You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
176 <strong>Det</strong> <strong>kolossale</strong> <strong>menneske</strong> 177<br />
Han har fat i noget<br />
Blachman kan være modbydelig bøs. Ikke mindst<br />
på skrift. Men manden havde jo ret!<br />
Jeg havde aldrig haft en mission højere end mig<br />
selv. Men det var vel sådan en, jeg nu var ved af<br />
blive en del af, tænkte jeg og klappede hælene<br />
sammen på mine hvide gummisko og opdagede,<br />
at de sammen med mine cowboybukser passede<br />
perfekt på Blachmans signalement af en voksen<br />
mand på flugt fra gerningsstedet. Helt skyldig var<br />
jeg dog ikke. Jeg gik ikke ned ad strøget. Så mon<br />
ikke det var en formildende omstændighed, at<br />
jeg ikke havde været i bad i flere dage og stod og<br />
stampede på et frisk muldvarpeskud på den jord,<br />
hvor skånske snaphaner længe efter 1658 kæmpede<br />
imod svenskerne uden at få helhjertet støtte<br />
fra den kræmmernation, Blachman drømmer<br />
om skal spille en afgørende positiv rolle i verden.<br />
En eftermiddag sidst i juli kom min svigerfamilie<br />
på et kort besøg. Mens vi sad rundt om kaebordet,<br />
spurgte min jævnaldrende svigerinde, der ligesom<br />
jeg selv kun havde været med til 68’ernes<br />
andendagsgilde, til, hvordan det gik med bogen.<br />
Jo, det skrider da fremad, svarede jeg og regnede<br />
ikke med at skulle ytre mig mere om det. Men de<br />
vidste jo godt, at bogen ikke handlede om færge-<br />
fartens historie i det sydfynske øhav, men om<br />
Thomas Blachman, og ville høre, mere præcist<br />
hvad den handlede om. Jeg lagde ud med et par<br />
spæde pip. Efter overfusningen af den sagesløse<br />
værtshusgæst forleden og mine tydelige symptomer<br />
på Stockholmsyndromet turde jeg kun<br />
berette ulidenskabeligt om det forsinkede generationsoprør,<br />
forfængelighed som et positivt begreb<br />
og den indespærrede energi. Alligevel fornemmede<br />
jeg, at ikke bare min svigerinde, men<br />
også hendes søn og dennes kæreste omkring de<br />
20 og min radikale svigermor på over 70 lyttede<br />
opmærksomt med på min næsten jyske udlægning<br />
af Blachmans evangelium. Var det endnu et<br />
bevis på, at manden havde fat i noget?<br />
Et par dage efter besøgte jeg sammen med min<br />
kæreste og hendes søn på 11 Disneyworld i Frankrig.<br />
Men jeg kunne ikke dele oplevelsen med<br />
dem. Jeg var irriterende fraværende, indespærret<br />
i ”Blachmanworld”. Vi overværede et imponerende<br />
carstunt-show, hvor der ikke blevet sparet<br />
på benzinen. Min kærestes søn var vild med<br />
det, men bagefter var han lidt forarget over det<br />
store Co2-svineri. Han foreslog, at Disney i stedet<br />
lavede det samme show med elbiler. Jeg forklarede<br />
ham selvfølgelig, at det ikke kan lade sig<br />
gøre, fordi ingen elektriske biler har muskler nok<br />
til sådan noget. Men den købte han ikke. Han begyndte<br />
straks at fantasere om, hvordan man kunne<br />
gøre batterierne og solcellerne stærke nok.<br />
Den tekniske fantasi fattede jeg selvfølgelig ikke<br />
noget af og lod imod sædvane være med at trække<br />
overbærende på smilebåndet, men prøvede at<br />
forblive nærværende. For hvad nu, hvis det var<br />
Peer, der fandt den geniale løsning?<br />
Han har fat i noget, ham Blachman, tænkte jeg.<br />
Om ikke andet så i mig. Men noget er jo slet ikke<br />
nok for Blachman. Han vil jo have fat i det hele.
Change language