden du vil være. 

Godt så. Det er noteret. Men hvorfor er du så sikker 

på, at det patetiske kommer til at rykke i de 

kommende år? 

Min generation har et regnestykke, der endnu ikke er gjort 

op. Et forsinket generationsoprør. Mit udvidede patetiske 

begreb er amerikansk olie, der gør det muligt at fordøje 

denne ellers ynkelige erkendelse af, at du og jeg først nu 

med denne bog ankommer til vores egen tid i et væld af nye 

ideer, som kan revitalisere vores samfund til noget mere og 

bedre end bare velfærdsstaten ”Version 2”. 

I et ti år gammelt interview med Euroman talte du 

om et generationsopgør, der er udeblevet. Er oprør 

en besættelse for dig? 

Det er ikke min opgave at holde regnskab med, hvad jeg 

siger, og hvornår jeg siger det. Folk kommer tit til mig for 

at spørge mig om ting, jeg har sagt. Ofte aner jeg ikke, hvad 

fanden det er, de fabler om. Jeg kan jo ikke svare på, hvorfor 

fremtiden har taget bolig i min skikkelse. Hvad jeg for 

tre måneder siden knap nok kunne more mig over, fungerer 

nu som en praktisk foranstaltning. Jeg henviser her til 

mange fanklubber, hvor folk i tusindvis hjælper hinanden 

med at huske og tolke alt det, der er kommet fra mig. 

Det kommer dog ikke bag på mig, at jeg allerede for ti år 

siden så, hvad der måtte komme til mig senere. Det er jo 

netop det, der er glæden ved kun at tale om de ting man 

selv har fundet ud af. Som dansende nymfer i aftentågen 

vender relevansen af mine erfaringer tilbage til mig og fortrænger 

udløbsdatoen. 

Bogfør denne udtalelse som en erfaring forud for mit generationsoprør: 

Sig kun de ting, du selv har fundet ud af. 

For hvis alt, hvad jeg siger, er sagt af andre før mig, hvem er 

det så, der taler? Mine forældre, deres forældre? 

Min generation vil i den kommende tid få en historisk 

chance for at forløse tidsånden i fællesskabets interesse og 

skabe verdens mest visionære demokrati. Der gemmer sig i 

os en latent positiv energi, som vores land – som det tager 

sig ud nu – er blevet for småt i ånden til at tilfredsstille. 

Vores forfængelighed efter at sætte vores egne spor er dog 

vores mest realistiske håb. Der er i min generation en dybt 

indforstået aftale om at efterlade et mere genialt samfund 

til vores børn. Det er for en gangs skyld ikke mig, der er 

foran, og de andre, der er bagefter. Det er ikke fremtidens 

ånd, der blæser i mit bryst, men nutidens. 

Min generations forsinkede oprør er altså, hvad Danmark 

kan glæde sig til. Intet problem overstiger den energi, der 

venter på at løse problemet. Det hele kommer til at starte 

med, at vi holder op med at lade som om. Det, at lade som 

om, er en form for kollektiv sindssyge. Instruktøren er for 

længst skredet. Teateret er lukket. Kun skuespillerne render 

rundt i gaderne og prøver at kurtisere et udefinerbart 

katastrofehungrende publikum. Mens tårerne løber på indersiden 

af kinderne, lader vi alle, som om vi har nok i 

vores eget projekt, bare fordi alle andre lader, som om at de 

har nok i deres. Bag denne simple erkendelse gemmer der 

sig en helt ny tid. Bogfør venligst denne udtalelse som en 

erfaring forud for mit generationsoprør:



Alle lader vi som om, vi har nok i vores eget 

projekt, bare fordi alle andre lader som om, 

de har nok i deres. 

Det var det, jeg så, da jeg tre år i træk gik rundt med min 

søn i klapvogn i det indre København, mens jeg ventede 

på resultatet af Velfærdskommissionens anstrengelser. Et 

resultat, jeg altid vil huske som et af mit livs helt store skuffelser. 

Jeg indså da i al beskedenhed, at jeg ville blive den 

nål i høstakken, der skulle prikke det nødvendige hul i den 

ballon af overophobet, indespærret energi, som min generation 

rummer. 

Jeg er nemlig umulig at fastholde som skydeskive for de 

gængse fordomme – noget, der ellers har udviklet sig til lidt 

af en selskabsleg i de fleste hjem. Sandheden er, at jeg aldrig 

mister overblikket over mig selv. Naturligvis har jeg et opsvulmet 

ego og følelsesliv. Men går man tættere på, finder 

man ud af, at alle kontraster har bevidst bo i mit indre. 

Ingen stereotyp slipper forbi mit stille, forfængelige krav 

til det multifacetterede. En erkendelse, jeg har fra musikken, 

nemlig at sandheden ligger i kompleksiteten. Glæden 

ved ikke kun at operere inden for den æstetik, der tilhører 

moden, er, at man finder ud af, at der er mere at komme 

efter i disse tider. 

Selvom Blachman er en uforudsigelig mand, 

så overraskede det mig alligevel, at lige netop 

han havde så store forventninger til, hvad Velfærdskommissionen 

ville komme op med. En 

gruppe økonomer, jurister og cand.politer, som 

regeringen havde bedt om at analysere velfærdsstatens 

svagheder og byde ind med løsninger på 

fremtidens problemer, plejer ikke at være sprudlende, 

overraskende læsning. Og Anders Fogh 

Rasmussen, der selv havde bestilt rapporten, 

brugte ikke mange minutter på at aærdige dens 

konklusioner. 

Hvorfor havde du så store forventninger til Velfærdskommissionen? 

Velfærdskommissions rapport var et kæmpe antiklimaks på 

en årelang velfærdsdebat, som kun bevægede sig rundt om 

den varme grød, men aldrig opfandt den varme grød. 

Euforiseret af forelskelse i mit første barn var jeg for træt 

til at deltage i nogen form for skænderi og deltog derfor 

ikke i debatten. Jeg stod ellers med selve den varme grød i 

halsen og var ved at kvæles i dens ufatteligt enkle, logiske 

skønhed. 

Du må forstå, sjældent har et menneske haft en kortere 

landingsbane til det virkelige liv end mig. Mit hyperaktive 

arbejdsraseri i 90’erne var med ét fortid. Jeg begyndte at 

ræsonnere over min egen skæbne: ”Hvor går man hen, når 

man har en god ide?” Jeg er blevet klogere i dag og sander, 

at ytringsfriheden i dette land begrænser sig til dem, der 

har den i forvejen. 

Jeg husker, at jeg i den periode foreslog et tv-produk- 

tionsselskab at lave et program kaldet ”Naiv?”, hvor seerne 

kunne sms’e om, hvorvidt de syntes, at en politisk ide var 

naiv eller ej. Jeg ville selvfølgelig gerne have haft de første ti 

programmer for mig selv. Direktøren for selskabet fortalte 

mig, at ingen seere på DR1 gider høre folk snakke. Han 

foreslog, at jeg lavede et radioprogram i stedet. Selskabet 

var Blu, som senere sammen med DR oplevede deres største 

succes nogensinde med ”X Factor”. Der blev godt nok 

sunget, men der blev sateme også snakket. Jeg fik i hvert 

fald sagt noget. Og det, jeg ikke fik sagt, lover jeg nok skal 

komme fra mig i denne bog. 

Men lad os lige sætte tempoet lidt ned først. Inden jeg tager 

af den tid, jeg har sat af til at tømme mit legeme for 

toner, skal der prikkes hul på den enorme samfundsboble 

af indespærret energi. Det er det, min oprørsbiografi skal 

handle om. Vil man ændre på sig selv, må man ændre på 

samfundet først.



Det er fandeme en attraktiv tekst, den her! En mand, der 

siger ting, du ikke har hørt før. En mand, der ved, han har 

ret! 

En klassisk Blachman-landing. En kunstner skal 

jo føle, han har ret. Bortset fra Tjekkiets tidligere 

præsident Vaclav Havel er der vist ikke mange 

kunstnere, der har succes som politikere. Men siden 

Blachmans politiske udmeldinger indfandt 

sig midt i al underholdningen, er der mange, der 

godt kunne tænke sig at se ham på den politiske 

arena. 

Har du fået politiske ambitioner? 

I hundreder af fora på nettet diskuterer man, hvad helvede 

jeg mener med mit begreb social skønhed. Jeg hørte 

mig selv sige ordene i en samtale med Jes Stein Pedersen i 

”Deadline Anden Sektion” på DR2. 

Tv-avisen stod og ventede på mig uden for studiet sammen 

med en mobbekonsulent, der ville have sat en stopper for 

min taletid i DR. Umiddelbart derefter skulle jeg over i et 

tredje studie og lave ”X Factor” direkte. Jeg kunne ikke 

overskue en uddybning af en ordkombination, jeg aldrig 

selv havde hørt før. 

Har du været på nettet for at finde svaret? 

Nej, jeg googler aldrig mig selv. Min far er til gengæld en 

meget omhyggelig mand på nettet. 

Jeg kan kun nærme mig dette organisk distingverede begreb 

med en vis ærefrygt. Dog vil jeg umiddelbart mene, 

at social skønhed er resultatet af den forandringsvillighed, 

som netop bør være en mulighed i dette lille land for at 

eksperimentere med sit demokrati i en ambition om at 

løse sine egne problemer! Social skønhed er den vare, jeg 

pålægger Danmark at udvikle og fremstille til eksport til 

resten af verden. 

Lad det nu blot være anslaget til senere uddybelse. 

Du ville ikke helt ud med, om du har politiske ambitioner. 

Eller er det bare din kunst, du vil politisere? 

Er det det, du mener med at tvinge kunsten 

til et liv i sameksistens med livets mest rædselsfulde 

realiteter? 

Aldrig har kunstneren haft det bedre med alt andet end sin 

kunst. Men tab ikke modet. Her kalder jeg til indsigt og fordybelse. 

Kunsten er blevet til kunsten at leve. Kunstneren skal 

indse, at han/hun ikke er andet end et socialt eksperiment, 

en repræsentant for en menneskelig pionertilstand, der har 

det opdrag at finde ind til selve meningen med alting. Hvad 

gør et menneske, der for første gang i verdenshistorisk perspektiv 

får al tid og frihed til sig selv uden at gå til grunde? 

Den ultimative frihed, den unge kunstner føler, har den aldrende 

kunstner for længst opdaget bare er en forudbestemt 

lempelse af reglerne fra statsmaskineriet. På samme måde 

som pressen selv skaber de flamboyante nødvendigheder, 

som ellers til enhver tid vil mene, de har skabt sig selv. Se på 

mig! Kunstneren skal spille den rolle i det danske samfund, 

som Danmark skal spille i resten af verden! 

Undskyld mig. Altid når jeg nærmer mig essensen, skal jeg 

tisse! 

Sådan flød de helt frie ord over Nordatlanten inden 

vi mellemlandede på Island. For en måned siden 

havde Blachman betroet mig, at ordene som regel 

kommer lettest til ham, når der er fem tændte 

kameraer omkring ham. Uden dem måtte vi altså 

gøre noget drastisk for at kalde budskaberne frem, 

nu vi skulle have Blachman i bogform. 

Vi må væk. Vi tager en tur til New York. Min ungdoms 

første mentale erektion, sagde han et par 

uger før. Hvis byen kunne inspirere ham lige så 

meget som en Boeing 757, var der vist ingen grund 

til at savne kameraernes nærvær.

20 21 


Steno 

Blachman 

møder 

En etiopisk kvinde, der trøster en 

frustreret europæisk kunstner, ville være 

et passende forsidefoto …



Ordene er Thomas Blachmans egne og stammer 

fra filmen Spurten er gået, som er et kunstnerisk 

selvportræt udsendt på DR2 i efteråret 2006 som 

et program i serien ”Selvoptagelser”. Produktionen 

af Spurten er gået blev et intenst møde med 

den mand, jeg hidtil kun havde haft overfladisk 

berøring med. Jeg var bekendt med, at han havde 

opnået kælenavnet ”den skaldede slagter” via 

sin optræden som dommer i ”Idols” på TV3. Vores 

veje krydsedes kort i 2005, hvor jeg huserede i 

øresneglen på Adrian Hughes i ”Smagsdommerne” 

på DR2. Her blev Blachman tilbudt et sæde i 

de orange stole. Ikke på grund af overstrømmende 

anmeldelser og prisbelønnede musikalske meritter 

i 90’erne, men fordi han i ”Idols” med en 

i Danmark uhørt brutal verbal præcision havde 

nedjusteret adskillige teenagepigers urealistiske 

musicalambitioner og sendt dem snøftende tilbage 

til virkeligheden. 

Håbet i ”Smagsdommerne” var, at han kunne øge 

antallet af uforudsigelige sprænghoveder imellem 

det ”rigtige” kulturlivs traditionelle debattører. 

Det lykkedes da også allerede i første episode, 

hvor Blachman i en lang passioneret svada fuldkommen 

tilintetgjorde kurator Erik Steensen, 

der havde begået et hyldestskrift til en udstilling 

om kunstneren Per Kirkeby, som ”Smagsdommerne” 

skulle bedømme. Blachman landede på 

en opfordring til Kirkeby med ordene: ”Skil dig 

som mig af med alle røvslikkerne. Så kom dog og 

knep mig, Per!” 

Det var en af den borgerlige kulturelites foretrukne 

angribere, Weekendavisens Ulrik Høy, der 

fik tilbudt ordet efter Blachmans tirade. 

”Jeg var ude af stand til at replicere. Det var en 

virtuos og grænsende til autistisk optræden helt 

uden for spillets regler. Jeg var både paf og himmelfalden,” 

husker Ulrik Høy. 

Sådan havde jeg det også. Efter udsendelsen diskuterede 

vi præstationen i redaktionen. Der var 

delte meninger. Dog et knebent flertal for, at 

Blachman var godt tv. Vi nåede aldrig at tale om 

mandens synspunkter. Det drejede sig udelukkende 

om, hvorvidt Blachmans facon var en disciplin, 

programmet skulle tilskynde, eller om 

vi skulle fastholde en urban tone og satse på personer 

med lidt mere dæmpet karisma og mindre 

personlig eksponeringstrang. 

Personligt var jeg ikke i tvivl. Blachman havde 

givet mindelser om dengang i begyndelsen af 

90’erne, hvor jeg var så heldig at producere en serie 

aparte debatprogrammer med mesterkokken 

Søren Gericke som vært. Efter princippet ”tal, 

før du tænker” kastede han sig også frygtløst ud 

i monologer, han ikke anede, hvor skulle ende. 

Spasmerne var ikke altid soleklare hele tiden. 

Men det var liv eller død. Blachman havde noget 

af den samme sjældne evne til at udløse alarmberedskab 

foran skærmen. Det ville jeg gerne have 

mere af.



Ugen efter mødte jeg den sære velklædte mand 

ansigt til ansigt for første gang. En del af mit job 

var at servicere de medvirkende dommere før og 

efter en optagelse. Inde i ”ventesalen” sad de to 

andre. Blachman, derimod, gik foroverbøjet og 

rastløst rundt og kiggede på sine nypudsede sko 

ude i gangen. Jeg hilste, så venligt jeg kunne, 

selvom jeg måske egentlig burde have ladet ham 

være uforstyrret. Det så nemlig ud, som om han 

nærmest var i en meditativ seance. Jeg antog, det 

var en slags mental armering af de missiler, en, 

to eller måske samtlige de kunstnere, der havde 

et værk til bedømmelse i dagens program, skulle 

præcisionsbombes med. 

Forsigtigt spurgte jeg, om der var noget, han 

manglede. Selvom jeg forstyrrede, var det skaldede 

hoved smilende, høflig og nærmest ydmyg i 

sin fremtoning. Allerede her var den første indikation 

på, at det endimensionale billede af bødlen 

naturligvis ikke var holdbart. 

Den unge, tyske instruktør Dennis Gansels film 

Napola, der handler om en nazistisk eliteskole, var 

et af de værker, der skulle anmeldes. Da Blachman 

fik ordet, blev seerne denne gang præsenteret 

for et helt nyt følelsesregister: 

”Efter at have set den film, blev jeg nødt til at stå 

helt alene i entreen og græde, mens jeg kiggede 

på forårssolen og glædede mig over at være så heldig 

at være født og opvokset efter den pædagogiske 

revolution”, sagde han, mens han så ud, som 

om han prøvede at hidkalde tårerne fra forleden 

for at understrege, hvor enestående et kunstværk 

denne film var. Udtrykket ”den pædagogiske revolution” 

studsede jeg over. Det havde jeg ikke 

hørt før. Men det skulle jeg komme til. 

Efter en lille måned som ”smagsdommer” ønskede 

Blachman at stoppe, fordi han hellere ville 

koncentrere sig om at skabe noget selv. Han frygtede 

at blive en karikatur med fare for at ende 

som en meningsmaskine, der kunne risikere at 

blive træt af at høre på sig selv. 

Den melding gjorde mig meget nysgerrig på, hvad 

det var for kunstværker, han gemte i sig. Det var 

jo efterhånden næsten fem-seks år siden, der var 

kommet en udgivelse fra ham. 

Ved årsskiftet 2006 var jeg også fortid på ”Smagsdommerne”. 

DR havde dengang ambitioner om 

ikke bare at reflektere, hvad der foregår i kulturlivet, 

men også om at inddrage kunstnerne direkte 

i at gøre skærmen til en selvstændig kunstnerisk 

scene. ”Selvoptagelser” var et forsøg i den 

retning. Jeg var tilrettelægger på serien. Min opgave 

var at finde en række markante personer fra 

forskellige kunstarter og være dem behjælpelige 

med at producere et selvportræt på 25 minutter. 

Statsradiofonien var endnu ikke ocielt begyndt 

at synke helt ned i kviksandet ude på Amager. Alligevel 

var budgetterne på DR2 også dengang små. 

Så det var ideerne og entusiasmen, der skulle realisere 

eksperimentet. Hver af de udvalgte kunstnere 

fik en fotograf/klipper til rådighed nøjagtig 

det samme antal dage, som en normal programmedarbejder 

ville få til et halvtimes program. 

Honoraret var den fantastiske sum af 15.000 kroner!



Da jeg skulle finde en fra musikkens verden, faldt 

tankerne først på Thomas Blachman. Jeg var jo 

blevet bekendt med hans krav til andres værker og 

hans æstetiske fordringer, så det var ikke uden en 

vis ærefrygt, jeg mødte ham over en kop kae på 

Café Viggo på Frederiksberg for at høre, om han 

havde lyst til at tage seks uger ud af kalenderen 

og tage til takke med de 15.000. Der var slet ingen 

grund til bekymring. Begejstringen over tilbuddet 

var overvældende. Blachman takkede uafladeligt 

over at få chancen for at lave film. Film! 

Det ord blev jeg lidt forskrækket over. Havde han 

ikke hørt efter, da jeg fortalte ham om de stærkt 

begrænsede ressourcer og uforskammet snævre 

økonomiske råderum? Men han var ustoppelig. 

Han fablede om noget så besynderligt som en 

”mini-spillefilm” på 25 minutter, hvor han alene 

ville producere hele lydsiden først. Det vil sige 

musik, dialog og reallyd. Den metode havde jeg 

aldrig hørt om før. Men jeg havde jo heller aldrig 

lavet spillefilm. Det havde han heller ikke. Men 

hans iver var så intens, at forsøget måtte gøres, på 

trods af at projektet var meget langt fra at rumme 

bare et minimum af den forsyningssikkerhed, 

der desværre har førsteprioritet i moderne 

tv-produktion. Det var, som havde jeg vækket en 

sovende celle, som det hedder i terrorjargonen. 

Lidt ængstelig forlod jeg vores første møde. Men 

samtidig havde jeg også en energisk fornemmelse 

af at være blevet en del af den vågnende celle, der 

i de kommende måneder ville udføre adskillige 

hasarderede operationer i kunstnerisk og teknisk 

terræn, der var både mig og Blachman ukendt. 

Men i kraft af et sjældent held, et kolossalt arbejdsraseri 

fra ham selv, fotografen Johnny Hanna 

og en stribe venner og bekendte lykkedes det 

at realisere filmen af, om og med Blachman. Udmattede 

og ungdommeligt euforiske sluttede vi 

de strabadserende optagedage/nætter af med en 

evaluerende smøg i morgensolen ved springvandet 

på Sankt Thomas Plads på Frederiksberg Allé. 

Her ligger en væsentlig del af årsagen til, at det er 

mig, der skriver denne bog sammen med den nu 

så berømte Thomas Blachman.

28 29 


M e n i n g e n 

med 

r i g 

dom 

Det er paradoksalt, al den snak om 

innovation. 

Et begreb, der snart ikke tåler sin 

egen gentagelse ret meget længere. 

Medmindre begrebet kunne formå at 

bane vejen for selve genialiteten. Ingen 

bestemmer noget som helst, når det 

kommer til stykket. Alle sidder vi alene, 

tavse og spiser wienerbrød i parken. Alt 

imens børn bliver kørt ned i trafikken. 

Hvem fanden har bestemt det?



New York den 4. juni 2008. Jeg lå en anelse plaget 

af jetlag på mit værelse på Chelsea Hotel. Barack 

Obama havde lige sikret sig nomineringen som 

Demokraternes præsidentkandidat. På CNN talte 

han om fremtidens USA, som han nu stillede sig 

til rådighed for med en noget større forsigtighed 

end den, Blachman udviste, da han skitserede 

fremtidens Danmark for mig i flyveren i går. Men 

politik er jo kun det muliges kunst. Og Blachman 

er jo først og fremmest kunstner. 

Vi havde ikke rigtig hvilet oven på flyveturen. Så 

da det rumsterede i værelset inde ved siden af, 

regnede jeg med, at Blachman bare skulle på toilettet. 

Men det er jo som bekendt et varsel om, 

at han nærmer sig toppen af sin ydeevne, så måske 

var han igen blev ramt af forsynet. Det varede 

ikke mange sekunder, før døren gik op. Kun 

et håndklæde skjulte hans køn, da han med stor 

begejstring proklamerede, at han var fuld af ord, 

der skulle nedfældes med det samme. 

Hvad fanden bilder de sig ind? Folk kommer fra hid og 

did og alle vegne og spørger mig om de mærkeligste ting. 

Om jeg vil reklamere for Netto og sidde med røven i en 

indkøbsvogn. Nu var det SuperBest, der vækkede mig og 

spurgte, om jeg ville tjene en halv million på tyve minutter, 

hvis jeg lige ville kigge forbi til en lille optagelse. Ikke 

engang på min yderste dag ville jeg sige ja. 

Hvorfor ikke? 

Min forfængelighed er rummelig. På den måde forstået at 

jeg ikke, som de fleste andre, går rundt og spekulerer i, 

hvad der udadtil er gode og dårlige karriere-moves. Det vil 

jeg skide på. Jeg kan slippe af sted med hvad som helst. Så 

måske skulle jeg alligevel have sagt ja. Men det gjorde jeg 

altså ikke. 

En ung velhaver fortalte mig for nylig, at han havde bemærket, 

jeg var begyndt at tale om penge. Jeg kunne forstå på 

ham, at det ikke er noget, man gør i ”finere” kredse. Jeg 

studsede over det, men undlod at svare. Hellere fattigrøvens 

sporadiske tale om det nødvendige end rigmanden, 

der – om han indrømmer det eller ej – ikke kan tænke på 

andet. Jeg har kendt mennesker, der for at kunne slappe 

af på deres wellness-lokummer må have tre bodyguards i 

entreen, fordi de er bange for at blive kidnappet. Hvor fint 

er det? 

Hvad er det, der er så paradoksalt ved begrebet 

innovation? 

Jeg har i mange år forestillet mig, at der fandtes en innovationshåndbog. 

450 sider med ligegyldige floskler om personlig 

udvikling og såkaldt kreativitet. 

Jeg medgiver dig, at ordet innovation er meget 

usexet. Jeg hører straks søvndyssende konfe- 

rencesnak ledsaget af Power Point. 

Tom snak i tomme mondæne rum. Innovationsbegrebet er 

i dag så udvandet. Det at tro, at begrebet baner vejen for 

selve genialiteten, er en af vor tids største misforståelser. 

Innovationsbegrebet har netop fortrængt genialiteten. Genialiteten 

var blevet for usystematisk og besværlig, fordi 

den forudsætter den personligt perfektionerede originalitet, 

jeg applauderer så voldsomt for. Det er den samme 

rædselsvækkende, topstyrede manipulation af sproget, som 

også har gjort det at være et anstændigt menneske til det 

samme som at være politisk korrekt. Genialitetsbegrebet 

er altså blevet tilsidesat til fordel for ordet innovation. Nu 

kan vi alle være med. Det totale visionsfravær er heller ingen 

hindring. Det er tværtimod en forudsætning for alt det 

småborgerlige innovationssludder, som kun handler om, 

hvordan vi får ingenting til at fylde alting. Meningen med 

rigdom står der ikke noget om i innovationshåndbogen.



Hvorfra ved du, at genierne findes, og at ingen 

har villet lytte til dem? 

Er det dit alvor at spørge mig om det? Vi kommer ikke uden 

om genialiteten. Det er vigtigt at forstå, at min kritik ikke 

bunder i forsmåelse. Det er en observation gjort oppefra 

og ned. Kan universiteterne ikke mere stille de nødvendige 

spørgsmål, fordi de har mistet deres selvstændighed, så må 

menigmand gøre det. Hvor er den teknologi, der får folk 

til at snakke sammen i busserne? Hvor er den teknologi, 

som omdanner de hundredetusinde opgange til potentielle 

bofællesskaber? Hvem passer hvem? Hvem laver mad til 

hvem? Hvor er den teknologi, der forhindrer vores elskede i 

at forsvinde, fordi en lastbil skal til højre? 

Vi kan vel ikke nøjes med genierne, dem er der jo 

ikke så mange af. Er innovation ikke bare middelmådighedernes 

behjertede forsøg på ved fælles 

hjælp at bidrage til udviklingen? 

Det er ikke godt nok. Innovationsfællesskabet er et invitationsfællesskab, 

der tildeler sig selv samfundets vigtigste 

poster. Tro mig, de ved, hvem de er. Fantasien forlod dem 

allerede i studieårene. Alt, hvad de har tilbage, er deres 

magtfulde kammeratskab eller netværk, som de kalder det. 

Jeg må igen kalde på selvindsigt og fordybelse. Træd tilbage 

og giv plads til talentet. Hvor mange kan bryste sig af nogensinde 

at have gjort det? 

De mest læste artikler på avisernes erhvervssider er altid 

de ti nyeste gode råd om, hvordan man gør chefen glad. 

Befri mig vel. Prøv at sætte en femmer på spidsen af en 

blyant og slå til den med en anden femmer. Så koldt klinger 

innovationsdanmark. Innovation er det magiske ord, der 

giver adgang til uanede fondsmidler. Ingen spørger til resultaterne 

af den ”innovative” forskning. Så længe den bare 

er innovativ, er alt godt. 

I forbindelse med nogle foredrag tog jeg hurtigfærgen til 

Århus. Grundet autografskriverier ankom jeg som sidste 

mand til vogndækket. Synet, der ventede mig, gav mig et 

chok! Ingen kunstinstitution har nogensinde formuleret et 

mere sigende kunstværk. Dekorativt placeret holdt Familien 

Danmark parkeret i deres funklende nye køretøjer. De 

blanke, sorte dæk fremstod renere end mine egne hænder. 

Kærligheden flød frit mellem far, mor og børn, men slap 

ikke ud gennem de hermetisk lukkede ruder. Dualiteten i 

deres vigende blikke vidnede på den ene side om, at her 

sidder vi trygt og godt, ingen skovflåt kan gå vores børn i 

kødet. Men på den anden side forekom det mig, at de selv 

udmærket var klar over, at deres projekt, deres fortravlede 

arbejde, ja undskyld mig, deres hele forfatterskab var dybt 

egoistisk. Den oentlige intelligens havde nået det absolutte 

nulpunkt den eftermiddag. De vidste det. Jeg vidste det. Jeg 

kunne ikke røre mig ud af stedet. Havde det ikke været på 

grund af min alder, havde jeg smidt tøjet, blottet mit køn og 

var begyndt at stimulere mig selv. Sådan her, en, to, tre, fire. 

Livgivende havde det været, om jeg i endnu en kaldelse havde 

druknet ikke kun mig selv, men hele nationen i håbets 

drengemælk. Men selvfølgelig ville en moderne vindues- 

visker også have fortrængt dette budskab. Puritanismens 

skræmte forenklinger har igen fået tag i os. Det piner mere 

end bare min forfængelighed. Jeg spørger bare: Kan vi være 

bekendt at efterlade vores børn der, hvor vi selv ankom i 

slutningen af de snerpede 50’ere? 

Oven på den svada rejste Blachman sig og gik ud 

på balkonen for at ryge en smøg. Jeg lagde mærke 

til, at der var blodpletter på ryggen af hans hvide 

skjorte. Jeg blev helt bekymret med tanke på, at 

vi befandt os på myternes hotel, Chelsea Hotel, 

hvor Sid Viscious fra ”Sex Pistols” dræbte sin kæreste 

og begik selvmord, og Leonard Cohen skrev 

sin hyldest til Janis Joplin. Men inden jeg sank 

hen i alle hotellets fortællinger, var Blachman 

klar igen. Et kort øjeblik stod han og nulrede en 

halvtom plastikflaske, der stod på kaminen. En 

lille slurk, og så gik han på ”talerstolen” igen.



Alt lort bliver godt med tiden. I en brandert år tilbage førte 

jeg en samtale med en præst. Jeg spurgte hende, ”kan man 

gifte sig i din kirke, også selvom man tror, man selv er 

Gud?” Spørgsmålet lagde omgående samtalen død. Svaret 

lod vente på sig, til en anden pastor for nyligt i Information 

skrev en længere artikel om mig under overskriften ”Blachman 

er Gud”. 

Livet er en fest. Og det er i den erkendelse, at jeg endnu engang 

må applaudere for gunslinger-mentaliteten. Vi hænger 

et sted midt ude i universet. Vælger vi fedterøveriet, så før 

mig til afløbet under dit Volaarmatur. Vælger vi derimod 

at fremhæve individets særpræg og knopskud, så kan vi 

i strakt arm beundre hinanden som de rumvæsener, vi i 

sandhed er. Der er mange måder at tjene til dagen og vejen 

på. Men lad os alle tjene vores løn der, hvor vores talent gør 

mest gavn. 

Nu er det i sandhed det patetiske, der rykker. Det 

er jo bibelske dimensioner, du er oppe i. 

Du lader dig forblinde af ordets tidløse egenkapital. Jeg kan 

døje med det samme problem, hvad angår toner. Alle kombinationer 

virker antikverede indtil det øjeblik, hvor jeg ankommer 

til min egen tid. 

Hvornår ved man, at man er ankommet til sin 

egen tid? 

Når din personificeringsevne er så gennemgribende, at selv 

klichéerne får nyt liv. De gode gamle dage findes ikke i mit 

selskab. Mit talent for åndsnærvær skal blive min generations 

påmindelse om dens eget. 68’erne ankom rettidigt 

til deres egen tid. Min generation vil om kort tid endelig 

ankomme til sin egen tid. Behovet for personificering er 

større end nogensinde, hvis ikke livet skal føles som en 

anakronisme. Der er ikke noget alternativ. Fedter vi fortsat 

for meget med os selv og vores eget, så vil vi blive generationen, 

der aldrig har eksisteret. 

Er vi virkelig den generation, der aldrig har eksisteret? 





Blachman gentog spørgsmålet sidste gang halvt 

ude af døren på vej ned ad gangen, så budskabet 

fik en nærmest katedralisk klang.

36 37 


V a n v i d d e t s 

gym na 

stik sal 

Det startede med ordblindhed fra 

min side. Så længe jeg kan huske, har 

bogstaver, ord og sætninger rodet rundt 

på husfacader, vejskilte, i bøger, på 

skærme osv., som om alle disse tegn 

havde et indre ønske om at eksistere 

uafhængigt af deres oprindelige 

betydninger. Jeg har langt senere 

erkendt, at det er i denne, om man vil, 

håbløse irrationalitet, i denne uendelige 

strøm af fragmenterede halve og hele 

ord og begrebssammenstød, at jeg 

ufrivilligt og i al tavshed har modtaget 

min egentlige uddannelse. Det er i 

disse forsøgte meningsdannelser af frit 

associerende abstraktioner, at det kan 

være lidt svært at tænke klart … 

Men til gengæld har jeg haft nogle af de 

mest vidunderlige … 

Siger en politibetjent i Spurten er gået, inden han 

arydes af Blachmans kæreste.



Orden skabes med magt. Det burde du 

vide. Desuden er det heller ikke specielt 

klædeligt for en mand at underkaste sig 

sit eget opsvulmede følelsesliv … De 

fleste mænd snakker helst ikke særligt 

meget. Og bliver de lige pludselig gode til 

at lytte, er det som regel, fordi de håber, 

at der måske vanker lidt sex for enden af 

samtalen. 

Smilende og glad med fire flasker vand i hænderne 

var Blachman tilbage igen. Med en dirigents 

autoritet genindtog han favoritpositionen ved kaminen 

og sendte et bestemt blik mod tastaturet. 

Ved et selskab på Amalienborg var Frederik så elskværdig at 

spørge til, hvilken slags musik jeg gik og lavede for tiden. 

Mit svar husker jeg ikke, men det var vist noget med, at 

jeg fik gået en del ture i indre by, hvor jeg dengang boede 

sammen med min søn i en klapvogn. Misforstå mig ikke. 

Jeg kan godt høre, at det lød, som om jeg var en stakkels 

posemand, der flakkede omkring med min lille søn, og at 

prinsen pludselig bad mig om at komme op på slottet. Så 

meget H.C. Andersen er der trods alt ikke over mig. Og dog. 

Vi er begge født den 2. april, og rygtet siger, han også var 

ordblind. Men ordblinde er vi jo alle. Per Kirkeby fortalte 

mig, at både han og Tal R også har fået den samme gave. 

Men sandheden var, at jeg også dengang boede i en flamboyant 

lejlighed sammen med min kæreste Viola. Det var den 

gamle jødiske synagoge i Snaregade. 

Nu er jeg jo ikke den selvpromoverende type. Det er langtfra 

altid, at jeg benytter de mange oplagte chancer for at 

rejse mig op for at fortælle om mig selv. Jeg er jo ikke Jørgen 

Leth. Jeg var meget genert som barn. Jeg husker, hvor 

stolt jeg følte mig, når jeg gik hen ad gaden med min far. 

Altid holdt jeg i en af de fingre, hvor der ikke sad en cigaret. 

”Thomas, min søn, opkaldt efter min tegnebog,” sådan 

præsenterede han mig. Når voksne griner af noget, et barn 

ikke forstår, kommer genertheden. Begrebet tegnebog blev 

et mytisk begreb for mig og er det på sin vis stadigvæk. 

”Folk, der går med tegnebøger, er nogle fedterøve,” fortalte 

min far mig dengang. Fuldstændig som Københavns kommune 

fedter med ungdomshuse i stedet for at bare gribe til 

lommerne. 

Jeg har hørt alt rigeligt om ungdomshuset. Jeg vil 

meget hellere høre om Blachman på Amalienborg.



Fem-seks gange oplevede jeg at komme ud fra Frederik 

og Marys palæ. Det var, mens de endnu levede på polsk. 

Fuldmånen hang nøjagtig det samme sted på himlen, når 

jeg, Katrine Marie Guldager, Thomas Vinterberg, Kasper 

Bech Holten og ham Louisiana-snobben, du ved, kom ud 

på slotspladsen. Nogen havde gjort sig forhåbninger om, at 

vi kunne underholde prinsen. Men hold kæft, hvor har jeg 

oplevet det mange gange, at de konstellationer, der ser bedst 

ud på papiret, fungerer dårligt i praksis. Ved samtlige middage 

fandt jeg Frederiks omsiggribende erfaring og humor 

langt mere underholdende end de andre gæsters. Frederik 

er et umådeligt venligt menneske. Jeg må nok indrømme, 

at havde det været mig, der var prinsen, ville mit talent for 

det højrøvede i disse omgivelser have fået et så frit løb, at 

jeg nok var kammet over en gang eller to med monarkiets 

undergang til følge. Som Beethoven sagde til Goethe, da 

Goethe sprang til side for kongen: ”Hvorfor dette hastværk. 

Konger kommer og går, men der er kun en Goethe.” Frederik 

er sin egen. Jeg havde en mærkelig følelse af, at vi andre 

ikke forløste hans forventninger. 

Det er jo altid rart at høre historier fra folk, der 

plejer omgang med de kongelige, men hvor skal 

vi hen? 

Der er i disse år et stigende behov for at forføre hinanden 

på kryds og tværs af det selskabelige bord. Det leder mig 

til at sige: Den, som udøver den selskabelige sproglige forførelse, 

kan lære af, hvad jeg tidligere har sagt: Sig kun de 

ting, du selv har fundet ud af. 

Jeg fornemmer en vis tavshed ved fremtidens selskabsborde. 

Det bliver svært bare at sige goddag. 

Hvor bogstaveligt skal vi tage den ordre? Vi må 

vel godt betjene os af høfligheder? 

Allerede der forstummer samtalen. Alle situationer er 

unikke. Det gælder om at lægge mærke til det unikke og 

fremhæve dette som den rene ilt til videre samtale. 

Du er jo glad for ordet ”civiliseret”. Høflighederne 

har i årtusinder været meget fine redskaber til 

at liste sig civiliseret ind på hinanden. De skal vel 

ikke forsvinde, bare fordi man ikke har opfundet 

dem selv? 

Intet er mere civiliseret end at dele sin version af virkeligheden 

frem for at støje med flosklerne. Det er gentagelsen, 

jeg er bange for. Alle mennesker burde have et indre regnestykke 

at gøre op med sig selv, om hvor mange gange 

de gentager sig selv. Danske Banks slogan ”Gør det du er 

bedst til” er begyndt at gå mig på nerverne. Jeg har ikke 

gentagelsen i mig. Og dog, fra 1979 til 1985 øvede jeg tre 

timer om dagen på mine tyrkiske cymbaler – tink tinke 

tink. Trommestikken blev tung som en liter mælk, og verden 

forsvandt omkring mig. Kun klang og puls blev tilbage. 

En lang meditation, hvori jeg lærte at swinge med mig selv 

for så at kunne swinge med andre. Det er sateme civiliseret. 

At jeg i de år også udviklede et af verdens mest klangligt 

sprøde og virtuose bækkenspil, var mere en sidegevinst til 

den dybe indre kontakt, jeg har haft lige siden. 

I slutningen af 80’erne før en koncert i Rom sammen med 

Niels-Henning Ørsted Pedersen besluttede jeg, at jeg ikke 

fortsat ville bruge mit liv på at være udøvende jazzmusiker. 

Lige inden koncerten spurgte jeg NHØP, om det var fordi, 

at det var koldt, eller om det var fordi, jeg var nervøs, at 

jeg frøs. Han svarede mig:” Du er vel ikke nervøs på grund 

af den her skideligegyldige koncert.” Inde i salen sad 1.000 

betalende publikummer og ventede. 

Det blev så næsten endestationen for trommeslageren 

Thomas Blachman. Men hvorfor begyndte 

du at spille trommer?



I 60’erne kiggede alle danske børn mod USA. Mit børneværelse 

i vores lejlighed i Stefansgade på Nørrebro var fyldt 

med plakater af Apollo 11. Jeg elskede Amerika utvetydigt 

dengang. Godt nok var det europæerne, der havde opfundet 

instrumenterne, men det var fandeme amerikanerne, der 

kunne spille på dem. Der findes ingen større implosion af 

alt det, jeg elsker og holder så meget af, end den amerikanske 

musiktradition. Den afrikanske polyrytmik og pentatonalitet, 

der via Cuba kommer til USA for at befrugte middelalderens 

europæiske dur-mol-æstetik. En befrugtning, 

der undfanger bluesens melankoli og vidunderlige puls. En 

puls, som på det tidspunkt og lige siden har revolutioneret 

al musikforståelse hele vejen igennem det tyvende århundrede. 

Derfor begyndte jeg at spille trommer. 

Et ret imponerende overblik og analyse fra en 

dreng på seks år. 

Ved nærmere eftertanke var det nok mere det at sidde halvt 

inde i prøverummene i min mors modebutikker og spille 

på bongotrommer til Beatles, Rolling Stones og Santana. 

Der havde jeg frit udsyn til alle de dejlige kvinder, der, akkompagneret 

af musikken, alædte sig for at iføre sig den 

ene lårkorte parisermodel af en strikkjole efter den anden. 

Jeg husker disse øjeblikke som nogle af de lykkeligste i mit 

liv. Mit Big Bang kom i 1968. 60 procent af alt, hvad jeg 

siden har forelsket mig i, blev skabt det år. Musik er fantastisk. 

Aldrig har det irrationelle givet mere mening. Vi er nu 

inde at røre ved det allerskønneste i mennesket. Instrumenter 

opfindes, toner kombineres, musikalske notationssystemer 

udvikles for at fastholde og videregive det irrationelle. 

Læn dig blot tilbage og spørg dig selv hvorfor, mens jeg går 

ud og tisser … 

Har du tænkt? 

Siden mennesket i tidernes morgen erstattede den første 

uartikulerede kommunikation med tale, har vi i højere og 

højere grad haft brug for et alternativt sprog, der på mange 

måder minder mere om den oprindelige måde at give udtryk 

for følelser på. For selvfølgelig har urmennesket kunnet 

udtrykke sine følelser med stor nøjagtighed. Min hjerne 

er på alle måder lige så primitivt opbygget som urlandskabet. 

Nu går vi ind i min hjerne. Vi tager to minutters pause 

først. 

Der gik mindst otte. Hele fem helikoptere stod 

stille på Manhattans grå himmel lige over Blachmans 

hoved. Det syn fangede hans interesse, 

mens han røg en Marlboro Light. 

Det er sgu ligesom at lave ”Sgt. Pepper” at lave den her bog, 

lød indgangsreplikken, da han energisk vendte tilbage 

til favoritpositionen ved kaminen. 

Jeg forstår, at universet netop har skabt det menneskelige 

øje, for at dette øje skal kunne se universet. Men jeg må sgu 

også indrømme, at når jeg står der i mørket og betragter 

det, kan jeg knapt fornemme, om øjet er åbent eller lukket. 

Luk dine øjne. Fornemmer du, som jeg, et uendeligt tomrum? 

En uendelig, langt fra kommende, positiv energi? 

Jeg må indrømme, at dertil er jeg heller ikke 

kommet endnu. 

Citatet fra min film i starten af dette kapitel beskriver fuldkommen 

præcist min ordblindhed. Når jeg lukker øjnene, 

forstummer ordene, nøjagtig som når lyset dæmpes i koncertsalen, 

for at musikken kan tage sin begyndelse. En hvilken 

som helst kombination af toner kan kombineres med 

en hvilken som helst anden kombination af toner. En hvilken 

som helst klangfarve, rytme, dynamik, tempo kan på 

samme måde kombineres med en hvilken som helst anden. 

Alting er i konstant bevægelse.



Den mest rummelige kompositionsform er den polyfoniske, 

hvor flere forskellige stemmer udvikler sig i hver sin 

retning. Harmoniske dannelser og formmoduler er en direkte 

konsekvens af dette. Jeg gentager. Jazzen i dens oprindelige 

form kan jeg kun henvise til og inddrage på et 

symbolsk plan i dette abstraktive univers. Det er det, jeg 

mener med en dråbe blod i et glas vand. En dråbe af mit 

eget for netop at give plads til en refererende dråbe fra alle 

de store mestre, som har gjort så uudsletteligt indtryk på 

mig. Mit eneste ønske i livet, ud over at være verdens bedste 

far og min hustrus bedste elsker, er at få tid til at notere alle 

mine konstante musikalske forsyn. Det eneste, jeg nogensinde 

har studeret, er abstrakt komposition. 

Nå, jeg troede det hed abstrakt kommunikation? 

Først fire år i USA, siden hen 24 år på mit eget universitet. 

Selvom frugterne af mit arbejde er mangfoldigt beboet 

af pragtfulde ideer, er det ikke uhørt i et verdenshistorisk 

perspektiv, at et langt over gennemsnitligt talent pludselig 

ankommer til det vanvittigt fabulerende øjeblik og dermed 

endelig træder i karakter som mester. Jeg står i entreen med 

hånden på håndtaget ind til det rum, som kræver et helt 

exceptionelt mod at træde ind i. Jeg kalder det vanviddets 

gymnastiksal. Går man først ind, kommer man aldrig ud. 

Jeg ved, jeg skal derind. I fire år har jeg overvejet hvornår. 

Undskyld, jeg bliver sgu nødt til at ligge lidt. 

Til trods for udmattelsen fornemmede jeg, at 

Blachmans lyst til at meddele sig var usvækket. 

Jeg satte mig ved hans sengegærde i den samme 

position som den middelmådige komponist Antonio 

Salieri ved Mozarts dødsleje i Milos Formans 

film Amadeus. Forsigtigt spurgte jeg, om 

der er publikum i gymnastiksalen. 

Hvad rager det mig. Det er en gave i sig selv at få lov til at 

lave den fantastiske musik. Den klassiske musik opererer 

med en anden tidshorisont. Dens tematik er de helt store 

spørgsmål. 

Men nu har du jo efterhånden et omfattende virke 

uden for gymnastiksalen. Og meget af det virker, 

som om det kommer bedst til dig, når du har 

et publikum. Hvorfor har komponisten Blach- 

man ikke det samme behov som mennesket Blach- 

man? 

Damebladsskribenten Carl-Mar Møller påstår, at jeg har et 

stort ego og et lille selvværd. Det er fashionabel snak. Mit 

grundlæggende problem set i min egen optik er, at jeg har 

for nemt ved for meget. Jeg jonglerer bare lidt, mens jeg 

følelsesmæssigt står med panden mod døren ind til det lykkelige 

vanvid. Fire år er lang tid. Men aldrig har jeg fået 

så mange ideer. Det var, som om min hjerne scannede for 

alternativer til gymnastiksalen. På samme måde som endevæggen 

i mit laboratorium er et vindue ud til Frederiksberg 

Allé alene af den grund, at jeg i min funktion som far ikke 

kan tillade mig at miste orienteringen i hverdagen. Den 

sande kunst er syndig. 

Er det det, din ven pianisten Carsten Dahl mener, 

når han siger: ”Blachman får skyldfølelse over at 

være fantastisk, men han får den også, når han 

ikke er det.” 

At Dahl tror, han har gennemskuet mit inderste, er en vidunderlig 

bedrift. Men lad nu være med at aryde mig. 

På tærsklen til vanviddets gymnastiksal slog det mig pludselig, 

at jeg kunne montere noget af hverdagen på selve tone- 

enheden. Når tonerne vælter rundt inde i mit hoved, er de 

styret af naturlove som tyngdekraften og ikke af, hvad vi 

kalder dem. De har så at sige ikke noget navn. Den hidtidige 

internationalt accepterede tonehøjdes betegnelse c, 

cis, d, dis, e, f, fis, g, gis, a, ais, h, har altid forekommet mig



at være for abstrakt. I stedet foreslår jeg a, b, c, d, e, f, g, h, i, 

j, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, u, v, x, y, z, æ, ø, å. 

Mit klaver er nu min skrivemaskine. Hver sit ord danner 

hver sit melodiske motiv. I myriader kan de kombineres, så 

musikken og sproget kan frigive hinanden ind i hinanden. 

Det er altid, når jeg får en god ide, mig ubegribeligt, at andre 

ikke har fået den før. Det geniale er nogle gange så ligetil, 

at man tror, det er løgn. Den orkestrale musik til Spurten 

er gået er udelukkende genereret ud fra filmens manuskript. 

Får man først smag for hverdagen, er den svær at forlade. Så 

det arbejder jeg på for at få det hele med. Alting samtidig. 

At føde sine børn er at føde sit eget hjerte og rende rundt 

med det i hånden resten af livet. Så sårbart er det. 

Blachman sluttede næsten hviskende. Jeg anede 

ikke, hvad klokken var, hverken i Danmark eller 

i New York. Ord kan være forstyrrende. De 

var haglet ned over mig i timevis, måske dagevis, 

men det var ikke Blachmans ord alene, der stod 

i vejen for min ankomst til søvnen. Et par uger 

før vi rejste, talte jeg med Blachmans ungdomsven 

saxofonisten Thomas Agergaard, der sagde: 

”Jeg tror, at folk får en fornemmelse af at leve, 

når de er sammen med Thomas, fordi han netop 

er ren uvished. Man ved aldrig, hvor pilen peger, 

når man er sammen med ham. Han virker som 

en magnet på folks indre kompas. Det tager lige 

et par omgange, og så synes folk, de mærker livet.” 

Måske var det sådan, jeg havde det.

48 49 


Hvad 

k v i n d e r 

skal 

Mænd vil have kvinder, der kan filosofere. 

Ellers kan det sgu være lige meget, hvis 

ikke det var for alle de åbne slutninger. 

Det er alt det forunderligt dyrebare sagt 

på den ligegyldige kølige måde. Det er 

det, der kommer til at rykke. Jo mere 

hasarderet, desto vildere.



Vi havde ikke været i nærheden af stoer. Alkohol 

havde vi stort set heller ikke rørt. Alligevel 

var jeg i en ekstraordinær virkelighed. Blachman 

var så dedikeret, at mine daglige fornødenheder, 

mad, søvn og selvmedlidenhed, var uvedkommende. 

På vejen tilbage til hotellet med to store 

papkrus kae prikkede en sort, kvindelig politibetjent 

mig på skulderen. Jeg kiggede overrasket 

på hende, da jeg ikke mente, jeg havde gjort noget 

galt. Så smilede hun og pegede på mine krus 

for at gøre mig opmærksom på, at låget på den 

ene var gået op, og kaen ville blive kold. En sådan 

service fra ordensmagten troede jeg ellers 

kun var noget, man kunne opleve i det for længst 

forsvundne Tornerosedanmark, hvor betjenten 

på turistplakaterne holdt trafikken tilbage, for at 

ænderne kunne komme over vejen. Jeg skulle lige 

til at fortælle Blachman om de tanker, min lille 

oplevelse havde sat i gang omkring vores land, 

som han i flyveren havde proklameret, at han 

havde store planer med. Det nåede jeg ikke. Han 

stod allerede ved kaminen og trommede utålmodigt 

med to tomme plastikflasker. 

Hvad kvinder skal. Det er, hvad jeg vil tale om nu. Det var 

på tinderne af min selvidealisering. Det var det år, jeg endelig 

blev den, jeg gerne ville være. Det var en fredag aften på 

Jazzcafé i London. ”Blachman meets Remee and Al Agami” 

havde lige afsluttet en koncert. Bifaldet varede præcis så 

længe, som jeg tænkte, at det skulle. Hun gik lige forbi mig. 

Tro mig. Det sker, at kvinder går lige forbi. Men aldrig havde 

jeg set nogen gå så smukt. Min gode ven Kenneth Knudsen 

fortalte mig engang, at enhver form har en perfekt størrelse 

og kun en. ”Til bunden eller resten i håret”, sagde hun med 

et højt løftet glas. Hun hed Viola. 

I ethvert menneskes liv kommer der en aften med et afgørende 

valg. Alle andre aftener havde for mig været en forberedelse 

til denne. Og fuck, kunne det ikke blive hende, 

så ville jeg hellere fortsætte med at lave musik 18 timer i 

døgnet. Desuden havde jeg en kæreste på syvende år i København. 

Selvom vores forhold gik ad helvede til, så er der 

rent faktisk mange fordele i forhold, der går ad helvede til. 

De kræver af gode grunde ikke særlig meget tid, så længe 

der ikke er børn involveret. 

Alting starter med anklerne. At knæle for dem og lukke 

sine hænder om disse er om muligt mere intenst end noget 

andet. Her starter min ungdoms ambition om at få de indre 

og ydre billeder til at mødes i et stort forventningspres. 

Jeg er en sand mester ud i at idealisere kvinder. Ubevidst 

foretager jeg mig ikke andet end at drapere smukke kvindekroppe 

i de lækreste stoer. Jeg har en sygelig, medfødt 

millimeter-præcis proportionssans. Jeg ser ikke en afstand 

mellem to punkter. Jeg ser tal. 

Min kære mor har altid et målebånd i sin taske. Når jeg 

som barn ikke kunne forstå verden, så kunne jeg måle den. 

De tre første år var en sand prøvelse for Viola. Lige meget 

hvilken skovsti eller teaterbalkon vi var på vej ned ad, så 

jeg i tanken allerede mig selv stå længere fremme og bolle 

på hende. Du må forstå. Et frit menneske vil altid opsøge 

besættelsen. Friheden i sig selv er ubærlig. Alle har vi en 

medfødt angst for at være alene, når det virkelig gælder. 

Hendes lange ben var frugterne af mit arbejde. Gud fri mig 

vel, og så røven. Denne her perfekte dråbeform. De tynde 

drengede arme. Næsen, munden, øjenbrynene og så navnet 

Viola, tak! 

Patetisk, det er det. Jeg har det, som om jeg overværer 

en læseprøve på fortidens teater. Må jeg 

høre, hvad det er, kvinder skal?



Jeg kan om nogen forstå kvinders længsel mod Femø. Men 

der skal i deres rummelige bryst også være plads til mandens 

simple væsen. Evnen til at kunne se det store i det 

små er den benzin, der skal drive samtalen mellem mand 

og kvinde til erotiske dimensioner. Det er alt det forunderligt 

dyrebare sagt på den ligegyldige kølige måde. Politikens 

Nils Thorsen forstod min pointe og visualiserede mine talestrømme 

forud for tanken så smukt: ”Inden længe holder 

adskillige uafsluttede sætninger og indtil flere påbegyndte 

emner skødesløst parkeret i samtalens udkant. Som biler, 

efterladt midt ude på vejen, da Blachman ved en indskydelse 

steg ud og kørte væk i en anden.” 

For mig bliver noget ikke kedeligere end gamle tiders ideal 

om at fastholde et emne for enhver pris. Det modsatte derimod, 

at give hinanden lov til at fabulere, fordi man vil have 

det hele med, det er fandeme godt selskab. Det er det, kvinder 

skal kunne. 

I Spurten er gået lægger sangerinden Dicte krop og 

mund til en smuk svensk stemme, der tilhører en 

kølig og selvbevidst karakter, som er din kæreste. 

Hvorfor sammensatte du hende sådan? 

Al kunst er konstruktion. Jeg gider kun at lave de ting, der 

ikke er lavet før. De ting, der mangler. Den lille film var 

en oplagt mulighed for at afprøve en længe lagret tvangstanke. 

Nemlig den, at kunne jeg skabe en film først som 

musik og dialog for så derefter at montere billedlaget, ville 

jeg på en simpel, analog og helt gammeldags facon opfinde 

en tilstand imellem fiktionsfilm, musikvideo, radioteater 

og tegnefilm. Skuespillerne opererer netop på samme 

måde som figurerne i en tegnefilm. Deres opgave er at få 

mundbevægelserne til at smelte sammen med den allerede 

præindspillede stemme. På selve optagelsen foregik det på 

den måde, at jeg på forhånd havde fastlagt alle kameraindstillinger. 

Den færdige lydside til hver enkelt scene blev så 

repeteret i små båndsløjfer/loops fra en højtaler. På samme 

måde som når man tæller en sanger ind, talte jeg skuespillerne 

ind. Bip. 1, 2, 3, 4, tal, tal, tal. Bip 1, 2, 3, 4, tal, tal, tal, 

… Kameraet kørte uarudt. Enkelt sagt var det i princippet 

som at producere en musikvideo bare med tale i stedet for 

sang. Når alle var tilfredse med det overordnede indtryk og 

ikke mindst skuespillerens mundbevægelser/synkronisering 

med stemmen fra båndet, kunne vi så fortsætte med at 

æstetisere den næste indstilling. Det skulle vise sig at være 

en ufattelig stimulerende måde at arbejde på. Så snart jeg 

får tid, vil jeg lave en 90 minutters biogralm efter samme 

metode. 

Noter venligst dette som en erfaring forud for mit generationsoprør: 

De bedste ideer har så meget energi, at de 

næsten kan realisere sig selv.



Dictes figur var jo netop personificeringen af ideen om 

mennesket, der aldrig holder op med at filosofere. Mennesket, 

der aldrig holder op med at dele ud af de ting, vi 

selv går og finder ud af. På en ligegyldig og kølig måde fortolkede 

Dicte den stemme, som transmitteredes fra hendes 

læber. En stemme, der ikke var hendes egen, men som jeg 

havde valgt netop til hende. Fuldstændig som du vælger et 

par sko til din kæreste ved juletid. Qarin Wikstrøm, der 

lagde stemme til, er som Dicte sangerinde og har derfor 

god sans for timing. Stort set indtalte hun min filosoferende 

tekst i første forsøg. Jeg var målløs over, hvor smukt et 

svensk hun talte. Bergman har ikke levet forgæves. 

Kvinden er fandeme et appetitligt væsen. Ikke at jeg selv 

er så ilde ude. Nu tænker jeg på min krop. Jeg har altid 

ment, at jeg på alle måder er meget tæt på idealstørrelsen. 

Jeg husker engang, da min ven Lennart Ginman forsøgte at 

kravle ind i min 90 centimeter høje Lotus Europa sportsvogn. 

Det var som at putte en kontrabas i en plastikpose. 

Der gik det op for mig, at min krop er som skræddersyet til 

de smukkeste 70’er-biler, som jeg først fik råd til i 90’erne. 

På samme måde med tøj. Ser jeg et stykke beklædning, 

som jeg finder iøjefaldende attraktivt, så sidder det altid 

perfekt på mig. For mig betyder mærkevarer ikke en skid. 

Alt aænger af, hvordan man bevæger sig og sidder i tøjet. 

Det må være denne del af mesterskabet, der gav mig titlen 

som Danmarks bedst klædte mand, da Euroman uddelte den 

pris første gang i år 2000. Ofte er jeg den første diverse 

prisuddelere kommer i tanke om, når de ønsker at skabe 

opmærksomhed om sig selv ved at introducere en ny pris. 

Hvor kom jeg fra? 

Mit tøj … Jeg kommer jo ud af skrædderslægt. 

Men går man tættere på mit tøj, så bliver alting mere nusset. 

Man kan ligefrem sige, at jeg bevidst dyrker det nussede, 

den forfaldne luksus, på samme måde, som jeg opbygger 

glæden ved at gå i bad ved netop ikke at gå ret meget 

i bad. Maksimum to gange om ugen. På forunderlig vis er 

det, som om min krop evner at rengøre sig selv. Grunden 

til at vi i dag ser så mange skilsmisser er jo, at vi travlt optaget 

med vand og sæbe overser den faktuelle sandhed, at 

kvinden ubevidst vælger sin mage ud fra duften. Mandens 

aroma er et pålideligt signalement. 

Er der en særlig grund til, at du aldrig er blevet 

set i cowboybukser? 

Når man forlader puberteten, er det også et farvel til cowboybuks, 

gummisko, hættetrøjer m.m. At se en 55-årig 

mand på vej ned ad strøget i et par hvide gummisko er som 

at se en mand på flugt fra gerningsstedet. Fordelen ved, at 

jeg altid har klædt mig relativt gammeldags, er, at jeg ikke 

kan se, at jeg er blevet ældre. Modens hurtige kommunikation 

har jeg dog altid fornøjet mig med. Ikke mindst som et 

musikalsk parameter. 

Det er lidt, som om vi igen er kommet væk fra, 

hvad kvinder skal, og mere over i, hvad mænd 

ikke må? 

Iagttagelse af kvinders proportioner giver manden en tiltrængt 

pause fra at iagttage sine egne. Jeg var en meget 

smuk dreng. Men der skete noget i puberteten. Til gengæld 

fik jeg mit eget ansigt. Som 18-årig begyndte tindingerne at 

løfte sig. Min mor sagde, at det skulle jeg ikke være ked af, 

mens hun dagligt forsøgte at massere alle mulige kemikalier 

ind i hovedbunden på mig, til trods for at min far, min 

farfar og min oldefar var skaldede.



Som jeg ser det, er der flere lækre kvinder i verden, end der 

er lækre mænd. Derfor vil der altid være en større kamp 

om manden end om kvinden. Det er det, der er min pointe. 

Det er ikke nok at være lækker. Der skal også være noget at 

være lækker omkring. 

Kvinder skal lære at filosofere. Det er alt det uendelig dyrebare 

sagt på den ligegyldige, kølige måde. Det er det, der 

bliver det næste nye. Modemesserne burde fusionere med 

bogmesserne. Det ville klæde begge parter. 

Herefter blev vi enige om at gå en tur på Manhattan 

og suge noget til os. Vi skiftedes til at pege 

på, hvad vi så, og bekræftede hinanden i vores 

observationer af alt det imponerende, der var på 

og imellem de pralende, potente bygninger. Men 

vores entusiasme for at dele en stor oplevelse af 

New York var postuleret. Vi gik begge to rundt 

og var meget mere optagede af, hvad der foregik i 

Blachmans hoved.

58 59 


kommer 

det 

fra 

H e r 

Selvom Thomas Blachmans dansk-jødiske blod 

adskiller ham fra de fleste andre drengebørn, der 

kom til verden i København i april 1963, så er det 

langtfra blot det, der gør hans familiære baggrund 

til noget usædvanligt. Hvis man kan tale 

om et forældrepar med både X og Y Factor, så er 

det Blachmans far Henning og mor Annie. Begge 

er meget stærke personligheder, der aldrig har ladet 

deres livsudfoldelse dirigere af vanetænkning 

eller af tidens gældende normer. 

Thomas Blachman kan, på sin fars side af slægten, 

lige akkurat forsvare at titulere sig selv tredje- 

generationsindvandrer, fordi hans farfar Salomon 

kom til Danmark i 1912, to måneder gammel. 

Oldefar Isak, der var yngste søn i en børneflok på 

12, forlod Vitebsk i det nuværende Hviderusland 

og tog til København for at sondere mulighederne 

for at få sin kone og barn med videre til USA. 

Vitebsk var dengang en del af det enorme russiske 

zarrige, der systematisk forfulgte den jødiske befolkning. 

De forarmede russiske jøder var heller ikke velkomne 

i Danmark. Men modstanden mod dem 

var størst blandt de få, men meget velintegrerede 

danske jøder. De mest indflydelsesrige familier 

betragtede deres fattige russiske søstre og brødre 

som en direkte trussel mod de agtværdige positioner, 

de havde opnået i det danske samfund. De 

russisk-jødiske analfabeter skulle for alt i verden 

ikke blive hængende i Danmark. Der blev samlet 

penge ind, så de nyankomne hurtigt kunne sendes 

ud af landet på enkeltbilletter til New York.



Det tilbud lod Isak Blachman sig dog ikke lokke 

af. Trods den meget kølige modtagelse befandt 

han sig godt i Danmark og brugte sit nedarvede 

jødiske overlevelsesinstinkt til at finde en udvej. 

Nok var han analfabet, men han var en initiativrig, 

intelligent og charmerende ung mand på 22, 

der hurtigt fandt sig et arbejde. Han fik sendt bud 

efter sin kone og den få måneder gamle søn Salomon. 

På få år fik han etableret et skrædderi, der 

blev så god en forretning, at familien fik råd til at 

flytte fra Københavns daværende jødiske ghetto i 

kvarteret omkring Borgergade og ud i egen villa i 

Søborg. 

Familien Blachman var heller ikke dengang 

blandt de mest gudfrygtige. Visitterne i synagogen 

var sjældne og som regel kun i forbindelse 

med de store højtider. Men den jødiske kulturs 

traditioner og familiære sammenhold blev holdt 

i hævd. Derfor var det helt naturligt, at Thomas 

Blachmans farfar Salomon blev ansat i farens forretning, 

som han så senere skulle overtage. Salomon 

døde 69 år gammel, flere år før oldefaren, 

der blev 93. Salomon blev aldrig den store forretningsmand; 

han ville efter mellemskoleeksamen 

læse til læge, men som ældste søn var det hans 

lod at følge sin far. 

”I vores familie springer forretningsgenierne en 

generation over,” sagde Salomon altid. 

Derfor var der håb om, at et nyt Blachmansk geni 

var kommet til verden, da Salomon i august 1938 

fik sin første søn. For at understrege at familien 

nu var dansk, fik han navnet Henning. Da en lillebror 

stødte til i 1943, blev han til Bjarne Blachman. 

Ligesom for størsteparten af de danske jøder lykkedes 

det også familien Blachman at slippe til 

Sverige i oktober 1943. En ni timer lang, dramatisk 

sejltur på Øresund i bunden af en fiskerbåd, 

der var smurt ind i bræk fra sammenstuvede søsyge 

flygtninge, blev for den femårige Henning 

begyndelsen til en flygtningetilværelse i Göteborg, 

som han selv kalder en stor oplevelse. Nok 

var Henning kun en lille dreng dengang. Alligevel 

er det karakteristisk for den Blachmanske ånd, 

at appetitten på livet og evnen til at få øje på de 

positive sider af det er meget mere end bare det 

sagnomspundne jødiske ”overlevelses-gen”. 

Annies forældre var heller ikke blandt dem, der 

faldt i ét med væggen. Hendes far, Arne, som blev 

født i 1901, stammede fra en familie, hvor faderen 

Christian var håndskomager med 12 svende 

ansat. Han var hele 56 år, da han fik sin tredje 

søn, og døde 12 år senere. Arne var derfor et 

nemt oer, da han på Vesterbrogade i København 

som 16-årig blev shanghajet til at kæmpe for bolsjevikkerne 

i Rusland under Den russiske Revolution 

i 1917. Mødet med de blodige realiteter fik 

ham dog hurtigt til at til vende næsen mod Danmark. 

Tre måneder senere dukkede Arne op i København 

uden at have haft tøjet af en eneste gang, 

siden han drog af sted.



Eventyrlysten var dog ikke forsvundet i Rusland. 

Arne uddannede sig til kok og fik hyre som hovmester 

og sejlede verden rundt. I København havde 

han mødt Katy, som han giftede sig med. Hun 

var datter af en dameskrædderinde og noget så 

fornemt som en garderhusar. Men bag den flotte 

uniform var en tørstig sjæl, der ødelagde konens 

forretning, når han troppede op i en brandert, 

mens hun stod med kunder. Så da Thomas Blachmans 

mormor var fem år gammel, fik garder- 

husaren ordre til at forlade både ægteskab og regiment. 

Selvom Arnes liv var på søen, fik han og Katy tre 

børn. Annie var den mellemste og blev født i november 

1937. I slutningen af januar 1940 fik hun 

en lillebror. 

Den 9. april 1940, samme dag som Tyskland besatte 

Danmark, ankom Arne fra Esbjerg til Harwich 

i England. Gennem hele krigen prøvede han 

at finde en måde at komme tilbage til familien 

på. Bestræbelserne førte ham helt til Nordafrika, 

men her endte han i stedet i tysk krigsfangenskab. 

Herfra lykkedes det ham dog at flygte i en robåd 

ud på Middelhavet, hvor han blev samlet op af et 

engelsk flådefartøj, der førte ham tilbage til London, 

hvor han blev til krigens afslutning. 

Med en mand, der ufrivilligt havde været væk i 

fem år, var det Thomas Blachmans mormor, der 

var den altdominerende figur i Annies barndomshjem. 

Katy styrede familien helskindet igennem 

de trange tider og blev så tilfreds med at have 

magten over sit eget liv, at den vigtigste erfaring, 

hun gav videre til sin datter, var: ”Du må aldrig 

lade en mand bestemme over dig og dit liv.” 

Da Thomas’ far Henning efter krigen kom hjem 

til Danmark, blev han elev på den jødiske Carolineskolen. 

Men skolegang var ikke hans stærkeste 

side. Det glade gemyt var simpelthen for utålmodigt 

til at sidde stille og dykke ned i bøger. 

Der var kun gået otte år, siden røgen fra 

Auschwitz’ krematorier var forsvundet. Alligevel 

havde Henning masser af mod på hele verden. 

I sommeren 1953 tog han, kun 15 år gammel, 

sammen med en kammerat på tommelfingeren 

til Italien og spenderede blandt andet 16 kroner 

på sin seksuelle debut på et bordel i Milano. 

Henning opdagede tidligt, at fysisk arbejde var 

noget, der helst skulle undgås. Derfor begyndte 

han at spekulere på, hvordan man kunne tjene 

til livets ophold uden at skulle læse eller bruge 

muskler. 

50’erne var ernsynets spæde barndom. Levende 

billeder med lyd på en skærm hjemme i stuerne 

var et mirakel, som langtfra altid kunne lade sig 

gøre, selvom man havde investeret mange penge i 

apparatet. Det meste af tiden foran tv gik med at 

skrue og dreje på de primitive stueantenner, der 

som regel kun kunne frembringe et billede, der 

var fuld af skygger, og som rullede op og ned på 

skærmen. 

Hjemme hos mor og far eksperimenterede den 

nysgerrige knægt med antennen til deres ernsyn 

og fandt en simpel, men eektiv måde til at 

forbedre billedkvaliteten. Genistregen bestod i at 

montere et par meter ganske almindelig ledning 

på en rundstok på 2,1 meter og placere den på 

ydermuren under vinduet med retning mod Forum, 

hvor senderen dengang stod.



Med sikker sans for markedets behov indrykkede 

Henning en annonce placeret i Politikens tv-program 

med ordlyden: ”Udendørs tv-antenne. Kroner: 

29,85 Inklusiv opsætning. Ring Ægir 2875.” 

Og det gjorde folk. Hennings mor fik meget travlt 

med at tage telefonen, og lillebror Bjarne på ti 

blev sat i gang med producere antenner hjemme 

i lejligheden på Frimestervej i Københavns Nordvest 

kvarter. Når udgifterne til materialer og lønnen 

til Bjarne var betalt, var der hele 24 kroner 

tilbage til den 15-årige iværksætter. Succesen var 

overvældende. De udendørs antenner var så synlige 

i gadebilledet, at de i sig selv var reklame nok. 

Kunderne strømmede til. 

Til trods for at der udspillede sig et mindre erhvervseventyr 

midt i deres egne stuer, havde forældrene 

stadig håb og ambitioner om, at Henning 

skulle have en rigtig uddannelse og helst 

ende med at blive ingeniør. Hårdt presset gik han 

med til at forsøge sig med et studenterkursus ved 

siden af karrieren som ”antennemand”. Men det 

forretningsmæssige kom hele tiden i vejen for 

studierne. Den fantasifulde teenager fandt ud af, 

at han også havde et unikt sælgertalent. 

I et lille privat erindringsskrift, ”Episoder fra mit 

liv”, skriver Henning Blachman om sit tv-eventyr, 

som det udfoldede sig i samme periode, som 

tv-serien ”Krøniken” beskrev: 

Jeg var inde ved Kongens Nytorv og montere min kosteskaftsantenne 

hos en kunde. De havde et ernsyn på prøve 

fra en forhandler. De spurgte mig, om jeg ikke kunne skae 

dem et Sonofon-ernsyn med rabat. Jeg lovede at vende tilbage 

næste dag. Jeg fandt fabrikken ude i Gentoftegade. Jeg 

meddelte dem, at jeg var antennemand og spurgte om muligheden 

for at sælge Sonofon-tv uden at have en forretning. 

Sonofon var et helt ukendt mærke, selvom fabrikken havde 

produceret radioer siden 1921. De brugte ikke mange penge 

på annoncer, så deres tv-apparat var ret ukendt blandt folk. 

De havde derfor intet imod, at jeg købte deres tv kontant. 

Alle ernsyn var efter datidens forhold utroligt dyre. Et 

17-tommer kostede omkring 2.000 kroner. Det var et helt 

enormt beløb, idet folk højst havde en månedsløn på 1.000 

kroner. 

Jeg kunne købe med en rabat på 30 procent. Jeg tog hen med 

et Sonofon til ægteparret på Kongens Nytorv og tilbød dem 

20 procent rabat. De var lykkelige og betalte. På et øjeblik 

havde jeg over 200 kroner i fortjeneste! Det svarede til fortjenesten 

på otte antenner. En hel ny æra tog sin begyndelse 

her. Nu skulle der sælges ernsyn. Problemet var bare, at 

folk kendte overhovedet ikke til Sonofon. Datidens kendte 

mærker hed Neutrofon, Eltra, TO-R og Philips. Det var de 

eneste, folk ville have. Jeg forsøgte at skae disse mærker, 

men blev totalt afvist. Branchen var indspist. Den blev styret 

af kæder som Fona, Bjørn og Selandia. De gav ikke rabat 

til nogen. Det var ikke nødvendigt. 

Ung og uerfaren i business fandt jeg på følgende psykologiske 

strategi til stor glæde for mig selv og Sonofon. Jeg indrykkede 

annoncer i dagbladene med følgende ordlyd: ”20 

procent kontantrabat på ernsyn. Alle mærker leveres omgående. 

Ring Ægir 2875.” Så meddelte jeg min mor, at hun 

blot skulle tage imod bestillinger på ernsyn, uanset hvilket 

mærke de ville have. 

Ordrerne væltede ind. Som ventet var der ikke en eneste, der 

bestilte et Sonofon. Men jeg havde en plan. Jeg havde penge 

til at købe fire ernsyn kontant hos Sonofon. 

Dengang var det en stor begivenhed, når folk skulle have 

leveret et tv. Hele familien sad gerne samlet og ventede på 

mig, når jeg skulle komme om aftenen og levere, når udsendelserne 

var startet.



Jeg ringede på og meddelte, at der desværre var en ekstra 

dags leveringstid på det mærke ernsyn, de havde bestilt, 

men at jeg kunne låne dem et andet tv i mellemtiden. Folk 

var ved at falde bagover, når de blev præsenteret for sådan en 

fin service fra den pæne unge mand på bare atten år. Fjernsyn 

var store og tunge dengang, men det klarede jeg let og 

elegant. Når jeg ankom, meddelte jeg, at jeg havde et fabriksnyt 

”låne-tv” nede i bilen, men at jeg var så bange for 

at ridse det på vej op ad trapperne. Hver eneste gang sprang 

far og søn op fra stolene og hentede apparatet med stor forsigtighed. 

Sonofon-ernsynet kom ind i stuen og blev sat til. Hele familien 

var henrykte over blot at se et prøvebillede og jeg lovede 

at komme tilbage dagen efter med et ernsyn af det 

mærke, de havde bestilt. 

Næste aften ringede jeg så på hos kunden. Med vilje kom 

jeg først, når jeg vidste, at der blev sendt en film eller noget 

andet godt. Når jeg så kom ind, sad hele familien samt naboer 

som forventet klistret til skærmen. Jeg meddelte så, at 

der desværre var yderligere leveringstid på det ernsyn, de 

havde bestilt, og at jeg derfor var nødt til at hente ”låneapparatet” 

igen, fordi det var solgt til anden side. Hvad der 

skete nu, var lige præcis det, jeg havde regnet med. Familien 

syntes, at det Sonofon, jeg havde lånt dem, var et fantastisk 

ernsyn, hvad det jo også var. (Indmaden i alle ernsyn var 

stort set ens med et Philips-billedrør som den vigtigste komponent). 

Kunden spurgte så, om de kunne få lov til at købe 

det lånte ernsyn og annullere ordren på det ”bestilte” tv. 

Jeg fik omgående mine penge, kunden fik 20 procent rabat. 

Alle var glade, og ingen var overhovedet blevet snydt, fordi 

Sonofon var et godt ernsyn. 

Pengene væltede ind. Jeg tjente langt over 1.000 kroner om 

ugen, hvilket var en mindre formue dengang. Jeg begyndte 

at tage flyvercertifikat hos Morian Hansen (dansk flyverhelt 

i allieret tjeneste under Anden Verdenskrig). Jeg var en rigtig 

blærerøv og fløj lige hen over Sonofons fabrik og kippede 

med vingerne, mens personalet stod og vinkede til mig. 

Men det gik ikke godt med mit studenterkursus for at sige 

det mildt. Rent socialt havde jeg det skønt. Jeg var jo sammen 

med voksne mennesker. Jeg husker, at jeg var den eneste, 

der altid havde penge på lommen – hvilket automatisk 

gjorde mig enormt populær. Dog ikke hos lærerne. Jeg åbnede 

aldrig en bog. I efteråret 1957 meddelte jeg så min far, 

at jeg ikke ville gå i skole mere. På det tidspunkt var jeg ved 

at gå det sidste år om igen, fordi jeg naturligvis var dumpet 

til eksamen samme sommer. Alle hans argumenter prellede 

af på mig. Han vidste godt, at jeg tjente utroligt meget mere 

end ham, og det var vel egentlig det, der gjorde udslaget. 

Det var altså en exceptionel succesfuld 19-årig 

forretningsmand med både bil og næsten et flycertifikat, 

der søndag den 17. november 1957 løb 

ind i den 20-årige Annie Basballe Jørgensen på 

jazz-stedet Gøglervognen i det indre København. 

Hun var netop blevet udlært som kontorassistent 

hos isenkræmmerkæden Importøren. 

Med Katys råd om aldrig at lade en mand bestemme 

over sig var Annie godt rustet til at matche 

blærerøven Henning, når han i sit kurmageri nu 

kom flyvende og kippede med vingerne hen over 

hendes bopæl på Hothers Plads på Nørrebro. 

Da Hennings mor blev klar over, at sønnen var 

brændt varm på en ikke-jødisk pige, forsøgte hun 

sammen med sine veninder at få sønnen gjort 

interesseret i alle mulige jødiske piger. Men han 

var bare helt kold og lykkelig for sit liv med Annie, 

der kom på besøg i den radio- og tv-forretning, 

han havde åbnet på Nordre Fasanvej 39 i 

foråret 1958, hvor butikkens baglokale fungerede 

som eksperimentarium for nye opfindelser.



En dag havde jeg Annie siddende på skødet, da telefonen ringede. 

I samme sekund fik jeg en helt genial ide. Jeg ville 

konstruere en telefonsvarer. Hvis jeg kunne konstruere en 

telefonrobot, så kunne jeg blive siddende og samtidig få telefonen 

passet automatisk. Jeg gik straks i gang, og i løbet af 

et par dage havde jeg en prototype klar. Jeg satte en annonce 

i Søndags-Berlingeren: ”Ring Fasan 139. Der er musik 

hele dagen.” 

Folk ringede som sindssyge. Når folk ringede, startede en 

Philips Major med musik fra ugens mest populære grammofonplade. 

Efter få sekunder hørte man så min stemme som 

”voice over” hen over musikken fortælle om Philips Major, 

og hvorfor man skulle købe den netop hos mig. Båndet løb 

rundt i en sløjfe. Det var af to minutters varighed. Et stykke 

stanniol fik båndoptageren til at standse, og telefonen var 

klar til næste opringning. Jeg undgik båndsalat ved at lade 

det ti meter lange lydbånd bevæge sig ud og ind mellem benene 

på nogle taburetter, jeg havde vendt på hovedet. Det var 

primitivt, men eektivt. 

Jeg var ret overbevist om, at der var store muligheder i min 

telefonsvarer. Jeg gik op til et patentkontor og betalte 400 

kroner for at starte en registrering af svareren. I patent- 

ansøgningen anførte jeg, at min maskine udover at besvare 

opkald automatisk også kunne bruges til at lave telefonavis, 

vejrmeldinger, osv. Tjenester, der slet ikke eksisterede 

dengang. 

Jeg ringede til Philips, der var interesserede i at producere 

min maskine, men jeg kunne ikke se, hvordan jeg kom ind i 

billedet. Så jeg afviste dem. 

En dag ringede en mand fra KTAS, Københavns Telefon 

Aktieselskab. Han bad mig koble mit system til, så han 

kunne ringe og få det demonstreret. Jeg gjorde, som han 

ønskede, flere gange i træk. Pludselig fattede jeg mistanke. 

Jeg nåede lige at erne min opfindelse fra telefonstikket, da 

en taxa med en KTAS-mand ankom. Han fortalte mig, at 

det, han havde hørt, var utrolig interessant, men at han ville 

vide, hvad det var, jeg havde lavet. Det ville jeg ikke sige. Så 

meddelte han mig, at såfremt jeg ikke ville samarbejde med 

KTAS, så ville man overveje at lukke min telefon, fordi jeg 

i strid med abonnementsaftalen havde koblet fremmed udstyr 

ind på nettet. Han forklarede mig så, at det var bedre, 

at jeg samarbejdede med KTAS, så mit udstyr kunne blive 

godkendt. Det næste halve år havde jeg så min gang hver uge 

på deres laboratorium. Men jeg fik ikke en pind ud af alt mit 

besvær. Der var altid noget teknisk, der skulle rettes. Det 

mærkelige var bare, at KTAS begyndte med både telefonavis 

og vejrmelding. 

Andre emsige forretningsmænd kom på besøg i min butik. 

Alle meddelte de mig, at jeg hurtigt ville blive eventyrligt 

rig. Alle ville have fat i min telefonsvarer, men jeg indså, 

at jeg ikke kunne sikre mig en rimelig andel. Jeg opgav derfor 

projektet fuldstændigt og brugte det kun privat, skriver 

Henning Blachman. 

To år senere blev verdens første telefonsvarer 

markedsført i USA under navnet ”Ansafone”. 

Henning kom altså ikke til at køre i en guldbelagt 

Cadillac, inden han fyldte 20 år. Men det var stadig 

en ung mand med penge i alle lommer, der nu 

besluttede sig for at trodse sine forældres ønsker 

endnu en gang. Som den første Blachman giftede 

han sig med en ikke-jødisk pige. Lillejuleaften 

1958 på Københavns Rådhus blev Annie til fru 

Blachman.



1 

1. Blachmans farfar Salomon underholder ved en familiefest. 

2. Blachmans mor og far. 

3. På vej til feriekoloni på Sprogø. 

4. Blachmans oldefar Isak Blachman. 

5. Blachmans mormor, Katy Basballe Jørgensen. 

6. Blachmans farfar Salomon og farmor Fie i synagogen. 

7. Blachman med søster og mor. 

3 2 

4 5 

6 7



Det unge par flyttede ind i en fireværelseslejlighed 

med toilet på trappen i Stefansgade på Nørrebro. 

I 1960 fik de datteren Susie, og i 1963 kom 

så Thomas. 

Skulle familien Blachman have fulgt datidens 

familiemønster, ville Henning have forfulgt sin 

strålende karriere som selvstændig erhvervsdrivende 

og Annie være forblevet hjemmegående. 

Sådan gik det selvfølgelig ikke. Da Thomas var to 

år, begyndte fru Blachman at kede sig. 

Siden hun var 12 år, havde hun brugt uanede timer 

på at sy og kigge på tøj. Hendes mor købte 

med jævne mellemrum hittegods fra lufthavnen, 

hvor der tit var modeller imellem, der aldrig havde 

været tilgængelige i Danmark. Derfor havde 

Annie udviklet en æstetik, stil og sans for fremtiden, 

der var på højde med den, hendes mand 

havde for telekommunikation. Efter at have set 

en moderne strikkemaskine på en udstilling i 

København i midten af 60’erne anskaede hun 

sig en. 

Via daglig læsning i tidens tilgængelige modeblade 

og rejser til London, hvor Thomas og Susie var 

med, havde hun spottet, at kropsnære strikkede 

kjoler var et kæmpe hit. 

Nyhavn 17 var dengang ikke en beværtning, men 

den tøjbutik i København, som var det nærmeste, 

man kunne komme den hippe Carnaby Street i 

swinging London. Her købte de nyopståede danske 

beatmusikere og ikke mindst deres kærester 

det spraglede tøj, der klart signalerede, hvem der 

havde fremtiden på sig. Selvom kommercialismen 

endnu ikke var nået til at udstyre popstjerner 

med sponsorater, så var reklameværdien af at 

have tidens største ungdomsidol Peter Bellis kone 

June gående rundt i en strikkjole uvurderlig. 

Annie leverede de første kjoler til Nyhavn 17 allerede 

i 1965. I løbet af få uger havde hun 22 damer 

i sving ved strikkemaskinerne. 

I 1967 åbnede hun sin første butik på Nørrebrogade 

med navnet Vi Unge. Tre mere kom til, inden 

hun i 1975 havde fået nok af ”kludebranchen” og 

aændede hele forretningen for at tage en HF 

-eksamen, fordi hun ville på universitetet og læse 

historie. 

I årene hvor Annie styrede Vi unge-butikkerne, 

var Hennings karriere den sekundære. Han nød 

atmosfæren i butikkerne. Hans job var blot at 

tømme kasseapparaterne samt at ansætte nye og 

kønne unge damer. Men i længden blev det for kedeligt, 

så i 1970 lod han sig hyre som direktør i et 

svenskejet firma, der handlede med kontorudstyr. 

Men det var slet ikke en position, der passede til 

hans temperament. Henning havde hverken lyst 

til eller flair for at lede andre mennesker og indgå 

i en organisation. Det eneste forretningsmæssige 

team, han rigtigt kunne spille på, var det, han 

udgjorde sammen med fruen. Hun havde naturligvis 

lagt mærke til, at Hennings naturligt gode 

humør var aftaget stærkt, mens han var direktør, 

så på et møde i den hjemlige ”direktionsgang” 

beordrede Annie ham til at sige stillingen op. ”Vi 

kan jo altid flytte tilbage i en toværelses, hvis ikke 

det går,” sagde Annie. Henning nød friheden. Da 

fruen så proklamerede, at hun ville forfølge sine 

akademiske ambitioner, blev han nødt til at overtage 

hovedansvaret for kapitaltilførslen. 

Mens han handlede med kontormaskiner, var han 

flere gange i Fjernøsten, hvor han knyttede mange 

personlige kontakter. Derfor var det naturligt, 

at han vendte blikket den vej, når der skulle gøres 

forretning.



I 70’ernes Danmark var den herskende filosofi 

blandt erhvervslivets toneangivende jakkesæt, 

at overskuddet bedst kunne tilvejebringes ved 

at have en relativt lille produktion af høj kvalitet 

med stor profit på den enkelte vare. Men det 

gik ikke helt så godt længere. Der var hårdt brug 

for nytænkning. Men ikke ret meget pegede på, 

at fremtiden havde slået sig ned her. Danmark var 

så hårdt plaget af stor arbejdsløshed, underskud 

på betalingsbalancen og voksende udlandsgæld, 

at det fik Anker Jørgensens socialdemokratiske 

finansminister Knud Heinesen til at udtale de berømte 

ord: ”Danmark har kurs mod afgrunden”. 

Det nationale mismod bed ikke på Henning 

Blachman. Han havde masser af tro på fremtiden, 

fordi han vidste, at den havde slået sig ned hos 

asiaterne, som de traditionelle erhvervsfolk med 

store eksaminer fra handelshøjskolerne dengang 

stadig omtalte som skævøjede gule aber, der kun 

evnede at fremstille sekundavarer. 

Alle ved i dag, hvad den digitale revolution har 

betydet for ikke bare telekommunikation, men 

for hele vores hverdag. Stort set er alle de apparater, 

vi nu er aængige af, fremstillet et sted i 

Asien. 

Hennings filosofi var stik imod den gængse med 

lille profit på den enkelte vare, som man så til 

gengæld kunne producere i astronomiske antal, 

og det var præcis det, asiaterne var gode til. 

Henning fik hurtigt succes med at importere 

populære elektronikprodukter, men prisen var 

mange lange rejser. 

Da Annie havde læst historie et halvt års tid, fik 

hun et ultimatum fra sin mand: ”Enten holder 

du op på universitetet, eller også holder jeg op 

med Fjernøsten. Jeg orker simpelthen ikke at rejse 

rundt, uden vi er sammen om det hele.” 

Annie droppede de akademiske ambitioner og 

blev halvdelen af firmaet Blachman, der i 1979 fik 

etableret en produktion af den legendariske telefonsvarer 

Televikar Bravo, der på få år blev fast 

inventar i næsten alle danske hjem, men også 

i store dele af Vesteuropa og USA. Hver gang en 

Televikar gik over disken et sted i verden, røg der 

en tier i familien Blachmans lomme. 

Efter mere end 200 rejser til Asien havde de fået 

nok og trak sig i 1994 tilbage fra forretningslivet 

for at nyde succesens frugter.



Henning Blachman opfinder 20 år gammel verdens første kommercielt anvendelige telefonsvarer i 1958

78 79 


S e l v 

kon 

su 

me 

ring 

Er jeg en receiver eller en transmitter? 

Hvorfor udgiver du det ikke? 

Det er det samme hver gang … 

Mæt og tilfreds læner du dig tilbage, og 

så kommer kedsomheden, og med den 

tvivlen. 

Du konsumerer dig selv, Blachman! 

Det er den satans skyhed, der kommer 

med alderen.



Det monumentale New York havde leveret, hvad 

det kunne, men vi kunne ikke lade os overvælde. 

Vi sluttede spadsereturen og tog en taxi for at 

komme hurtigt tilbage på de vante pladser med 

Blachman ved kaminen og mig ved tasterne. 

Det er alt det, der mangler, som hiver i mig. Det, jeg længes 

imod, formuleres hele tiden i mine ideer. De er ikke andet 

end manualer til, hvordan jeg kan bygge mine længslers 

stimuli. Den stimulans jeg ikke kan finde i andres arbejde. 

Noter venligst dette som en erfaring forud for mit generationsoprør: 

Det er vores ideer, der artikulerer vores 

længsler. 

Grunden til, at jeg i længere tid ikke har udgivet min musik, 

skyldes ikke, at den er blevet dårligere. Slet, slet ikke. 

Efter at have produceret syv plader på et år valgte jeg i udmattelse 

at lukke mit eget pladeselskab ManRec på grund af 

dårlig økonomi. Det, som egentlig bare skulle have været 

en happening, en parentes i min produktion, blev til en 

rædselsfuld fornemmelse af tvivl. Kunne jeg ikke mere løbe 

den sidste og bedste ide i armene? Når jeg siger den sidste 

og bedste, mener jeg, at den sidste ide altid er mere interessant 

at undersøge end alle de forrige tilsammen. 

Jeg satte mig ned og gloede ind i væggen den halve dag. 

Ideerne var overladt til sig selv og ophobede sig som containere 

i Københavns Nordhavn. Havde jeg udvist ømhed 

over for den ene ide, havde det jo været på bekostning af en 

anden. En komplet følelse af at stå skakmat. 

Skak er jo et vidunderligt spil, sjovt på alle planer, men nok 

sjovere for begynderen end for mesteren, som identificerer 

hele sin stolthed i kvaliteten af det sidst spillede parti. Intet 

er mere alvorligt end kunst. 

Ophobningerne af containerne er mit ansvar, og lukker jeg 

dem ikke op for at vise verden, hvad de indeholder, gør 

ingen andre. 

Mens jeg ventede på mod, lod jeg knytnæverne falde i lange 

asymmetriske bevægelser på klaveret. Jeg noterede dem. 

Det ebbede ud i et 45 minutter langt pianostykke ”Life in 

one tempo”, som Katrine Gislinge indspillede i år 2000. 

Titlen blev vist nok ændret til ”Star music”. Jeg kan anbefale 

denne musik for den tvivlrådige. Om ikke andet så reetablerede 

den mit mod til at sætte mig ind i den taxa, der 

kørte mig ud til Nordhavnen, hvor jeg åbnede den første 

den bedste container. 

Hvad der kom mig i møde, var intet mindre end en logisk 

åbenbaring. Inde fra containerens mørke råbte en buldrende 

stemme: ”Blachman, hvor simpelt kan det være? Vi 

har haft ottendedelen og triolen som konsekvente underdelingsværdier, 

som har domineret al skabelse af musik i flere 

tusind år, uden at nogen har stillet spørgsmål ved denne 

lammelse, dette gentagelseshelvede. Gå nu trygt hjem og 

påbegynd arbejdet med at implantere femtolen som morgendagens 

konsekvente underdelingsværdi”. 

Ikke siden min far opfandt verdens første fuldautomatiske 

telefonsvarer i 1958, havde der i min familie været en 

mere lysende fremtidsforståelse. Det skulle da lige være 

min ide om byen over byen eller min vision om interessefællesskaber 

som kimen til løsningen af flere presserende 

samfundsproblemer. Min opdagelse og realisering af det 

visualiserede hørespil. Mit pionerarbejde i mødet mellem 

den komponerede jazz og tolvtonemusik. Jazz og rap. Jazz 

og pop. Mit haute couture-pladeselskab fortjener vel også at 

blive nævnt. For ikke at snakke om min ide om at kombinere 

skrivemaskinen med klaviaturet. Mit trommespil … 

så stop mig dog. 

Jeg vil da gerne prøve …



Folk hylder mig med mine egne ord, fordi jeg har introduceret 

avantgarde i den allermest bredrøvede mainstream. 

Det ser jeg blot som en nødvendighed for at forberede 

en plads i vores samfund til den kunst, som er mere end 

skindyb. 

Okay, det kunne altså ikke stoppe dig. 

Nej. Visionen om femtolen fortalte mig jo ikke andet, 

end at grunden til min sorglignende længsel var en ubevidst 

trang til at slippe fri fra ottendedelene og triolernes 

fladtrådte stier. Skulle der sidde et par læsere på et højere 

musikteoretisk niveau og sige: ”Femtolen er da en gammel 

ven,” er mit svar: Ja, men kun som sporadisk melodisk 

akkompagnerende bevægelser. Og Gud fri mig vel er fem 

erdedele også en gammel kending. Det jeg gør, er at tilføre 

hver erdedel sin femtol. Altså 1, 2, 3, 4, 5. 2, 2, 3, 4, 5. 3, 

2, 3, 4, 5. 4, 2, 3, 4, 5! 

Det vil, som al ny teknologi, kræve en vis genskoling af 

både udøveren og lytteren at udvikle den nødvendige sensibilitet. 

For du kan nok forstå, at disse femtoler allerede i 

moderate tempi passerer i hurtige hastigheder. 

I den mest stimulerende swingfornemmelse har liftet altid 

haft en mytisk placering et sted imellem den lige ottendedel 

og det erde slag i triolen. Den afmystificerende sandhed 

ligger spot on på erde slag i femtolen, bare til almen 

orientering. Det er sateme en bestseller, det her. 

Nytænkning er sjældent underholdende for de 

brede masser. Hvordan kommer vi til at mærke 

femtolen?



Ikke som en fornyet underdelingsværdi, men som ny underholdningsværdi. 

Det er en sandhed og livslang inspiration 

for mig, at der i det teoretiske materiale findes så mange følelser. 

Hver sin teknik, hver sin følelse. Den losseplads, dele 

af musikindustrien har gjort til sin permanente adresse, vil 

endda sande mine ord. Den recycling af den klassiske musik, 

jazz, osv. som sampleren muliggjorde, skabte de sene 

80’ere og 90’eres musik. 00’erne har fundamentalt ikke tilføjet 

noget yderligere. Jeg foreslår nu en postelektronisk bevidsthed, 

hvor den akustiske musik stjæler det tilbage, som 

sampleren stjal fra den i første omgang. Femtolen henviser 

jo på et symbolsk plan til de mere abstrakt ”dårlige” loops. 

I respekt for den manipulerede elektroniske musiks erobringer 

overtager den akustiske musik fornyelsens stafet. 

80’erne og 90’ernes såkaldte dj’s havde den evne, som sikkert 

også var deres eneste, at de kunne se musik udefra. 

Det er ufatteligt svært for den instrumentalt udøvende, som 

hele sit liv har set musikken indefra. Meget få mennesker 

kan begge dele! 

Lød det nu med rumklang ude fra toilettet. 

Men det kan jeg, proklamerede Blachman, da han lagde sig 

på himmelsengen, og jeg rykkede tilbage i Salieripositionen. 

Folk er simpelthen ikke forfængelige nok. De får hundelort 

på skoene på vej ned til bageren. De får is i hele ansigtet, 

fordi de er for ivrige. Elegance er et særligt talent. Har man 

det ikke, kan man da i det mindste gøre forsøget. Alting 

starter med langsomme bevægelser, at få tiden til at stå 

stille omkring sin person. Miles Davis spurgte sjældent til, 

hvordan han spillede, men tit til, hvordan han så ud. Evnen 

til at se musik udefra gav dj’s karrieremuligheder væk fra 

radiostationerne og gjorde dem til skabende aktører. 

Vi kan dog ikke efterlade resten af musikhistorien i disse 

musikalske analfabeters varetægt. På den anden side kan vi 

heller ikke efterlade den i hænderne på de mange instrumentale 

virtuoser med ubegribelig dårlig smag. 

Jeg prøvede at fordøje Blachmans seneste forsyn, 

mens han nu kun iført underbukser røg en cigaret 

i støjen fra morgentrafikken på 23rd Street. 

”Du konsumerer dig selv, Blachman”, siger din 

kæreste i Spurten er gået. Er det også et statement, 

der allerede har været til debat i tusindvis af fora 

på nettet? Jeg ved stadig ikke helt, hvad du mener 

med det? 

Det var min ven Knud Romer, du ved, ham hvis familie 

insisterede på at blive boende i provinsen, der gjorde mig 

opmærksom på, at jeg i en længere periode havde indspillet 

to-tre plader, der aldrig var udkommet. Nemlig ”What kind 

of music do you like” i 2002 og ”We are the transmitters” i 

2003 plus en tredje, som aldrig har fået en titel. Krisen indtræder 

efter den én gang for mange gennemlytning, som 

gør, at man selv trættes ved lortet og derfor beslutter ikke at 

udgive det. Selvkonsumering er meget imod mit gavmilde 

væsen. Alt hvad jeg på det sidste har sagt ja til af udefrakommende 

tilbud som diverse musiktalentkonkurrencer 

på tv, ja sågar denne bog, er, ud over at generere et mere 

visionært samfund til mine børn, et stille selvterapeutisk 

håb om at genvinde mit gode, gamle, erigerede jeg. 

På morfologisk vis er det op til den enkelte, hvornår det 

bedst genkender sig selv. Ligegyldig hvilken optik, jeg anvender, 

er mit eneste ønske for min egen fremtid ikke at 

blive belastet af flere ideer end dem, der allerede er ophobet 

i mine indre uåbnede containere. Arkitekterne kan så at 

sige gå ad helvede til, for at håndværkerne kan tage fat på 

deres slidsomme del af arbejdet.



Kommer tid, kommer forhåbentlig også ro. Min datter er 

1,5 år. Min søn er 6,9 år. Jeg er småbørnsfar. Havde jeg dog 

bare fulgt med i timen, ville de have været voksne mennesker 

i dag. Men hold kæft, hvor ville jeg savne dem. Børn 

opfylder mit sind med så mange positive stemninger, at jeg 

trættes helt ved tanken. 

Jeg bad jo selv om det. Jeg havde et marked. Hele branchen 

var alle vegne på min krop. Men jeg bad dem om at gå ad 

helvede til. Mit liv skulle ikke ende der, jeg ville noget andet. 

Jeg er en passioneret strukturalist, indtil jeg finder den meningsbærende 

struktur. Herefter interesserer jeg mig kun 

for de elementer, der får strukturen til at bryde sammen. 

Mit arbejdsliv er inddelt i syvårs-perioder. Om et år er jeg 

færdig med min tredje periode. Er jeg heldig, har jeg firefem 

perioder tilbage. Det vil sige otte i alt med et forventet 

klimaks i min femte periode. Når jeg er 59 år gammel. Bevares, 

den tanke giver mig en vis ro. Selvom jeg kan arbejde 

vanvittigt hurtigt, nyder jeg at gøre det langsomt. 

Lad mig give et eksempel på en typisk arbejdsproces. 

1. Det abstrakte skal først bringes på plads. Alting kan tids 

nok komme til at ligne en ko på marken. 

2. Store øjeblikke identificeres i det abstrakte. Udvælges, repeteres 

som aparte moduler. 

3. Indplacering, morfing af de konventionelle kompositoriske 

elementer, som melodi, harmonik og instrumentation. 

4. De to planer smelter nu totalt sammen. Min subjektive 

stilforståelse vil altid være garanten for kvaliteten i mit arbejde. 

Men hvis ikke der er plads til det abstrakte i det konkrete, 

kommer vi ingen vegne. 

Med tanke på, hvor stort et publikum der er til 

moderne kompositionsmusik, frygtede jeg nu, at 

vi var i gang med alt andet end en bestseller. Men 

hvis nogen overhovedet kan slippe af sted med at 

udbrede sig om det emne, så måtte det jo være 

Blachman. Han havde i hvert fald langtfra talt sig 

ud endnu. Og jeg vidste jo også fra de sidste dages 

erfaring, at hans fabuleren sagtens kunne sende 

mig ud i et landskab, hvor jeg aldrig havde været 

før. 

Hvis de sidste par år har formøblet sig i selvkonsumering, 

så det fordi, at der for mig ikke er nogen vej uden om denne 

arbejdsproces. Den kompositoriske serialisme, som de 

moderne klassiske komponister i 50’erne udviklede på baggrund 

af Arnold Schönberg og Anton Weberns arbejder, har 

jeg taget til mig. At parameter-kontrollere alle musikkens 

faktorer skaber en frihed til at gå i detaljen uden at miste 

overblikket. Resultatet vil igen altid være op til komponistens 

åndelige personificeringsevne og fornemmelse for 

stil, proportionssans, timing, elegance, humor, suspense, 

energi, musikalsk sans for arkitektur, samfundsrelevans og 

politisk tæft. God musik har altid været og vil altid være et 

uforudsigeligt forhold mellem avantgarde- og mainstreamteknikker. 

Det ene uden det andet keder mig i sin forudsigelighed. 

Ønsker læseren stadig at fordybe sig yderligere, vil 

jeg meget gerne øse af mine mange selvopdagede teknikker 

til eliminering af gentagelseshelvedet. 

Jeg kunne forestille mig, at erhvervslivet på dette punkt 

også er umætteligt. 

Lad mig komme med et eksempel.



Et sted at starte kunne være ved ambitionen om at simulere 

den måde, vi mennesker undfanger ideer på det ubevidste 

plan. Verden trænger sig på, og vi lever i et konstant sansebombardement. 

Om vi vil det eller ej, kombineres hvad som 

helst med hvad som helst i vores indre. I de indre databaser 

ophober der sig enorme mængder af fragmenter fra virkeligheden. 

De muterer i det uendelige, indtil de bliver stillet 

en konkret opgave i form af et akut problem. 

I et splitsekund oplyser vores hjerne sig i en hundrede procents 

anvendelse, hvorefter en impuls af en ide ankommer. 

Gennem nærmere undersøgelse af ideen på det bevidste 

plan har vi en indikation på den mulige løsning. Det er naturens 

egen måde at generere ideer på i det menneskelige 

legeme. 

Jeg kan anbefale en øvelse, der går ud på at automatisere 

disse processer. I en årrække har jeg nedskrevet og begrebsliggjort 

alt, hvad jeg stødte på, som gjorde indtryk på mig, 

nummereret det og lagt det i en database. Et begreb er jo en 

destillation af en menneskelig erfaring. Jeg lader mig aldrig 

nøje med den første og bedste ide, før jeg har afprøvet og 

undersøgt dens mange latente variationer. Jeg lader så at 

sige mine ideer styrtdykke igennem databasen i håb om, at 

der opstår nye associationer. 

Kunstens essentielle motor er overraskelsesmomentet. Men 

jeg ville mene, at disse detaljer ligger uden for denne bogs 

naturlige omdrejningspunkt. En anden gang måske. 

Du siger, at skyhed er noget, der kommer med alderen. 

Hvad er det for en skyhed, du mener? 

Mine personlige erfaringer fortæller mig, at jeg ad åre udvikler 

en magelighed. Hvis ikke jeg passer på, resulterer det 

i, at det er mig, som står og lytter ved hoveddøren, om der 

er nogen på trapperne, før jeg selv forsvinder ud. 

Forleden dag i København gik jeg med Kasper Winding og 

Heidi på gaden. Jeg fik øje på en gammel ven. Jeg regnede 

med, at han så mig, før jeg så ham. Han kastede sig baglæns 

ud i trafikken og forsvandt sidelæns langs midterrabatten. 

Med døden som indsats undgår vi hinanden. Jeg prøver at 

modarbejde mine egne tendenser. Jeg leder efter en bygge- 

grund, hvor jeg sammen med 20 venner kan bygge det 

ultimative kollektiv. 

Er det en realistisk mulighed? Det er vel ikke et 

kollektiv i gammeldags forstand, du mener?

90 Det kolosale menneske 

91 


Bofællesskabet har alle fordelene. Det er indlysende, at årsagen 

til min generations pludseligt eksploderede fokus på 

karriere, guld og glimmer er en direkte konsekvens af den 

gensidige forsmåelse, vi udsætter hinanden for. Vi har valgt 

hinanden fra for at stige op ad den sociale rangstige. Det er 

et værdi-fuck up af dimensioner, at vi ikke ses i det daglige. 

Derfor bliver vi nødt til fysisk at anbringe os tæt på hinanden. 

Drop Facebook og alt det virtuelle surrogat. 

I hundredetusinder af trappeopgange i det her land eksisterer 

mulighederne for bofællesskaber. Lad de ældre kigge 

efter de yngste, som på ingen måde vil tage skade af at spise 

et par snitter, mens de lytter til ”Giro 413” og hører lidt om 

gamle dage. Flyt lænestolen og bogreolen ud på reposen. Vi 

må sgu da gøre et eller andet for helvede. Hvor svært kan 

det være? 

En ting er i hvert fald sikker, som Picasso så nøgternt noterede: 

Ingen ensomhed, ingen kunst. Det har for mig været 

umuligt at undgå selvkonsumering. Al den musik, jeg ikke 

har udgivet, har været en nødvendig fordybelsesproces. 

Vanviddets gymnastiksal tillader dog ikke den praksis. Det 

fabulerende, opskruede tempo lever af den dynamik, som 

opstår ved uophørlige udgivelser. 

Lige inden jeg listede ind til mig selv, nåede 

Blachman at bede mig om at finde teksten til 

”Drømmen om det fantastiske” fra Spurten er gået, 

fordi den skulle være afsættet for næste dags udladning. 

Jeg fandt den og kom i tanke om den 

mærkværdige scene i en elevator, hvor mono- 

logen stammer fra. Sangerinden Nana Lüders 

lagde mund til ordene, samtidig med at Blachman 

med en næsten skamfuld attitude tog hende 

stående.

92 93 


Drøm 

men 

om 

det 

f a n 

t a s 

t i s k e 

Arkitekttegninger. Den forræderiske 

poesi, de vidunderligt tynde linjer, de 

små mennesker i rette størrelsesforhold. 

Alt sammen løgn i forhold til det 

færdigbyggede hus, som for det meste 

fremstår som den rene katastrofe, 

direkte menneskefjendske monumenter 

over det mentale gentagelseshelvede, vi 

oftest befinder os i. 

Alting normaliseres ved dets egen 

realisation. Derfor er radikaliseringen så 

vigtig. Vi må turde opholde os i periferien 

af fatteevnen i længere tid ad gangen, 

inden vanen sætter ind.



Hyppigere og hyppigere drømmer jeg den samme drøm. 

Jeg fylder lungerne med luft, bøjer mig fremover, løfter 

hælen fra gulvet. Pludselig hænger jeg oppe under loftet. 

Det er indåndingen, der gør mig i stand til at frigøre mig 

fra jorden. Jeg hænger med ryggen mod loftet i min dagligstue 

eller forsvinder ud gennem vinduet langs baggårdens 

tagryg. Det er nogle af mine lykkeligste øjeblikke, fordi jeg 

undrer mig over, at det kan lade sig gøre, mens jeg gør det. 

Jeg gør det uladsiggørlige, det fantastiske. 

Det minder mig om de horisontalt flyvende mennesker 

over byen Vitebsk i Chagalls billeder. Min oldefar Isak voksede 

op sammen med Chagall i den dengang lille landsby i 

Rusland. 

Forleden nat drømte jeg, at jeg havde en PH-lampe-lignende 

genstand på hovedet. Med tankens kraft kunne jeg få 

den til at svæve. Jeg prøvede derefter at placere den på et 

af de få mennesker, jeg har mødt, jeg ikke bryder mig om. 

Men han kunne ikke gentage det. Han kunne bare ikke, og 

det stod klart for mig, at jeg fremover i søvne ville teste min 

vennekreds på denne måde. 

Det er ikke ualmindeligt, at søvnen får fat i mig, når folk 

taler. At det netop er et PH-aggregat, undrer mig ikke. Da 

jeg var barn, tog jeg PH-lamperne ned fra loftet og skilte 

dem ad. Jeg kunne aldrig samle dem igen. Det er totalt 

umuligt. Men lige meget hvor udbredt lamperne er i dag, så 

glæder de mig. Kom ikke og sig, at godt design ikke betyder 

noget. For børn er det det næstbedste efter kærlighed. For 

børn er godt design voksne menneskers begavede tilstedeværelse. 

PH-lampen og Utzons operahus i Sydney var to af 

min barndoms mange åbenbaringer på linje med elektrisk 

lys gennem rød plastik. 

Men uanset hvad jeg drømmer, er det smukkeste øjeblik, 

når jeg vågner. De smukkeste drømme er jo ikke andet end 

reklamesøjler for virkeligheden. 

Jeg er begyndt at bruge den samme åndedrætsteknik, når 

jeg sidder ved klaveret og skal komponere. En stor indgående 

mundfuld og så drømmer jeg om at udånde det fantastiske. 

Og det virker sgu – en gang imellem. 

Jeg har set gamle optagelser med mig selv bag trommerne 

og lagt mærke til, at jeg fylder hele munden med luft og 

flyver, lige indtil jeg crasher et eller andet sted, og ensemblet 

kører i grøften. Så trækker jeg vejret igen, bakker ud og 

fortsætter. 

Altings skabelse starter med drømmen om det fantastiske. 

Ingeniøren, der kigger op i luften. Tre år senere kører der 

et godstog hen over en bro. Jeg trækker vejret og forestiller 

mig det umulige og får heller ikke lavet noget den dag. Det 

er prisen. Det er en af mine ældste og hyppigst repeterende 

selvopdagelser eller tvangstanker, om du vil. Nemlig den 

endnu ikke nedskrevne naturlov i kunsten. Noter venligst 

endnu en erfaring forud for mit generationsoprør: 

Alting normaliseres ved sin egen 

realisation. 

Fremragende! 

Må jeg bede om et eksempel? 

Udgangspunktet skal altid radikaliseres med 500 procent, 

hvis vi ønsker, at slutresultatet skal løfte sig over normalen 

med bare 25 procent. Sandet løber ud mellem fingrene på 

os i processen. 

Nu nævnte jeg selv Utzon før. Foreningen til Hovedstadens 

Forskønnelse overtalte Utzon til at komme med et 

statement imod retten til at bygge højere end fem etager i 

København. Hvordan fanden kan en arkitekt, der som ung 

fremstod som et radikalt geni, lande på en så fad og tarvelig 

Ærøskøbing-æstetik?



Jeg er overbevist om, at Utzon vil give mig ret i, at Rundetårn 

stadig er Københavns mest visionære byggeri. Her 

har vi et radikalt udgangspunkt. En så original, vanvittig og 

konsekvent udført ide, at den her 350 år efter nægter at lade 

sig normalisere. 

Utzon fik aldrig lov til at ændre København. Kunne Foreningen 

til Hovedstadens Forskønnelse da for helvede ikke 

have råbt og skreget og forlangt af få en kopi af mesterværket 

i Sydney? 

Fremragende talt! 

De samme forestillinger i to identiske operahuse huse på 

hver sin side af jorden som en meta-manifestation af civiliseret 

global nærhed. I stedet har vi fået et monument 

til evig påmindelse over, hvor trist indhold kan være uden 

form. Form er indholdets vigtigste budbringer. Kan indholdet 

ikke aflæses i overfladen, er det som regel, fordi der 

intet er at komme efter. 

Du taler om at turde opholde sig i periferien af 

fatteevnen i længere tid ad gangen. Er det kun et 

råd til kunstnerne, eller skal hele folket med derud? 

Vi er alle kunstnere. 

Det er da noget vrøvl! 

Hvis vi ikke alle er kunstnere, hvordan forklarer du så, at så 

mange kalder sig kunstnere? Vi er alle skabninger, så tror 

fanden, vi alle har skabertrangen i os. Den giver os et løft 

fra jorden op imod det himmelrum, vi går glip af, når vi 

sover. For ikke at tale om den andægtige solopgang før vi 

vågner. Ting, der ellers for de fleste forbliver en anakronisme. 

Vi mangler ikke kritikere. Folk med kronisk ondt i 

røven har vi nok af. Vi mangler givere. 

Er det folk som den aldrende skibsreder, du tænker 

på? 

De er absolut ikke unødvendige, og de kommer ind på et 

senere tidspunkt i processen. Men en giver skal for mig 

have et højere ambitionsniveau end bare skatteteknisk gavmildhed. 

Når herren siger,” lad der blive lys”, så er det vigtigt at forstå, 

at der intet lys var i forvejen. Skaberen så lys som en 

mulig kontrast til det mørke, alle vi andre tumper stadig 

ville være gået rundt i. 

Nu skal det jo ikke tage pusten fra mennesket at sammenligne 

sig selv med herren. Vi røg jo ud af paradis og har 

siden måttet nosse rundt med kunsten på et helt andet plan. 

Helt tabt bag en vogn er vi dog ikke. Klarheden melder 

sig som et lyn over landskabet, når vi i et splitsekund ser 

alle detaljer, inden mørket sænker sig igen. Beskueren af 

det kunstneriske forsyn har nu, hvis han vælger at udspille 

sit liv i giverens rolle, det kolossale arbejde med at transskribere 

forsynet til den konkrete gave, vi andre kan nyde 

godt af. Kunst skal altid bringe nyheden med sig, om så 

nyheden kun ligger i detaljen. En god kritiker er ham, der 

kun brokker sig som en optakt til det at give. Eksempler 

kunne være Lars Willemoes og den allestedsnærværende 

Poul Henningsen. 

Jeg bliver nødt til at bede dig om at svare på 

spørgsmålet. Er det kun kunstnerne, der skal 

turde opholde sig længere tid i periferien af fatte- 

evnen, eller skal hele folket med?


Drømmen om det fantastiske



Det er en af mine helt gamle teser, en konsekvens af min 

ordblindhed. Tager man altid den første og bedste ide, så 

kommer man ikke uden om vanen. Derfor handler alting 

om at eliminere gentagelseshelvedet. Fyld bordet op med 

variationer, udfordringer, kontraster og associationer. Det 

drejer sig om at turde blive ved med at hænge i semiotiske 

undersøgelser af de mange begrebs- og associations- 

sammenstød, før vi begynder selve realiseringen. For når 

først den er i gang, er det, vi skal have noget at stå normaliseringen 

i mod med. Normaliseringen er en udefineret 

masse af alt det, der virker. Er der noget grimmere udi kunsten 

end det, der virker hver gang? 

Intet sted lagrer vanen sig mere trygt og lunt end i de 

fysiske såvel som psykiske repetitioner. 

Bassisten Lennart Ginman har sagt, at du finder 

manuelt arbejde ydmygende. Er det rigtigt? 

Giver jeg min hånd frit løb på tangenterne, løber de sig 

hurtig trætte på de vante stier. Jeg har i mange år eksperimenteret 

med, hvordan man snyder vanen. Når min generation 

omsider ankommer til sin egen tid, vil vi med stor 

virkelyst ... 

Det forsyn måtte jeg have til gode. Det bankede på 

døren. Vores opholdstilladelse på myternes hotel 

var udløbet, og vi måtte i hast løbe fra fremtiden 

tilbage til nutiden. Jeg var faktisk spændt på, 

hvad min generation med stor virkelyst skal tage 

fat på, når vi ankommer til vores egen tid. Så jeg 

gik med på at fortsætte med at skrive på en bænk 

i Central Park. Vi nåede dog aldrig længere end 

lige ud på 23rd Street, før vi vendte tilbage til den 

airconditionerede lobby. Luften udenfor føltes 

som at blive beskudt på nært hold med en hårtørrer. 

New Yorks brutale sommer var ankommet, 

uden at vi rigtig havde registreret det på de 

hurtige afstikkere ned til Starbucks og den nærmeste 

arabiske take away. I håb om stadig at fast- 

holde Blachman på ”talerstolen” satte vi os i en 

katastrofalt uelegant Ford, der er grundstammen 

i New Yorks gule taxakorps, og kørte til John F. 

Kennedy Lufthavnen hele syv timer før afgang. 

Her kunne vi sidde, om ikke i fred, så i en temperatur, 

der var til at holde ud. På et tarveligt cafeteria 

kaprede vi et hjørne, og jeg hev computeren 

frem. 

Vi går ind, der hvor jeg siger, ”Nu går vi ind i min 

hjerne.” 

Det kunne jeg ikke lige præcist huske, hvor var, 

men jeg begyndte at søge i de sidste dages arbejde. 

Men der kom ikke noget. Synet af Blachmans 

utålmodige ansigt fik nervøsiteten til at ankomme 

til både min krop og sjæl. Febrilsk rykkede jeg 

rundt med musen. Men der kom ikke noget brugbart. 

Jeg kunne ikke begribe, at jeg virkelig skulle 

have glemt at gemme dokumentet. 

Hvad er mere stressende end at tvivle på sig selv 

med en mund i nakken, en mand, der har overtaget 

efterforskningen og frustreret udspyer tekniske 

kommandoer samtidig med, at han understreger, 

at han som Mac-mand ikke ved en skid 

om pc? Helt i defensiven prøvede jeg at skubbe 

lidt af ansvaret over på ham ved at antyde, at han 

måske aldrig havde sagt, og jeg aldrig havde skrevet 

”Nu går vi ind i min hjerne”. Men min billige 

manøvre gav ingen points. 

Jeg ved, jeg har ret, kom det fra den bøse Blachman.



Under normale omstændigheder ville den bemærkning 

have kaldt i hvert fald det indre smil 

frem. For et par måneder siden, da vi diskuterede 

bogens titel, fik jeg en sms fra ham, hvor der 

stod: ”Jeg ved jeg har rat.” Længe hyggede jeg mig 

med, at det ville være modigt og morsomt, hvis 

en ordblind mand turde give sin bog den titel. 

Men nu føltes det hele, som om der aldrig ville 

komme en bog på grund af min sjuskede omgang 

med min computer. 

Det er det bedste kapitel, der er væk. Det er en katastrofe. 

Det kan aldrig genskabes. Jeg må ud og græde! 

Så tog han et greb i lommen og lagde en bunke 

dollars på bordet og forsvandt ud i menneskemængden. 

Tårerne var ikke ved at overmande 

mig, men jeg sendte min afdøde mor en tanke 

og prøvede at genoptage eftersøgningen på egne 

præmisser. Så løb batteriet tør. Den nære fremtid 

tegnede sig som otte-ni timer over oceanet smurt 

ind i dårlige vibrationer. Jeg begyndte at sende 

mayday, mayday-sms’er til min tjekkiske computerven 

i håb om at få en retur, hvor han garanterede 

at finde den forsvundne fil et sted i universet. 

Jeg forberedte en forsvarstale til Blachman 

om, at han måtte tilgive mig og se det positive i 

min brøler. Han lovpriser jo fejlene, selvom jeg 

godt kunne se, at lige denne her ikke umiddelbart 

var den, der udløste en ny lysende vision. 

Hvis Blachman havde grædt, så havde han tørret 

tårerne bort, da vi mødtes ved check in. Men de 

normalt glade øjne var fortvivlede. Med dæmpede 

stemmer udvekslede vi ligegyldigheder. Heldigvis 

fandt jeg hurtigt et sted, hvor jeg kunne få 

strøm og genoptage den desperate søgning. Jeg 

blev lettet over, at han ikke tilbød sin assistance, 

men gik sig endnu en tur. Efter bare fem minutters 

søgen dukkede et dokument op med en meget 

misvisende titel i en mappe, der intet havde 

med Blachman at gøre, men som indeholdt sætningen 

”Nu går vi ind i mit hoved” plus resten af 

det famøse kapitel. En enorm lettelse indfandt 

sig. Jeg var glad for, at ingen af os havde hverken 

ret eller rat og mærkede samtidig, at jeg havde 

et voldsomt behov for at ankomme til et toilet i 

en meget nær fremtid. Men det nyttede jo ikke 

at rende af pladsen, så Blachman ikke ville kunne 

finde mig igen. Jeg klemte ballerne sammen, 

snuppede endnu et stykke nikotintyggegummi 

og nød synet af en Boeing 747-400-jumbo fra British 

Airways, der landede. Jeg funderede lidt over 

dette luftfartens mesterværk, som kom til verden 

allerede i 1969. I hvor høj grad er den et resultat 

af et genis ide? Eller er den bare mange begavede 

menneskers drøm om at skabe det fantastiske? 

Så kom bedrøvede Blachman tilbage. Mit glædesbudskab 

fortrængte dog hurtigt hans tristesse, 

selvom tabet af et par arbejdstimer stadig irri- 

terede ham. Han viste mig en bog, han lige havde 

købt. 

Making money by speaking af Gary Gagliardi. Jeg så den 

allerede på vej ind i forretningen og tænkte, at den måtte 

være et varsel. Nu får du den. 

Tak. Den får jeg brug for.

104 105 


K o s m i s k 

medbestemmelse 

Kan du huske dengang på din karrieres 

tinder, da du stadig tiltrak kvinder?



Så sad vi igen lænkede til flysæderne. Nu med 

næsen mod øst. Havde det ikke været for de gammeldags 

stempler, man får i sit pas, når man rejser 

ind i USA, ville jeg have været i tvivl om, at jeg 

havde været på forlænget weekend i New York. 

Jeg troede, at grunden til, at vi skulle til New York, 

var, at byen havde betydet så meget for Blach- 

mans musikalske karriere. Jeg havde forestillet 

mig at skulle aflægge pladeselskabet Blue Notes 

hovedkontor et besøg og tale om, hvorfor Blachman 

valgte at droppe en enestående chance for 

en stor international musikerkarriere. Jeg havde 

også troet, vi skulle have hørt jazz på en af de berømte 

klubber. Men det nåede vi aldrig i nærheden 

af. Dertil havde Blachman haft alt for mange 

ord i sig, som jeg havde tastet, mens jeg svedte, 

som havde jeg svabret i vanviddets gymnastiksal. 

Med udsigten til fem timers flyvning til Island 

virkede det for første gang, som om Blachman var 

uden kaldelser på fremtiden. I stedet begyndte 

han at reflektere over sin egen mildt sagt farverige 

fortid og sin berøring med Blue Note. 

Ikke alle tyskere var idioter i slutningen af 30’erne. To 

af dem skyndte sig da også til New York. Det slog dem, 

hvor mange musikalske pionerer, der befandt sig i byen 

på det tidspunkt. Amerikansk musik havde perfektioneret 

sit formsprog til uhørte kunstneriske højder. Det var som 

diamanter, der hang på træerne lige til at plukke, skulle de 

have udtalt. 

Jeg tvivler på, at der noget sted fandtes en så stor koncentration 

af talent, som i New York fra 30’erne helt op til først i 

70’erne. Det vil nok kræve mere end et par tyske turister at 

opdage genier i din vennekreds. 

Sikkert nok. Men nu holder jeg meget af tyskere, 

også turisterne, og jeg vil da ikke ødelægge deres 

ferie ved at pålægge dem en så absurd mission. 

Alfred Lion og Francis Wol så det unikke i det, alle andre 

tog som en selvfølge. Det resulterede i pladeselskabet 

Blue Note Records. For første gang fik musikerne en god 

betaling. Selv prøverne inden optagelserne var betalt. Blue 

Note udviklede en visualitet på deres pladecovere, som har 

sat sine spor helt frem til i dag. Rudy van Gelders, jazzens 

største lydtekniker, kreerede en poetisk varme i lyden, der 

satte helt nye standarder, som ikke er overgået siden. Over 

1.000 mesterværker har skaet Blue Note det velfortjente ry 

som verdens mest prestigefyldte jazz-pladeselskab. 

I sommeren 1995 på Scherfigsvej på Østerbro løb en fax ind 

fra Blue Note i New York: 

“Dear mister Blachman, we want to sign you for a five album 

deal. We absolutely love your work.” 

Jeg ringede lidt rundt og blev hurtigt klar over, at ikke 

mange i Danmark undte mig mere succes, end jeg havde 

i forvejen. Det morer mig dog mere, end det gør mig trist, 

fordi jeg ved, at jeg i mig selv bærer evnen til fuldstændig 

ensartet at glæde mig over andres landvindinger, som var 

det mine egne. 

Også på det punkt hæver du dig langt over gennemsnittet? 

Hundredvis af unge talenter har jeg set svømme rundt i 

tågen ud for middelmådighedens kyststrækning. Min fremstrakte 

hånd har trukket dem i land og ført dem hen til det 

lys, hvor de kunne øjne deres egen originalitet og talent. 

Skulle nogen se mig som selvhævdelsens mester? Så peg 

dog på andre kunstnere på mit niveau, der hjælper andre 

end dem selv. Det er rædselsvækkende, hvor små mennesker 

bliver, når de kun rummer sig selv.



Jazzaristokraten i 

Ekstra Bladet i 1995. 

Prøv at se her. Jeg sidder med en artikel fra 

Ekstra Bladet den 29. juli 1995. ”Jazz-aristokraten”, 

hedder den. Billedet ser i mine øjne ud, som om 

det var fremtidssikret. Du ligner Nik & Jay, før de 

anede, de blev til Nik & Jay. Nød du at fremstå så 

højrøvet som overhovedet muligt? 

Jeg kan huske, jeg så det billede og tænkte, at jeg måske 

skulle bakke lidt tilbage med at udstille min krop på den 

måde. Det er en farlig ting at få smag for. Jeg morer mig 

stadig over at lade underbuksens elastik langsomt klemme 

sig uden om tissemanden i gode venners påsyn. At blotte 

sig er gavmild humor. 

Aha. 

Tilbuddet fra Blue Note virkede ernt og druknede i al den 

vellyst, jeg havde på det nære. Jeg har egentlig aldrig haft 

internationale ambitioner. Jeg finder dem for krævende. 

Der er for meget ballade og for mange rejser. Jeg vil langt 

hellere bruge tiden på at rejse rundt inde i mig selv. Ind 

efter den intelligente musik. 

I en takketale til en grammyfest hørte jeg mig selv sige, 

”Der er mange musikere i Danmark, der spiller smarte, 

men ikke mange, der spiller smart musik”. Med smart musik 

mener jeg selvfølgelig intelligent musik. Musik, der er 

godt tænkt og godt sat sammen. Den vanemæssige håndværksbetonede 

argumentation for, hvad god musik er, hører 

ingen steder hjemme. Fuck håndværkerromantikken. 

Virtuositet, når det kommer til eksekvering af eget udtryk, 

burde være en selvfølge. 

Det var ”The style and invention album”, Blue Note havde 

hørt. En plade, jeg lige havde afsluttet sammen med Al 

Agami, Remee og co-producerne René Cambony og Lasse 

Illington. Vi havde brugt over et år. Endelig var vi færdige. 

Helt færdige. Jeg mindes, at jeg sammen med Cambony 

måtte skiftes til at gå til undersøgelser hos lægen grundet 

spændinger i brystregionen.



Jeg ville i den periode ikke lave andet end musik og var 

som besat af ideer, der ville realisere sig selv uanset omkostningerne. 

I lange perioder lå jeg på gulvet og arbejdede. 

Min iskias-nerve smertede så vildt, at jeg hverken kunne 

stå eller sidde. Når der kom folk fra diverse pladeselskaber, 

jeg ikke kendte, og som skulle tage stilling til min musik, 

kravlede jeg rundt på gulvet mellem samplere, ledninger, 

mad og partiturer. De stod helt mundlamme og kiggede, 

som hang jeg allerede dengang oppe under loftet i vanviddets 

gymnastiksal. 

For det forfængelige menneske er der altid en tidløs humor 

at indånde i den friske luft over Københavns tårne. 

Søren Kierkegaard lå hen over flere sammenstillede stole i 

Studenterforeningen, når han disputerede med sine samtidige. 

I mit livs bedste arbejdsprocesser kommer der altid 

et tidspunkt, hvor jeg begynder at undgå længere flyrejser. 

Sæt nu maskinen styrter ned, og ideerne aldrig kommer til 

udtryk. 

Det er åbenbart ikke kunstnerisk værdifuldt, 

hvad der foregår her og nu? Vi sidder trods alt i 

luften over Atlanterhavet. 

Jeg går da bestemt ud fra, at du har sendt en kopi af vores 

arbejde til min bank inden afrejsen. Hvis ikke vi var taget 

væk fra Danmark, havde jeg aldrig fundet roen til at påbegynde 

dette sindssygt vigtige arbejde. Men lad os blive lidt 

i fortiden for at give læserne muligheden for at tage mit 

væsen til sig. 

”The style and invention album” var en forløsning af hele 

mit behov for at ankomme til min egen tid i håbet om at 

finde mig selv. Jeg var vel vidende om, at jeg kun kunne 

finde mig selv i en musik, hvor ingredienserne nok havde 

eksisteret før, men ikke selve musikken. Man peaker ikke 

i andres arbejde, kun i sit eget. Beboppen peakede med 

Charlie Parker. Cool-jazzen peakede med Miles Davis. Intet 

har musikeren forstået om musik, hvis han ikke fatter, 

at det handler om at opfinde sin egen. Jeg husker arbejdet 

med Remee og Al som en åbenbaring. Den jazz, jeg komponerede 

omkring dem, blev så idefabulerende, fordi deres 

tilstedeværelse gjorde, at mulighederne var uudtømmelige 

på bare et album. 

Den klassiske kompositionsteknik, jeg havde studeret i USA, 

personificerede jeg jo i mit arbejde med den akustiske jazz. 

Her tænker jeg især på Page One, som jeg dengang 24 år 

gammel turnerede verden rundt med. 

Min kærlighed til polytonalitet, tolvtonemusik og finurlige 

rytmiske forskydninger lod sig nu skrive direkte ind i den 

progressive popmusik. En intelligent seksualiseringsproces 

kan du kalde det. Ingen jazzmusiker i verden havde før realiseret 

denne logiske kommentar til den gængse hiphop/ 

acid jazz, som udelukkende var skabt af folk, der samplede 

sig til de orkestrale passager, i stedet for at komponere dem. 

Det var det, Blue Note faldt for. 

Det blev på mange måder en sandhedens time, et vendepunkt 

i mit liv. Mine visioner og ideer var langt vigtigere 

for mig end at promovere noget, der for andre var meget 

moderne, men allerede var fortid for mig. Et prima eksempel 

på min kådhed og forelskelse i mine egne fornemmelser 

for det evige forår. 

De må have troet, at jeg var sindssyg, da jeg afslog dem at 

udsende den første single i USA. De havde lige brugt 10.000 

dollars på forskellige radioegnede remix af vores musik og 

var parat til trykke på knappen for at få det ud på de amerikanske 

radiostationer.



Var Al Agami eller Remee ikke bare en smule 

chokerede over, at du på egen hånd sagde nej til 

et tilbud, de færreste danskere tør drømme om 

at få? 

Der gik mindst et helt minut, før Blachman igen 

åbnede munden, men så ... 

Jeg ved ikke, hvor meget du ved om skibsfart. Et orkester 

fungerer som et skib. Kapelmesteren er kaptajnen. Sidste 

mand fra bord, og skulle besætningen vende sig imod ham, 

kan det kun forstås som mytteri. 

Min naturlige autoritet har jeg altid selv måttet nedbryde 

for at sikre mig, at alle tør stille mig kritiske spørgsmål. 

Dog er det ikke interessant for mig at blive enig med nogen 

som helst, hvis det i sidste ende resulterer i den forkerte 

beslutning. 

Alle ved, at kunst ikke er en demokratisk proces. 

Matroserne afmønstrede heller ikke. Men interesserer 

det dig overhovedet ikke, om Al Algami 

og Remee var enige i din beslutning om at smække 

døren i for et internationalt gennembrud for 

jer alle tre? 

Intet er mere demokratisk end kunst. Altid er det den bedste 

ide, der vinder. Jeg har med Remee og Al haft mange 

telepatiske øjeblikke i studiet, som jeg kun kan sammenligne 

med de allerbedste samarbejdssituationer på scenen. 

At indgå i disse kræver dog modet til at stå frem og evnen 

at udtrykke sine impulser, når de opstår, uanset hvem man 

aryder. Det er en vanvittig fornægtelse af egen dynamik 

at forveksle denne forløsning af den kollektive forestilling 

om det geniale med det udemokratiske. 

Usikkerheden i vores lille land er så gennemgribende, at der 

kun er et lille håb om hjælp til den, der udstråler selvtillid. 

Havde jeg mødt et menneske, der var kommet til mig og 

overbevist mig om vigtigheden af at tage til New York med 

Remee og Al, så havde jeg gjort det. Men ingen blandede sig 

i min disposition. Det er prisen for at have hovedet så langt 

oppe i egen røv. Hverken Kjeld Wennick, som havde udgivet 

pladen i Danmark, eller nogen andre talte mig imod. 

Jeg var jo ikke uinteresseret i at arbejde med Blue Note på 

længere sigt. Jeg mente bare, at den plade, der allerede var 

ved at tage form inde i mit hoved, ville være et bedre bud 

på en første udgivelse. Alle gik stærkt ud fra, at jeg vidste 

præcis, hvad jeg gjorde. Hvilket var tilfældet. 

Jeg prøver lige en sidste gang. Du har stadigvæk 

ikke svaret på, om dine vokale ansigter i deres inderste 

mente, at du traf den rigtige beslutning? 

Tanken har aldrig strejfet mig. Jeg lærte dem noget om musik, 

og de lærte mig noget. Ikke for at vi skulle løbe ud og 

solde det væk i smiger og lir. Men kun for at synke dybere 

og dybere ned i vores uudtømmelige, næsten psykedeliske, 

ide-forunderlige verden. Dette band har været mit mest talentfulde 

og havde utvivlsomt verdenspotentiale, men det 

havde været på bekostning af noget andet. Hvad jeg intuitivt 

kun var klar over dengang, ved jeg med sikkerhed i dag. 

Havde jeg valgt USA, ville jeg have udåndet af noget så gammeldags 

som aids på bagsædet af en tourbus på vej fra stat 

til stat. Repertoiret havde været det samme, kun publikum 

og kvinderne forskellige. 

Der er bestemt mange ulemper ved at udøve musik i et lille 

land som Danmark, hvis man gerne vil eksporteres. Men 

den største kreative fordel vil altid være, at man ikke kan 

skifte publikum ud, kun sig selv.



Det tog mig, Remee, Al Agami og co-producer og billedkunstner 

Hans Holten over et år, før det nye album ”Four 

Corners of Cool” var færdigt. Stakkels dem, tænker jeg i 

dag. Igen lå jeg på gulvet og råbte og skreg. Remee og Al 

var så unge, og deres talent var enormt. Als lyd, timing og 

modne poetiske lyrik. Remees fandenivoldske melodiske 

overskud udviklede sig eksplosivt. Bad jeg ham om at synge, 

så gjorde han det, som havde han aldrig bestilt andet. Min 

definition på talent har altid været, at hvad der er sindssygt 

svært for andre at lære, er sindssygt let for talentet. Glem 

alle tiders floskel om, at kunst bare er et spørgsmål om 10 

procent talent, mens resten er hårdt arbejde. Tilfældet er, 

at man skal have 90 procent talent og 10 procent lyst til at 

bruge det til noget. 

Remee er 12 år yngre end mig. Han begyndte at miste tålmodigheden, 

når det kom til mit konstante behov for at 

dekonstruere den musik, vi lige havde bygget op. Jeg blev 

ved med at insistere på, at der var noget inde bagved, som 

skulle undersøges. Det irriterede ham grænseløst at se mig 

sidde og tænke spontaniteten ind i musik i stedet for som 

ham selv bare at lave den spontant. Spontanitet er en af de 

vigtigste kvaliteter i musik. 

I Paris i foråret mødte jeg din ven og mangeårige 

samarbejdspartner Kasper Winding, som du producerede 

Heidi med. Han sagde om dig: 

”Thomas kan godt blive fanget af sit teenagehelvede, 

når han sidder med sine teorier og mønstre. 

Let’s face it. Musik er den mest intuitive kunstart, 

der overhovedet findes. Og skal jeg være lidt 

grov, så er grunden til, at Thomas har fået så lidt 

musik ud i senere år, at han intellektualiserer det 

for meget.” 

Nu kan begge de herrer Remee og Kasper være nok så 

charmerende i al deres ungdommelige intuitive spontanitet. 

Men det er intellektets refleksioner, der guider os uden 

om vanens massegrav. Jeg tager ikke til takke med de små 

variationer af den uendelige store popmelodi som en skiveskåret 

pølse jorden rundt. 

Nej, jeg leder efter omstyrtninger i musikkens grundvold. 

Begreber som spontanitet indgår på lige fod med mange 

andre kompositoriske parametre som en selvfølgelighed. 

Men Kasper har rigtignok ret i, at fordybelse tager tid. Turnélivets 

tidskrævende seksuelle eskapader valgte jeg bevidst 

fra dengang. 

En dag på vej til købmanden faldt jeg over en spiseseddel 

fra BT, hvor der stod: ”Remee udtaler: Blachman har brug 

for hjælp!” I selve artiklen sagde han, at jeg havde tusindvis 

af hits liggende derhjemme, men at jeg ikke kendte begrænsningens 

kunst. Jeg indrømmer, at jeg på ingen måde 

snobber for det oversimplificerede. Den enorme opmærksomhed, 

der nu har været mig tildelt, skal ikke bruges til 

andet end at fordre den sensibilitet, som er nødvendig for 

at favne mine ideer. Sagt med andre ord: Jeg har kastet mig 

ud fra Rundetårn, og blodet, der løber fra mit åbne kranie, 

leder beskueren direkte til værket. Mit arbejde er så omfattende, 

at jeg ville have været tynget af byrden, hvis ikke jeg 

havde fattet, at alt, hvad jeg formår, gør og siger, per definition 

er kunst. Det konkluderede jeg, da jeg på en anden 

tur til købmanden så mig selv sidde og græde på forsiden 

af Ekstra Bladet, fordi det i al sin uforudsigelighed angreb mig 

som en kunstinstallation.



At skabe kunst som en vare kun med henblik på at sælge 

den interesserer mig ikke. På samme måde som den kompromisløse 

kunst, hvis eneste valuta er snobberiet, heller 

ikke interesserer mig. Alt for mange gør brug af kunstens 

eksterne muligheder til at positionere sig i forhold til det 

omkringliggende samfund. For mig at se er denne overfladiske 

måde at iagttage kunsten på kun mulig for den, der 

er sat uden for døren af kunsten. Vi andre må nøjes med 

herrens POV (Point Of View) 

Vi kommer vidt omkring, men jeg insisterer på at 

få hele historien om Blue Note. 

Et par år senere rejste jeg over til Blue Notes direktør Bruce 

Lundvall sammen med Viola, som han syntes at være mere 

optaget af end min musik. Vi lyttede til ”Four Corners of 

Cool” sammen en halv times tid, hvor jeg bare sad og kiggede 

ud over Manhattan. Ingen øjenkontakt. Jeg hader at 

spille min musik for nogen. Alt, jeg selv hører, er nye muligheder. 

Lyden fra to højtalere kan ikke sammenlignes med 

min indre forestilling om musik. 

Bruce Lundvall gjorde mig opmærksom på, at musikken 

langtfra mindede ham om den, han havde forelsket sig i på 

det forrige album. Det er mere futuristisk poppet end jazzet, 

sagde han. Og hvad så, sagde jeg og fik øje på billederne 

af Bruce, der trykker hånd med alle, der nogensinde har 

været noget i jazzhistorien. Jeg ved ikke, om han havde en 

knap i gulvet, men telefonen ringede, og han skulle til et 

andet møde. En assistent kom ind med et undskyldende udtryk 

og beklagede, at Bruce ikke kunne høre det, jeg kunne 

høre. 

Idioten gav mig en pose fyldt med cd-genudgivelser af 

gamle Blue Note-klassikere, som jeg satte fra mig nede på 

gaden. Jeg var kommet for at få den kontrakt på fem plader, 

som de selv havde taget initiativ til. For første gang i mit liv 

følte jeg mig udslukt. Jeg var lige fyldt 32 år. Jeg tænkte ikke 

på andet end at kneppe for at restituere oven på flere års 

arbejdsraseri. 

Vi rejste videre til Las Vegas, hvor jeg lå i fosterstilling i 

et svømmebassin i en hel uge. Jeg var virkelig sur på mig 

selv. Det stod lysende klart for mig, at om ti år ville alle 

jazzmusikere lave det, som jeg lavede nu. 

Til gengæld ville jeg lave noget andet. 

Fik jeg ret? Jeg kender ingen jazzmusikere i dag, der ikke 

forsøger at revitalisere deres musik ved hjælp af computere. 

Men det er da helt klart, at var mine ting udkommet 

på Blue Note, ville mit navn været blevet almindeligt kendt 

verden over, som den sande pioner jeg er. Jazzen kommer 

fra cowboyland, og stolthed er essensen.



Som jeg allerede har sagt, ejer jeg ikke begær efter en global 

karriere. Lad den komme til mig, om den vil mig noget. Jeg 

kan huske, da jeg ved en fest første gang så vores videoer 

på MTV Europe. Alle folk spurgte, om det ikke føltes fantastisk. 

Men jeg kunne ikke rigtig mærke noget. Det eneste, 

jeg registrerede, var alt det, vi ikke havde gjort, i stedet for 

det vi havde gjort. Al fortalte mig, at han ofte blev genkendt 

på gaden i London på grund af vores videoer. Glimrende, 

tænkte jeg, men ikke mere. Min fulde opmærksomhed går 

altid til det, der er lige foran mig. Ikke til fantasier om global 

beundring. 

Både computeren og diktafonen trængte til en 

mellemlanding. Blachman var også gået ned og 

krøllede sig sammen på gulvet i håb om at sove. 

Jeg forsøgte det samme, men det er svært på et 

sæde, der er nærmeste nabo til toilettet. Jeg lukkede 

dog øjnene og døsede i en tankesuppe af ord 

fra en af Blachmans nære jazzmusiker-venner, 

der har kendt ham i over 20 år før ”X Factor” 

gjorde Blachman hvermandseje fra Hirtshals 

til Nakskov. Saxofonisten Thomas Hass var med 

i Page One, der fik en exceptionel succes på den 

internationale jazzscene i midten af 80’erne med 

et repertoire af lutter nykomponeret bebop, som 

Blachman skrev en stor del af. 

”Første gang, jeg mødte Thomas, var i et øvelokale 

på Sortedams Dosseringen på Nørrebro. Han 

var lige kommet hjem fra Berklee og var totalt 

højrøvet. Der stod et stort rocktrommesæt, som 

han satte sig ved og spillede dobbelt så højt som 

alle andre i en time, og så gik han. Og så tænkte 

jeg, ’Hold da op, hvad var det for noget.’”, fortalte 

Thomas Hass mig for snart længe siden. Men til 

trods for det hæsblæsende første møde var han 

mere fascineret end forfærdet. 

”Thomas er jo en gudsbenådet musiker og et meget 

heldigt menneske, fordi han er så talentfuld. 

Allerede dengang gjorde han nøjagtig som de allerstørste 

trommeslagere. Han tog fuldstændigt 

ansvaret for hele orkestret. Han kunne spille et 

helt ensemble derhen, hvor der opstår en masse 

muligheder, og noget rigtigt fedt kan ske. Han 

kunne både dirigere, spille og anmelde på én 

gang. Men det kunne også være super irriterende 

– især hvis man selv syntes, man lige var godt i 

gang med noget.” 

Page One kunne sagtens have fortsat med at optræde 

over hele verden, men den rastløse Blachman 

måtte videre på egen hånd i slutningen af 

80’erne. 

”Han har jo aldrig kunnet være site man. Det har 

han ikke psyke til. Det har nok noget at gøre med, 

at hans skæbne her i livet er, at han hurtigt keder 

sig. Men det er der jo også kommet noget godt ud af. 

Det røde album, ”The style and invention album”, 

er genialt. Thomas har sin egen lyd, som er helt 

fantastisk og super personlig.”



Island er et mærkeligt land. Ikke bare det golde 

månelandskab, vi landede i, men også selve lufthavnen. 

Trods dets placering imellem det amerikanske 

og europæiske kontinent var det ikke muligt 

at finde en stikkontakt, der kunne nære min 

sultne computer. Det kunne kun lade sig gøre, 

hvis man havde et særligt islandsk stik, som man 

naturligvis kunne købe i lufthavnen. Desværre 

var de udsolgt, så jeg måtte meddele Blachman, 

at en eventuel kommende kaldelse kun ville blive 

noteret i hånden i et gammeldags stilehæfte, jeg 

lige havde købt. Det var ikke godt nok. Naturligvis 

forlod Blachman mig omgående og gik over i den 

butik, jeg lige var kommet forgæves ud fra. Tre 

minutter senere var han tilbage med et par plastikdimser, 

som han begyndte at skille ad. Med 

en kniv og en gael fik han tryllet et eller andet 

sammen, der helt sikkert ikke overholdt nogen 

regler for fornuftig omgang med strøm, men det 

virkede. Da vi lettede mod København, var både 

Blachman og computeren ladet op. 

Det er vel ikke udelukkende din utålmodighed, 

der gør, at du bare ikke kan være site man? 

Jeg vidste allerede dengang i Page One-tiden, at jeg havde 

evnen til at konceptualisere mig ud af hvilken som helst 

musikalsk krise. Derfor begyndte jeg i højere grad at producere 

plader, fordi her består arbejdet udelukkende i at 

personificere musikken i et stilistisk klarsyn. De fleste af 

mine samtidige havde ikke set den postmoderne mulighed 

i, at det er i kombinationer af referencerne, at originaliteten 

opstår. 

En site man skal kunne indordne sig. Det kunne jeg ikke. 

Folk hyrede mig som trommeslager, men de fik et bibliotek 

fyldt med kompositionsteknik. Jeg var så stædig med at ændre 

deres ting, at jeg nægtede både at spille og optage dem, 

medmindre jeg måtte udradere de kompositoriske børnesygdomme. 

Jeg har aldrig magtet at skjule min mening. 

Page One var en skøn tid. Vi var unge. Gik altid ædru på 

scenen og var bedre klædt end publikum i vores regentjakkesæt. 

Bagefter drak og pissede vi, som var vi et feteret 

rockband. Vi begik den idiotiske fejl at tirre vores vidunderbarn 

af en trompetist fra Amager, Henrik Bolberg, med 

lange, ungdommelige, intellektuelle tirader, hvilket resulterede 

i, at han konstant lovede os tæsk. Han røg ud, og Page 

One blev aldrig det samme igen. Når magien er der, skal 

den respekteres. Vores manager burde have sørget for, at 

Bolberg kunne være ankommet til jobs i sin egen bus fyldt, 

ikke med intellektuelle forstyrrelser, men med pornofilm. 

Med hensyn til tøj vil jeg dog medgive, at også folk som 

trommeslageren Peter Reim og bassisten/komikeren Povl 

Erik Carstensen kørte en hård stil. Hvad stil angår, var jeg 

vild med Peter. Han døde alt for tidligt af sygdom. Men jeg 

tænker tit på ham. Ikke mindst når jeg hører den nye generation 

af danske trommeslagere, hvoraf ingen har stil. 

Intet, jeg nogensinde har lavet, har overbevist mig om, at 

jeg skulle holde op med det. Dog har enkelte ambitioner 

været mere absurde end andre. Umiddelbart efter jeg havde 

taget min eksamen i jazzkomposition i USA, nød jeg de 

hyppige invitationer til at komponere for flere større orkestre, 

blandt andre Radioens Big Band. Det absurde bestod 

i, at jeg samtidig fik den vildfarelse, at jeg skulle forsøge 

mig som trommeslager i det lavstammede, danske røvbaldejazzmiljø. 

Håbet var at finde broderligt venskab og almen 

accept. 

Jeg havde den vrangforestilling, at jeg kunne reducere mit 

forhold til musik til regulært håndværksmæssigt lønarbejde. 

Efterkrigstidens ellers iltre danske jazzscene havde i 

80’erne tabt værdigheden og udviklet sig til et tørstigt bagud 

skuende miljø. Havde man musikalske ambitioner ud over 

bal og parring, var man i særdeleshed ikke velkommen.



Jeg spillede få gange med den nu afdøde pianist Ole Nezer 

på hans egen bar sammen med en bassist, der var stavnsbundet 

til Nezer, fordi han havde tabt en formue i kortspil. 

Meget talent er gået til grunde i forsøget på at skabe sig et 

liv i det miljø. Jeg ærgrer mig allermest over bassisten Jens 

Melgaards tragiske skæbne. Han døde 42 år gammel. Ham 

holdt jeg meget af at spille med. 

Da jeg var i Paris i april, talte jeg også med den 

nylige Ben Webster pris-modtager og din gamle 

studiekammerat, pianisten Niels Lan Doky, der 

spillede med dig dengang. Prøv at høre, hvad han 

sagde: 

”Vi spillede engang på Nezers pianobar i København. 

Der var Thomas så ulykkelig over, hvor 

dårligt han spillede i første sæt, at han gik hjem, 

og vi andre måtte spille koncerten færdig uden 

trommer. Så langt ude var det. Det gør man bare 

ikke. Og det er derfor, man ikke ringer til ham 

igen. Han var ikke tvunget til at tjene penge. Han 

har aldrig haft behov for at skulle tjene til dagen 

og vejen. Ingen, der ved, at de skal betale husleje 

næste morgen, ville jo løbe fra et job.” 

Alle mennesker har behov for at tjene deres egne penge. 

Jeg løb fra et job og tjente ti gange så meget på jobs, jeg var 

bedre til. Lad os alle tjene vores penge på det, vi er bedst 

til. 

Der var dog et modstykke til denne rygerlunge-jazz. Den 

rytmiske musik, der kunne høres i koncertsalen. Jeg husker 

eksempelvis en oplevelse, jeg havde som publikum i 

Falkoner Teatret. I en læderbuks stod Bo Stief og spillede 

en halv time lang bassolo helt alene, på trods af at Radioens 

Big Band og Symfoniorkester sad omkring ham på samme 

scene og gloede. En så totalt underorkestreret brug af de ressourcer, 

man får stillet til rådighed, burde føre til fængselsstraf. 

Jeg husker, at jeg måtte søge natlæge senere samme 

aften. Dårlig musik fucker op i mit naturlige åndedræt. 

Min fra barnsben implanterede totale mangel på autoritetstro 

kom mig til gode. Det stod mig klart, at jeg i stedet for 

at involvere mig i disse miljøer skulle transcendere dem. 

Derfor lavede vi Page One, som blev starten på en hel ny 

jazzkultur. For første gang siden 50’erne var der ingen noder 

på scenen. Originalt materiale og en total genopdagelse 

af den oprindelige elegance i klang og swingfeel. Det var 

min kommentar til det danske rytmegruppeideal, der ikke 

var mere sexet end en symaskine i sin klangløse fokusering 

på eektivitet. 

Pressen, publikum og anmelderne elskede os. Aldrig har jeg 

spillet mere i udlandet end med Page One. Det var også fantastisk 

herhjemme. Montmartre var i Niels Christensens regeringstid 

en af verdens absolut bedste jazzklubber og Page 

Ones naturlige hjemmebane. Jeg kom der regelmæssigt, 

siden jeg var 14, hvor jeg og Thomas Agergaard snød os ind 

ad bagdøren. Det er tankevækkende at se de legendariske 

spillesteder omdannet til fitnesscentre og frisørsaloner. 

Oppositionen og oprøret mod den sammenspiste ældre 

generation gav mig en enorm tilfredsstillelse. Den dag alt 

så ud, som om at nu havde jeg fundet min rette hylde og 

kunne leve på den resten af mit liv, gik jeg ud og købte en 

Atari-computer og en Akai-sampler. Året var 1986. Computere 

og samplere var dengang fuldstændig uhørte værktøjer 

for en bebob-jazzmusiker. 

Retrospektivt kan jeg se, at fordelen ved at arbejde så meget 

med sig selv, som jeg har fået lov til at gøre, er, at man langsomt 

alæder sig selv helt ind til benet. Min utålmodighed 

har fungeret som stopklods for gentagelsen. Så snart noget 

er lykkedes, har utålmodigheden straks sendt mig videre. 

Hvor mange gange har jeg ikke hørt gode venner udtale: 

Hvorfor kan du ikke bare være ligesom os andre, Thomas? 

Du sætter dig mellem to stole! 

Tror fanden, jeg har levet livet mellem to stole? Så lad mig 

forklare ham hvorfor.



Noter det her som en erfaring forud for mit generationsoprør: 

Det er i overgangen fra en ting til noget 

andet, at originaliteten bedst finder sit 

udtryk. 

Det interessante er jo overgangens evne til at afsløre individets 

beslutning om, hvad det tager med, og hvad det udelukker 

ved ankomsten til en ny tilstand. 

I de første år lige efter Page One tog jeg initiativ til en række 

andre jazzplader med mine venner og kompositionselever 

fra konservatoriet, som jeg ikke bare producerede, men 

også delvist finansierede. Kulminationen på denne periode 

blev, at jeg modtog min første grammy for min soloplade 

”Love Boat”. 

Så var tiden igen moden til et radikalt skridt. Jeg forlod den 

nye danske jazzscene. Den, som jeg, om nogen, havde været 

eksponent for. Jeg greb sampleren med den ene arm, mens 

jeg fastholdt min selvopdyrkede jazzkomposition med den 

anden. Mit hoved var ved at eksplodere med drømme om 

det fantastiske. 

Min daværende kæreste skred fra mig, længe efter jeg burde 

være skredet fra hende. Hvilken fornøjelse det var at rive 

gulvet væk i stuen, så jeg kunne sidde i kælderen og arbejde 

med mine computere. Nu bare med seks meter til loftet. 

Store rum, store tanker. At lave om på mine omgivelser har 

altid været mit første selvterapeutiske spadestik. 

Så kom Otto for alvor ind i mit liv. Otto, min elskede Otto. 

Ingen kvinde kunne man savne i hans selskab. I ti år var 

den dengang 55-årige, pragtfulde mand min trofaste, udvidede 

hushjælp. 

Den første plade i den æra blev ”The style and invention 

album”. 

En dejlig forårsmorgen kom Otto løbende og sagde: ”Hende 

mulatskønheden fra Ray Dee Ohh er i telefonen”. 

”Det skal bare være hipt”, sagde Caroline. Det er det eneste, 

jeg kan huske, Caroline sagde, da hun spurgte, om jeg 

ville producere hendes første soloplade. Øjeblikkeligt så 

jeg chancen for en musikalsk konstruktion mellem hendes 

mainstream popbaggrund og min skumle agentjazz. Caroline 

Henderson fandt sig selv i mit selskab, og jeg mindes, 

at vi grinede det meste af tiden. 

Med hensyn til den hypokondriske selvsuccession og dertilhørende 

dødsangst var den meget almindelig hos mig i 

90’erne. Hele ”Cinemataztic” lavede jeg siddende i noget, 

der minder om en super ergonomisk kørestol. Min krop var 

bare et stativ, der transporterede mit hoved. Jeg fortalte min 

læge, at jeg ikke kunne mærke mit legeme længere. Han 

fortalte mig, at sidst han havde haft en patient, der havde 

sagt det samme, døde vedkommende 14 dage senere. 

Den muskulatur, der stadig får min krop til at hænge sammen, 

har jeg utvivlsomt udviklet bag trommerne, som er 

den absolut eneste form for motion, jeg nogensinde har 

fået. Men det er 15 år siden. 

Der er geniale øjeblikke på mine plader fra den periode. På 

Carolines er der dog også nogle mere ligegyldige, som jeg 

selvklart ikke havde noget med at gøre.



Jeg vidste, at jeg havde fornyet jazzen i 80’erne og nu var 

ved at forny poppen i 90’erne. Mit absurd store kendskab 

til moderne musik evnede jeg at få til at passe ind som referencer 

i alt, hvad jeg lavede. Efter 200.000 solgte plader 

i Danmark modtog vi syv grammyer til en fest, hvor jeg 

sad med hvide havehandsker og sølvstok. Viola sad ved min 

side. Jeg har heldigvis aldrig siden set hende kede sig så 

meget. Et langt, koket gab. Det overskyggede dog ikke min 

indre tilfredsstillelse. Bevidstheden om, at mine principper 

om god musik ikke længere var oppositionens, men at de 

etablerede nu også måtte forholde sig til dem, var en god 

fornemmelse. 

Da jeg talte med Kasper Winding, snakkede vi 

også om den plade, og han sagde: 

”Det var Caroline Henderson, der førte os sammen. 

Jeg sagde faktisk ja til at være med på hendes 

plade på grund af et nummer, Thomas havde 

lavet. Så tænkte jeg, ’Det der, det kan jeg fandeme 

også gøre’. Det, Thomas havde lavet, det var 

så godt, at jeg blev en blanding af inspireret og 

kamplysten. Det blev ret så kaotisk at lave Cinemataztic. 

Det, jeg er mest glad for i dag, er, at jeg 

lærte ham at kende.” 

Ja for satan. Kasper Winding er i al sin vidunderlige højrøvethed 

mig en ligeværdig partner. Men du må aldrig forveksle 

det at være højrøvet med det at være snobbet. Ingen 

mennesker er mindre snobbede end mig og Kasper. At 

være snobbet er at stå på skuldrene af sin herkomst uden 

selv at have en skid at byde på. En erfaring, der i en årrække 

forbød mig at arbejde sammen med folk fra Nordsjælland. 

Min glæde ved frit at kunne argumentere for min kærlighed 

til mig selv er, at jeg dermed giver alle andre lov til at 

gøre det samme. Bogfør venligst denne udtalelse som en 

erfaring forud for mit generationsoprør: 

At holde op med at elske sig selv er at blive 

alle andre end sig selv. 

Når den gode Kasper siger, at han havde hørt noget, jeg 

havde lavet, der var så godt, at han straks tænkte, at det 

ville være inden for hans rækkevidde, så overser han, at 

resultatet ville blive en kopi. Kasper havde også dengang 

meget at byde på. Ikke mindst de par numre, der blev store 

radiohits. Jeg og Winding kan to vidt forskellige ting. Men 

den ekstreme musikalitet og nysgerrighed har vi til fælles. 

Den musikalske telepati, som jeg har med Lennart Ginman 

og Carsten Dahl i en af verdens bedste jazztrioer, ifølge vores 

pladeselskab Verve Records i USA, den samme telepati 

oplever jeg med Kasper i et studie. Det gør mig lykkelig. 

Mens Blachman nød et tarveligt kuvertbrød, kom 

jeg igen i tanke om den samtale, jeg havde med 

Kasper Winding. 

”Vi opfører os lidt, som om vi var brødre. Vi kan 

også skændes som søskende. Han påstår, at det er 

mig, der er storebror, men det synes jeg er noget 

sludder. I starten var der måske en smule ulighed, 

fordi Thomas som helt ung kom i Montmartre 

og hørte mig spille trommer og så lidt op til mig, 

men det var ikke musikalsk, mere noget socialt. 

Det sjældne ved vores samarbejde er, at vi har 

været den samme mølle igennem: jazztrommeslagere 

og fælles musikhistorie. Og så har vi heldigvis 

noget, vi hver især er gode til. Thomas er 

meget mere konceptagtig, end jeg er. Jeg er nok 

lidt mere lige på og hårdt og vælter ud med ting, 

jeg måske ikke skulle være kommet med, hvor 

Thomas til gengæld nogle gange kan trænge til at 

komme lidt mere ud over kanten.



Jeg mener faktisk, at de bedste ting vi har lavet, 

har vi lavet sammen. Ikke at vi ikke har lavet gode 

ting hver for sig. Vi har arbejdet så mange år sammen 

nu, at vi har en uskreven regel, der hedder, 

at hvis en har en ide, så skal den prøves af, selvom 

den anden måske tænker, ahhh det er vist ikke 

lige.” 

I har begge to prøvet at få prædikatet vidunderbarn. 

Er det noget ganske specielt, I deler? Den 

fagforening tæller jo ikke så mange medlemmer? 

”Jo, det er da noget, vi deler. Og måske også det, 

der gjorde det lidt svært i begyndelsen, fordi man 

lidt kæmper om pladsen. Jeg har ikke haft ret 

mange mennesker i mit musikalske liv, hvor jeg 

har været helt tryg i deres hænder. Det er jeg med 

Thomas. Med andre har jeg næsten altid tænkt, 

ahh nu må jeg sgu hellere tage over. Sådan har jeg 

det ikke med Thomas.” 

Du kan altså kaste ansvarets tøjler, fordi der er et 

andet vidunderbarn? 

”Ja, det er skønt.” 

Lettet oven på endnu et højdepunkt var Blachman 

tilbage igen. 

I det hele taget er det, som årene går, vildere og vildere 

at være vidne til al den indefra kommende luksus. Går 

jeg ud og spiller trommer to-tre gange om året, så er det 

Danmarks bedste jazztrommeslager nogensinde, der spiller, 

så selv mine nærmeste konkurrenter hænger med røven 

i vandskorpen. Især når det drejer sig om med tankens 

kraft at kunne sætte ild til et orkester. Det er min klang, 

teknik og fremadrettede puls samt alle de kompositoriske 

uforudsigeligheder, der kommer mig spontant til gode. Af 

samme grund er der selvfølgelig altid fuldt hus, når jeg endelig 

nærmer mig scenen. Sætter jeg mig ned og skriver 

partiturmusik for et symfoniorkester, vælter det ud med et 

tonesprog så originalt, at vi skal tilbage til Carl Nielsen for 

at finde et sidestykke. Når mit forlag Wilhelm Hansen får 

nosset sig sammen til at skae mig de første bestillinger på 

orkesterværker, vil mange sande mine ord. 

Når jeg går fra at have lavet ernsyn med hidtil uset skærmtække 

direkte over og begynder at lave plader igen, som jeg 

nu gør med Heidi og Winding/Blachman, så er det en sand 

pioner, der sætter sig bag mikserpulten. For hvert syvende 

år vinder jeg et nyt mesterskab til gavn for alle. Der er i og 

for sig ikke nogen nyhed i det, jeg her fortæller dig. Det er 

almindeligt kendt. Men at høre mig selv sige det er dog for 

fanden mere troværdigt. 

Var jeg højrøvet i 90’erne? 

Det spørgsmål behøver vi vist ikke at dvæle ved. 

Jeg kan ikke leve uden det forventningspres min livgivende 

højrøvethed ruller frem som en rød løber foran mig, hvor 

end jeg kommer. Simon Spies lærte os, at selvudlevering er 

fundamentet for det graciøse. Hvor kedeligt er det ikke at 

begrænse sig selv i angsten for, hvad andre måtte tænke. 

Graciøsitet er, når vi giver hinanden noget at tænke over og 

viser de muligheder, der ligger i tiden, som ellers ville blive 

overset.



Der er i alle menneskers liv tid til ydmyghed og tid til arrogance. 

Hvor mange middelmådige, småborgerlige kulturformidlere 

piner jeg ikke til ukendelighed med min persons 

blotte eksistens. Lad os få nogle navne på: Per Munch, 

Henrik Palle, Boris Rabinowitz. 

Det er selvklart vigtigt i et lille land som Danmark, at de 

indre grænser konstant udvider sig. Det, at jeg uafladeligt 

flytter grænser for, hvad man kan præstere, er den røde 

tråd i mit arbejde. Alt, hvad jeg siger og gør, har mærkesagspotentiale 

for de, der vil føre dette arbejde videre. Jeg 

opererer ikke på en negativ energi, men på sandhedens positive 

energi. Der er fandens til forskel. 

Ja, det er svært lige at se, hvem der skulle magte 

at tage over. 

Efter mit fuck up med Blue Note ønskede jeg mig et langt 

mere dekadent liv. Jeg stoppede samarbejdet med alle i en 

periode. Året før, 1994, endnu inden jeg havde mødt Viola, 

var jeg faldet pladask for en 700 kvadratmeter stor funkisvilla 

på Scherfigsvej 7 på Østerbro, som jeg købte af den 

amerikanske ambassade. Jeg og fire-fem andre mænd flyttede 

ind, og vi klemte os sammen på de 29 værelser. Otto 

var henrykt. Jeg ser dem stadig for mig. De 65 ensartede, 

originale hvide ”after six smokings”, som jeg købte, da vi 

rykkede ind. De hang stadig i de værelsesstore skabe i entreen, 

den dag min ungdoms mest vidunderlige hus blev 

revet ned. 

Undskyld, jeg hader at fortabe mig i fortiden. Men jeg har 

aldrig sluttet helt fred med den brutale nedrivning. 

Jeg kan godt forstå, at tabet af det hus måske er 

svært at tale om rent følelsesmæssigt. Men der 

er flere timer til, vi lander, og jeg vil gerne høre 

din egen udlægning af, hvad der foregik i de år, 

hvor Scherfigsvej 7 var Københavns mest sagnomspundne 

adresse. 

Jeg møder stadigvæk par, som jeg bestemt vil antage, at jeg 

aldrig har set, der takker mig for, at jeg ikke bare bragte 

dem sammen, men også tilbød dem festlige rammer til 

undfangelsen af deres børn. Et miljø, som før omtalte 

Winding så malende har beskrevet som jazzpoesi og gruppe- 

sex. Arkitekten Thyge Hvass skabte i 1937 denne pragtfulde 

bygning til Christian Kjærs farfar. Professor C. Th. 

Sørensen, Danmarks første professor i landskabsarkitektur, 

udstak parkens modernistiske kurver. At han senere opfandt 

skrammellegepladsen, siger noget om hans geni. 

Nok havde du i den periode også kommerciel succes 

med musikken. Men hvordan kom du i besiddelse 

af så enormt et hus? 

Tingene kostede jo ikke noget dengang. Jeg havde jo et hus 

i forvejen. Jeg ringede til mine forældre og spurgte, om jeg 

måtte låne yderligere et par millioner. Den daglige drift, 

som Otto tog sig af, finansierede jeg via Statens Kunstfonds 

treårige arbejdslegat. Aldrig har Danmark fået mere kultur 

for pengene. 

Hvad var ideen med at købe huset? Var det bare, 

fordi det rummede chancen for at iscenesætte dig 

selv, som noget der kunne minde om en karakter 

fra en af Kommissær Columbo-filmene? 

Columbo er et ømt punkt. Siden min mor lukkede Vi Unge-butikkerne, 

har jeg drømt om at komme hjem til den 

særlige 70’er L.A.-funktionalisme, kun modtaget af kvinder 

i franske pikanterier. Tillad mig at rose mig selv. Jeg har 

sans for den slags. Jeg skulle dengang have lånt yderligere 

et par millioner og købt samtlige liebhaverejendomme på 

Sjælland.



Scherfigsvej var en personificering af mit ego. Kunne man 

ikke entrere min krops åbninger, skulle man i det mindste 

føle sig velkommen i dette hus. Jeg tror, at i årene fra ’95 

til ’99 har mindst 20.000 mennesker aflagt visit på den ene 

eller den anden måde. Diskret var det ikke. 

Scherfigsvej var mest af alt berømt for alle de fester, 

der blev holdt – også når du ikke selv var til 

stede. Thomas Agergaard var også en af dem, der 

deltog flittigt i selskabslivet dengang: 

”Er der noget, der virkelig kan gøre Thomas utilpas, 

så er det, når han er uden for sit eget billede. 

Det kan blive næsten helt fysisk ubehageligt 

at være til stede. Feltet omkring bliver helt elektrisk.” 

Var du helt og aldeles i centrum for dit eget billede, 

dengang? 

Jeg var der, og verden kom til mig der. Jeg har aldrig ført 

en aftalekalender. Folk ringede for at aftale en tid, som de 

kun selv noterede. Så længe mødestedet var på Scherfigsvej, 

vidste jeg jo, at jeg kunne overholde min del af aftalen. Jeg 

udviklede en hel særlig evne til aldrig at virke overrasket, 

uanset hvem fanden der kom. Hvis aftalerne kolliderede, 

kunne ventetiden i mine menneskefyldte saloner i sig selv 

være besøget værd. Ofte anede jeg ikke, hvad der forgik i de 

forskellige værelser. Sune Wagner fra Raveonettes fortalte 

mig for nylig, at han i den periode som fotografassistent var 

med til at lyssætte Stig Rossen til et pladecover i et af rummene. 

En absurd tanke. 

Det var i product placements danske barndom. Bryggerierne 

sørgede for, at der altid var drikkevarer. Eliten blandt 

de initiativrige århusianere, der var kommet til København 

og havde åbnet Stereobar og Hacienda, servicerede mit selskabsliv 

i form af glamourøse fester. Et fænomen, der var 

helt nyt i Danmark på det tidspunkt. 

Jeg husker det som et klimaks på denne periode, at jeg sent 

om natten kom hjem fra en vens 30års-fødselsdag og blev 

eskorteret ind gennem gitterporten af to rockerlignende 

vagter. Da jeg træder ud af min 3½ liters Rover, salon- 

modellen du ved, ser jeg 500 liderlige gæster dekorativt placeret 

omkring C. Th. Sørensens 22 meter lange åkandebassin. 

Min far har aldrig været smukkere, end da han stod 

der i sin hvide smoking som det naturlige midtpunkt, han 

er. Master Fatman underholdt med sit orkester på terrassen. 

Indenfor var der andre bands, der spillede samtidig. Jeg 

havde min helt egen afdeling, hvor jeg kunne trække mig 

tilbage og komme mig lidt, bade, spise, sove og skifte tøj. 

Din far fortalte mig, at han dengang hyggede sig 

med at køre rundt i et Hymer mobilhome i Sverige, 

som han havde parkeret ved dit hjem, hvorefter 

du bad ham om at køre det længere væk, fordi 

det var for uæstetisk at have stående. 

Min kærlighed til dissonans begrænser sig til det musikalske. 

Jeg har altid beundret mine forældres manglende behov 

for at skilte med deres velstand. Personligt har jeg altid 

set det som en pligt at leve over evne som en motivationsfaktor 

til at komme i gang. 

Efter jeg mødte Viola i London, skulle jeg lige hjem og afvikle 

mit andet forhold, men hun var allerede skredet. Huset 

var tømt. Det var alligevel billigt sluppet. For når det 

kommer til stykket, kan selv jeg være en lille smule konfrontationsangst. 

Jeg tog straks tilbage til London, hvor jeg 

i to uger, mens Viola gik på arbejde, lå i en seng og læste 

hendes dagbøger fra de sidste fem år. Det må siges at være 

noget af det mest tarvelige, jeg nogensinde har gjort. Men 

jeg var blevet kortvarigt sindssyg over, at en 21 år gammel 

pige kunne rive benene væk under mig på den måde. Jeg 

var parat til at slå hele min vennekreds ihjel, om hun havde 

bedt mig om det. Jeg måtte hurtigst muligt finde ud af, 

hvem fanden hun var.



Da jeg tog hjem fra London, mistede jeg hendes telefonnummer, 

og ringede hele Nordjylland rundt for at opspore 

hendes forældre. Det lykkedes mig til sidst, og jeg husker, 

at det var hendes mor, der tog telefonen. ”Godaften, mit 

navn er Blachman.” Altid, når jeg præsenterer mig i telefonen, 

lyder en indre fodnote: Jeg ved, det lyder blæret, men 

det er altså mig. ”Jeg har mødt Deres datter i London, men 

har mistet hendes telefonnummer. Jeg har kun gode intentioner”, 

kan jeg huske, jeg afslutningsvis fik sagt. Jeg kan 

blive så ufattelig gammeldags, som havde jeg levet for 100 

år siden. 

Violas forældre er fantastiske. Jeg pissede hele vejen fra 

København til Nordjylland af bar nervøsitet, da jeg skulle 

møde dem første gang, hvilket er et billede på, hvor ramt 

jeg var af denne pige. Da jeg fik nummeret, ringede jeg 

straks og bad hende omgående om at flytte til København. 

Hun var lige flyttet fra Danmark for at opleve verden. Så 

mødte hun mig. 

Det skønne ved at rejse er at opleve, hvor meget mere belevne 

og intelligente mennesker i andre lande tager sig 

ud i deres anderledeshed. Der findes ikke noget mere irriterende 

end at møde danskere i udlandet. Man kan læse 

Sartre i huden på os danskere. De nedadvendte mundvige 

og det glansløse omkring øjnene. Altid pissesure går vi 

rundt og leder efter vores briller. Jeg glemmer aldrig, da jeg 

engang på en tropeø åbnede en dør ned til en betonkælder, 

hvor der kun oplyst af neonrør sad 45 danskere og spillede 

bridge. En filmscene fra vanviddets gymnastiksal. 

Jeg måtte vente tre måneder, før Viola kom til mig. En hel 

generation af kvinder tilbød mig at bestige deres legemer, 

men jeg viste dem i stedet et billede af Viola, som jeg altid 

havde i lommen af samme grund. Dagen før Viola endelig 

kom til København, fik jeg udført den naivistiske tatovering 

på min højre arm, som jeg de sidste par måneder havde 

bepralet hende med. 

Det var Otto, der åbnede døren for Viola, da hun kom og 

flyttede ind. Den kommende tid blev meget lykkelig. Vi 

nød hinanden i samtlige 29 værelser. Nu kun mig, Viola og 

hendes 15-20 bedårende veninder. Duften fra pejsene, både 

de udendørs såvel som de indendørs, super lækker mad og 

uendelige feminine samtaler. Viola blev min næste dannelsesrejse. 

Hun er så ufattelig skarp, sjov og vild. Min egen 

selektive hukommelse blev voldsomt kontrasteret af Violas 

fotografiske hukommelse. Det var som at ryge direkte 

tilbage til min talepædagog i hjælpeklassen i 70’erne. Jeg 

kunne ikke sige noget uden at blive korrekset. Det var Viola 

og hendes med elleve i gennemsnit klæbehjerne – veninder 

med lange ben, der introducerede mig for Mark Linn. En 

pragtfuld tid. Jeg nød vitterligt disse unge mennesker, som 

var de de smukkeste møbler. 

Hurtigt fandt jeg igen ro til at forholde mig til den stigende 

ophobning af ideer. I løbet af kort tid var jeg i gang med 

seks-syv plader samtidig. Jeg mødte også en del unge musikere, 

som uafladeligt rendte panden mod muren hos det 

etablerede. Derfor måtte jeg udvikle en alternativ distributionskanal 

til al den kærlighed, de unge mennesker havde at 

tilbyde. Jeg havde allerede et sublabel hos Kjeld Wennick på 

Mega Records, som hed Ymomm (Young masters of modern 

music). Men et nyt og helt uaængigt pladeselskab 

var nødvendigt. ManRec-butikken på Frederiksborggade 

åbnede bare fire måneder senere med en efterårskollektion 

bestående af ti album med lutter debuterende artister.



Mit liv var igen et sindssygt arbejdsraseri. Igen begyndte 

min iskias at smerte. Jeg tror, jeg komponerede og producerede 

otte ManRec-album på et år. Desuden producerede 

jeg i samme periode sammen med Kasper Winding både 

Aud Wilkens og Maya Albanas soloplader. De bedste producere 

i min omgangskreds kom og arbejdede i treholdsskift 

i husets 280 kvadratmeter store kælder. Privaten var blevet 

ubeboelig. Lige meget, hvilket rum man gik ind i, trængte 

nye musikalske genrer sig op gennem gulvet. Viola flygtede 

ind til en mindre lejlighed inde i byen, delvist lettet over at 

min besættelse af hende var blevet ført videre ind i musikken. 

Min tid på Scherfigsvej var en genial tid. 

Mens alt var på kogepunktet, opstod der en mulighed for at 

arbejde med Kim Larsen. Dette dannede menneske kom ud 

en dag, og vi fik indspillet en enkelt sang, som mine børn 

foreløbigt er de eneste, der har haft glæde af. En fantastisk 

sang. 

Men jeg kunne simpelthen ikke rumme mere. Set i bakspejlet 

kunne jeg lige så godt have smidt de unge mennesker 

ad helvede til og investeret mit hele jeg i Larsen. Jeg 

husker han kom ned i ManRec-butikken og sagde: ”Hvor er 

det, man indspiller sangen til lillemor?” 

Han er en smuk mand. 

Kan man være for tidligt ude, hvis der er et aktuelt behov? 

Har du haft en erotisk kaldelse på Kim Larsen? 

Hele spidsfindigheden går ud på, at tilfredsstille debutantens 

venstre hjernehalvdel, så den kan påbegynde sin produktion. 

Jeg husker, jeg udtalte: ”Vi løfter dynen af talentmassen 

og får den til at lave den nye musik ikke om fem 

år, men nu.” Debutantens højre hjernehalvdel har behovet 

for eksponering. Jeg husker, jeg udtalte: ”Kan verden ikke 

komme til os, må v i …” Resten kan jeg sgu ikke huske. 

Blachmans lommefoto af Viola.



Blachman med Mark 

Linn på Scherfigsvej. 

Lige meget hvad. En ungdoms universelle behov for hele 

tiden at finde nye veje resulterede i dette pladeselskab, der 

som det første af sin art formulerede sig som et musikalsk 

modehus. I en efterårskollektion og en forårskollektion leverede 

vi den musik, vi syntes akkompagnerede tiden bedst, 

uden hensyn til genresnobbisme. For mig er det at anerkende 

talenter lig med at give dem fuld frihed. Deres vildt 

voksende iderigdom og originalitet er i sidste ende det, der 

gør udfaldet. Det kan godt være, at du tænker, sådan er det 

jo med alle stjerner, men det, jeg taler om her, er debutanter. 

Ingen debutanter fik den frihed, hvis de overhovedet fik 

en kontrakt med et af de etablerede pladeselskaber. Man- 

Rec udgav på et år flere debutplader end resten af branchen 

til sammen. Vores lille musikalske modehus bestod af en 

butik med tyve høretelefoner hængende ned fra loftet og 

en computerserver i baglokalet på Frederiksborggade. Min 

sindssyge, men også geniale ide var, at det var det eneste 

sted, man kunne købe vores plader. Kun i butikken og på 

internettet. 

Min dengang kun 15-årige nevø Nicolas, på nettet kendt af 

millioner som Charbax, opfandt dengang konceptet en dollar 

per track mange år før iTunes.



Jeg ved ikke, om jeg igen skal takke min ordblindhed. Går 

jeg ind i en almindelig pladebutik, kan jeg aldrig finde de 

plader, jeg leder efter. Der er simpelthen for mange. Selv 

helt nye plader ligner discountvarer i disse miljøer. På vores 

galleri blev kollektionerne eksponeret med den eksklusivitet, 

der skærper oplevelsen. 

Hvad mange ikke er klar over, er det i virkeligheden ikke 

pladeselskaberne, der er debutantens største hurdle, men 

skrankepaven i butikkerne, der med sine lange lokker 

fungerer som absolut sidste instans for, hvad der rammer 

gaden. Kender han ikke navnet på en artist, kommer publikum 

heller aldrig til det. 

ManRec genererede så megen omtale, at anmelderne måtte 

bruge dobbeltopslag for at levere en samlet vurdering, hvilket 

i sig selv var en uhørt nyskabelse. Åbningskollektionen 

fik fem stjerner alle vegne, og jeg blev kontaktet af en milliardær. 

I en brandert havde jeg improviseret en salgstale 

på en 25 minutters længde, hvori jeg i detaljer fik forklaret, 

at konceptets endelige virkeliggørelse ville være åbning 

af filialer i samtlige verdens storbyer. Jeg havde aldrig før 

tænkt tanken, men hvilken indlysende måde at introducere 

danske debutanter i japanske, amerikanske vice versa afdelinger. 

Men bare tanken udmattede mig yderligere. Som en 

af mine gode venner, Anders Schuman, sagde: ”Så vil det 

sgu være nemmere at starte et luftfartselskab.” 

Der var et tidspunkt, hvor resten af branchen holdt vejret. 

Ved endnu en prisuddeling, hvor Nat og Dag tildelte Man- 

Rec priserne for årets musik og årets butik, kastede jeg dem 

op i luften og nåede at sige, at fremtidens talent vil lande i 

mine hænder, inden jeg greb dem igen. 

Poul Bruun, den danske pladebranches godfather, hang lidt 

ud med os i en periode. Som han fandt Gasolin og Kim Larsen, 

tænkte jeg, at han kunne hjælpe mig med at realisere 

min drøm om en dansksproget kollektion. Men da publikum 

udeblev fra butikken, og kun ganske få turde købe noget 

på nettet, luskede Poul tilbage til Hellerup. Vi lukkede, 

og dansksproget musik eksploderede et par år senere. 

Jeg har aldrig betragtet ManRec som en fiasko. Det er forventeligt, 

at en så visionær ide skal kunne modstå tre-fire år 

med røven i vandskorpen. Men så meget ville jeg det ikke. 

Utallige har siden forsøgt at opmuntre mig ved at sige, at 

jeg bare var forud for min tid. Men det vil altid være en 

ringe trøst, at andre er bagefter. 

Eftertiden taler for sig selv. Næsten alle debuterende orkestre 

har i dag deres egne distributionskanaler på nettet. 

Hver mand sørger for sig selv, og den side af sagen er der 

sateme ikke noget nyt i. 

Det irriterer mig stadig, at ingen af de oentlige kulturkasser 

indså, hvad vi havde gang i, og bakkede op om denne 

chance for at fremme almen kulturel opblomstring. Lader 

en ung kunstner sine arbejder ligge i skuen i fem-ti år, så 

er løbet kørt. De kommer sig aldrig over kvaliteterne i de 

første værker, hvilket gør det umuligt at påbegynde nye. 

Den gode Steen Brandt kunne se ideen med ManRec. I 

Berlingske Tidende sagde han det næsten lige så præcist, som 

jeg selv ville have gjort: ”Et Kulturministerium, der havde 

været vakst, havde sat den mand i evig rotation som eksempel 

på én, der tør. Men den gik ikke. Man kan ikke 

behandle sine få genier på den måde. Og sådan synes jeg 

lidt, situationen er lige nu. Der er ikke vilje på de dér public 

service-institutioner til at støtte den slags. Det kan ikke 

være rigtigt.”



Scherfigsvej blev evakueret. Denne gang var det ikke mig, 

der smed folk ud. De listede selv af. Selv min kære manager 

gennem mange år, Peter Fredsted, forsvandt for evigt fra 

mig lang tid efter, jeg burde have skredet fra ham. Folk der 

kom selv, gik selv. Jeg havde skældt ud på hele den danske 

musikbranche. Jeg havde bedt anmelderne om at lade være 

med at slikke mig i røven. 70 til 100 mennesker havde hoppet 

og danset for mig i syv måneder. Mange af dem uden 

løn. Sammen med min elskede søster Susie, der var direktør 

i firmaet, skyldte vi to-tre millioner væk. 

En tidlig forårsmorgen vågnede jeg liggende hen over mit 

flygels tangenter med tømmermænd i stueetagens største 

stue, som Otto havde bygget om til en science fiction-jazzklub 

med hvide gulve. På flyglet stod partituret til musikken, 

der skulle uropføres af et 150-mands symfoniorkester ved 

Øresundsbroens indvielse. Jeg kiggede på det og kunne ikke 

genkende én tone. Jeg tilføjede dog den sidste fermat. Alle 

døre stod åbne, og der var koldt. For første gang i Scherfigsvejs 

historie havde der ikke været andre end mig i 24 timer. 

Min kosmiske medbestemmelse var sat ud af spillet for en 

tid. Men min pik var erigeret og tænkte alt andet, end børn 

er plastik. Nu skal jeg sateme have nogle børn. Jeg gik ud af 

døren, og huset blev revet ned. Jeg forudser, at der en dag vil 

blive opsat en messingplade med mit navn på Scherfigsvej 7. 

”Her fandt og udfordrede Blachman lykken.” 

Prøv lige at se det hele fra min synsvinkel. Jeg, der i dag har 

gjort mig fri af alle rygklapperne. Jeg, der aldrig har tøvet 

med at udsætte den oentlige applaus, alene af den grund at 

de indre klapsalver er alt rigeligt. 

Så landede vi på det jævne lille stykke af kloden, 

hvor det endnu ikke er god tone at tale højt om 

kærligheden til sig selv. 

ManRecs butik på Frederiksborggade. 

Blachmans private natklub på Scherfigsvej.

144 145 


D e n 

d e k a 

d e n t e 

s o c i a l 

d e m o k r a t 

Francois Mitterrand og Jacques Chirac kørte i Citroën 

CX 22 TRS. Men det er længe siden. Blachman 

gør det stadig. Hans kærlighed til 70´ernes 

formgivning ruster ikke. Det gør hans bil. Men 

det er mindre vigtigt, bare bilens stilkarakter er 

i top. Nøjagtig som med hans påklædning kan 

det æstetiske look ikke altid holde til nærbilleder. 

Blachman er på ingen måde typen, der spenderer 

lørdagen i olieplettet kedeldragt. Derfor blev 

jeg da heller ikke chokeret, da fordøren udsendte 

en høj, stærkt klagende lyd, da jeg åbnede den 

for at tage plads i det franske Co2-svin for at køre 

med ham fra bopælen på det fashionable Frederiksberg 

til et klassisk, gammelt arbejderkvarter 

på Nørrebro. Det var nemlig her, ærkekøben- 

havneren Blachman gjorde sine første opdagelser 

af verden, og kimen til hans politiske ståsted blev 

lagt. 

Vi parkerede de franske præsidenters bil tæt på 

Nørrebro Station. Kvarteret er i dag et af de mest 

multikulturelle områder i Danmark. Alligevel 

kan man stadig få glimt af 50’eragtig arbejderromantik. 

Det gedigne røde murstensbyggeri på 

Hothers Plads er i dag andelsboliger. Det var her 

Blachmans mor voksede op, og hvor hans mormor 

Katy levede det meste af sit 93-år lange liv i 

tider, hvor ingen kunne forestille sig, at Socialdemokraterne 

var Danmarks næststørste parti.



Katy var en fantastisk kvinde. Hun kom igennem hele livet 

uden at have været hos en læge eller en tandlæge. Jeg kan 

huske, at når mormor havde tandpine, så stod hun på hovedet 

op ad væggen i 15 minutter, til tandpinen var gået over. 

Hun boede her i sit eget hjem til det sidste uden nogen form 

for hjælp. Hvis hun kom til at låse sig ude, skubbede hun en 

skraldespand hen foran vinduet til gården og kravlede ind. 

Pengene gemte hun under potteplanterne, fordi hun ikke 

havde tillid til bankerne. 

Blachman har nemt til tårer, og minderne var 

da også lige ved at få dem til at trille. Smittet af 

hans patos fornemmede jeg, hvordan den lille 

Thomas havde oplevet livet i 60’erne på besøg hos 

mormor. Den mennesketomme beplantede gård 

transformeredes til noget levende i retning af en 

socialromantisk skildring af Anker Jørgensens 

yndlingsmaler Folmer Bendtsen tilsat et par dryp 

Erik Clausen-film. 

Jeg bliver sgu en lille smule rørt. Men det må man vel for 

fanden også gerne. Det er vel bare et udtryk for, at jeg har 

en vis forståelse for den udvikling, man gennemgår. 

Da Blachman fik stemmeret, satte han sit kryds 

ved Socialdemokratiet. Bortset fra et enkelt sidespring 

har han aldrig været partiet utro. Det undrede 

mig. Jeg havde forventet, at Blachman som 

de fleste andre kunstnere i sin generation havde 

været mindst et eller to skridt længere til venstre 

som ung og nu var endt som en af de mange flakkende 

politisk hjemløse. Blachmans utålmodige 

længsel efter politisk nytænkning, hans iver for 

at skabe plads til geniet, kombineret med en hyldest 

til forfængeligheden og dekadencen, forekom 

mig at være en anelse outrerede værdier i 

forhold til mine forestillinger om en socialdemokratisk 

kernevælger. 

For mig er det ikke et paradoks. Jeg har aldrig været medlem 

af partiet. Men jeg kan ikke se, hvorfor det at være socialdemokrat 

skulle udelukke plads til individet, personligheden 

og det excentriske. Aldrig har jeg været så forblændet af 

mit eget, at jeg ikke har kunnet se andre folks problemer. 

For mig er det den evige socialdemokratiske parole. Vores 

demokratis første byggesten. 

Anker Jørgensen lærte mig dette. Når Katy slog over fra de 

svenske kanaler, var det for at se Anker. Det var hende, der 

introducerede mig til denne karismatiske lille mand. Han 

kunne distribuere kærlighed. Måske var han ikke nogen 

stor statsmand, men ingen statsminister siden Anker har 

haft et varmere blik på tv. 

Mens vi gik videre ad barndommens gader ned 

mod Stefansgade, spekulerede jeg på, om Anker 

også havde siddet i sin lejlighed på tredje sal ude 

på Borgbjergvej i et andet af Københavns gamle 

arbejderkvarterer og set Blachmans tale til nationen 

i ”X Factor”. 

Bortset fra at de begge let bliver bevægede og tilhørsforholdet 

til det hensygnende parti, kunne 

jeg ikke forestille mig et menneske, der har mindre 

til fælles med den gamle fagforeningsmand 

Anker end Blachman. Jeg havde i hvert fald svært 

ved at forestille mig, at den aldrende Jørgensen 

ville kunne tage ordene dekadence og forfængelighed 

til sig som plusord. 

På vejen ind mod centrum kom vi forbi flere andre 

steder, der havde betydet meget for Blachman. 

Men han gav dem kun tilfældige bemærkninger 

med på vejen. Det var tydeligt, at han ikke 

var i humør til sin egen fortid. Det var den meget 

nære fremtid, der optog ham. Vi havde jo også 

aftalt, at vi skulle tale om politik på vores spadseretur.



For et par uger siden var Blachman blevet overtalt 

til at uddele en pris i tv-ungdomsprogrammet 

”Boogie”. I sin tale opfordrede han Helle Thorning-Schmidt 

til at ringe til ham, hvis hun havde 

brug for at tale med ham. Hele weekenden forinden 

var hun helt rutinemæssigt blevet kritiseret 

i medierne for at være usynlig, og fordi hun ikke 

havde forhindret Henrik Dam Kristensen i at kvaje 

sig ved at overbyde Dansk Folkeparti i tørklædedebatten. 

Alligevel stod der Thomas Blachman 

klokken 14.00 i partiformandens mødekalender 

den 6. maj. 

Stolt og lidt nervøs stod Blachman og kiggede på 

Christiansborg, inden han gik ind til mødet. Jeg 

blev siddende udenfor og kiggede på, hvilke politikere 

der kom ud fra borgen for at ryge. Forårets 

politiske stjerne Villy Søvndal sad og bakkede 

på piben, mens jeg sad og filosoferede over, 

at det i morgen var præcis et år siden Liberal Alliance 

rullede fra start med Naser Khader, som 

nogen dristede sig til at kalde Danmarks Kennedy, 

som holdkaptajn. Uden andet budskab end 

ud med Pia Kjærsgaard og et ønske om luftforandring 

stod han i meningsmålingerne kort tid efter 

til op mod 20 mandater. Der var åbenbart et 

voldsomt behov for noget nyt i Danmark, og det 

næsten uanset hvad det måtte være. En enorm 

mængde indespærret energi, ville Blachman nok 

have kaldt det. Men Naser Khader havde hverken 

en vision eller bare noget, der matchede vindens 

retning. I stedet kørte han op imod den og endte 

bagerst i feltet som anonym hjælperytter på Team 

Saxo Bank. 

Blachman er jo ikke politiker, men han tager demokratiet 

dybt alvorligt. Med sig ind til mødet 

med Helle Thorning-Schmidt havde han et papir, 

hvor han havde nedfældet en konkret vision for 

Danmark, som måske var et bedre bud på, hvad al 

den indespærrede energi ønskede sig. Det var udgangspunktet 

for samtalen mellem ”X Factor”dommeren 

og oppositionens formelle leder. 

Omtrent samtidig sendte jeg Blachmans vision på 

en e-mail til resten af Folketingets partier.

150 151 


Hvis det er i kimen af vores ideer, vi 

finder ud af, hvem vi er, hvor vi kommer 

fra og vigtigst, hvor vi er på vej hen … 

Så sig mig, hvor vi er på vej hen. Totalt 

forvirrede render vi rundt og leder efter 

bevismaterialet for vores egen lykke. Alt 

imens vi tankeløst gentager de samme 

læresætninger over for vores egne børn, 

som vi selv har fået tudet ørerne fulde 

af. Nemlig at vil man ændre verden, 

så bør man starte med sig selv først 

... Problemet er bare, at går vi først i 

gang med os selv, ja ... så bliver vi aldrig 

nogensinde færdig … og al den tid vi 

burde bruge på at realisere en mere 

logisk almenmenneskelig tilværelse, 

bruger vi i stedet på at kæmpe med os 

selv. 

Tiden går i stå, og Københavns mest 

moderne byggeri hedder stadig 

Rundetårn. 

Christian den 4. Han kunne fandeme 

kneppe. Han havde fattet det. Vil man 

ændre på sig selv, må man ændre på 

verden først.



Det var mere end to måneder siden, Blachman 

havde været på Christiansborg, da vi mødtes i hans 

køkken. Familien var sendt på ferie, og Blach- 

man var helt på toppen over at skulle på ”talerstolen” 

igen. Kaminen fra hotellet i New York, 

der havde fået mange rastløse slag med de tomme 

plastikflasker, var nu udskiftet med en sort 

gummitingest med form som en gondolførers 

hat placeret ved siden af komfuret. En trommestik 

snurrede som en propel i den ene hånd, mens 

han gestikulerede med den anden. Der var ingen 

tvivl om, at en kaldelse var nært forestående. 

Nu træder jeg direkte ud i virkeligheden med ambitionen 

om at snakke mindre om mig selv og mere om os 

alle sammen. Præcis som den geniale kunstner smitter af 

på det omkringliggende samfund. Sådan skal vi nu sammen 

formulere det geniale samfund, der skal smitte af på 

resten af verden. Danmark er så lille et land. Vi har så mange 

indlysende fordele, som vi ikke udnytter godt nok. Vi 

skal turde eksperimentere mere med vores demokrati. I så 

lille et samfund burde der ikke være så lang vej fra ide til 

forsøgsvis realisation. 

Min generation skal gå i spidsen for et oprør, der forløser 

den gigantiske ophobning af positiv indespærret energi. 

Min generation skal i fremtiden stå som generationen, der 

fik nok af at lade, som om vi har nok i vores eget, bare fordi 

andre lader, som om de har nok i deres. Vi skal stå som 

generationen, der banede vejen for den nye følsomhed. 

Er vi blevet begavet med hver sit fingeraftryk, udseende, 

stemme, duft og talent for kun at tiljuble det normale? Idealiseringen 

af det normale har opnået absurde højder. Der 

findes i dag ikke nogen større autoritet at ligge under for 

end normaliteten. Før vi overhovedet finder ud af, hvem 

vi er, stiller vi til enhver tid hellere op i normalitetens udsalgskø. 

Bevismaterialet på vores egen lykke begrænser sig i dag til, 

hvad der kan aflæses på overfladen. Vores samfunds nye 

følsomhed skal i morgen komme indefra. Ethvert menneske 

skal se de længsler i øjnene, der artikuleres i deres ideer. 

Den ny følsomhed vil give den enkelte den nødvendige 

selvtillid til at lade resultaterne af deres ideer komme til 

udtryk. Så bliver der noget at snakke om. Her vil vores tids 

muligheder dukke op. Det er intet mindre end tidsånden, 

der er på spil. 

Allerede for ti år siden ønskede jeg at tage initiativ til en 

slags udenomsparlamentarisk meta-lag blandt de samfundsforfængelige. 

Men det batter jo ikke noget, at der står 20-30 

mænd og kvinder og løfter i det ene hjørne. Der skal mere 

til, førend dagens lys bryder frem bag de dækbrædder, den 

danske snusfornuft har sat op om sig selv for at undgå, at 

vi nogensinde skal se sandheden om egen ilde forfatning i 

øjnene. 

Vores samfund skal være det spejl, det socialt forfængelige 

menneske dagligt anskuer sig selv i. Jeg har en forkærlighed 

for at positivere ellers negative begreber som det patetiske 

og forfængelige, fordi betydningsomstyrtningen giver folk 

en helt ny frihed til at se på sig selv. 

Jeg iklæder mig tøj. Jeg iklæder mig musik, der passer til 

tøjet. Jeg iklæder mig et samfund, der passer til musikken. 

Og der har vi problemet. Samfundet passer ikke til musikken. 

Det er det, der piner mig. 

Vores forfængelighed er vores håb. Vores forfængelighed 

for jordisk gods skal overtages af forfængeligheden for at 

sætte sine spor. 

Inden for de næste ti år skal vi realisere verdens mest visionære 

demokrati.



Intet problem er større end energien til at løse det. Det er 

ikke gammel revolutionsretorik, jeg kommer med her. Men 

bare en konstatering af, at vores tids problemer ikke finder 

deres løsning på det plan, de er opstået. Det realpolitiske 

plan indsnævrer sig til en arena, hvor den ene politiker af 

ren afmagt beskylder den anden. Jeg ser ikke mig selv som 

en dansk Kennedy eller Barack Obama. Men vi har nogle 

problemer, jeg gerne stiller mig til rådighed for løsningen 

af, inden jeg lukker døren bag mig ind til vanviddets gymnastiksal. 

Det kommende generationsoprør er absolut nødvendigt for 

legemliggørelsen af det politiske projekt, jeg snart vil introducere. 

Uden en rehabilitering af respekten for staten som 

en positiv institution kommer vi ingen vegne. 

Det lyder, som om du næsten nærer ømhed for 

statsbegrebet. Er det rigtigt? 

Jeg fortrød næsten, jeg havde arudt evangelisten, 

og frygtede, at han ville prygle mig med 

stikkerne. Jeg vidste jo, at Blachmans temperament 

kan være voldsomt, og at han engang kastede 

stikkerne efter en pianist, fordi han havde et 

småborgerligt anslag. Men jeg slap. Gondolhatten 

tog skraldet, og Blachman blev helt rolig. 

At det er lykkedes de borgerlige at mistænkeliggøre staten, 

er der gode historiske grunde til. Genistregen i min opdagelse 

af positiveringen af negativt ladede begreber er den 

genvundne ret til at nuancere og finde eventuelle kvaliteter 

i det, der ellers ville forblive på historiens losseplads. Frygt 

ikke. Organisering skaber ikke autoritet. Tværtimod er det 

det eneste forbyggende middel mod autoritet. På den måde 

kan hver og en af os lære at deltage aktivt og bevidst i det 

kollektive og holde op med at være en passiv medløber. 

Paradoksalt nok er vore dages anarkister de neoliberale med 

deres foragt for fællesskabet. 

Når vores generations boble sprænger inden for de næste 

par år, vil en fornyet solidaritetsfølelse minimere den angst, 

der driver masserne ud af fællesskabet. Det er genopstandelsen 

af staten som et potentielt kunstværk skabt af begavede 

solidariske mennesker. Et kunstværk, der ikke bare 

skal holdes ved lige, men konstant videreudvikles. Fantasien 

er fuldstændig altafgørende for kvaliteten af samfundet. 

Alt dårligt, der sker i vores del af verden, sker, fordi ingen 

politiker i dag tør overveje, om tingene kunne gøres på en 

fuldkommen ny måde uden smålig skelen til karrieremuligheder 

og fastholdelse af magten. 

Det er da interessant, at de unge på universiteterne igen er 

begyndt at interessere sig for Karl Marx. De hiver ismerne 

op af skraldespanden for i det mindste at få lov til at lede 

efter kvaliteter der, som alle mulige andre steder. Det er 

da et modenhedstegn. Det er da et råb efter at få et reelt 

politisk indhold. 

Snart vil vores egne børn putte sig ind til os under dynen og 

hviske i vores ører, at vi skal komme i gang. 

Med den yngre generation i ryggen bliver mit generationsoprør 

et simultant opgør med den kroniske mindreværdsfølelse 

over for den politiske kompleksitet, der fremkalder 

en dobbeltsidet frustration. Min modernisering er den mest 

påtrængende politiske reform siden Junigrundloven i 1849. 

Et faktum, der i sig selv udløser det nødvendige folkelige 

engagement. Derfor nytter det ikke noget, at politikerne 

uværdiggør vores fremtid til en værdidebat om for eksempel 

tørklæder i retssale.



To generationer vil gå til angreb på de økonomiske vismænds 

autoritet. Økonomi er jo ikke en eksakt videnskab, 

men ofte blot et instrument til neutralisering af al nytænkning! 

Muligvis gentager jeg mig selv. Aldrig før nu har et 

økonomisk overskud legitimeret et større menneskeligt, 

åndeligt og intellektuelt underskud. 

Så fik gondolhatten en kort heftig byge med stikkerne. 

Hvem andre end os selv skal min generation spørge om lov 

til at ændre vores samfund? Det handler om at vinde vores 

børns fremtid og agtelse, vores forældres respekt og selve 

den triumf, det er at ankomme til vores egen tid i et væld af 

egne ideer. Tro mig. Det er ikke min tunge, der taler, men 

min tunges rene kød, der taler. 

Er der noget, der har en positiv afsmitning generationerne 

imellem, så er det det antiautoritære mod, som er så stor 

en del af min egen opdragelse. Hver generation har en historisk 

chance. Nu er det vores tur. Når først vi har givet de 

negative begreber nye positive betydninger, vil det, der før 

var de frygtede fejl, afsløre nye ikke før tænkte, men nu 

udtalte sandheder. 

At turde tale før man tænker, er som at stå på civilisationens 

tinder og skue ud over det moderne menneskes tillid 

til sig selv. 

Det nuværende folketing kan ikke forløse de latente kollektive 

fantasier, som min intuition for længst har registreret. 

Tiden kalder, derfor tager jeg snart nålen og prikker hul 

på boblen af indestængt energi, som Helle Thorning først 

havde hørt mig udtale som en kærlighedsboble. Vi længes, 

som var vi uberørt af menneskehænder, på det kærtegn vi 

engang turde kalde solidaritet, som jeg nu døber den ny 

følsomhed. 

Store ord og profetier i Blachmans fredagsbøn 

en sen aften i juli. Men oven på de sidste måneder 

var jeg ikke ubekendt med retorikken. Jeg 

regnede derfor ikke med at få problemer med at 

ankomme til min egen virkelighed, da jeg forlod 

hans lejlighed og listede hen over Sankt Thomas 

Plads og ned på en mørk, lille bar på Vesterbrogade. 

Jeg glædede mig bare til at nyde en fyraftensweissbier 

i et lille hjørne af middelmådighedens 

bylandskab akkompagneret af fortidens musik og 

nutidens trygge tomgangssnak. 

Men da en af de andre gæster venligt spurgte mig 

om, hvordan det gik, talte jeg uden at tænke. De 

ord, som væltede ud af mig, lød ikke som mine, 

men som en bodegaversion af Blachman. Jeg bebrejdede 

den stakkels mand, at han ikke havde 

højere mål med sit eget og andres liv end at sidde 

her i dette gentagelseshelvede og snakke om AC/ 

DC. Han blev ikke direkte fornærmet, men følte 

sig dog ikke beriget af min ordstrøm. Men han 

anede jo heller ikke, at der et par hundrede meter 

derfra boede en mand, der havde planer om at 

prikke hul på den boble af indestængt energi, der 

ville udløse også hans generationsoprør. Vi afviklede 

samtalen, og jeg holdt min kæft. Det var nok 

også bedst. Så længe jeg var tavs, ville jeg ikke forbryde 

mig mod et af Blachmandoktrinens bud: 

Du må kun sige de ting, du selv har fundet ud af!



Indkapslet i mig selv og fuld af Blachman forlod 

jeg forskrækket baren og gik ud i den lyse sommernat 

og satte mig på en bænk på den næsten 

trafikløse Frederiksberg Allé. Når jeg lukkede øjnene, 

så jeg Sankt Thomas Plads år 2068 for mig. 

På soklen under en gigantisk buste af Thomas 

Blachman stod der: GRUNDLÆGGEREN AF DEN 

FØLSOMME STAT.

160 161 


Our generation – must make our mark on 

the world. Barack Obama



Det udsagn er der jo ikke noget sensationelt over. 

Alligevel gibbede det i mig, da ordene ”vores generation” 

faldt i slutningen af Barack Obamas 

tale i Berlin den 24. juli 2008. Selvom talen groft 

sagt ikke indeholdt andet budskab, end at godt er 

bedre end dårligt, så var jeg nok mere berørt af 

begivenheden end de 100.000 mennesker, der tiljublede 

præsidentkandidaten som en rockstjerne, 

da han entrerede podiet i Tiergarten. 

Jeg sad alene i min stue på Vesterbro i København 

og kunne tydeligt mærke, at det, jeg havde været 

igennem siden den 4. juni, hvor jeg i New York 

så Obama tale, efter han have sikret sig nomineringen 

som Demokraternes præsidentkandidat, 

var en helt unik bagage. I månedsvis havde Blachmans 

generationsoprør været en del af min 

dagligdag. Så da Obama i Berlin sagde ordet generation, 

troede jeg et kort øjeblik, at beviset 

på Blachmans kosmiske medbestemmelse ville 

komme. Måske ville Obama i hele verdens påsyn 

citere fra Blachmans ”amerikanske udladninger” 

ved kaminen på Chelsea Hotel. 

Men han var igen mere forsigtig end Blachman. 

Finalen var dog patetisk: 

“People of Berlin – and people of the world – the 

scale of our challenge is great. The road ahead 

will be long. But I come before you to say that 

we are heirs to a struggle for freedom. We are a 

people of improbable hope. With an eye toward 

the future, with resolve in our hearts, let us remember 

this history, and answer our destiny, 

and remake the world once again.” 

En måske kommende amerikansk præsident 

på en talerstol i Berlin skal jo være patetisk. Så 

selvom jeg et kort øjeblik troede det, så var Obamas 

tale trods alt ikke beviset på Blachmans fornemmelser 

for fremtiden. Men det var da rart, 

at Obama magtede at udstråle troværdig optimisme 

i en tid, hvor medierne ud over de sædvanlige 

rædsler nu dagligt også diverterede med 

økonomiske dommedagsprofetier. Han kunne jo 

have valgt at fremhæve alle truslerne i stedet for 

mulighederne. Det kunne man med lidt god vilje 

godt tolke som et tegn på, at Obama også tror, at 

der er en positiv indespærret energi i hans generation, 

der endnu ikke har udfoldet sig. Måske er 

Obama ligefrem det medie, der kan påtage sig at 

distribuere den globale kærlighed, tænkte jeg og 

opdagede endnu engang, i hvor omfattende grad 

Blachmans tanker havde infiltreret mine egne. 

Dagen efter jeg havde haft mit forsyn om den imposante 

buste af Blachman på Frederiksberg Allé, 

var den legendariske svenske bankrøver Clark 

Olofsson igen blevet arresteret. Han er en karismatisk 

mand, der har skrevet sig ind i historien 

ved blandt andet at stå fadder til det psykologiske 

fænomen, der kaldes ”Stockholmsyndromet”. 

Helt tilbage i 1973 under et røveri imod en bank 

i den svenske hovedstad tog han adskillige gidsler. 

I seks døgn sad de indespærret sammen med 

ham. Da politiet ville befri dem, modsatte de sig, 

og ved den efterfølgende retssag nægtede de at 

vidne mod Olofsson. 

Nu er Blachman jo ikke en kriminel psykopat, 

men flere måneder i massivt selskab med hans karisma 

havde ændret mit syn på verden i en grad, 

der kunne tolkes som begyndende symptomer på 

Stockholmsyndromet.



Da jeg to år tidligere første gang hørte Blachman 

sige: ”Mit generationsoprør, det bliver til noget” 

opfattede jeg det mest som noget helt personligt 

og humoristisk. Jeg tog det dog alligevel seriøst. 

Det var jo et interessant og underholdende budskab. 

Ikke mindst fordi Blachmans selvironiske 

humor samtidig kan være meget alvorlig. 

Jeg havde dog ikke forestillet mig, at jeg skulle 

forvandle mig til agitator for nødvendigheden af 

et kollektivt generationsoprør formuleret af en 

dekadent socialdemokrat. Ord som ”oprør” havde 

en klang af revolutionsromantik, der aldrig 

kunne blive password til min sympati. 

Mine politiske overvejelser havde udelukkende 

været defensivt rodfæstede, siden jeg i foråret 

1998 besøgte det smukke runde auditorium på 

Sorbonne universitetet i Paris i forbindelse med 

en tv-optagelse til et portrætprogram om Per Stig 

Møller. Dengang var han kun tidligere formand 

for de konservative. Vi var på Sorbonne, fordi 

udenrigsministeren i maj 1968 var til stede i det 

selvsamme lokale, hvor en af oprørslederne, Daniel 

Cohn-Bendit, for nu 40 år siden prikkede hul 

på det, Blachman ville have kaldt en generations 

kæmpemæssige boble af indespærret energi. Det, 

som i historiebøgerne er blevet til maj ’68, og som 

blev ungdomsoprørets startskud. 

”Alt kunne siges. Alt kunne tænkes. Det var en 

fantastisk fornemmelse, og der var en euforisk 

stemning. En af parolerne var jo: Fantasien til 

magten”, fortalte Per Stig Møller mig dengang 

med en begejstring og glød, der afslørede, at han 

trods sin borgerlige observans havde været dybt 

fascineret af sin egen generations antiautoritære 

opstand. 

Også i 60’erne kom en stor del af energien fra en 

frustration over, at fremtiden lå i hænderne på 

autoriteter, der var dirigeret af vanetænkning, 

der selvfølgeligt ikke ønskede forandringer af 

det gentagelseshelvede, som Blachman ville kalde 

det, der havde sikret dem deres trygge magtpositioner. 

”Vil man ændre på sig selv, må man ændre verden 

først”, hedder en af Blachmans teser. 

Var det i virkeligheden den, der ubevidst drev de 

unge fremad i 60’erne, hvor Blacman bare var en 

lille dreng med krøllet hår på hovedet? 

Det lykkedes i hvert fald for 68’erne at signere en 

historisk kulturel omvæltning, som hverken de, 

der stod i spidsen, eller de mange, der bare løb 

med vinden i ryggen, kendte hverken dimensionerne 

eller konsekvenserne af. 

Det er jo en selvfølgelighed, at det er nemmere at 

være imod end at være for. Og lige så selvfølgeligt 

er det, at enhver revolutions strateger og sejrherrer 

begynder at bekrige hinanden, inden trofæet 

er i hus. Denne skuende erkendelse gjorde den 

unge Per Stig Møller allerede et par uger efter, 

oprøret brød løs i ’68. 

”Da jeg kom ind i gården på Sorbonne og så, at 

der nu hang kæmpestore portrætter af Marx, Lenin 

og Mao, var det jo indlysende, at det var slut 

med at lade fantasien komme til magten. Begejstringen 

og nybruddet var blevet til en tilbedelse 

af totalitære regimer, der jo aldrig ville tillade 

den frie tale og tanke, der var udgangspunktet 

for oprøret. Men der kom da også noget godt ud 

af det. Kvindefrigørelsen for eksempel.”


Han har fat i noget



Efter optagelserne på Sorbonne husker jeg, at 

jeg ærgrede mig over at være født så sent, at hele 

min ungdom var blevet politisk tyranniseret af 

de fesne fynske rester af 1968, der blev serveret af 

mine selvglade marxistiske gymnasielærere. Jeg 

glemte fuldstændigt, at det meste af den musik, 

jeg vil elske resten af livet, og det personlige frirum 

jeg har nydt godt af, blev skabt af de 68’ere, 

der tog ”sex, drugs and rock’n roll” og ”make 

love not war” meget mere alvorligt end Das Kapital 

og Maos lille røde. 

Måske udviklede jeg også i maj 1998 symptomer 

på Stockholmsyndromet, fordi jeg i den periode 

beskæftigede mig intenst med Per Stig Møller. 

Men med tanke på, hvordan den politiske del af 

det danske ungdomsoprør i sin ekstreme kon- 

sekvens blev til Blekingegadebanden, og blomsterbørnenes 

falmede kærlighedsbudskab blev til 

et misbrugermuseum i Thy, var jeg meget modtagelig 

over for udenrigsministerens dogme: 

”Politik handler om at undgå det utålelige!” 

Det er unægteligt et beskedent, men til gengæld 

samvittighedsfuldt udgangspunkt for at regere i 

en kompliceret verden. Selvsagt er der uendeligt 

mange meninger om, hvad det utålelige er, men 

siden besøget på Sorbonne havde jeg uden at dele 

alle Per Stig Møllers politiske synspunkter delt 

hans syn på, hvad politik handler om. 

Når jeg siden diskuterede med venner og bekendte, 

der efterlyste politikere med visioner, slog jeg 

i årevis autopiloten til og tromlede af sted med et 

budskab om, at vi skulle være glade for, at visionernes 

tid endelig var forbi. Folk med store ideer 

og ambitioner om en bedre fremtid for os alle 

sammen er som regel farlige fantaster med storhedsvanvid! 

Var der enkelte tilhørere tilbage, der ikke havde 

forstået, at enhver drøm om en fælles bedre 

fremtid var naiv, sluttede jeg min tordenprædiken 

af med at citere Hitler: ”Der bliver først fred 

på jorden, når den næstsidste har slået den sidste 

ihjel.” 

Selv Blachman nåede vist at få en modereret version 

engang, længe inden han bad mig om at 

skrive med på denne bog. Måske animerede min 

protestantiske skepsis ham ligefrem til at afprøve 

sin højstemte vision om et forsinket generationsoprør 

af på et menneske helt uden forventninger 

om at have indflydelse på fremtiden. 

I anledningen af 40-året for verdenshistoriens 

mest betydningsfulde generationsoprør besøgte 

Daniel Cohn-Bendit, der nu sidder i Europaparlamentet 

i De Grønnes gruppe, Københavns Universitet. 

Det var derfor med skærpet opmærksomhed, at 

jeg rettede læsebrillen på dagbladet Information i 

maj 2008, hvor der stod: 

”Det er 40 år siden, ungdommen for sidste gang 

troede på fremtiden. De krævede fremtiden. 

Gjorde oprør. Kastede med sten. Fik tæsk og tåregas. 

Satte ild i gaderne og dannede fælles front i 

hele verden. Alt sammen for at gøre krav på fremtiden. 

Vi ændrede verden radikalt - ikke kun til det 

bedre, men vi ændrede den. I 60’ernes Frankrig 

var det for eksempel ikke muligt for en kvinde at 

åbne sin egen bankkonto eller tage et arbejde, og 

det ville være komplet utænkeligt, at USA ville 

nominere en sort præsidentkandidat. Vi tog nogle 

enorme skridt dengang, men det var kun en 

begyndelse.”



Det var kun værdierne, der blev rykket, mener 

Cohn-Bendit, og i dag er han lykkelig for, at oprøret 

ikke fik held til endeligt at vælte den franske 

regering eller rykke noget politisk. 

”Det var ikke en teoretisk ting, der ændrede sig. 

Det rørte sig ikke og heldigvis,” siger han og tager 

klart afstand fra ideologierne. 

”Teoretisk set var vi direkte sindssyge. Vi var indskrænkede, 

forstokkede og naive. Til demonstrationer 

så du store bannere med billeder af Mao, 

mens man råbte op om frihed. Man tilbad diktaturer 

som Cuba og Nordkorea og så op til totalitære 

styreformer, samtidig med at vi havde en 

dybtfølt antiautoritær holdning. Vi vandt socialt 

og menneskeligt, men tabte stort politisk – og 

gudskelov. 

Det var meget nemmere at være ung dengang. 

Man kunne tro på fremtiden. Aids, global opvarmning, 

arbejdsløshed, globaliseringen og integrationsproblemer. 

Vi anede ikke, hvad der 

ventede os. Vi kendte det ikke. Vi troede på bedre 

tider,” siger han og tegner et mørkt perspektiv. 

Hvis ungdommen i dag stadigvæk sidder fast 

i ”No Future”, hvordan kan Blachman dog så 

mene, at vores generation med 20 års forsinkelse 

skulle kaste os ud et oprør, der ikke bare vil forandre 

verden, men ligefrem skulle gøre den bedre, 

tænkte jeg i maj 2008. 

Jeg var faktisk blevet temmelig bekymret over, 

hvad det var, jeg ganske vist mod betaling havde 

rodet mig ud i. 

Forestillede det skaldede orakel sig virkelig, at 

tusindvis af vores jævnaldrende havde så meget 

indespærret energi, at de efter at have trænet i 

SATS i middagspausen og hentet delebørn i institu- 

tionerne ville forsamle sig og gå i optog mod de 

kontorer, hvor Velfærdskommissionens økonomer, 

jurister og cand.politer havde sammensat 

den rapport, som kun Blachman havde haft store 

forventninger til? 

Var han så politisk uvidende, at han ikke var klar 

over, at politikere ikke nedsætter kommissioner 

for at løse problemer, men for at få folk til at 

glemme, at de ikke er løst? 

Havde han virkelig ikke lært, at kunstnere som 

ham altid er blevet til grin, når de har forsøgt at 

blande sig i politik? 

Hvorfor kunne han ikke bare være tilfreds med 

alle sine musikalske udmærkelser, der for længst 

havde givet ham både det eftertragtede mandat 

som den feterede og frygtede provokatør i de 

etablerede kunstnerkredse og endog en kuvert på 

Amalienborg? 

Hvorfor ville han sætte det hele over styr ved også 

at udråbe sig selv som detonator for et forsinket 

generationsoprør, der skulle gøre Danmark til 

verdens meste visionære demokrati? 

Var han ikke bare i færd med at begå hybris? 

I ugerne lige efter at ”X Factor” under hysterisk 

opmærksomhed var løbet over skærmen for sidste 

gang, talte jeg med Blachmans ven producerkollegaen 

Henrik ”Gangway” Balling, der sagde:



”Blachman er jo en interessant samtalepartner. 

Han har en sjælden besættelse af at ville forandre 

verden. Han afprøver hele tiden grænserne for, 

hvad man kan sige. Og så tror han, at han ved, 

hvad der er bedst for folk. Men han har fat i et eller 

andet”. 

Det husker jeg, at jeg nikkede genkendende til og 

håbede, at befolkningen under kunstlektionerne 

i ”X Factor” samtidigt var blevet dannet og oplyst 

nok til at fange, at overdommerens konkrete visioner 

også var subtil humor. 

”Han har fat i et eller andet” var i det hele taget 

en formulering, som dukkede op hos mange af de 

mennesker, der holder af ham og har kendt ham 

længe. Blachmans bombastiske proklamationer 

var nok bare en del af hans provokerende stil. 

”Jeg betragter nok mere hans visioner som tilbud 

til inspiration end som egentlige konkrete forslag”, 

fortalte Lennart Ginman mig. 

Men sådan har Blachman det jo ikke. Det klædelige 

ved hans tanker om et forsinket generationsoprør 

er jo ikke brostensromantik. Han har taget 

alderens erfaring på sig og brugt den til at udvikle 

konkrete ideer om et bedre samfund. Men et 

konstruktivt ideernes oprør med gennemgående 

forandringer af Danmark var både jeg, Balling 

og Ginman nok blevet for gamle til at hoppe med 

på. 

Hvordan Blachman ville gøre verden til et bedre 

sted at være, var i hvert fald ikke den dagsorden, 

jeg havde de højeste forventninger til, da vi lettede 

mod USA i begyndelsen af juni. 

Under de første store udladninger ved kaminen 

på hotellet kunne jeg mærke, at hans strålende 

humør hev mig med op i mentale luftlag, hvor jeg 

ikke havde været længe. 

Det var en sand befrielse at være i selskab med et 

menneske, der helt uden blusel smykkede sig selv 

og sine egne præstationer med superlativer, der 

efter gældende jysk lov var klart kriminelle. 

Jeg huskede, hvor tit jeg som journalist havde talt 

med mennesker, der også var stærkt betagede af 

sig selv, men som alligevel også ville have point 

for klædelig beskedenhed, samtidig med at de 

tilrettelagde samtalen sådan, at jeg ikke havde 

andet valg end at pynte dem med de superlativer, 

de selv havde bestilt. Jeg begyndte at skamme mig 

over, hvor ofte jeg selv havde brugt den falske beskedenhed 

i håb om at skrue op for anerkendelsen. 

Jeg mærkede, at flere af mine dogmer stod 

for fald. Aldrig før havde jeg overvejet, om den 

overspillede humor kunne deklassere den underspillede. 

Når vi tog en pause fra skriveriet var det som regel, 

fordi et grundigt grin tvang os til det. Ingen 

personer, jeg har delt sådan et med, har nogensinde 

helt forladt min bevidsthed. Blachmans 

maniske optimisme havde endda sprængt et lille 

hul i min pessimistiske fæstning og var ved at 

forandre min bevidsthed. 

Jeg misundte ham hverken alle hans talenter eller 

udmærkelser. Kun hans utøjlelige selvtillid. 

Med en opvækst i et hjem, hvor der sjældent blev 

uddelt roser, men oftere blev dysset ned med ordene: 

”Pas nu på. Nu ikke så gevaldig.” ønskede 

jeg at aryde min resignerede og alt for tidlige 

indflyvning til den tredje alder og i stedet beruse 

mig i fremtiden.



Når jeg en kort stund var alene, lå jeg alligevel og 

ynkede mig selv med spørgsmålet: Hvorfor skulle 

du nå randen af de halvtreds, før du gjorde den 

banale erkendelse, at evner og talenter ikke er 

noget værd uden selvtillid? 

”Hvad nytter det, at du har en god ide, hvis ikke 

du har midlerne til at realisere den?” havde jeg 

flere gange hørt Blachmans far Henning sige. 

Selvtillid og midler, selvtillid og midler, selvtillid 

og midler, flaksede rundt om mig som skrigende 

flagermus på mit værelse. 

Blachman havde begge dele. Hvis jeg kunne stjæle 

lidt af hans selvtillid og en smule af hans mors 

og fars penge, var der måske håb for om ikke hele 

min generation, så i det mindste mig. Hvor ville 

det være forfriskende at turde være åben omkring 

mine store vigtige tanker og så gardere mig 

bag bredrøvet elegance i stedet for falsk beskedenhed. 

Jeg lunede mig med Thomas Agergaards 

ord: 

”Thomas er optimist på andre folks vegne. Det er 

en vidunderlig side ved ham, at han hele tiden ser 

muligheder for mennesker”. 

I ugerne efter hjemkomsten var min opgave ikke 

bare at nedfælde, hvad Blachman dikterede. Der 

var meget, jeg skulle gøre på egen hånd. Bestrålet 

af Blachmans positiveringsterapi tog jeg op i mit 

røde træhus i Matteröd i den nordskånske skov. 

En eftermiddag havde vi en samtale i telefonen, 

hvor jeg godt kunne høre, at jeg afslørede en flig 

af mit gamle nervøse jeg. Nok havde Blachman 

positiveret mig. Men uden min mentors umiddelbare 

nærhed og påskønnelse af mit arbejde var 

jeg blevet lidt ængstelig for at skulle arbejde selvstændigt 

for en kunstner med hans pompøse 

ambitionsniveau. Letsindigt og i håb om medlidenhed 

luftede jeg, at linjerne ikke flød fra mig 

med helt samme lethed som blodet fra hans kranie 

efter hans fiktive udspring fra Rundetårn. Det 

var jammerlige almindeligheder, jeg belemrede 

ham med. Men jeg havde en god fornemmelse, 

da samtalen sluttede. Det var en fejltagelse. Et par 

timer senere modtog jeg en mail, hvor der stod: 

Vores kunstneriske følsomhed omkring vores egne tilstande er for banale 

problematikker i en verden fyldt med håndsværksmæssige teknikker til 

disponering af større forløb. Denne bog rummer chancen for at ændre på 

verden, i mellemtiden må vi skide på os selv i den gode sags tjeneste. Det 

er sidste ord i resten af processen ang. hvor svært det er, hvor synd det er... 

Jeg er ikke tilfreds før vi holder kæft. Fri mig for dovenskabens skidne 

signaturer.



Blachman kan være modbydelig bøs. Ikke mindst 

på skrift. Men manden havde jo ret! 

Jeg havde aldrig haft en mission højere end mig 

selv. Men det var vel sådan en, jeg nu var ved af 

blive en del af, tænkte jeg og klappede hælene 

sammen på mine hvide gummisko og opdagede, 

at de sammen med mine cowboybukser passede 

perfekt på Blachmans signalement af en voksen 

mand på flugt fra gerningsstedet. Helt skyldig var 

jeg dog ikke. Jeg gik ikke ned ad strøget. Så mon 

ikke det var en formildende omstændighed, at 

jeg ikke havde været i bad i flere dage og stod og 

stampede på et frisk muldvarpeskud på den jord, 

hvor skånske snaphaner længe efter 1658 kæmpede 

imod svenskerne uden at få helhjertet støtte 

fra den kræmmernation, Blachman drømmer 

om skal spille en afgørende positiv rolle i verden. 

En eftermiddag sidst i juli kom min svigerfamilie 

på et kort besøg. Mens vi sad rundt om kaebordet, 

spurgte min jævnaldrende svigerinde, der ligesom 

jeg selv kun havde været med til 68’ernes 

andendagsgilde, til, hvordan det gik med bogen. 

Jo, det skrider da fremad, svarede jeg og regnede 

ikke med at skulle ytre mig mere om det. Men de 

vidste jo godt, at bogen ikke handlede om færge- 

fartens historie i det sydfynske øhav, men om 

Thomas Blachman, og ville høre, mere præcist 

hvad den handlede om. Jeg lagde ud med et par 

spæde pip. Efter overfusningen af den sagesløse 

værtshusgæst forleden og mine tydelige symptomer 

på Stockholmsyndromet turde jeg kun 

berette ulidenskabeligt om det forsinkede generationsoprør, 

forfængelighed som et positivt begreb 

og den indespærrede energi. Alligevel fornemmede 

jeg, at ikke bare min svigerinde, men 

også hendes søn og dennes kæreste omkring de 

20 og min radikale svigermor på over 70 lyttede 

opmærksomt med på min næsten jyske udlægning 

af Blachmans evangelium. Var det endnu et 

bevis på, at manden havde fat i noget? 

Et par dage efter besøgte jeg sammen med min 

kæreste og hendes søn på 11 Disneyworld i Frankrig. 

Men jeg kunne ikke dele oplevelsen med 

dem. Jeg var irriterende fraværende, indespærret 

i ”Blachmanworld”. Vi overværede et imponerende 

carstunt-show, hvor der ikke blevet sparet 

på benzinen. Min kærestes søn var vild med 

det, men bagefter var han lidt forarget over det 

store Co2-svineri. Han foreslog, at Disney i stedet 

lavede det samme show med elbiler. Jeg forklarede 

ham selvfølgelig, at det ikke kan lade sig 

gøre, fordi ingen elektriske biler har muskler nok 

til sådan noget. Men den købte han ikke. Han begyndte 

straks at fantasere om, hvordan man kunne 

gøre batterierne og solcellerne stærke nok. 

Den tekniske fantasi fattede jeg selvfølgelig ikke 

noget af og lod imod sædvane være med at trække 

overbærende på smilebåndet, men prøvede at 

forblive nærværende. For hvad nu, hvis det var 

Peer, der fandt den geniale løsning? 

Han har fat i noget, ham Blachman, tænkte jeg. 

Om ikke andet så i mig. Men noget er jo slet ikke 

nok for Blachman. Han vil jo have fat i det hele.

178 Det kolossale menneske 179 Han har fat i noget

180 181 


Den kreative 

h 

e 

llig 

d 

a 

g 

De fleste af de over to millioner danskere, der 

fulgte ”X Factor”, vil kunne nikke genkendende 

til Blachmans ide om en firedages arbejdsuge. 

Men de omfattende konsekvenser af så drastisk et 

indgreb i vores hverdag var der trods alt ikke plads 

til at gøre rede for midt i en popkonkurrence. Det 

var der til gengæld, da vi mødtes igen en aften i 

august omkring det notat, Blachman havde med 

ind til mødet med Helle Thorning-Schmidt. 

Med ophøjet ro talte han fra balkonen i lejligheden, 

som sad ikke bare jeg, men hele nationen 

igen og lyttede.



Kære venner, min lykke skal blive jeres og jeres skal blive 

min. Resultatet af Velfærdskommissionens arbejde lod vente 

på sig. Jeg tænkte, at jeg måtte gøre noget. Kunne jeg på 

nogen måde påvirke denne kommission? Om ikke andet så 

ved at formulere mit eget høje ambitionsniveau til, hvordan 

man kunne angribe vores tid på en ny måde. Jeg husker 

fornemmelsen af at sidde i min bil og lytte til stemmer i 

radioen, der uarudt kredsede om velfærdsstaten. Selv sad 

jeg og var ved at kvæles i alt det, jeg ikke havde fået sagt, og 

forstod, at tiden var kommet til, at jeg skulle tage aære. 

På bare en A4-side nedfældede jeg vor tids største politiske 

vision og delte den med egne hænder ud til de politiske 

redaktioner på samtlige store danske dagblade. 

Da jeg efter en uge ikke havde fået en eneste reaktion, besluttede 

jeg mig for at lede efter en anden distributionskanal. 

Den fandt jeg i nærheden af 68-oprørets totempæl, 

Storkespringvandet på Amager Torv. Her ligger storbyens 

sidste rum uden støj. Det kan godt være, publikum kom 

og gik, som de ville, men undgå at høre mig kunne de 

ikke. Min indtalte stemme transmitterede nu mit politiske 

budskab fra en højtaler under håndvasken på toiletterne på 

Café Europa. Det er snart fire år siden, og det har kørt lige 

siden. 

Jeg opdagede hurtigt, at den respons, jeg fik, kunne minde 

om den en installationskunstner labber i sig. Det var klart, 

at heller ikke dette forum ville udløse mit generationsoprør. 

Jeg må til ernsynet, tænkte jeg. Det var på det tidspunkt, 

jeg kontaktede produktionsselskabet Blu angående 

mit programforslag ”Naiv?”. Et program, hvor menigmand 

kunne præsentere sine egne politiske ideer. De troede, jeg 

var sindssyg. 

Umiddelbart herefter sagde jeg ja til at debattere i ”Smagsdommerne” 

i håbet om, at der her ville komme et tidspunkt, 

hvor jeg kunne erobre skærmen og lancere mit 

politiske program. Det lykkedes ikke. Men da jeg ikke kan 

skue et tændt kamera, fik jeg af DR2 muligheden for selv 

at instruere Spurten er gået. I denne meget stiliserede film indgår 

min politiske vision som et orgastisk klimaks. Filmen 

var et decideret kunstprodukt og kunne i sin abstraktive 

poesi derfor heller ikke udløse et konkret politisk bevidsthedsskred. 

Da det var det, jeg ønskede, var jeg nødt til igen 

at overveje, hvilke muligheder jeg så havde. For anden gang 

i mit liv røg jeg ind i en blindgyde. Som jeg havde fornyet 

så meget andet, begyndte jeg at synge mine politiske budskaber 

som en anden protestsanger. Da jeg ikke formår at 

lave noget decideret dårligt, nåede jeg ikke at tage stilling 

til, hvorvidt det skulle udgives, før telefonen ringede. Det 

var DR1, der ringede og spurgte, om jeg ville være med i ”X 

Factor”. Det slog mig øjeblikkeligt, at her var min kommunale 

talerstol midt i primetime. Jeg sagde omgående ja. 

Mit politiske program blev kun overfladisk berørt i ”X Factor”. 

Men responsen var overvældende. Det stod klart for 

mig, at der ikke ville gå længe, før bogforlagene ville kontakte 

mig, efter at jeg nu havde tilkæmpet mig min helt 

egen talerstol. Det blev da også til hele ni forskellige tilbud. 

JP/Politikens dog det mest attraktive. 

Lad os tage fat på substansen.



Stillede jeg op til Folketinget som leder af et parti med mit 

politiske program, ville det være den kortest tænkelige vej 

til realiseringen af mit generationsoprør. Den vigtigste af 

alle mine erfaringer forud for generationsoprøret er jo den, 

at alting normaliseres ved sin egen realisation. Derfor er 

radikaliseringen så vigtig. Ingen af de eksisterende partiers 

forestillinger om fremtiden har den nødvendige radikalitet, 

der sikrer, at resultaterne af de politiske indgreb hæver sig 

mere end blot en anelse over det forudsigelige. Genialiteten 

eksisterer ikke som politisk parameter. Det, som kan forveksles 

med fantasteri i mit program, er blot den nødvendige 

radikalitet. 

En lovpligtig obligatorisk undervisningsdag en gang om 

ugen hele livet igennem er den genistreg, der kan få vores 

samfundsproblemer til at nedlægge hinanden som dominobrikker. 

Jeg er godt klar over, at ord som lovpligtig og 

obligatorisk lyder meget skræmmende, fordi de kan forveksles 

med indskrænkninger i den personlige frihed. 

Eekterne vil dog være det stik modsatte, nemlig en statsgaranteret 

udvidelse af den personlige frihed. Som en tilføjelse 

til de to dimensioner, arbejdsugen og weekenden, som 

vi kender, tilføjer vores fornyede stat en tredje dimension. 

En ugentlig dag til os selv. 

Ikke en dag af weekendens karakter, som typisk drejer sig 

om private præstationer, der i sig selv kan tangere hårdt, 

udmattende arbejde. Men en dag, hvor vi efter egne interesser 

vælger at få tilført den viden, vi finder relevant. Vores 

stat vil pålægge os en pligt. Men den vil føles som et tilbud. 

Omfanget af de positive konsekvenser er selv for mig i periferien 

af min fatteevne. Det er så kolossalt, at vi kun kan 

tage det til os gradvist. 

Traditionalisterne vil selvfølgelig fare op og latterliggøre 

tanken om en firedages arbejdsuge, fordi Danmark endnu 

lider under manglen på arbejdskraft. Den liberale angst for, 

at vi ikke kan opretholde vores nuværende levestandard, 

uden at flere og flere hænder sætter tempoet yderligere i 

vejret, er korrekt, om vi kun ønsker at fastholde det eksisterende 

samfund med alle dets fejl og mangler. 

Min samfundsmodel sætter tempoet ned, men fastholder 

vores levestandard via milliardfortjenester delvist akkumuleret 

ved større personligt overskud i befolkningen. Menneskeligt 

overskud er selvfølgelig ikke i første omgang målbart 

i kroner og ører. Men har vi helt glemt, at det menneskelige 

overskud er en forudsætning for den fantasi, som altid har 

fostret fremtidens økonomi? 

Forestil dig den berigelse, Danmark vil få, hvis det lykkes os 

at etablere en samfundsmodel, der skruer ned for arbejdstempoet, 

mens det samtidig skruer op for uddannelse og 

åndelig tilstedeværelse. Ånd er velstand. 

Helt konkret lønner mit program sig, fordi markant færre 

vil blive ramt af nutidens mange følgesygdomme som stress 

og ensomhed. Det er uhyre vigtigt at forstå, at hele generationsoprøret 

er en kollektiv indrømmelse af den ensomhed, 

som alle generationer kan nikke genkendende til. 

Det frie initiativ skal naturligvis ikke begrænses, men det 

kan ikke etablere de nye interessefællesskaber, hvor alle 

er velkomne, og ingen kan gemme sig fra at stå ansigt til 

ansigt med mennesker fra miljøer, vi ellers kun iagttager 

på afstand. Her ligger løsningen på vores integrationsproblemer. 

Ikke bare dansker/nydansker, men også danskere 

imellem. Hver onsdag kunne for eksempel TDC’s afgåede 

direktør Henning Dyremose dyrke sin interesse for gartneri 

sammen med en ung butikselev fra Netto i Nivå.



Hvorfor vente til pensionsalderen med at få den ekstra tid 

til at dyrke vores interesser? Lad alle aldre få glæde af det 

kulturelle arveforskud. Den kompetenceeksplosion, som 

undervisningsdagen udløser, vil blive en gave til alle de 

mennesker, der skal udvikle de teknologier og produkter, vi 

som samfund skal leve af i fremtiden. En ugentlig dag, hvor 

fantasien frit kan søge næring, vil hurtigt vise sig at give 

tifold igen. For første gang vil vi få den tid og regelmæssighed, 

der er så vigtig for at kunne kombinere de ufattelige 

mængder viden på nye måder. 

I servicefagene og i omsorgssektoren vil den firedages 

arbejdsuge også bevise sit værd. Den fysiske såvel som psykiske 

nedslidning vil blive markant mindre. Den fornyede 

solidaritet og glæden ved nye fællesskaber vil motivere flere 

til at forblive på arbejdsmarkedet frem for at forfølge en tilværelse 

som golfspiller på efterløn. 

Stoltheden over at være borger i verdens mest visionære 

demokrati genskaber solidariteten, som er det bedste værn 

mod sort arbejde. 

Verdens mest visionære demokrati vil tiltrække hele verdens 

opmærksomhed i form af investeringer. For alt, hvad 

der nu kommer fra Danmark, vil per definition være interessant, 

fordi det er opstået på en helt ny platform, der 

hviler på et fundament af kollektiv indrømmelse af længsel 

mod hverandre. Det land, der løser sine egne problemer 

først, skal blive det land, der bliver lyttet mest til, når det 

kommer til løsningsmodeller for resten af verden. 

Vi er jo allerede berømmede for vores udgave af den tredje 

vej, vores flexicurity og stærke økonomi. Men den tredje vej 

skal også fornyes. Og det bliver den åndelige dimension, 

der garanterer fremtidens sunde økonomi. Det er det, den 

firedages arbejdsuge også kan. 

Personligt glæder jeg mig til den kulturelle opblomstring, 

som altid følger det land, der viser nye veje. Min generation 

ankommer til sin egen tid den dag, den for alvor frigiver sin 

energi og gør denne nævnte samfundsmodel mulig. Indtil 

den dag tager jeg gerne imod opringninger fra de virksomheder 

og kommuner i Danmark, der tør gå forrest. 

En 4-dages arbejdsuge – 

obligatorisk undervisning på 5. dagen 

En dag om ugen møder vi hinanden i interessefællesskaber på tværs 

af alder, social baggrund og etnisk oprindelse. Hvad der undervises 

i er selvfølgeligt valgfrit. Hvorfor vente til pensions-alderen med at 

udvikle de interesser der ligger uden for eller i forlængelse af vores 

professionelle interesser. 

De positive konsekvenser er uendelige: 

Arbejde til alle 

en 4-dages arbejdsuge betyder 20 % flere arbejdspladser 

Lyn-integration os alle imellem 

Kompetence-eksplosion 

skærpet konkurrenceevne 

Ensomhed bekæmpes i interessefællesskaber 

Teksten fra 

Blachmans 

originale 

dokument 

Blachman har allerede fået den første henvendelse 

fra en virksomhed i Liverpool, der har vist 

interesse for den kreative helligdag. Så langt er ingen 

danske politikere kommet endnu. Fra Dansk 

Folkeparti modtog jeg denne mail som reaktion 

på Blachmans ide. 

Jeg er lidt desorienteret. Er det et forslag, som denne Thomas 

Blachman fremsætter? Og er det i fuldt alvor? Det 

er komplet urealisabelt. For det første ville dansk erhvervsliv 

gå nedenom og hjem i konkurrencen med udlandet, 

hvis man ernede en ugentlig arbejdsdag. For det 

andet tror jeg ikke, det ville være sundt. I forvejen er lønmodtagernes 

arbejdsdag og arbejdsuge så kort, at det sagtens 

kan lade sig gøre at supplere med ekstra uddannelse. 

Sig til, hvis der er noget, jeg har misforstået. 

Med venlig hilsen, 

Jesper Langballe 

Fald i livsstilssygdomme 

depression, meningstab, stress mm. 

Solidaritetsfølelse vil minimere sort arbejde 

Kulturel opblomstring 

International opmærksomhed 

Danmark som verdens mest visionære demokrati 

Tiden nærmer sig det store fælles projekt, alene af den grund at vi 

er mange, der er trætte af at lade som om, vi har nok i vores eget, 

bare fordi alle andre lader, som om de har nok i deres. 

Den gode idé er den, der ikke normaliseres ved sin egen realisation, 

men netop bliver ved med at overraske. Denne ide har den 

nødvendige indbyggede radikalitet. 

Men hvor er det lige, man går hen, hvis man har en god ide? Hvem 

taler man med? Hvornår? Og hvordan? 

Thomas Blachman



Enhedslisten var mere positiv: 

Blachman i Folketinget 

Det er en super-spændende idé som Blachman præsenterer, 

selvom chancerne for vedtagelse nok ikke er gigantiske. Det 

dejlige i forslaget er, at det bryder med den arbejdsfiksering, 

som er så omsiggribende for os alle sammen, og åbner op 

for at give mere værdi til alt det, der ligger uden for arbejdslivet. 

Kravet om fire dages arbejdsuge er også en lige venstre til 

det enøjede fokus på økonomisk vækst. Det er på tide, at vi 

spørger os selv, hvad økonomisk vækst er værd, hvis konsekvenserne 

er, at flere og flere mennesker rammes af stress 

og depression. Hvad skal vi med ambitiøse teenagere, der 

styrter gennem uddannelsessystemet, hvis hver tiende teenagepige 

skærer i sig selv? 

Idéen om én ugentlig undervisningsdag er også spændende. 

Det er en vigtig erkendelse, at uddannelse ikke er noget, der 

bør stoppe, når man i første omgang er ”færdiguddannet”, 

men er noget, der skal fortsætte hele livet – simpelthen fordi 

læring og tilegnelse af viden er noget af det, som skaber 

menneskelig rigdom – den rigdom, som ikke nødvendigvis 

kan måles og vejes. Det ville også være fantastisk, hvis den 

ugentlige undervisning kunne bringe mennesker sammen på 

tværs af klasseskel, alder, nationalitet osv. En slags folkeskole 

for hele livet! 

De økonomiske orakler vender uden tvivl fingeren nedad – 

men det gjorde deres forgængere nok også, da der første gang 

blev stillet krav om 37 timers arbejdsuge, to ugentlige fridage, 

barnets første sygedag og en lov om ligeløn. 

Med venlig hilsen, 

Johanne Schmidt-Nielsen 

Villy Søvndal fra Socialistisk Folkeparti var noget 

mere forsigtig: 

Jeg er meget enig med ham, når han taler om, at vi skal 

styrke fællesskaberne. Jeg tror ikke på den med de fire 

dages arbejdsuge. Vel er der mange danskere, der har travlt, 

men der er også rigtig mange, der trives med at have travlt. 

Og jeg tror ikke på, at man får noget positivt resultat af at 

tvinge folk til noget. Og det er da smukt, hvis flere igen tør 

være idealister. 

Venstres Søren Pind: 

Grundlæggende synes jeg, dette samfund har brug for flere 

Blachman’er (bevares, ikke for mange, for så ville det jo ikke 

være det samme:-), men her mener jeg, han er på vildspor. 

For mig står han grundlæggende som en fritænker og en 

mand, der ønsker fællesskab baseret på talent og frihed 

– det, han derimod foreslår, er et påtvunget fællesskab. 

Tvang, med andre ord. Mao prøvede noget i samme retning, 

da han sendte intellektuelle ud i marken og lod bønder styre 

de politiske ”mandarin”- processer. Det holder simpelthen 

ikke. Så her er jeg dybt uenig. 

Lidt ærgerligt, for jeg vil gerne være enig med sådan en som 

ham, der smider hensynet til politisk korrekthed bort og 

dyrker særegenheden og kvaliteten – og tør skelne mellem 

skidt og kanel. 

Det Radikale Venstre, partiet der ellers profilerer 

sig på at fremtidssikre Danmark, svarede på 

trods af adskillige henvendelser ikke. Det samme 

gælder Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.



Byen over byen 

Som en by over byen kunne min generation 

formulere det 21. århundredes København. 

Elevatorer overflødiggør bilen som transport 

mellem arbejde og bolig. 

Børn leger sammen midt på gaderne, hvor vi bor. 

Det er denne kombination af det ny og det gamle, der er så sund 

for sjælens optimisme. 

Ikke den fremmedgørelse, vi kender fra Tuborg havn og 

Ørestaden. 

Men heller ikke den forlorenhed, der snart præger det oprindelige 

København. Gennemrenoveret i nye materialer i gammel stil.

192 193 

X Factor 

X 

F 

a 

c 

t 

o 

r 

I efteråret 2007 var jeg på en fransk visit i Blachmans 

hjem. Han sad foroverbøjet og nulrede 

manisk med sin telefon. Jeg nåede ikke at spørge 

til, hvordan verden så ud ved hans del af fronten, 

før han udbrød: 

Jeg gør det sgu, og bagefter sender jeg min egen plade ud 

med et billede af min pik på coveret. 

Det er snart et halvt år siden, du sluttede din mission 

i ”X Factor”. Hvad skete der med det cover? 

Manden har et undertrykt køn. Alt for sjældent støder man 

på det i det oentlige rum. Som jeg tidligere har sagt, er 

blottelse gavmild humor. Efter ”X Factor” var eksponering 

ikke mit største behov. 

Jeg husker godt den aften, du kom til mit hjem. Jeg sad 

med en instinktiv følelse af, at mange ting var ved at falde 

på plads. Blu havde lige ringet og spurgt, om jeg ville være 

dommer i ”X Factor” på DR1. Jeg var med det samme klar 

over, at aldrig ville jeg få en større chance. I stedet for at 

aflevere mit politiske program som protestsanger valgte jeg 

at tage en dyb indånding og tænke langsigtet. Jeg vidste, 

at jeg mestrede dommergerningen og var den i Danmark, 

der havde størst erfaring med den. To gange tidligere havde 

jeg lavet tilsvarende programtyper på TV3 og vidste derfor, 

hvor slagkraftigt et våben det ville være, hvis det blev brugt 

på DR1. 

Ved at angribe min generations børn og tvinge dem til at 

forholde sig realistisk til egen originalitet eller mangel på 

samme, kunne jeg på den måde gøre deres forældre opmærksomme 

på, hvad de ikke selv har formået. Her kunne 

mit generationsoprør begynde.


X Factor 

På ryggen af den trojanske hest ankom jeg til DR-Byen. Opstemt 

og ofte helt ude af mig selv lykkedes det mig med 

uhyggelig præcision at udføre den opgave, kommunen 

havde pålagt mig. Som folkeskolen panisk prøver at opdrage 

de børn, der ikke er blevet opdraget i hjemmet, sådan formidlede 

jeg med stor indre ro den kaldelse at detonere min 

egen perfektionerede originalitet for åben skærm. Som et 

todimensionelt lysende kunstværk hang jeg på væggen i 

folks stuer. Jeg var mit eget bedste argument for det efterstræbelsesværdige. 

Da jeg havde sikret mig, at jeg var blandt 

mit lands mest forhadte mænd, frigav jeg mine latente positive 

energier og åbnede den trojanske hest. Tårerne, jeg 

før kun havde tilladt at løbe på indersiden af kinderne, lod 

jeg nu frit falde til glæde for kameraerne. 

Her blev Blachman så overvældet af sit eget evangelium, 

at han måtte trække sig tilbage. Han forlod 

køkkenet, der efterhånden føltes som forposten 

til vanviddets gymnastiksal. Mens han i 

soveværelset arbejdede på at overmande sin rørelse, 

kom jeg i tanke om min første helt personlige 

berøring med ”X Factor”. Da programmet gik 

i luften, havde jeg selvfølgelig lagt mærke til, at 

Blachman var mediernes nye omdrejningspunkt, 

men jeg var dog i min egen verden, da telefonen 

bippede sent en fredag aften. 

”Svin!” var det eneste ord på en sms fra Blachman, 

som jeg ellers ikke havde hørt noget fra i 

flere måneder. Jeg svarede naturligvis høfligt på 

det overraskende budskab og fik også fremprovokeret 

en ubehjælpeligt stavet sms, hvorpå jeg 

kunne forstå, at han og familien opholdt sig på 

Guadalupe i Caribien, hvilket overraskede mig 

dengang. Opmærksomheden omkring hans person 

var jo i voldsom vækst. 

Så var min pause forbi. Døren ind til soveværelset 

gik op, og Blachman kom glad ud og stillede sig 

hen ved et af de store vinduer i køkkenet. 

Fire måneder i træk stod en skikkelse med sølvsolbriller og 

rød dynejakke og kiggede op imod disse vinduer fra otte 

aften til otte morgen. Hun stod med en svensknøgle i hånden. 

Da jeg aldrig har ejet en sådan, spurgte jeg, om jeg 

måtte låne den. Hun kunne godt lide kae uden mælk. Der 

er trods alt andet end ”X Factor” i den her verden. 

Programserien kunne kun være forløbet bedre, om jeg selv 

havde scriptet den. Men jeg er fuldt tilfreds med denne 13 

programmer lange improvisation. I min kontrakt fik jeg 

indført, at jeg ikke lader mig instruere. Mit banebrydende 

samarbejde med Remee for 12 år siden blev en gave til 

programmet. Vores telepati var på mange måder intakt, på 

trods af at vi ikke havde set hinanden i otte år. Vores samarbejde 

i ”X Factor” blev igen så intenst, at jeg ikke har set 

ham siden. Når jeg tænker over det, er det ikke ualmindeligt, 

at jeg og mine samarbejdsparterne æder hinanden op. 

Det kan jeg forstå, selvom jeg kun har grædt en 

enkelt gang i denne omgang. 

Jeg må indrømme, jeg kan forekomme overintens i alt for 

lang tid af gangen. Det slider. 

Samtidig med at jeg konstant scannede efter de øjeblikke, 

hvor jeg kunne eksemplificere mine filosofiske pointer, 

der var hele årsagen til, at jeg sagde ja til at lave programmet, 

havde jeg glemt, at jeg også var med i en konkurrence. 

Bevares, gu’ fanden er jeg et konkurrencemenneske. Jeg 

husker, forud for udsendelserne havde Blu udvalgt fem potentielle 

dommerkandidater. Og fandeme om de ikke bad 

mig om på lige fod med andre at komme til en audition. I 

et usselt lagerrum på Amager havde de sat et par borde op 

og havde fået stablet et par ligegyldige sangere på benene. 

Kameraerne var den eneste formildende omstændighed, og 

de animerede mig da også til en pragtpræstation. Jeg forstod 

ikke den lange ventetid på resultatet, men blev siden 

fortalt, at det var, fordi DR var i tvivl om, hvorvidt jeg var 

for begavet til en mainstream underholdningssatsning. DR 

havde i mange år tabt stort til TV2 i den disciplin. Ikke at


X Factor 

den slags interesserer mig, hvilket nok også var en del af 

deres bekymring. Der var jo stadig folk, der huskede mig 

fra dengang, de bad mig om at evaluere deres præstation 

ved et Melodi Grand Prix. Selv havde jeg glemt alt om det. 

Nej, men den historie har BT gravet frem. 

”Hvem af jer har den korsangerinde bollet for at 

komme med?” Ordene faldt hårdt, kontant og 

uden finfølelse fra Thomas Blachman. DR’s grand 

prix-redaktør havde bemærket komponistens 

usædvanligt skarpe analytiske evne. Og hensynsløse 

ærlighed. Han inviterede derfor Blachman 

med til evalueringsmøde. Som altså startede med 

at ’flå’ en af korpigerne. Senere gik det ud over 

redaktøren selv og produceren. Siden blev Thomas 

Blachman IKKE brugt igen som ekspert i 

DR’s UHA-afdeling. 

”Thomas havde jo ret. Men ingen af os bryder sig 

om at få noget at vide af en mand, der er klogere 

end os. Den daværende producer var klar til at 

riste ham over en sagte ild. Når man er så hudløs 

ærlig, står vennerne ikke i kø i tv-branchen”, 

siger daværende DR-redaktør Morten Carlsson. 

Otte år senere var Carlsson ansat i et produk- 

tionsselskab. Han huskede Blachman og opfandt 

ham som dommer i TV3-programmet ”Idol”. En 

dansk kopi af ”American Idol”. Forgænger for ”X 

Factor”. 

Visse vasse. Ingen har opfundet mig andre end mig. Alt det 

vrøvl om, hvorvidt jeg skulle være en Simon Cowell-kopi. 

En af de kedeligste danske tilbøjeligheder er, når man møder 

storhed blandt sine landsmænd. Straks prøver man at 

underminere den ved at referere til udlandet. Et sygeligt 

mindreværdskompleks og nationalsport i anmelderkorpset. 

Pyt. Jeg fik selvfølgelig jobbet. 

Jeg mødte Dicte i selskabeligt øjemed, hvor hun lykønskede 

mig med ordene. ”Det var klovneholdet, der vandt”. Især 

venners mest tumpede udtalelser gør sig godt på tryk. 

Ærlighed er en stor ting, men situationsfornemmelsen er 

altafgørende. Grunden til, jeg kan slippe af sted med at sige, 

hvad jeg inderst inde mener, er, at min timing er så ultra 

præcis, at min pointe altid falder, der hvor situationen er 

allermest robust. 

Af samme grund har der heller ikke været nogen af de 

unge mennesker, der har lidt unødig skade. Pressen og ikke 

mindst DR gjorde ellers, hvad de kunne ved at repetere en 

episode, hvor storesøster går videre, mens lillesøster ryger 

ud. Det ville være en overdrivelse, at storesøster evnede 

at trøste. Men hvad ingen ved, så gav jeg lillesøster mit 

telefonnummer og fortalte hende, at hvis hun nogensinde 

oplevede noget i livet, hun manglede mod til på grund af 

denne oplevelse, skulle hun bare ringe. Så skulle jeg sateme 

nok give hende en pep talk og samtidig fortælle hende, at 

hendes søster sang ad helvede til. 

Ak ja. Det er alt sammen lang tid siden. Min kones søde 

veninde Kamilla Bech Holten var blandt meget andet en 

meget dygtig tv-analytiker, og hendes sms’er før og efter 

programmerne var mig en kærkommen støtte. Hun må 

være det tætteste, jeg nogensinde har været på en coach. 

Kamilla, vi savner dig. 

DR havde været tilfredse, hvis de havde haft i omegnen af 

en million seere. Men vi gav dem langt over det dobbelte, 

og DR’s krise var fortrængt i en længere periode. I skamløse 

mængder af mails begyndte kvinder at betro sig til mig. Lad 

mig benytte denne lejlighed til at gøre opmærksom på, at 

jeg ikke magter at returnere disse seksuelle livsforsikringer. 

Jeg er fuldstændig klar over, hvad det program kom til at 

betyde i form af øget interesse for min person. Men sådan 

har det altid været. Hvad der kommer mig til gode, kommer 

mit land til gode.


X Factor 

Jeg blev folkeeje og ejer derfor folkets tålmodighed. 

Min missions første trin var taget. Jeg så frem til at udfordre 

tålmodigheden med bevidstheden om, at når vi skulle 

sende direkte, kunne ingen redigere og på den måde stoppe 

mig i noget som helst. 

Da de forproducerede programmer havde været sendt, og 

jeg kom hjem fra min ferie, så jeg generaldirektør Kenneth 

Plummer stå for enden af rulletrappen i DR-Byen. Hilste 

han ikke på mig, skulle jeg sateme heller ikke hilse på ham. 

Havde det været i USA, ville han have båret mig op ad trapperne. 

Som jeg har revitaliseret dansk musik, var jeg nu i 

gang med at modernisere hans hovedkanal og vise, hvordan 

den skal varetage sin public service-forpligtelse som en 

bredt favnende kulturinstitution. 

De mange, der føler, at de varetager den opgave på DR2, 

kunne heller ikke finde ud af at hilse. Ikke fordi det rager 

mig, om folk hilser eller ej. Som københavner bliver man 

idiot af alt det overfladiske hilseri. Mange gange har det 

irriteret mig så meget, at jeg er gået direkte hen til dem, 

der hilser, og har truet dem med, at enten begynder vi at 

snakke sammen, eller også holder vi op med at hilse. 

Når så mange mennesker vælger at se det samme program, 

er det en kollektiv indrømmelse af, at vi længes efter fælles 

oplevelser til at igangsætte de samtaler i hverdagen, som ellers 

ikke bliver til noget. Statsradiofoniens samfundsansvar 

har innovationsdanmark igen forpurret i forkerte forestillinger. 

En overdrevet fetichisme for de digitale muligheder, 

som om disse havde et indhold i sig selv. 

I mere end et årti har den politiske kamp været reduceret 

til en lang upassioneret debat om teknikaliteter på den 

tredje vej. Valget af statsminister er blevet et spørgsmål om 

valg af administrerende direktør for den samme kurs. Den 

ny følsomhed, som er en af mit generationsoprørs mange 

gevinster, vil animere til den solidaritet, der befrugter de 

nye teknologier med menneskelig relevans. 

Var jeg ankommet til DR-Byen på ryggen af den trojanske 

hest for at opfordre ungdommen til selvrefleksion, så forstod 

jeg nu, at jeg også bag kulisserne var en enmandshær. 

Ingen vovede hverken over for sig selv eller andre at bekende 

kulør. Var jeg bare en syg sadist eller endnu en kulturradikal 

listepik? 

Jeg ved ikke, om du er kulturradikal listepik, men 

du færdes jo i de kredse en gang imellem. 

Jeg savner Otto til at sortere i invitationerne. 

Jeg talte med din ven, maleren Tal R, der berettede 

om en fest, han holdt, mens ”X Factor” kørte 

på fuldt drøn: 

”Vi var til et selskab med 12 personer fra de ’bedre’ 

kunstkredse. Jeg kunne mærke fra starten, at 

der var en lidt sitrende usikker atmosfære, bare 

fordi Blachman var der. Folk var simpelthen berøringsangste 

over for fænomenet, fordi de ikke 

rigtig vidste, om de skulle lægge afstand eller 

komplimentere ham. Stemningen lettede, da 

dansk kunsts godfather Per Kirkeby højlydt proklamerede, 

at han elskede ”X Factor” og fulgte 

det nøje. Så turde alle de andre også indrømme, 

at de gjorde det. Nu da det var vedtaget, at det var 

god smag at gøre det, så var alle pludselig også 

enige om, at det var fantastisk, det Thomas gjorde. 

Det, der er Blachmans store præstation, er, at han 

har fået de meget nørdede temaer og diskussioner 

om kunst, som vi indbyrdes fører, og som, hvis de 

når tv-skærmen kun findes på DR2 efter klokken 

24, helt frem i primetime og anskueliggjort, hvad 

der egentlig skal til for at skabe kunst.


X Factor 

Thomas er jo ikke en hård mand. Det, der kan 

virke, som om at han spytter på folk, er bare, at 

han får folk til at få deres eget savl i øjnene. Han 

får folk til at forstå, at det at spytte sig selv i ansigtet 

er en forudsætning for at nå et godt resultat. 

Derfor er det også sig selv, han spytter i øjnene.” 

Det er min generations kærlighed til vores børn, der gør os 

så skrøbelige, at kun kærligheden til os selv kan ruste os til 

at overkomme dette livsvilkår. Der, hvor det gik galt for de 

unge mennesker i programmet, og de styrtede i afgrunden 

mellem deres subjektive fornemmelse og mit objektive analyseapparatur, 

der faldt tiøren i deres forældres bevidsthed. 

Som et beredskabskorps kom de deres børn til undsætning, 

når jeg havde sagt min ærlige mening. Nationen undrede 

sig. Hvad fanden får unge mennesker til at udsætte sig for 

den form for ydmygelse? Det er ikke drømmene om guld 

og glimmer, hurtig berømmelse og smiger. Næh, det er for 

at få lov til for første gang at stå ansigt til ansigt med et 

menneske, der ikke lyver. 

Vi lyver uarudt over for vores børn, venner, kærester og 

familie. Vores sårbarhed er vores angst for at miste, og angstens 

fordærvede halvbroder løgnen bliver til kærlighedens 

stemme. 

Min generation skal finde styrken i kærligheden til sig selv 

og gøre skrøbeligheden uaængig af løgnen. Fra nu af taler 

vi uarudt med vores børn om hvad som helst indtil den 

dag, de kan anskue sig selv i et 360 graders perspektiv. 

Når den dag kommer, vil der ikke være mere arbejde for 

mig ved kommunen. 

Det kræver mod at stille sig op på tv i håbet om at blive den, 

man gerne vil blive. 

Det har jeg stor respekt for. Jeg har jo selv gjort det. Men 

opskriften er, mine damer og herrer, lad mig sige det for 

sidste gang: den forfængeligt perfektionerede originalitet. 

Det spyt, Tal R taler om, handler om fornemmelsen af eget 

røvhul, som, uanset om vi løber eller går, forholder sig i ro. 

Det er jo krævende menneskelige betragtninger, 

du kommer med. Er du sikker på, at det er det, 

Tal R mener? 

Et godt sted at starte er at partisionere et lille sted i hjernen. 

Lad os kalde det ”kontrolcenter for konstant observans af 

hvor på kroppen ens røvhul befinder sig”. Ingen organisk 

bevægelse udi kunsten sker uden synkronisitet med sit eget. 

Jeg gider ikke sige det igen. Du ved, hvad jeg mener. 

Nu fik vi så via Tal R slået fast, at du med din rolle 

i ”X Factor” fik gjort diskussionen om kunstens 

rolle alment tilgængelig. Men hvad mener du selv, 

var Blachmans største bedrift i det program? 

Jeg stod sammen med ”X Factor”-producer Per Zachariassen, 

Blu’s direktør Henrik Hanke og Jan Lagermand Lundme, 

chef for DR Underholdning. Første halvdel af programmet 

var afviklet, og vi ventede på sms-optællingen. Det var 

sidste aften, hvor dommerne havde det afgørende ord. Da 

resultatet viste, at valget skulle stå mellem Basim og Voca- 

Loca vidste jeg, at her var min chance for at præsentere mit 

program. Jeg fornemmede en indforstået glæde på Henrik 

og Per. For dem er godt tv at se mig gå planken ud. Senere 

fik jeg at vide, at Lagermand Lundme i kontrolrummet som 

en abe havde kastet sig rundt og råbt: STOP HAM! 

Jeg gik med rastløse skridt frem og tilbage i studiet, som 

jeg altid gør, når jeg ved, hvad jeg skal levere, men ikke helt 

hvordan. Jeg kom dog i tanke om muligheden for at vende 

min stol mod publikum og tale direkte til dem og kameraerne 

bag mig. Sådan starter jeg, og så bliver jeg ved, indtil 

de stopper mig.


X Factor 

Men ingen stoppede ham, og Blachman skrev sig 

for altid ind i tv-historien med den legendariske 

”Blachmans tale til nationen”. Et budskab, der 

nåede helt ud i alle tænkelige aroge af landet, 

og som satte dagsordenen i selv den tungere del 

af pressen. 

”Det var et ekstraordinært øjeblik i underholdningsernsynets 

historie, da revolutionsleder 

Thomas Blachman i går aftes proklamerede, at 

firedages arbejdsugen bør indføres. 

Hvem kan huske, at Otto Leisner, Hans Otto 

Bisgaard, Gorm og Gregers eller Jørgen Mylius 

har sagt noget lignende? Hvem kan huske, at tvpersonligheder, 

uanset hvor dygtige de i øvrigt 

har været, nogensinde har taget deres længsler, 

drømme og galskab med på arbejde? 

Blachman, der fra starten har tilført ”X Factor” 

nogle uafviselige public service-kvaliteter, trådte 

i går aftes i karakter som bannerfører både for et 

andet samfund - og for en anden slags tv.” 

Skrev Jes Stein Pedersen i sin blog ”Bibliopaten” 

i Politiken. 

”Blachman er en praktiserende kulturradikal. 

Han tror på kulturen som folkeopdragelse. Og 

det lykkes i en grad, så der blev klappet begejstret 

i studiet, da han rejste sig og hævdede, at nu var 

det tid til at reducere arbejdsraseriet til en firedages 

arbejdsuge.”, skrev Rune Lykkeberg i Information. 

Der er ubegribeligt mange bud på, hvad det var, 

der skete den fredag aften i DR-Byen. Blachmans 

ven Lennart Ginman er måske den, der kommer 

det nærmest. 

”Thomas er en ualmindelig generøs mand. Han 

er konge af nuet og kan formulere det, der føles 

som sandt.”

204 205 


I mange år spurgte jeg min kæreste om 

lov, hver gang jeg skulle på toilettet. Det 

er så ultimativt trygt og rart at få lov til 

det, man skal. 

Det var på alle måder en vidunderlig 

periode i mit liv – som om alting var 

nemmere. 

Hvor var det i sandhed en god 

byttehandel. Hvis jeg blot lod et par 

småting være op til andre, var det, som 

om jeg opnåede en form for kosmisk 

medbestemmelse. 

”Det er fint med mig,” svarede min 

kæreste altid. Og så gik jeg på toilettet 

med en følelse af dyb taknemmelighed … 

ja ligefrem en følelse af tilgivelse.



Vi havde aftalt at mødes klokken tyve minutter i 

syv om morgenen på Vesterbrogade for at spadsere 

ind til synagogen i Krystalgade, hvor der 

er morgengudstjeneste klokken syv. Mens jeg 

ventede på Blachman, konstaterede jeg, at hele 

tre aviser havde spundet deres aprilsnar omkring 

ham. 

Det var køligt, men København var benådet med 

så klar en forårssol, at selv de tungsindige sjæle 

følte sig opstemte. Blachman var i strålende 

humør og fabulerede straks over byen og dens 

skønhed. 

Det er det smukkeste tidspunkt af dagen, svanerne flyver 

hen over byen, og man får suset af årstidsforskelligheder, 

inden det helt stressede begynder. Man hilser på gadefejeren 

og er bare en del af en civilisation, som er kommet 

hertil og ikke længere. 

Blachmans evner i nuet er legendariske. Jeg begyndte 

at håbe på at møde en gadefejer, vi kunne 

hilse på, sådan at min oplevelse af København 

denne morgen ville fuldbyrdes i en moderne 

udgave af Kai Normann Andersen og Poul Henningsens 

”Tag og kys det hele fra mig”. 

Men vi var jo ikke på vej hjem fra Adlon, men på 

vej til synagogen. Kort efter årtusindskiftet kom 

Blachman nemlig ret ofte til morgengudstjenesterne, 

selvom han ikke er medlem af Mosaisk 

Trossamfund. 

Jeg er tredje g’er og glædes ved den livsbekræftende dynamik, 

jeg som barn oplevede i de jødiske saloner. Synagogen, 

foreningshusene, de private hjem, Witzobasaren. Det 

var altid det samme. Et støjende leben. Grinede man ikke, 

så var det, fordi man græd. Ingen gjorde aldrig ingenting. 

Ingenting fandtes ikke i min barndom. Kun alting. Var det 

ikke min far, så var det min farfar, der for enden af de lange 

borde med folk i gallatøj piskede forsamlingen igennem 

samtlige menneskeligt mulige følelsesorkestreringer. Lapset 

og krukket og så fulde af en så uendelig begejstring, der har 

sat sig i mig med så stor kraft, at jeg kan genkende den i 

mine egne børn i dag. 

Der var ingen konverserende fyldord i min jødiske familie. 

Som en Spielbergfilm, der starter med et jordskælv for så 

kun at intensiveres yderligere derfra, sådan begyndte sætningerne 

med ord som ”oy vey”, ”oy a klog” eller ”meshugge”. 

Alle var som i permanent choktilstand over livets 

menneskelige potentiale. Fortællinger i fortællinger i fortællinger, 

og så gjorde hun det, og så gjorde han det. Intet 

var så uvæsentligt, at det ikke var altafgørende. 

Et par minutter over syv går vi igennem den lille 

gitterport ved synagogen. Det er så længe siden, 

Blachman har været her, at han ikke kan finde 

indgangen. En dør uden håndtag står på klem. 

Den skubber vi op og kommer ind i et lille mørkt 

rum, hvor endnu en dør står på klem. Denne gang 

direkte ind til ”scenen”, hvor en syv-otte ældre 

herrer og tre helt unge mænd er i gang med bøn. 

Det ceremonielle er dog ikke mere stringent, end 

at overrabbiner Bent Lexner straks kommer os i 

møde og byder velkommen. Med det samme begynder 

han at rode rundt i en slidt papkasse for 

at finde kalotter til at dække mit og Blachmans 

hoved, fordi de jødiske forskrifter forlanger, at 

mænd bærer kalotter under religiøse ritualer.



Vi lister ind i salen, hvor alle de aldrende herrer 

iført bedesjal fortsat mumler på fællesbøn. Alligevel 

løfter de fleste af dem blikket fra bønnebøgerne 

og hilser på Blachman. I modsætning til en 

kristen gudstjeneste bevæger deltagerne sig rundt 

i rummet. Nogle småsnakker dæmpet, mens andre 

står og vugger i dyb koncentration. Et par flasker 

vin skifter hænder. Højtideligt og afslappet 

på samme tid. 

Det er åbenbart længe siden, Blachman har været 

her. Ingen af bønnerne ligger øverst i hans aktive 

repertoire. 

Når jeg lige har været der, får jeg lyst til at komme igen. Jeg 

kan godt lide følelsen af at stå der som en lille dreng, der 

står ved siden af sin far, der kigger op i himlen og siger: Se 

min dreng. Vi ved ingenting om det. Er det ikke fantastisk. 

Der er noget stimulerende ved at se voksne mænd stå på 

denne her måde og nynne og mumle og komme ind over 

hinanden i de her underlige, fragmenterede bluesfraser. 

Hele min barndom har min far gået og sunget de her fraser. 

Han sang bare en oktav under alle andre. Det er som en 

kakofonisk jamsession. Alle er med. Kun endnu skønnere 

havde det været, om der også havde været kvinder til stede. 

Pludselig gik overrabbineren ud bagved. Jeg ved ikke, om 

han gik ud på toilettet eller hvad, men man kunne bare 

høre, at han kørte videre derude og kom tilbage. Det er da 

fantastisk! Det er i sig selv en frigivelse bare at turde gøre 

det. Vi andre kan jo ikke gøre sådan noget, uden at vi bliver 

for selvbevidste. Det er en fuldstændig grundlæggende ting, 

vi har taget fra hinanden. Bare at få lov til det at slappe af. 

Lad mig komme med et eksempel. Jødedommen siger: 

Hver fredag skal du invitere én til bords hjemme hos din 

egen familie! 

Så kan nutiden komme med alle sine mobiltelefoner og 

informationshastighedsfetich. Intet er mere lærerigt end 

at sidde og spise med folk, man ikke kender. 90 procent 

af madens indhold går til de kropslige fornødenheder. De 

sidste 10 går til samtalens ånd ved bordet. Er der nogen, 

der tog den danske sild og snapstradition til sig, så var det 

jøderne. Kunne man ikke lade de sydgående motorveje 

dække af lange borde med rød-hvide duge fyldt med mad 

og vin? Uenigheder vil opstå, men når vi rejser os, er vi alle 

venner! 

Skulle den dag komme, bliver jeg nok nødt til at 

melde aud. Og skulle behovet opstå for fællesskab 

ved langborde, så har Danmark jo et utal af 

byfester, der tilbyder noget lignende. Er det det, 

du drømmer om? 

Hvorfor være fedtet med sig selv? Du henviser til Heimat, 

nationalsocialistisk landsbyidyl. Jeg foreslår en fremtidig 

integrationsdag, hvor vi kan øve os på hinanden. Jeg begyndte 

at komme her, lige inden jeg skulle være far. En dag 

tog jeg bare tøj på og gik herind. Det var ikke helt klart, 

hvad jeg søgte. Ikke noget dybt religiøst, men noget åndeligt. 

Bent Lexner spurgte mig for et par år tilbage i forbindelse 

med en stenafsløring, hvorfor jeg holdt op med at 

komme der. Når jeg får brug for noget mere kommer jeg 

tilbage, svarede jeg. For mig fungerer synagogen bedst som 

et kulturelt kommunalt tilbud på lige fod med svømmehallen, 

skadestuen, brandvæsnet – steder, der for alt i verden 

ikke skal give underskud … nej, overskud, mener jeg. 

Det glæder mig, at det åndelige er blevet mondænt. En tur 

med Søren Ulrik Thomsen og Peter A.G. Nielsen i Vor Frue 

Kirke søndag formiddag. Prøv selv.



Når man skal være far, er det jo en grundlæggende forandring, 

som kræver en form for forberedelse. Alle de her 

morgenbønner handler om, vi har fået en eller anden form 

for gave, ikke kun livet, men også evner. Dem står man op 

med om morgenen, og man gør sit virke og går så bekymret 

i seng. Vågner op til dagens bevidsthed igen ubekymret, 

og så gentager det sig. I stedet for at sige: Der er ikke noget 

derude, der er ingen mening med det. Så siger man: Der 

er en mening med det, og der er et eller andet. Der er den 

energi, som har skabt det her vidunder, som universet er. 

Det var alt rigeligt for Stravinsky bare at kigge på sine hænder 

og klaveret og tænke: Hvad fanden er det her for noget? 

Altså, det er en hyldest til alt det, vi ikke kan forstå. Det har 

ikke noget at gøre med, at jeg er dybt troende på en eller 

anden defineret Gud. 

Den jødiske Talmud er ikke andet end en masse gode leveråd, 

som hele tiden fortæller os, at hvad end vi føler, er det 

sandsynligvis ret tæt på, hvad andre mennesker har været 

igennem, og at der er måder at omgås det på. Eksempelvis: 

Er du sur på din kæreste, så vent et døgn med at fortælle 

hende det. 

I forbindelse med at jeg skulle være far, opsøgte jeg en rabbiner. 

Jeg kom ind i Yitzi Loewenthals rækkehus, der var 

fyldt med plastik-coatede møbler og tænkte: Sådan kan 

man ikke bo! En time senere er jeg så en passant fyldt op i 

mit hoved på så vidunderlig en måde, at jeg skammer mig 

over min førstehåndsreaktion, hvor jeg dømte ham på hans 

møbler. 

Det fantastiske ved de religiøse rum er kontinuiteten om 

de helt store spørgsmål, som aldrig skal besvares. Man skal 

bare blive dygtigere til at forholde sig til det. Kigge op i universet 

hver eneste dag for at se, hvor utroligt det er. 

Jeg synes, det er dybt sexet. Jeg synes fandeme, det er kultiveret 

at have det hele med. Jeg har selv hørt til dem, der har 

afvist den dimension af tilværelsen og sagt, at mennesket 

er herre i eget hus og alt det der. Vi har sgu på en måde 

amputeret en form for civilisation. Det er civilisationens 

begyndelse. Det er Moses på bjerget, der erkender, at mennesket 

er frit, og kommer med nogle råd til, hvordan vi kan 

organisere os og overleve. Det er civilisationens oprindelse. 

Men det vigtige i det her er ikke, om du er troende og i 

hvilken retning. Kirkerne skal, uanset hvilken religion det 

er, bare have lov til at spille en rolle, fordi det vil være bedre, 

at folk får en større åndelighed. Den skaber ingen konflikter 

– tværtimod. Det er sgu da helt tåbeligt, at der blandt 

mange kulturradikale er en tendens til at mistænkeliggøre 

mennesker, der har et religiøst aspekt. Hvad er det, de selv 

står og laver klokken syv om morgenen? De står og spiller 

den af i bruseren, fordi de har set en kvinde på universitetet 

dagen før, som de godt kunne tænke sig at kneppe, fordi 

deres parforhold fungerer ad helvede til, fordi det hele er 

ved at falde fra hinanden, fordi de ikke har nogen form for 

ydmyghed over for det, de har fået. 

Holdt kæft, det var mærkeligt at høre ordet” X Factor” inde 

i synagogen. Det var som lynnedslag i nakken, som om det 

ikke hang sammen. Men ”X Factor” er jo også en øvelse 

– en fællesskabsøvelse. Folk sidder hjemme foran strålekassen, 

som ikke er et ernsynsapparat, men mere er et forstørrelsesapparat, 

som fremkalder følelser. Følelser fra en 

ung dreng som Basim for eksempel. Folk sidder og øver 

sig på at tage hans charme til sig, øver sig på at give ham 

rum og plads i deres eget hjerte. Det er en øvelse i at kunne 

acceptere folks forskellighed.



Folket har siddet for længe i egen stue. Vores demokrati er 

ved at udvikle sig til en sekundavare. Tavse går vi ind stemmeboksen 

for at sætte vores kryds i det sorteste hjørne. For 

derefter at sidde tavse på vej hjem i bussen og sætte nøglen i 

døren. Først den ene lås og så den anden. Endelig er vi igen 

alene. Ensomheden er ubærlig, og for at kunne leve med 

sig selv transformerer man hadet til sig selv til hadet til alle 

andre. Det eneste positive ved had, er, at det er en konkret 

udmelding, som man kun kan forholde sig til. Et skrig om 

hjælp … 

Ja, skal vi nu i gang med klicheerne? 

Det er jo det, der er det rædselsfulde. Det er jo der, hykleriet 

i det danske samfund begynder. Skriget om hjælp er blevet 

en kliche. Tal på et stykke papir. Aldrig har vi boet tættere, 

aldrig har vi været mere ensomme. Det er fandeme et paradoks. 

Klokken nærmer sig ni. Blachman har talt sig 

næsten helt ud om de allerstørste spørgsmål. 

Alligevel har han et sidste vers, der må og skal ud 

her midt imellem alle de andre fodgængere. 

Jeg har gået op og ned ad Købmagergade på vej til/fra de 

her gudstjenester om morgenen. Prøvet at huske nogle af 

de her religiøse remser udenad, nogle af de her tilbedelser, 

nogle af de her prisgivelser. Men det er aldrig rigtigt lykkedes 

mig. Der er et eller andet, der stritter imod indefra. Jeg 

skal ikke begynde at gå rundt og chante. Men jeg tror bare, 

at når lykken er ved at være så fundamental i én, som den 

er hos mig, så synes jeg, det er på sin plads at sige tak. Lykkestunderne 

er den gave, der skal give os fred til at kunne 

forlade planeten uden at være ynkelig omkring det. Jeg har 

fået børn, min kone har født de hænder, der skal holde mig 

i hånden, når jeg dør. Og ingen skal fortælle mig, at der 

ikke er nogen mening. 

Familien

214 215 

To gange Femte klasse 

T o 

ga ge 

n 

F mt k l asse 

e e 

Nedenstående tekst er et uddrag af en artikel af 

Asla Fomsgaard Adrian fra fagbladet Folkeskolen. 

”På vores lærerværelse førte det over i følgende 

tankeeksperiment: Hvad nu, hvis vi anerkendende 

lærere tog Blachmans stil til os og begyndte 

at tale lige ud af posen. Man forestiller sig tilbagemeldingen 

på en fristil: ”Det er jo fuldstændig 

talentløst og usammenhængende, det ser 

ikke ud til, at du overhovedet har hørt efter det, 

der er blevet gennemgået omkring indledning 

og beskrivende sprog”. Eller når man skal skrive 

elevplaner: ”Han sjusker og er doven og useriøs”. 

Måske ville det budskab gå tydeligere igennem, 

end når det sprogligt bearbejdes til fraser 

som ”skal øve sig i at være mere kritisk i forhold 

til egne produkter og arbejdsproces”. Er 

folkeskolen blevet så pæn, rummelig og an- 

erkendende, at den er blevet tandløs? Ønskeligt 

kunne det i hvert fald være, hvis skolen som virksomhed 

begyndte at skrue bissen på og nærme sig 

en mere direkte, Blachman-inspireret retorik.” 

Et af de områder, hvor Blachmans kulturrevolution 

havde størst gennemslagskraft, var på landets 

lærerværelser. En lun aften i begyndelsen 

af august satte vi os på hans altan for at tale om 

Blachmans erfaringer med pædagogik.



Kongelig kapelmusicus Hans Fulling er død. Skulle jeg 

møde ham igen, bliver det sikkert inde i vanviddets gymnastiksal, 

hvor han hænger i ribberne, mens han med fråde 

om munder råber: ”Blachman, hvor er dine briller?” 

Første gang, jeg mødte Fulling, var, da jeg i erhvervspraktik 

i syvende klasse kom ind i slagtøjskælderen på Det Kongelige 

Danske Musikkonservatorium på H.C. Andersens Boulevard. 

På det tidspunkt kunne jeg ikke læse en node og 

overså den ottendedel og to sekstendedele, der stod skrevet 

på døren. Jeg bankede på helt almindeligt, i hvad jeg husker 

som et minuts tid, før døren gik op. 

Jeg har altid haft et ømt punkt for ældre mænd. Alt det, der 

kan føles svært at tale med ens forældre om, er pludselig 

ikke noget problem. Min farfar Salomon er evigt præsent i 

mig af samme grund. Men med Fulling forholdt det sig anderledes. 

Hovedet var monteret direkte på skuldrene uden 

hals. En blanding af en vild hund og et menneske. Da han 

endelig åbnede, råbte han opstemt og helt ude af sig ”Hvad 

fanden, kan du ikke læse noder?” og bankede så ottendedelen 

og de to sekstendedele med knoerne lige i panden på 

mig. 

Der stod jeg så i jaket draperet med bumser og Leninordner. 

Han kiggede på mig. Men Fulling var ikke typen, der 

undrede sig. Det var han for længst færdig med. I den følgende 

uge sad jeg stille på en stol og så ham helt korporligt 

tæve musikken ind i den ene arme elev efter den anden. 

De skreg af smerte, når køllerne kom farende. Inden ugen 

var omme, havde jeg taget min beslutning. Det kunne godt 

være, at Fulling ikke havde de store pædagogiske ressourcer. 

Men hvad betyder det, når det var som at møde musikkens 

dynamik og temperament i egen høje person. For de fleste 

er bækkener bare noget, der minder om to grydelåg. Men 

det var Hans Fulling, der før Tony Williams gjorde mig opmærksom 

på, hvilke fantastiske musikalske udtryksmuligheder 

der er her for en nysgerrig ung mand. 

Mesterskabet over de rytmiske og klanglige nuancer er det 

nødvendige hjemmearbejde, så at sige. Den musikalske virkelighed 

opstår, når bækkenklangen smelter sammen med 

de andre instrumenter. Lige så mange uendelige muligheder 

for harmonidannelse, der er på klaveret, lige så mange 

nuanceforskelle er der i bækkenet, når det smelter sammen 

med andre instrumenter til en lyd. 

Jeg studerede hos Fulling i tre år. Han sagde til mig, at hvis 

jeg fik briller, ville jeg helt sikkert komme i Det Kongelige 

Kapel, inden jeg var fyldt 18. Jeg brugte det altid som undskyldning, 

når jeg ikke havde øvet mig, at jeg ikke kunne se 

noderne. Så gik spurten ellers rundt om vibrafonen, mens 

han fægtede med køllerne. 

Jeg tænkte, at hans temperament måske kunne mildnes, 

hvis han i en periode kom hjem og underviste mig privat. 

Første gang kom han væltende ud fra en af militærets busser 

tydeligt beruset. Jeg puttede to aviser ned i mit højre 

bukseben, for når vi spillede lilletrommer sammen, sad jeg 

altid på hans venstre side, hvor han med stor gavmildhed 

illustrerede forskellige dynamiske accentueringer på mine 

lår. Mine forældre var nok temmelig forundrede over, at 

jeg indlod mig på denne form for masochisme. Men som 

sædvanligt lod de det være op til mig at vælge fra eller til. 

Jeg tror også på et teoretisk plan, at min far kunne se det 

hylende grinagtige i, at jeg var kommet i den gamle skole. 

Da min psyke ad åre viste tydelige tegn på belastning, insisterede 

min mor på en samtale med Fulling. Min mor 

havde på mange måder været involveret i min musikalske 

træning i den periode. Tit sad hun ved klaveret og afviklede 

intervaller for at træne mit gehør. Men samtalen med 

Fulling havde ingen eekt.



I mellemtiden havde jeg kastet min kærlighed på jazz på bekostning 

af det klassiske slagtøj. Jeg så aldrig Hans Fulling 

siden, men ved af omveje, at jeg var en af hans bedste elever. 

Samme år, 1981, stopper jeg på konservatoriet og tager til 

USA for at studere på den tids eneste jazzkonservatorium 

Berklee i Boston. 17 år gammel stod jeg midt om natten på 

Grand Central Station i New York med hele mit trommesæt 

og 1.500 dollars i inderlommen til den første omgang 

skolepenge. Det var en af de skæbneagtige oplevelser. Man 

ved ikke helt, hvad man laver. Men det var første gang, jeg 

havde oplevelsen af at gå en halv meter bag mig selv. 

Siden hen har jeg opdaget, at det at gå efter sig selv er forbundet 

med flere af mit livs lykkeligste stunder. Det er en 

oplevelse af at kunne lægge sig trygt i armene på sin intuition. 

I dag mener jeg, at intuition er et værktøj som en 

hammer og en sav. Tør man følge den, opbygger man en 

personlig erfaringslære. Det burde være et fag i folkeskolen. 

Al skabelse handler om at turde. Man må starte et sted for 

så langsomt at opbygge den selvtillid, som det kræver at 

kaste sig ud fra nye højder. Først i Boston åbenbarede den 

akademiske verden sig for mig. Jeg startede i folkeskolen 

bare fem år gammel, fordi min far havde den sindssyge ide, 

at jeg var et geni. Som den grundige kvinde, min mor er, 

iværksatte hun en undersøgelse af, hvor den bedste folkeskole 

i København lå. 

Som græske guder stod lærerne med fuldskæg og lædersandaler 

og tog imod os i den lille skolegård på Hyltebjerg 

Skole i Vanløse. Lærerne var i begyndelse af trediverne og 

sprængfyldte af nye pædagogiske ideer. 

Arkitekturen var lys og imødekommende, hvert klasselokale 

havde udgang til åbent terræn, hvor vi kunne dyrke 

vores grønsager. Der var god kunst på alle vægge af danske 

modernister fra mellemkrigstiden. I de forskellige skolegårde 

hang elevernes egne værker fast monteret på murene. 

Skolen havde 1.000 elever. Der var svømmehal, bibliotek, 

tandlæge, fodboldbaner og biograf. 

Så selvfølgelig insisterede jeg på, at min egen søn skulle gå 

på en kommuneskole. Hvor ellers møder børn andre med 

en anden baggrund. Alligevel førte min nysgerrighed mig 

sidste år til et introduktionsmøde på en privatskole. Det 

var som at ankomme til et spejlkabinet af mennesker med 

samme identitet og indtægt. Ikke et ansigt med anden etnisk 

baggrund. Spørgsmålet rumsterer stadig i mig, hvorfor 

de mange, der stemmer på Enhedslisten, sender deres børn 

i de racemonokrome skoler og dermed sniger sig uden om 

at tage direkte del i integrationsansvaret. På Hyltebjerg Skole 

mødte jeg stort set ingen, der mindede om min egen familie. 

Jeg kom i alle slags hjem. Jeg havde ufatteligt mange 

venner. En af de bedste var Kenneth. Når vi legede hjemme 

hos ham, og klokken nærmede sig fem, udbrød hans far 

altid: ”Hvornår kommer kællingen hjem, så vi kan få noget 

mad?” Også dengang satsede jeg stort, når jeg åbnede 

munden. Jeg var selv sulten og spurgte faren, hvornår kommer 

kællingen hjem, så vi kan få noget mad? Det var sidste 

gang, jeg fik lov at komme inden døre hos Kenneth. Hvilket 

sindssygt ureflekteret menneske hans far var. Han aflivede 

også kattekillingerne ved at skylle dem ud i toilettet, mens 

vi stod og så på i chok. 

Vanløse blev en guldgrube af menneskelig erfaring. Folkeskolen 

var en fest. Den naturlige autoritet var den eneste 

autoritet. Min dansklærer Lass formåede at lære os at læse 

og skrive, mens vi fiskede og spillede guitar.

220 Det kolossale menneske 221 To gange Femte klasse 

Den elleveårige trommeslager Thomas Blachman. 

Godt nok lærte jeg først alfabetet i 5. klasse, men de andre 

lærte det tidligt. Ikke kun N’erne, men også alle de andre 

bogstaver svømmede rundt på væggene, og jeg havde altid 

et helt andet bud på, hvad meningen med dem var. Jeg husker 

dog overhovedet ikke min ordblindhed som noget problem. 

Lærerne gjorde det nemlig ikke til et problem og viste 

mig i stedet den respekt at lytte til, hvad der kom fra mig. 

Når de blev allermest overraskede, blev jeg stolt. I dag sygeliggør 

vi hinanden med diagnoser i stedet for at indrømme, 

at vi har et system, der ikke tillader afvigelser af nogen art. 

Jeg bliver sgu nødt til at gentage mig selv. Danmarks gode 

økonomi har på mystisk vis legitimeret, at vi på alle andre 

måder er i bund. Psykisk, intellektuelt, moralsk og åndeligt. 

Jeg er et produkt af den pædagogiske revolution, og jeg 

ved ikke, hvor jeg skal starte med at takke. Det fokus, der 

dengang må have været blandt lærerne på lærerværelset, 

skabte den positive fremadrettede forhåbning om fremti- 

den. Den positive forhåbning blev deres naturlige autoritet. 

Min generation har i sit voksenliv ikke kunne fastholde den 

vidunderlige følelse, det er at være sammen om noget nyt. 

Dertil har de intellektuelle og åndelige ressourcer været for 

begrænsede. Det værste jeg ved, er min generations halvhjertede 

latterliggørelse af 68’ernes forsøg på at forny. Her 

er der tale om ren og skær misundelse, ikke andet. Vi er 

dem, der ikke har eksperimenteret en skid. Alt, hvad vi har 

lært, har vi omfortolket til egne asociale fordele. Yuppiekulturen 

og punken var ikke andet end hver deres eksempel på 

egocentri. Jeg ved ikke, om min generation er verdens mest 

mislykkede forældregeneration, men der går ikke en dag, 

uden at jeg møder røvhuller, der ikke har tid til deres egne 

børn. Der var eddermageme tid til mig, da jeg var barn. 

Jeg følte mig velkommen, som mine egne børn af samme 

grund i dag føler sig velkomne. 

Er jeg privilegeret? Ganske givet er jeg det. At komme til 

livet er at blive inviteret på forhånd. Kan man ikke tage sig 

af sine gæster, skal man ikke invitere dem. Lad mig sætte 

tempoet i vejret. Hele min generation skal genvinde barndommens 

tro og løfte den til nye højder. Kreativiteten vil 

blive det moderne menneskes nye fællesnævner. Den kreative 

ånd viser vejen i barnet. Barnet gennemskuer øjeblikkeligt 

voksenverdenen ud fra disse pejlemærker. Er der plads 

til leg eller ikke plads til leg. Ikke bare aleneleg, men leg, 

der iagttages og beundres af andre. For når et barn leger, 

gør det intet andet, end at det viser, hvad det selv har fundet 

ud af. Et barns leg er et barns arbejde. Jeg har aldrig foretaget 

mig noget mere fornuftigt end at lege med mine børn. 

De har fortalt mig, at universet ender, der hvor atmosfæren 

starter, og at frihedsgudinden hedder fritidsgudinden. Er 

der nogen, der kan filosofere, så er det børn. Hvis det at gå 

på museer af alle slags og snakke om alt fra Københavns 

brand til det at skue ud over Søren Kierkegaards skrivepult, 

ja, så har jeg leget med mit første barn 25-30 timer om ugen 

de første fem år. Derfor føles det, at jeg det sidste års tid har 

måttet intensivere mit professionelle arbejde til omkring 50 

timer om ugen, som et stort svigt af den fantastiske kommunikation, 

vi havde opbygget. En af mine største ambi-



tioner er at genskabe denne balance. Det skal kunne lade 

sig gøre. Det uladsiggørlige er altid et produkt af principiel 

løsagtighed. 

Principiel løsagtighed. Det er for mig et helt nyt 

begreb. Hvad mener du med det? 

Jeg har fandeme heller ikke selv hørt om det før. Jeg formoder, 

at det forsøger at formulere den følelse, der ligger i 

vores tids principfaste attituder, som skal skjule tabet af de 

intellektuelle og åndelige ressourcer. Løsagtigheden kommer 

igen af en misforstået omskrivning af 68-idealet. Nemlig 

at forældrene på vise områder skal lade deres børn være. 

I min generation er det blevet til, at vi giver dem plads til at 

passe sig selv. 

Min søn startede i en kommuneskole. Tre forskellige lærere 

blev nedslidt, allerede inden nulte klasse var omme. Alt 

startede med overskud, men gik ned lang tid før forældrene 

blev underrettet. Min søn blev spurgt om, hvor mange ben 

en ko har. Dette filosofiske spørgsmål måtte han dvæle lidt 

ved. Det blev så dråben for læreren, som stoppede hans 

lange udredning, fordi det var der absolut ikke tid til at 

høre på, fordi spørgsmålet kun havde et rigtigt svar. Det 

blev dråben for mig. Derfor har vi valgt at skifte til en ældre 

privatskole. Kreativitet kan ikke begrænses til formnings 

og musiklokalerne. Kreativitet kan kun ophøjes til et menneskesyn. 

Den fundamentale glæde, det er, på afstand at 

betragte individets egen indbyggede retningsbestemmelse. 

Har lærerne ikke tid til det, så er vi jo på vej tilbage til den 

sorte skole, hvor alting handlede om at afmontere kreativiteten 

til fordel for terperi og udenadslære. 

På Hyltebjerg Skole blev min tredjeklasse sammenlagt med 

to andre klasser i et forsøg på at realisere noget så vildt som 

et klasselandskab. Det var helt genialt. Gulvtæpper på gulvene, 

ingen larm. I 5. klasse flyttede jeg til Gunnar Jørgensens 

skole i Hellerup, kun fordi jeg skulle lægge afstand til 

en kammerat, der havde skudt mig med et luftgevær. Da 

han et par dage senere dukkede op i min klasse på Gunnar 

Jørgensen, skiftede jeg tilbage til Hyltebjerg, dog i klassen 

under den, jeg før havde gået i, hvilket overhovedet ikke var 

noget problem for mig. Sjovt nok. Min selvtillid var i top. 

Min løsgængeragtige tilværelse startede dengang. Alle steder, 

jeg kommer frem, er jeg velkommen. Det bilder jeg 

mig i hvert fald ind, og det er jo det vigtigste. 

Anden gang jeg gik i 5. klasse, hed min dansklærer fru 

Staun. Var hun ikke kommunist, så var hun da elskerinde 

til Jens August Schade. Jeg husker, han sad på hendes terrasse. 

Vi hilste på hinanden. Jeg anede ikke, hvem han var. 

Ligesom han heller ikke anede, at jeg var Blachman. Fru 

Vibeke Staun tog mit væsen til sig. Hun var satans skrap på 

en elskelig, kærlig måde. 

Som jeg stod i mine mælkedrenge-overalls med matchende 

kasket, kom Kristian Topsøe og spurgte, om jeg var bøsse. 

Han var startet i min parallelklasse. Sammen flyttede vi senere 

til Statens Pædagogiske Forsøgscenter i Rødovre. Selv 

kunne jeg ikke have fundet et mere charmerende navn. 

Her fik jeg hår på pikken og prøvede at få Gitte Stallone til 

at røre ved den, inden Kristian Topsøe kom i vejen. Som 

kompensation introducerede han mig for sin vennekreds 

i Brønshøj. Lutter kunstnerbørn med højt udviklet sans for 

euforiserende stoer, som i de moderate mængder, jeg har 

indtaget, har givet mig på alle måder enestående sociale oplevelser 

…



Jeg blev smidt ud af forsøgscenteret, fordi jeg var for genial. 

Mine eksamenskarakterer var elendige. Jeg har fået 6 for at 

fortælle dem ting, de ikke selv var klar over, i stedet for 13 

for det, de vidste i forvejen. Jeg må dog medgive, at der er 

mange af de ting, de vidste i forvejen, jeg ikke havde begrebet 

en skid af. 

Min lykkelige skolegang sluttede på Bernadotteskolen i 8. 

klasse. Her var der endelig en skoleleder, der sagde: ”Hvis 

det er musik, du vil lave, så gå ud og gør det.” Jeg havde 

aldrig lavet en skid andet end fest og fyrværkeri. 

Først da jeg kom til USA, opdagede jeg, at jeg havde akademiske 

interesser, og at der faktisk var nogen, der havde 

tænkt over noget, jeg syntes var interessant. Det meste af 

tiden opholdt jeg mig pludselig på kollegiets bibliotek, hvor 

jeg lyttede og læste mig gennem tusindvis af enheder. Musikalsk 

komposition er en måde at anskue verden på. Den 

blev min livsstil. 

Folk fra hele verden var samlet på Berklee. Hver aften 

spillede vi seks timer uden pauser. Det største afsavn ved 

at flytte hjem til Danmark var at miste min globaliserede 

hverdag. I 80’erne var ordet globalisering ikke på nogens 

læber i Danmark, heller ikke mine. Men det var jo det, jeg 

havde oplevet ved at tilbringe tid og spille sammen med 

mennesker fra alverdens kulturer. Jeg blev Bachelor i komposition 

og arrangement, da jeg var 22 år gammel. I stedet 

for at blive i USA, stod det mig klart, at jeg savnede mit 

elskede København, og at jeg ikke kunne undvære mine 

venner der. 

For 96 år siden valgte min dameforstyrrede oldefar Isak 

København frem for Amerika. Det var den rigtige beslutning. 

Min familie har haft det godt i Danmark, og det skal 

den fortsat have. Derfor skylder jeg mit land min tilstedeværelse. 

For nok er vi glade for landsmænd, der gør sig godt 

i udlandet. Men skal Danmark blomstre på ny, er det altafgørende, 

at de bedste hoveder i min generation påtager sig 

deres ansvar.


To gange Femte klasse

228 229 


Vi mennesker skal passe på, hvad det er, 

vi ønsker os i livet. 

Jeg ser mænd, der hele tiden har ønsket 

sig kærester med store bryster. Og typisk 

så får de dem selv. Se nu på dig selv. Først 

ønsker du dig mere end noget andet at 

være genial, og så ender du op med at 

blive en komplet idiot. 

Men du virker nu godt tilfreds, og inderst 

inde har du vel været klar over det hele 

tiden. 

Glem det gyldne snit. Det er det hvide, 

der rykker.



En stor del af Spurten er gået udspiller sig på SAS 

Radisson i København. Lørdag den 16. august 

stod vi igen på hotellet, fordi vi var kommet i 

bekneb for et sted at arbejde. I støjen fra den årlige 

homoparade, der havde nået sit klimaks på 

Rådhuspladsen, bookede Blachman os ind på et 

enkeltværelse, mens han til receptionistens undren 

flere gange understregede, at vi ikke skulle 

overnatte. I elevatoren op til 14. etage ledte omgivelserne 

mine tanker hen på den næstsidste 

scene i filmen, hvor Blachman ude på herretoilettet 

møder en tjener, der balancerer med en bakke 

med et måltid mad, mens han tisser. Tjeneren, 

der blev spillet af Henrik Balling som Knud 

Romer lagde stemme til, spørger: ”Blachman, 

hvorfor begynder du ikke at spille trommer 

igen?” 

Dengang vi optog filmen, havde jeg aldrig set 

Blachman bag trommerne. Den chance fik jeg en 

lille uge efter, vi var kommet tilbage fra USA. Trioen 

Ginman, Blachman, Dahl med Palle Mikkelborg 

gav en eksklusiv koncert i det udsolgte nye 

skuespilhus. På rækken lige foran mig sad Blachmans 

far. Lidt længere henne sad Blachmans seks 

år gamle søn, der så sin far spille for første gang. 

Musik er et af de få medikamenter, der kan tvinge 

Blachmans rastløse sjæl til ro. Kort efter vi havde 

mødt hinanden, lyttede vi til musik i hans studie. 

Ham ved mixerpulten og mig på rækken bagved. 

Det skaldede baghoved vuggede fra side til side, 

og en hudfold blev til munden i en levende udgave 

af den klassiske glade teatermaske. 

Midtvejs under koncerten noterede jeg, at Blachmans 

hoved pendulerer, og nakken smiler på 

samme måde, også når han er på scenen. Men det 

var ikke bare hans hoved, der vuggede. På rækken 

foran mig pendulerede to generationer Blachman 

fuldkommen synkront med ham bag trommerne. 

Da vi kom op på værelset, stillede Blachman sig 

hen til vinduet og kiggede ud. Helt uden smil på 

nakken skreg han: 

Er jeg et geni eller en idiot? Så svar mig dog. I månedsvis har 

du lurepasset dit arbejde. Fuck hvor er jeg træt af din nedadsnobbende 

bare-for-at-være-på-den-sikre-side-attitude. 

Vi er blevet betalt for denne opgave for netop gensidigt at 

betale hinanden. Hvordan kunne jeg nogensinde forvente 

denne gavmildhed af andre end mig selv? 

Tillad mig at rose mig selv. Når alt kommer til 

alt, hvad det jo sjældent gør, så er jeg nok verdens 

bedste nummer to. Og nu, hvor jeg kan ane min 

ankomst til resterne af min egen virkelighed, 

vil jeg gerne betale dig tilbage. Modtag venligst 

denne gave. En dvd om den store danske gymnast 

Niels Bukh. 

Til helvede med din midtfirserfascination for skæve eksi- 

stenser. Hvilken ynkelig tømmerflåde du klamrer dig til, 

som var du blottet for værdighed. 

Sludder, så langt rækker hverken din faktuelle 

viden eller empati. Tillad mig at rose mig selv 

endnu engang. Kun få er udstyret med så stor en 

overbærenhed som jeg over for den præventive 

aggressions mester. Uden mine hænder på tastaturet 

ville dit evangelium ikke kunne forandre 

verden, men bare fremstå som en flere hundrede 

sider lang rebus.



At du har begået mange fremragende ting på tv, kan man 

hverken se på din påklædning eller høre på din opfattelse 

at dit arbejde. Men se selv, nu kommer det. Gennem min 

provokation skal jeg tvinge dig og mine jævnaldrende til 

oentlig indrømmelse af egen storhed. 

Tak, her står jeg af. Bepral du kun dine egne veje. 

I morgen vil jeg vågne på dette hotelværelse midt i byen, 

hvor jeg bor. Vinduerne vil stå åbne, og der vil være koldt. 

Det vil være første gang i lang tid, at jeg har sovet alene. Jeg 

vil kigge på de sidste udskrifter af vores arbejde, der vil flyde 

overalt i dette rum. Jeg vil genkende mig selv i hvert eneste 

ord. I morgen vil jeg gå dig i møde for at indtale det sidste 

kapitel. Men inden da vil jeg sætte mig på en bænk og iagttage 

min familie på afstand, som fandtes jeg allerede ikke 

mere. En uendelig lille fysisk forandring i det daglige og vi 

gennemrisles af glæden over eget værk. Du fatter ikke, hvor 

lykkelig jeg føler mig, Torben. Jeg kan snart ikke holde min 

glæde tilbage. Jeg er ved at eksplodere. En 59-årig mand 

med en dametaske og to tænder i munden vil komme og 

invitere mig med til seksdagesløb i Forum, som var han 

for første gang i 14 år ude af vanviddets gymnastiksal. Kan 

du fatte det? Kan du fatte det, Torben? Min kosmiske medbestemmelse 

er vendt tilbage. Jeg troede, jeg var færdig, 

men var kun lige begyndt. Min enorme kærlighed til andre 

skulle ikke blive på bekostning af min enorme kærlighed til 

mig selv. Forstår du, hvad det betyder, Torben? 

Her indfandt stilheden sig. Blachman fastholdt 

synet ud over byen i flere minutter. Så vendte han 

sig om mod mig med et forlegent smil på, som var 

han en helt anden person end den salvelsesfulde 

prædikant, der lige før dirigerede kosmos. 

Hvad synes du om det? Nærmer vi os finalen på et kommende 

hovedværk i dansk litteratur? Jeg mener et værk 

blottet for klicheer. Ren nytænkning. Ren Ånd. 

Det, jeg oplever lige nu, må være en illustration 

af det som Carsten Dahl har sagt om dig: 

”Thomas kan vende sin sindstilstand, når han vil. 

Det er en meget høj grad af selvkontrol”. 

En følelse er et sammensurium af dårligt orkestrerede tanker. 

Følelser er den sidste rest af urlandskabet i mennesket. 

En følelse er en akkord, vi kan improvisere over. 

Mere eller mindre tilfældige ordkombinationer bringer så 

nyheden, hvorigennem selve følelsen formulerer sig. Når 

Dahl siger, at jeg kan vende min sindstilstand, når jeg vil, så 

overser han det simple faktum, at jeg bare skifter akkord. 

Begrebet geni fylder meget hos dig. Lige siden du 

var en lille dreng, har du hørt det. Det er blevet 

sagt mange gange af din oldefar, bedstefar og far. 

Du er blevet kaldt et geni utallige gange i både 

skrift og tale og af dig selv. Hvordan definerer du 

en idiot? 

Jeg elsker din jovialitet, Torben. Idioten er et af mine mest 

elskede karaktertræk. Idioti er en stor del af dansk selvforståelse. 

Det var en idiot, der skabte begrebet hygge. Det kan 

være svært at skelne den ene idiot fra den anden. 

Idiotens halvbror geniet spiller en tilsvarende stor rolle i 

den jødiske selvforståelse. Alene af den grund har der været 

så mange. Det er et valg at fremelske det geniale i hinanden. 

Det er altså ikke genetisk bestemt, men kulturelt. 

Hvordan skal vi kunne tro på andres muligheder, hvis vi 

ikke tror på vores egne?



Min tillid til andre mennesker er min selvtillid. Min evne 

til at se det geniale hos andre, skærper mit syn på at finde 

det hos mig selv. At brænde inde med sin egen storhed er 

det samme som ikke at kunne rumme andres. Min uklassificerbare 

person er konsekvensen af et bevidst valg. Jeg har 

beriget mig selv med en tilladelse til at udleve både geniet 

og idioten. 

Klokken halv to om natten forlod jeg SAS Radisson 

med Niels Bukh under armen og en ordre om 

at møde i omklædningsrummet til vanviddets 

gymnastik næste morgen.

236 237 


cial 

So skøn 

hed 

Jeg kom ind på Christiansborg. Søren Pind kom rendende 

og rakte mig venligt hånden. En journalist fra BT spurgte, 

hvad fanden jeg lavede der. Jeg pegede over på en gruppe 

teenagere og svarede, at jeg gav forelæsninger i politisk 

malerkunst. En sekretær førte mig op til Helle Thornings 

kontor. Hun stod og lavede kae. På gulvet i hendes kontor 

flød de første ti par ultra feminine stiletter. Det er sateme 

en oppositionsleder efter min smag, tænkte jeg. Siden Jens 

Otto Krag har der ikke været en mere elegant socialdemokrat. 

Og aldrig tror jeg, jeg har snakket med et menneske, 

der var lettere at tale med. Hun var ekstraordinært nærværende 

og sødmefuld. Jeg gav hende den korte version af 

det, som jeg har talt om i denne bog. Jeg sagde til hende, at 

det, jeg kommer med, er så relevant, at hvis jeg stillede op 

som løsgænger, ville jeg blive valgt. Det var hun enig i, men 

syntes ikke, jeg skulle gøre det. 

Jeg husker, at jeg lynhurtigt åd et par af hendes bananer. 

I hendes rolige hånd hvilede det papir, hvorpå min vision 

stod. Havde hun slet ikke samme oplevelse af livet uden for 

Christiansborg som jeg? Var hendes rådgivere så talentløse, 

at de ikke fornemmede tidens urealiserede potentiale? Jeg 

fortalte Helle, at hvis hun vil vinde det næste valg, skulle 

hun begynde at omgås genier. Men hun smilede bare sødt. 

Hun ytrede, at det godt nok var vildt, som jeg var blevet 

meningsdanner på bare tre måneder. Jeg studsede over, 

hvor fremmed dette ord virkede på mig. Jeg er jo blot en 

ærlig mand, der kommer med al min lykke i livet og kærlighed 

og indrømmer over for millioner af mennesker, at 

den kan bruges til noget stort. Helles kinder blussede, da 

hun misforstod mig. Jeg talte om en indestængt boble af 

energi. Hun hørte det som en boble af kærlighed. Der slog 

det mig, at hun som jeg er et lykkeligt menneske. Ja, at langt 

de fleste, der bor i vores lille land, bærer lykken i sig, men i 

stedet for at sprede den, værnes der om den. Det er vor tids 

store misforståelse. Regeringen har gjort lykken til en privat 

sag. Socialdemokraterne burde tilføje, at lykken ikke bare er 

privat, men også et fælles anliggende.



Jeg havde fået sagt, hvad jeg ville, og hun sagde, at hun godt 

kunne lide mit positive budskab, og at jeg skulle komme 

tilbage en anden gang. 

Skulle min generation mod forventning svigte mig og efterlade 

mig ensom på håbets skafot, så pyt. Grunden til at jeg 

ikke har et større ego, end jeg har, og det mener jeg vitterligt, 

er, at jeg aldrig har problemer med at tilsidesætte mig 

selv for at gøre andre mennesker glade. Man kan ligefrem 

sige, at det gør mig glad at tilsidesætte mig selv. Jeg har jo 

fået sagt, hvad jeg skulle sige. Hver gang jeg åbner munden, 

fortæller jeg jo ikke andet, end hvem jeg er. Jeg har sluttet 

fred med mit ego. Det sidder ikke oppe i halsen på mig. Det 

gør kun fællesskabet. Kan man lære noget af mig, så er det, 

at jeg kender min egen besøgstid, når det kommer til at 

bestemme over andre. Set i forhold til, hvor meget jeg har 

at byde på, er dette min smukkeste præstation. 

Social Skønhed er en ny kollektiv bevidsthedstilstand, hvor 

det geniale erstatter det normale. Alle skal vi hjælpe hinanden 

til at mestre kunsten aldrig at undervurdere vores egen 

betydning og sprede vores lykke i stedet for at værne om 

den. Se den kreative helligdag i lyset af mit generationsoprør, 

og se mit generationsoprør i lyset af den perfektionerede 

originalitet, der spirer i det forfængelige menneske. 

Jeg orker ikke mere nu. Mit kald ligger ikke i politik, men 

i vanviddets gymnastiksal. Andre må tage over. Misforstå 

mig ikke. Når så voldsomme ideer arriverer i mit sind, kald 

dem mit tredje barn, så står jeg til evig tid til rådighed med 

opmuntring med hele mit legeme og sjæl. Alt hvad jeg har 

sagt, har jeg ment, da mit intellekt ikke fråser med ironi 

og sarkasme. Kære venner. Min lykke skal blive jeres. Såvel 

som jeres skal blive min. For aldrig vil min generation have 

en større mulighed for at eksplodere al den indefra kommende 

energi, som den reneste kærlighed til vores børn, til 

os selv, til vores forældre, til livet på jorden. 

Kære venner. Min lykke skal blive jeres. Såvel som jeres skal 

blive min. Ånd er velstand. 

Jeg orker ikke mere nu. Andre må tage over. Alt, hvad jeg 

har sagt, har jeg ment, da mit intellekt ikke fråser med ironi 

og sarkasme. Lad det være mit sidste ord. Tak. 

Udmattet gik Blachman ned ad gangen fra køkkenet. 

Inden han forsvandt ind bag en dør, jeg 

ikke tidligere havde registreret, vendte han sig på 

dørtrinnet og sagde: 

- Fra nu af vil jeg kun være til at komme i nærheden af som 

merchandise. 

Så sad jeg alene tilbage i det køkken, hvor Blachman 

for snart længe siden efter et af sine mest 

strabadserende forsyn, bad mig om at kigge nærmere 

på en af hans fangrupper på Facebook, hvor 

man ivrigt diskuterede hans udtalelser. Hans 

utålmodighed tillod ham heller ikke dengang at 

vente på, jeg fandt det rigtige sted. Jeg kunne ikke 

se hans ansigt. Kun hans isse var oplyst fra hans 

computerskærm, da han udbrød: 

- Lad os hylde dette kolossale menneske! 

Jeg huskede, at det dengang pirrede min nysgerrighed, 

hvem der havde smykket ham med en 

kompliment endnu større end dem, han havde 

tildelt sig selv. Nu, hvor alt var forbi, havde jeg 

endelig ro til at finde siden. 

”Lad os.” De to ord havde Blachman på trods af 

sin ordblindhed stavet sig rigtigt igennem. Hvor 

det kolossale menneske er kommet fra, må stå 

hen i det uvisse. 

Der stod: 

”Lad os samle alle de fantastiske Thomas Blachman-citater 

og videoer, så vi kan hylde kongen.”

240 

Det kolossale menneske 

Af Thomas Blachman og Torben Steno 

© Politikens Forlag 

JP/Politikens Forlagshus A/S, 2008 

1. udgave, 2. oplag 

ISBN: 978-87-567-9026-0 

Printed in Denmark 2008 

Forlagsredaktion: Britt Tippins 

Fotografier: Les Kaner: side 1, 46, 83, 88, 91, 159, 175, 178, 202. 

Lars Brummer: side 117, 138. Finn Fønns: side 35, 57, 99. 

Mads Winther: side 108. Privatfotos: side 71, 76, 136, 139, 143, 

213, 220. 

Omslag: Søren Varming, Punktum design 

Omslagsfoto: Les Kaner 

Grafisk tilrettelægning: Søren Varming, Punktum design 

Layout: Mischa Jemer 

Illustrationer: Viola Heyn-Johnsen: ”Byen over byen” Thomas 

Blachman: side 226, 227. 

Tryk: Scangraphic 

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner og virksomheder, 

der har indgået aftale med Copy-Dan, men kun inden for de i aftalen nævnte 

rammer. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med Copy- 

Dan, skal ved ønske om kopiering henvende sig til Forlaget:politikenboger@pol.dk 

Forfatterne vil gerne takke: 

Rod Williams, Danny Abdelnour, Martin Troestrup, Viola, 

Steen Jørgensen, Peter Rothmeier Ravn, Susie, Frank Axelsen, 

Thomas Davidsen, Pia Knudsen, Channe Nussbaum, Bent Lexner, Peer 

Vilmann og Maya Albana.

Det kolossale menneske

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?