Det kolossale menneske

172 Det kolossale menneske 173
Han har fat i noget
”Blachman er jo en interessant samtalepartner.
Han har en sjælden besættelse af at ville forandre
verden. Han afprøver hele tiden grænserne for,
hvad man kan sige. Og så tror han, at han ved,
hvad der er bedst for folk. Men han har fat i et eller
andet”.
Det husker jeg, at jeg nikkede genkendende til og
håbede, at befolkningen under kunstlektionerne
i ”X Factor” samtidigt var blevet dannet og oplyst
nok til at fange, at overdommerens konkrete visioner
også var subtil humor.
”Han har fat i et eller andet” var i det hele taget
en formulering, som dukkede op hos mange af de
mennesker, der holder af ham og har kendt ham
længe. Blachmans bombastiske proklamationer
var nok bare en del af hans provokerende stil.
”Jeg betragter nok mere hans visioner som tilbud
til inspiration end som egentlige konkrete forslag”,
fortalte Lennart Ginman mig.
Men sådan har Blachman det jo ikke. Det klædelige
ved hans tanker om et forsinket generationsoprør
er jo ikke brostensromantik. Han har taget
alderens erfaring på sig og brugt den til at udvikle
konkrete ideer om et bedre samfund. Men et
konstruktivt ideernes oprør med gennemgående
forandringer af Danmark var både jeg, Balling
og Ginman nok blevet for gamle til at hoppe med
på.
Hvordan Blachman ville gøre verden til et bedre
sted at være, var i hvert fald ikke den dagsorden,
jeg havde de højeste forventninger til, da vi lettede
mod USA i begyndelsen af juni.
Under de første store udladninger ved kaminen
på hotellet kunne jeg mærke, at hans strålende
humør hev mig med op i mentale luftlag, hvor jeg
ikke havde været længe.
Det var en sand befrielse at være i selskab med et
menneske, der helt uden blusel smykkede sig selv
og sine egne præstationer med superlativer, der
efter gældende jysk lov var klart kriminelle.
Jeg huskede, hvor tit jeg som journalist havde talt
med mennesker, der også var stærkt betagede af
sig selv, men som alligevel også ville have point
for klædelig beskedenhed, samtidig med at de
tilrettelagde samtalen sådan, at jeg ikke havde
andet valg end at pynte dem med de superlativer,
de selv havde bestilt. Jeg begyndte at skamme mig
over, hvor ofte jeg selv havde brugt den falske beskedenhed
i håb om at skrue op for anerkendelsen.
Jeg mærkede, at flere af mine dogmer stod
for fald. Aldrig før havde jeg overvejet, om den
overspillede humor kunne deklassere den underspillede.
Når vi tog en pause fra skriveriet var det som regel,
fordi et grundigt grin tvang os til det. Ingen
personer, jeg har delt sådan et med, har nogensinde
helt forladt min bevidsthed. Blachmans
maniske optimisme havde endda sprængt et lille
hul i min pessimistiske fæstning og var ved at
forandre min bevidsthed.
Jeg misundte ham hverken alle hans talenter eller
udmærkelser. Kun hans utøjlelige selvtillid.
Med en opvækst i et hjem, hvor der sjældent blev
uddelt roser, men oftere blev dysset ned med ordene:
”Pas nu på. Nu ikke så gevaldig.” ønskede
jeg at aryde min resignerede og alt for tidlige
indflyvning til den tredje alder og i stedet beruse
mig i fremtiden.