Det kolossale menneske

40 Det kolossale menneske 41
Vanviddets gymnastiksal
Fem-seks gange oplevede jeg at komme ud fra Frederik
og Marys palæ. Det var, mens de endnu levede på polsk.
Fuldmånen hang nøjagtig det samme sted på himlen, når
jeg, Katrine Marie Guldager, Thomas Vinterberg, Kasper
Bech Holten og ham Louisiana-snobben, du ved, kom ud
på slotspladsen. Nogen havde gjort sig forhåbninger om, at
vi kunne underholde prinsen. Men hold kæft, hvor har jeg
oplevet det mange gange, at de konstellationer, der ser bedst
ud på papiret, fungerer dårligt i praksis. Ved samtlige middage
fandt jeg Frederiks omsiggribende erfaring og humor
langt mere underholdende end de andre gæsters. Frederik
er et umådeligt venligt menneske. Jeg må nok indrømme,
at havde det været mig, der var prinsen, ville mit talent for
det højrøvede i disse omgivelser have fået et så frit løb, at
jeg nok var kammet over en gang eller to med monarkiets
undergang til følge. Som Beethoven sagde til Goethe, da
Goethe sprang til side for kongen: ”Hvorfor dette hastværk.
Konger kommer og går, men der er kun en Goethe.” Frederik
er sin egen. Jeg havde en mærkelig følelse af, at vi andre
ikke forløste hans forventninger.
Det er jo altid rart at høre historier fra folk, der
plejer omgang med de kongelige, men hvor skal
vi hen?
Der er i disse år et stigende behov for at forføre hinanden
på kryds og tværs af det selskabelige bord. Det leder mig
til at sige: Den, som udøver den selskabelige sproglige forførelse,
kan lære af, hvad jeg tidligere har sagt: Sig kun de
ting, du selv har fundet ud af.
Jeg fornemmer en vis tavshed ved fremtidens selskabsborde.
Det bliver svært bare at sige goddag.
Hvor bogstaveligt skal vi tage den ordre? Vi må
vel godt betjene os af høfligheder?
Allerede der forstummer samtalen. Alle situationer er
unikke. Det gælder om at lægge mærke til det unikke og
fremhæve dette som den rene ilt til videre samtale.
Du er jo glad for ordet ”civiliseret”. Høflighederne
har i årtusinder været meget fine redskaber til
at liste sig civiliseret ind på hinanden. De skal vel
ikke forsvinde, bare fordi man ikke har opfundet
dem selv?
Intet er mere civiliseret end at dele sin version af virkeligheden
frem for at støje med flosklerne. Det er gentagelsen,
jeg er bange for. Alle mennesker burde have et indre regnestykke
at gøre op med sig selv, om hvor mange gange
de gentager sig selv. Danske Banks slogan ”Gør det du er
bedst til” er begyndt at gå mig på nerverne. Jeg har ikke
gentagelsen i mig. Og dog, fra 1979 til 1985 øvede jeg tre
timer om dagen på mine tyrkiske cymbaler – tink tinke
tink. Trommestikken blev tung som en liter mælk, og verden
forsvandt omkring mig. Kun klang og puls blev tilbage.
En lang meditation, hvori jeg lærte at swinge med mig selv
for så at kunne swinge med andre. Det er sateme civiliseret.
At jeg i de år også udviklede et af verdens mest klangligt
sprøde og virtuose bækkenspil, var mere en sidegevinst til
den dybe indre kontakt, jeg har haft lige siden.
I slutningen af 80’erne før en koncert i Rom sammen med
Niels-Henning Ørsted Pedersen besluttede jeg, at jeg ikke
fortsat ville bruge mit liv på at være udøvende jazzmusiker.
Lige inden koncerten spurgte jeg NHØP, om det var fordi,
at det var koldt, eller om det var fordi, jeg var nervøs, at
jeg frøs. Han svarede mig:” Du er vel ikke nervøs på grund
af den her skideligegyldige koncert.” Inde i salen sad 1.000
betalende publikummer og ventede.
Det blev så næsten endestationen for trommeslageren
Thomas Blachman. Men hvorfor begyndte
du at spille trommer?