Det kolossale menneske

42 Det kolossale menneske 43
Vanviddets gymnastiksal
I 60’erne kiggede alle danske børn mod USA. Mit børneværelse
i vores lejlighed i Stefansgade på Nørrebro var fyldt
med plakater af Apollo 11. Jeg elskede Amerika utvetydigt
dengang. Godt nok var det europæerne, der havde opfundet
instrumenterne, men det var fandeme amerikanerne, der
kunne spille på dem. Der findes ingen større implosion af
alt det, jeg elsker og holder så meget af, end den amerikanske
musiktradition. Den afrikanske polyrytmik og pentatonalitet,
der via Cuba kommer til USA for at befrugte middelalderens
europæiske dur-mol-æstetik. En befrugtning,
der undfanger bluesens melankoli og vidunderlige puls. En
puls, som på det tidspunkt og lige siden har revolutioneret
al musikforståelse hele vejen igennem det tyvende århundrede.
Derfor begyndte jeg at spille trommer.
Et ret imponerende overblik og analyse fra en
dreng på seks år.
Ved nærmere eftertanke var det nok mere det at sidde halvt
inde i prøverummene i min mors modebutikker og spille
på bongotrommer til Beatles, Rolling Stones og Santana.
Der havde jeg frit udsyn til alle de dejlige kvinder, der, akkompagneret
af musikken, alædte sig for at iføre sig den
ene lårkorte parisermodel af en strikkjole efter den anden.
Jeg husker disse øjeblikke som nogle af de lykkeligste i mit
liv. Mit Big Bang kom i 1968. 60 procent af alt, hvad jeg
siden har forelsket mig i, blev skabt det år. Musik er fantastisk.
Aldrig har det irrationelle givet mere mening. Vi er nu
inde at røre ved det allerskønneste i mennesket. Instrumenter
opfindes, toner kombineres, musikalske notationssystemer
udvikles for at fastholde og videregive det irrationelle.
Læn dig blot tilbage og spørg dig selv hvorfor, mens jeg går
ud og tisser …
Har du tænkt?
Siden mennesket i tidernes morgen erstattede den første
uartikulerede kommunikation med tale, har vi i højere og
højere grad haft brug for et alternativt sprog, der på mange
måder minder mere om den oprindelige måde at give udtryk
for følelser på. For selvfølgelig har urmennesket kunnet
udtrykke sine følelser med stor nøjagtighed. Min hjerne
er på alle måder lige så primitivt opbygget som urlandskabet.
Nu går vi ind i min hjerne. Vi tager to minutters pause
først.
Der gik mindst otte. Hele fem helikoptere stod
stille på Manhattans grå himmel lige over Blachmans
hoved. Det syn fangede hans interesse,
mens han røg en Marlboro Light.
Det er sgu ligesom at lave ”Sgt. Pepper” at lave den her bog,
lød indgangsreplikken, da han energisk vendte tilbage
til favoritpositionen ved kaminen.
Jeg forstår, at universet netop har skabt det menneskelige
øje, for at dette øje skal kunne se universet. Men jeg må sgu
også indrømme, at når jeg står der i mørket og betragter
det, kan jeg knapt fornemme, om øjet er åbent eller lukket.
Luk dine øjne. Fornemmer du, som jeg, et uendeligt tomrum?
En uendelig, langt fra kommende, positiv energi?
Jeg må indrømme, at dertil er jeg heller ikke
kommet endnu.
Citatet fra min film i starten af dette kapitel beskriver fuldkommen
præcist min ordblindhed. Når jeg lukker øjnene,
forstummer ordene, nøjagtig som når lyset dæmpes i koncertsalen,
for at musikken kan tage sin begyndelse. En hvilken
som helst kombination af toner kan kombineres med
en hvilken som helst anden kombination af toner. En hvilken
som helst klangfarve, rytme, dynamik, tempo kan på
samme måde kombineres med en hvilken som helst anden.
Alting er i konstant bevægelse.