Det kolossale menneske

72 Det kolossale menneske 73
Her kommer det fra
Det unge par flyttede ind i en fireværelseslejlighed
med toilet på trappen i Stefansgade på Nørrebro.
I 1960 fik de datteren Susie, og i 1963 kom
så Thomas.
Skulle familien Blachman have fulgt datidens
familiemønster, ville Henning have forfulgt sin
strålende karriere som selvstændig erhvervsdrivende
og Annie være forblevet hjemmegående.
Sådan gik det selvfølgelig ikke. Da Thomas var to
år, begyndte fru Blachman at kede sig.
Siden hun var 12 år, havde hun brugt uanede timer
på at sy og kigge på tøj. Hendes mor købte
med jævne mellemrum hittegods fra lufthavnen,
hvor der tit var modeller imellem, der aldrig havde
været tilgængelige i Danmark. Derfor havde
Annie udviklet en æstetik, stil og sans for fremtiden,
der var på højde med den, hendes mand
havde for telekommunikation. Efter at have set
en moderne strikkemaskine på en udstilling i
København i midten af 60’erne anskaede hun
sig en.
Via daglig læsning i tidens tilgængelige modeblade
og rejser til London, hvor Thomas og Susie var
med, havde hun spottet, at kropsnære strikkede
kjoler var et kæmpe hit.
Nyhavn 17 var dengang ikke en beværtning, men
den tøjbutik i København, som var det nærmeste,
man kunne komme den hippe Carnaby Street i
swinging London. Her købte de nyopståede danske
beatmusikere og ikke mindst deres kærester
det spraglede tøj, der klart signalerede, hvem der
havde fremtiden på sig. Selvom kommercialismen
endnu ikke var nået til at udstyre popstjerner
med sponsorater, så var reklameværdien af at
have tidens største ungdomsidol Peter Bellis kone
June gående rundt i en strikkjole uvurderlig.
Annie leverede de første kjoler til Nyhavn 17 allerede
i 1965. I løbet af få uger havde hun 22 damer
i sving ved strikkemaskinerne.
I 1967 åbnede hun sin første butik på Nørrebrogade
med navnet Vi Unge. Tre mere kom til, inden
hun i 1975 havde fået nok af ”kludebranchen” og
aændede hele forretningen for at tage en HF
-eksamen, fordi hun ville på universitetet og læse
historie.
I årene hvor Annie styrede Vi unge-butikkerne,
var Hennings karriere den sekundære. Han nød
atmosfæren i butikkerne. Hans job var blot at
tømme kasseapparaterne samt at ansætte nye og
kønne unge damer. Men i længden blev det for kedeligt,
så i 1970 lod han sig hyre som direktør i et
svenskejet firma, der handlede med kontorudstyr.
Men det var slet ikke en position, der passede til
hans temperament. Henning havde hverken lyst
til eller flair for at lede andre mennesker og indgå
i en organisation. Det eneste forretningsmæssige
team, han rigtigt kunne spille på, var det, han
udgjorde sammen med fruen. Hun havde naturligvis
lagt mærke til, at Hennings naturligt gode
humør var aftaget stærkt, mens han var direktør,
så på et møde i den hjemlige ”direktionsgang”
beordrede Annie ham til at sige stillingen op. ”Vi
kan jo altid flytte tilbage i en toværelses, hvis ikke
det går,” sagde Annie. Henning nød friheden. Da
fruen så proklamerede, at hun ville forfølge sine
akademiske ambitioner, blev han nødt til at overtage
hovedansvaret for kapitaltilførslen.
Mens han handlede med kontormaskiner, var han
flere gange i Fjernøsten, hvor han knyttede mange
personlige kontakter. Derfor var det naturligt,
at han vendte blikket den vej, når der skulle gøres
forretning.