Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
68 <strong>Det</strong> <strong>kolossale</strong> <strong>menneske</strong> 69<br />
Her kommer det fra<br />
En dag havde jeg Annie siddende på skødet, da telefonen ringede.<br />
I samme sekund fik jeg en helt genial ide. Jeg ville<br />
konstruere en telefonsvarer. Hvis jeg kunne konstruere en<br />
telefonrobot, så kunne jeg blive siddende og samtidig få telefonen<br />
passet automatisk. Jeg gik straks i gang, og i løbet af<br />
et par dage havde jeg en prototype klar. Jeg satte en annonce<br />
i Søndags-Berlingeren: ”Ring Fasan 139. Der er musik<br />
hele dagen.”<br />
Folk ringede som sindssyge. Når folk ringede, startede en<br />
Philips Major med musik fra ugens mest populære grammofonplade.<br />
Efter få sekunder hørte man så min stemme som<br />
”voice over” hen over musikken fortælle om Philips Major,<br />
og hvorfor man skulle købe den netop hos mig. Båndet løb<br />
rundt i en sløjfe. <strong>Det</strong> var af to minutters varighed. Et stykke<br />
stanniol fik båndoptageren til at standse, og telefonen var<br />
klar til næste opringning. Jeg undgik båndsalat ved at lade<br />
det ti meter lange lydbånd bevæge sig ud og ind mellem benene<br />
på nogle taburetter, jeg havde vendt på hovedet. <strong>Det</strong> var<br />
primitivt, men eektivt.<br />
Jeg var ret overbevist om, at der var store muligheder i min<br />
telefonsvarer. Jeg gik op til et patentkontor og betalte 400<br />
kroner for at starte en registrering af svareren. I patent-<br />
ansøgningen anførte jeg, at min maskine udover at besvare<br />
opkald automatisk også kunne bruges til at lave telefonavis,<br />
vejrmeldinger, osv. Tjenester, der slet ikke eksisterede<br />
dengang.<br />
Jeg ringede til Philips, der var interesserede i at producere<br />
min maskine, men jeg kunne ikke se, hvordan jeg kom ind i<br />
billedet. Så jeg afviste dem.<br />
En dag ringede en mand fra KTAS, Københavns Telefon<br />
Aktieselskab. Han bad mig koble mit system til, så han<br />
kunne ringe og få det demonstreret. Jeg gjorde, som han<br />
ønskede, flere gange i træk. Pludselig fattede jeg mistanke.<br />
Jeg nåede lige at erne min opfindelse fra telefonstikket, da<br />
en taxa med en KTAS-mand ankom. Han fortalte mig, at<br />
det, han havde hørt, var utrolig interessant, men at han ville<br />
vide, hvad det var, jeg havde lavet. <strong>Det</strong> ville jeg ikke sige. Så<br />
meddelte han mig, at såfremt jeg ikke ville samarbejde med<br />
KTAS, så ville man overveje at lukke min telefon, fordi jeg<br />
i strid med abonnementsaftalen havde koblet fremmed udstyr<br />
ind på nettet. Han forklarede mig så, at det var bedre,<br />
at jeg samarbejdede med KTAS, så mit udstyr kunne blive<br />
godkendt. <strong>Det</strong> næste halve år havde jeg så min gang hver uge<br />
på deres laboratorium. Men jeg fik ikke en pind ud af alt mit<br />
besvær. Der var altid noget teknisk, der skulle rettes. <strong>Det</strong><br />
mærkelige var bare, at KTAS begyndte med både telefonavis<br />
og vejrmelding.<br />
Andre emsige forretningsmænd kom på besøg i min butik.<br />
Alle meddelte de mig, at jeg hurtigt ville blive eventyrligt<br />
rig. Alle ville have fat i min telefonsvarer, men jeg indså,<br />
at jeg ikke kunne sikre mig en rimelig andel. Jeg opgav derfor<br />
projektet fuldstændigt og brugte det kun privat, skriver<br />
Henning Blachman.<br />
To år senere blev verdens første telefonsvarer<br />
markedsført i USA under navnet ”Ansafone”.<br />
Henning kom altså ikke til at køre i en guldbelagt<br />
Cadillac, inden han fyldte 20 år. Men det var stadig<br />
en ung mand med penge i alle lommer, der nu<br />
besluttede sig for at trodse sine forældres ønsker<br />
endnu en gang. Som den første Blachman giftede<br />
han sig med en ikke-jødisk pige. Lillejuleaften<br />
1958 på Københavns Rådhus blev Annie til fru<br />
Blachman.
Change language