Det kolossale menneske

122 Det kolossale menneske 123
Kosmisk medbestemmelse
Jeg spillede få gange med den nu afdøde pianist Ole Nezer
på hans egen bar sammen med en bassist, der var stavnsbundet
til Nezer, fordi han havde tabt en formue i kortspil.
Meget talent er gået til grunde i forsøget på at skabe sig et
liv i det miljø. Jeg ærgrer mig allermest over bassisten Jens
Melgaards tragiske skæbne. Han døde 42 år gammel. Ham
holdt jeg meget af at spille med.
Da jeg var i Paris i april, talte jeg også med den
nylige Ben Webster pris-modtager og din gamle
studiekammerat, pianisten Niels Lan Doky, der
spillede med dig dengang. Prøv at høre, hvad han
sagde:
”Vi spillede engang på Nezers pianobar i København.
Der var Thomas så ulykkelig over, hvor
dårligt han spillede i første sæt, at han gik hjem,
og vi andre måtte spille koncerten færdig uden
trommer. Så langt ude var det. Det gør man bare
ikke. Og det er derfor, man ikke ringer til ham
igen. Han var ikke tvunget til at tjene penge. Han
har aldrig haft behov for at skulle tjene til dagen
og vejen. Ingen, der ved, at de skal betale husleje
næste morgen, ville jo løbe fra et job.”
Alle mennesker har behov for at tjene deres egne penge.
Jeg løb fra et job og tjente ti gange så meget på jobs, jeg var
bedre til. Lad os alle tjene vores penge på det, vi er bedst
til.
Der var dog et modstykke til denne rygerlunge-jazz. Den
rytmiske musik, der kunne høres i koncertsalen. Jeg husker
eksempelvis en oplevelse, jeg havde som publikum i
Falkoner Teatret. I en læderbuks stod Bo Stief og spillede
en halv time lang bassolo helt alene, på trods af at Radioens
Big Band og Symfoniorkester sad omkring ham på samme
scene og gloede. En så totalt underorkestreret brug af de ressourcer,
man får stillet til rådighed, burde føre til fængselsstraf.
Jeg husker, at jeg måtte søge natlæge senere samme
aften. Dårlig musik fucker op i mit naturlige åndedræt.
Min fra barnsben implanterede totale mangel på autoritetstro
kom mig til gode. Det stod mig klart, at jeg i stedet for
at involvere mig i disse miljøer skulle transcendere dem.
Derfor lavede vi Page One, som blev starten på en hel ny
jazzkultur. For første gang siden 50’erne var der ingen noder
på scenen. Originalt materiale og en total genopdagelse
af den oprindelige elegance i klang og swingfeel. Det var
min kommentar til det danske rytmegruppeideal, der ikke
var mere sexet end en symaskine i sin klangløse fokusering
på eektivitet.
Pressen, publikum og anmelderne elskede os. Aldrig har jeg
spillet mere i udlandet end med Page One. Det var også fantastisk
herhjemme. Montmartre var i Niels Christensens regeringstid
en af verdens absolut bedste jazzklubber og Page
Ones naturlige hjemmebane. Jeg kom der regelmæssigt,
siden jeg var 14, hvor jeg og Thomas Agergaard snød os ind
ad bagdøren. Det er tankevækkende at se de legendariske
spillesteder omdannet til fitnesscentre og frisørsaloner.
Oppositionen og oprøret mod den sammenspiste ældre
generation gav mig en enorm tilfredsstillelse. Den dag alt
så ud, som om at nu havde jeg fundet min rette hylde og
kunne leve på den resten af mit liv, gik jeg ud og købte en
Atari-computer og en Akai-sampler. Året var 1986. Computere
og samplere var dengang fuldstændig uhørte værktøjer
for en bebob-jazzmusiker.
Retrospektivt kan jeg se, at fordelen ved at arbejde så meget
med sig selv, som jeg har fået lov til at gøre, er, at man langsomt
alæder sig selv helt ind til benet. Min utålmodighed
har fungeret som stopklods for gentagelsen. Så snart noget
er lykkedes, har utålmodigheden straks sendt mig videre.
Hvor mange gange har jeg ikke hørt gode venner udtale:
Hvorfor kan du ikke bare være ligesom os andre, Thomas?
Du sætter dig mellem to stole!
Tror fanden, jeg har levet livet mellem to stole? Så lad mig
forklare ham hvorfor.