Det kolossale menneske

220 Det kolossale menneske 221 To gange Femte klasse
Den elleveårige trommeslager Thomas Blachman.
Godt nok lærte jeg først alfabetet i 5. klasse, men de andre
lærte det tidligt. Ikke kun N’erne, men også alle de andre
bogstaver svømmede rundt på væggene, og jeg havde altid
et helt andet bud på, hvad meningen med dem var. Jeg husker
dog overhovedet ikke min ordblindhed som noget problem.
Lærerne gjorde det nemlig ikke til et problem og viste
mig i stedet den respekt at lytte til, hvad der kom fra mig.
Når de blev allermest overraskede, blev jeg stolt. I dag sygeliggør
vi hinanden med diagnoser i stedet for at indrømme,
at vi har et system, der ikke tillader afvigelser af nogen art.
Jeg bliver sgu nødt til at gentage mig selv. Danmarks gode
økonomi har på mystisk vis legitimeret, at vi på alle andre
måder er i bund. Psykisk, intellektuelt, moralsk og åndeligt.
Jeg er et produkt af den pædagogiske revolution, og jeg
ved ikke, hvor jeg skal starte med at takke. Det fokus, der
dengang må have været blandt lærerne på lærerværelset,
skabte den positive fremadrettede forhåbning om fremti-
den. Den positive forhåbning blev deres naturlige autoritet.
Min generation har i sit voksenliv ikke kunne fastholde den
vidunderlige følelse, det er at være sammen om noget nyt.
Dertil har de intellektuelle og åndelige ressourcer været for
begrænsede. Det værste jeg ved, er min generations halvhjertede
latterliggørelse af 68’ernes forsøg på at forny. Her
er der tale om ren og skær misundelse, ikke andet. Vi er
dem, der ikke har eksperimenteret en skid. Alt, hvad vi har
lært, har vi omfortolket til egne asociale fordele. Yuppiekulturen
og punken var ikke andet end hver deres eksempel på
egocentri. Jeg ved ikke, om min generation er verdens mest
mislykkede forældregeneration, men der går ikke en dag,
uden at jeg møder røvhuller, der ikke har tid til deres egne
børn. Der var eddermageme tid til mig, da jeg var barn.
Jeg følte mig velkommen, som mine egne børn af samme
grund i dag føler sig velkomne.
Er jeg privilegeret? Ganske givet er jeg det. At komme til
livet er at blive inviteret på forhånd. Kan man ikke tage sig
af sine gæster, skal man ikke invitere dem. Lad mig sætte
tempoet i vejret. Hele min generation skal genvinde barndommens
tro og løfte den til nye højder. Kreativiteten vil
blive det moderne menneskes nye fællesnævner. Den kreative
ånd viser vejen i barnet. Barnet gennemskuer øjeblikkeligt
voksenverdenen ud fra disse pejlemærker. Er der plads
til leg eller ikke plads til leg. Ikke bare aleneleg, men leg,
der iagttages og beundres af andre. For når et barn leger,
gør det intet andet, end at det viser, hvad det selv har fundet
ud af. Et barns leg er et barns arbejde. Jeg har aldrig foretaget
mig noget mere fornuftigt end at lege med mine børn.
De har fortalt mig, at universet ender, der hvor atmosfæren
starter, og at frihedsgudinden hedder fritidsgudinden. Er
der nogen, der kan filosofere, så er det børn. Hvis det at gå
på museer af alle slags og snakke om alt fra Københavns
brand til det at skue ud over Søren Kierkegaards skrivepult,
ja, så har jeg leget med mit første barn 25-30 timer om ugen
de første fem år. Derfor føles det, at jeg det sidste års tid har
måttet intensivere mit professionelle arbejde til omkring 50
timer om ugen, som et stort svigt af den fantastiske kommunikation,
vi havde opbygget. En af mine største ambi-