Det kolossale menneske

238 Det kolossale menneske 239
Social skønhed
Jeg havde fået sagt, hvad jeg ville, og hun sagde, at hun godt
kunne lide mit positive budskab, og at jeg skulle komme
tilbage en anden gang.
Skulle min generation mod forventning svigte mig og efterlade
mig ensom på håbets skafot, så pyt. Grunden til at jeg
ikke har et større ego, end jeg har, og det mener jeg vitterligt,
er, at jeg aldrig har problemer med at tilsidesætte mig
selv for at gøre andre mennesker glade. Man kan ligefrem
sige, at det gør mig glad at tilsidesætte mig selv. Jeg har jo
fået sagt, hvad jeg skulle sige. Hver gang jeg åbner munden,
fortæller jeg jo ikke andet, end hvem jeg er. Jeg har sluttet
fred med mit ego. Det sidder ikke oppe i halsen på mig. Det
gør kun fællesskabet. Kan man lære noget af mig, så er det,
at jeg kender min egen besøgstid, når det kommer til at
bestemme over andre. Set i forhold til, hvor meget jeg har
at byde på, er dette min smukkeste præstation.
Social Skønhed er en ny kollektiv bevidsthedstilstand, hvor
det geniale erstatter det normale. Alle skal vi hjælpe hinanden
til at mestre kunsten aldrig at undervurdere vores egen
betydning og sprede vores lykke i stedet for at værne om
den. Se den kreative helligdag i lyset af mit generationsoprør,
og se mit generationsoprør i lyset af den perfektionerede
originalitet, der spirer i det forfængelige menneske.
Jeg orker ikke mere nu. Mit kald ligger ikke i politik, men
i vanviddets gymnastiksal. Andre må tage over. Misforstå
mig ikke. Når så voldsomme ideer arriverer i mit sind, kald
dem mit tredje barn, så står jeg til evig tid til rådighed med
opmuntring med hele mit legeme og sjæl. Alt hvad jeg har
sagt, har jeg ment, da mit intellekt ikke fråser med ironi
og sarkasme. Kære venner. Min lykke skal blive jeres. Såvel
som jeres skal blive min. For aldrig vil min generation have
en større mulighed for at eksplodere al den indefra kommende
energi, som den reneste kærlighed til vores børn, til
os selv, til vores forældre, til livet på jorden.
Kære venner. Min lykke skal blive jeres. Såvel som jeres skal
blive min. Ånd er velstand.
Jeg orker ikke mere nu. Andre må tage over. Alt, hvad jeg
har sagt, har jeg ment, da mit intellekt ikke fråser med ironi
og sarkasme. Lad det være mit sidste ord. Tak.
Udmattet gik Blachman ned ad gangen fra køkkenet.
Inden han forsvandt ind bag en dør, jeg
ikke tidligere havde registreret, vendte han sig på
dørtrinnet og sagde:
- Fra nu af vil jeg kun være til at komme i nærheden af som
merchandise.
Så sad jeg alene tilbage i det køkken, hvor Blachman
for snart længe siden efter et af sine mest
strabadserende forsyn, bad mig om at kigge nærmere
på en af hans fangrupper på Facebook, hvor
man ivrigt diskuterede hans udtalelser. Hans
utålmodighed tillod ham heller ikke dengang at
vente på, jeg fandt det rigtige sted. Jeg kunne ikke
se hans ansigt. Kun hans isse var oplyst fra hans
computerskærm, da han udbrød:
- Lad os hylde dette kolossale menneske!
Jeg huskede, at det dengang pirrede min nysgerrighed,
hvem der havde smykket ham med en
kompliment endnu større end dem, han havde
tildelt sig selv. Nu, hvor alt var forbi, havde jeg
endelig ro til at finde siden.
”Lad os.” De to ord havde Blachman på trods af
sin ordblindhed stavet sig rigtigt igennem. Hvor
det kolossale menneske er kommet fra, må stå
hen i det uvisse.
Der stod:
”Lad os samle alle de fantastiske Thomas Blachman-citater
og videoer, så vi kan hylde kongen.”