Det kolossale menneske

216 Det kolossale menneske 217
To gange Femte klasse
Kongelig kapelmusicus Hans Fulling er død. Skulle jeg
møde ham igen, bliver det sikkert inde i vanviddets gymnastiksal,
hvor han hænger i ribberne, mens han med fråde
om munder råber: ”Blachman, hvor er dine briller?”
Første gang, jeg mødte Fulling, var, da jeg i erhvervspraktik
i syvende klasse kom ind i slagtøjskælderen på Det Kongelige
Danske Musikkonservatorium på H.C. Andersens Boulevard.
På det tidspunkt kunne jeg ikke læse en node og
overså den ottendedel og to sekstendedele, der stod skrevet
på døren. Jeg bankede på helt almindeligt, i hvad jeg husker
som et minuts tid, før døren gik op.
Jeg har altid haft et ømt punkt for ældre mænd. Alt det, der
kan føles svært at tale med ens forældre om, er pludselig
ikke noget problem. Min farfar Salomon er evigt præsent i
mig af samme grund. Men med Fulling forholdt det sig anderledes.
Hovedet var monteret direkte på skuldrene uden
hals. En blanding af en vild hund og et menneske. Da han
endelig åbnede, råbte han opstemt og helt ude af sig ”Hvad
fanden, kan du ikke læse noder?” og bankede så ottendedelen
og de to sekstendedele med knoerne lige i panden på
mig.
Der stod jeg så i jaket draperet med bumser og Leninordner.
Han kiggede på mig. Men Fulling var ikke typen, der
undrede sig. Det var han for længst færdig med. I den følgende
uge sad jeg stille på en stol og så ham helt korporligt
tæve musikken ind i den ene arme elev efter den anden.
De skreg af smerte, når køllerne kom farende. Inden ugen
var omme, havde jeg taget min beslutning. Det kunne godt
være, at Fulling ikke havde de store pædagogiske ressourcer.
Men hvad betyder det, når det var som at møde musikkens
dynamik og temperament i egen høje person. For de fleste
er bækkener bare noget, der minder om to grydelåg. Men
det var Hans Fulling, der før Tony Williams gjorde mig opmærksom
på, hvilke fantastiske musikalske udtryksmuligheder
der er her for en nysgerrig ung mand.
Mesterskabet over de rytmiske og klanglige nuancer er det
nødvendige hjemmearbejde, så at sige. Den musikalske virkelighed
opstår, når bækkenklangen smelter sammen med
de andre instrumenter. Lige så mange uendelige muligheder
for harmonidannelse, der er på klaveret, lige så mange
nuanceforskelle er der i bækkenet, når det smelter sammen
med andre instrumenter til en lyd.
Jeg studerede hos Fulling i tre år. Han sagde til mig, at hvis
jeg fik briller, ville jeg helt sikkert komme i Det Kongelige
Kapel, inden jeg var fyldt 18. Jeg brugte det altid som undskyldning,
når jeg ikke havde øvet mig, at jeg ikke kunne se
noderne. Så gik spurten ellers rundt om vibrafonen, mens
han fægtede med køllerne.
Jeg tænkte, at hans temperament måske kunne mildnes,
hvis han i en periode kom hjem og underviste mig privat.
Første gang kom han væltende ud fra en af militærets busser
tydeligt beruset. Jeg puttede to aviser ned i mit højre
bukseben, for når vi spillede lilletrommer sammen, sad jeg
altid på hans venstre side, hvor han med stor gavmildhed
illustrerede forskellige dynamiske accentueringer på mine
lår. Mine forældre var nok temmelig forundrede over, at
jeg indlod mig på denne form for masochisme. Men som
sædvanligt lod de det være op til mig at vælge fra eller til.
Jeg tror også på et teoretisk plan, at min far kunne se det
hylende grinagtige i, at jeg var kommet i den gamle skole.
Da min psyke ad åre viste tydelige tegn på belastning, insisterede
min mor på en samtale med Fulling. Min mor
havde på mange måder været involveret i min musikalske
træning i den periode. Tit sad hun ved klaveret og afviklede
intervaller for at træne mit gehør. Men samtalen med
Fulling havde ingen eekt.