Det kolossale menneske

156 Det kolossale menneske 157
Mit forsinkede generationsoprør
To generationer vil gå til angreb på de økonomiske vismænds
autoritet. Økonomi er jo ikke en eksakt videnskab,
men ofte blot et instrument til neutralisering af al nytænkning!
Muligvis gentager jeg mig selv. Aldrig før nu har et
økonomisk overskud legitimeret et større menneskeligt,
åndeligt og intellektuelt underskud.
Så fik gondolhatten en kort heftig byge med stikkerne.
Hvem andre end os selv skal min generation spørge om lov
til at ændre vores samfund? Det handler om at vinde vores
børns fremtid og agtelse, vores forældres respekt og selve
den triumf, det er at ankomme til vores egen tid i et væld af
egne ideer. Tro mig. Det er ikke min tunge, der taler, men
min tunges rene kød, der taler.
Er der noget, der har en positiv afsmitning generationerne
imellem, så er det det antiautoritære mod, som er så stor
en del af min egen opdragelse. Hver generation har en historisk
chance. Nu er det vores tur. Når først vi har givet de
negative begreber nye positive betydninger, vil det, der før
var de frygtede fejl, afsløre nye ikke før tænkte, men nu
udtalte sandheder.
At turde tale før man tænker, er som at stå på civilisationens
tinder og skue ud over det moderne menneskes tillid
til sig selv.
Det nuværende folketing kan ikke forløse de latente kollektive
fantasier, som min intuition for længst har registreret.
Tiden kalder, derfor tager jeg snart nålen og prikker hul
på boblen af indestængt energi, som Helle Thorning først
havde hørt mig udtale som en kærlighedsboble. Vi længes,
som var vi uberørt af menneskehænder, på det kærtegn vi
engang turde kalde solidaritet, som jeg nu døber den ny
følsomhed.
Store ord og profetier i Blachmans fredagsbøn
en sen aften i juli. Men oven på de sidste måneder
var jeg ikke ubekendt med retorikken. Jeg
regnede derfor ikke med at få problemer med at
ankomme til min egen virkelighed, da jeg forlod
hans lejlighed og listede hen over Sankt Thomas
Plads og ned på en mørk, lille bar på Vesterbrogade.
Jeg glædede mig bare til at nyde en fyraftensweissbier
i et lille hjørne af middelmådighedens
bylandskab akkompagneret af fortidens musik og
nutidens trygge tomgangssnak.
Men da en af de andre gæster venligt spurgte mig
om, hvordan det gik, talte jeg uden at tænke. De
ord, som væltede ud af mig, lød ikke som mine,
men som en bodegaversion af Blachman. Jeg bebrejdede
den stakkels mand, at han ikke havde
højere mål med sit eget og andres liv end at sidde
her i dette gentagelseshelvede og snakke om AC/
DC. Han blev ikke direkte fornærmet, men følte
sig dog ikke beriget af min ordstrøm. Men han
anede jo heller ikke, at der et par hundrede meter
derfra boede en mand, der havde planer om at
prikke hul på den boble af indestængt energi, der
ville udløse også hans generationsoprør. Vi afviklede
samtalen, og jeg holdt min kæft. Det var nok
også bedst. Så længe jeg var tavs, ville jeg ikke forbryde
mig mod et af Blachmandoktrinens bud:
Du må kun sige de ting, du selv har fundet ud af!