Det kolossale menneske

198 Det kolossale menneske 199
X Factor
Jeg blev folkeeje og ejer derfor folkets tålmodighed.
Min missions første trin var taget. Jeg så frem til at udfordre
tålmodigheden med bevidstheden om, at når vi skulle
sende direkte, kunne ingen redigere og på den måde stoppe
mig i noget som helst.
Da de forproducerede programmer havde været sendt, og
jeg kom hjem fra min ferie, så jeg generaldirektør Kenneth
Plummer stå for enden af rulletrappen i DR-Byen. Hilste
han ikke på mig, skulle jeg sateme heller ikke hilse på ham.
Havde det været i USA, ville han have båret mig op ad trapperne.
Som jeg har revitaliseret dansk musik, var jeg nu i
gang med at modernisere hans hovedkanal og vise, hvordan
den skal varetage sin public service-forpligtelse som en
bredt favnende kulturinstitution.
De mange, der føler, at de varetager den opgave på DR2,
kunne heller ikke finde ud af at hilse. Ikke fordi det rager
mig, om folk hilser eller ej. Som københavner bliver man
idiot af alt det overfladiske hilseri. Mange gange har det
irriteret mig så meget, at jeg er gået direkte hen til dem,
der hilser, og har truet dem med, at enten begynder vi at
snakke sammen, eller også holder vi op med at hilse.
Når så mange mennesker vælger at se det samme program,
er det en kollektiv indrømmelse af, at vi længes efter fælles
oplevelser til at igangsætte de samtaler i hverdagen, som ellers
ikke bliver til noget. Statsradiofoniens samfundsansvar
har innovationsdanmark igen forpurret i forkerte forestillinger.
En overdrevet fetichisme for de digitale muligheder,
som om disse havde et indhold i sig selv.
I mere end et årti har den politiske kamp været reduceret
til en lang upassioneret debat om teknikaliteter på den
tredje vej. Valget af statsminister er blevet et spørgsmål om
valg af administrerende direktør for den samme kurs. Den
ny følsomhed, som er en af mit generationsoprørs mange
gevinster, vil animere til den solidaritet, der befrugter de
nye teknologier med menneskelig relevans.
Var jeg ankommet til DR-Byen på ryggen af den trojanske
hest for at opfordre ungdommen til selvrefleksion, så forstod
jeg nu, at jeg også bag kulisserne var en enmandshær.
Ingen vovede hverken over for sig selv eller andre at bekende
kulør. Var jeg bare en syg sadist eller endnu en kulturradikal
listepik?
Jeg ved ikke, om du er kulturradikal listepik, men
du færdes jo i de kredse en gang imellem.
Jeg savner Otto til at sortere i invitationerne.
Jeg talte med din ven, maleren Tal R, der berettede
om en fest, han holdt, mens ”X Factor” kørte
på fuldt drøn:
”Vi var til et selskab med 12 personer fra de ’bedre’
kunstkredse. Jeg kunne mærke fra starten, at
der var en lidt sitrende usikker atmosfære, bare
fordi Blachman var der. Folk var simpelthen berøringsangste
over for fænomenet, fordi de ikke
rigtig vidste, om de skulle lægge afstand eller
komplimentere ham. Stemningen lettede, da
dansk kunsts godfather Per Kirkeby højlydt proklamerede,
at han elskede ”X Factor” og fulgte
det nøje. Så turde alle de andre også indrømme,
at de gjorde det. Nu da det var vedtaget, at det var
god smag at gøre det, så var alle pludselig også
enige om, at det var fantastisk, det Thomas gjorde.
Det, der er Blachmans store præstation, er, at han
har fået de meget nørdede temaer og diskussioner
om kunst, som vi indbyrdes fører, og som, hvis de
når tv-skærmen kun findes på DR2 efter klokken
24, helt frem i primetime og anskueliggjort, hvad
der egentlig skal til for at skabe kunst.