Det kolossale menneske

114 Det kolossale menneske 115
Kosmisk medbestemmelse
Det tog mig, Remee, Al Agami og co-producer og billedkunstner
Hans Holten over et år, før det nye album ”Four
Corners of Cool” var færdigt. Stakkels dem, tænker jeg i
dag. Igen lå jeg på gulvet og råbte og skreg. Remee og Al
var så unge, og deres talent var enormt. Als lyd, timing og
modne poetiske lyrik. Remees fandenivoldske melodiske
overskud udviklede sig eksplosivt. Bad jeg ham om at synge,
så gjorde han det, som havde han aldrig bestilt andet. Min
definition på talent har altid været, at hvad der er sindssygt
svært for andre at lære, er sindssygt let for talentet. Glem
alle tiders floskel om, at kunst bare er et spørgsmål om 10
procent talent, mens resten er hårdt arbejde. Tilfældet er,
at man skal have 90 procent talent og 10 procent lyst til at
bruge det til noget.
Remee er 12 år yngre end mig. Han begyndte at miste tålmodigheden,
når det kom til mit konstante behov for at
dekonstruere den musik, vi lige havde bygget op. Jeg blev
ved med at insistere på, at der var noget inde bagved, som
skulle undersøges. Det irriterede ham grænseløst at se mig
sidde og tænke spontaniteten ind i musik i stedet for som
ham selv bare at lave den spontant. Spontanitet er en af de
vigtigste kvaliteter i musik.
I Paris i foråret mødte jeg din ven og mangeårige
samarbejdspartner Kasper Winding, som du producerede
Heidi med. Han sagde om dig:
”Thomas kan godt blive fanget af sit teenagehelvede,
når han sidder med sine teorier og mønstre.
Let’s face it. Musik er den mest intuitive kunstart,
der overhovedet findes. Og skal jeg være lidt
grov, så er grunden til, at Thomas har fået så lidt
musik ud i senere år, at han intellektualiserer det
for meget.”
Nu kan begge de herrer Remee og Kasper være nok så
charmerende i al deres ungdommelige intuitive spontanitet.
Men det er intellektets refleksioner, der guider os uden
om vanens massegrav. Jeg tager ikke til takke med de små
variationer af den uendelige store popmelodi som en skiveskåret
pølse jorden rundt.
Nej, jeg leder efter omstyrtninger i musikkens grundvold.
Begreber som spontanitet indgår på lige fod med mange
andre kompositoriske parametre som en selvfølgelighed.
Men Kasper har rigtignok ret i, at fordybelse tager tid. Turnélivets
tidskrævende seksuelle eskapader valgte jeg bevidst
fra dengang.
En dag på vej til købmanden faldt jeg over en spiseseddel
fra BT, hvor der stod: ”Remee udtaler: Blachman har brug
for hjælp!” I selve artiklen sagde han, at jeg havde tusindvis
af hits liggende derhjemme, men at jeg ikke kendte begrænsningens
kunst. Jeg indrømmer, at jeg på ingen måde
snobber for det oversimplificerede. Den enorme opmærksomhed,
der nu har været mig tildelt, skal ikke bruges til
andet end at fordre den sensibilitet, som er nødvendig for
at favne mine ideer. Sagt med andre ord: Jeg har kastet mig
ud fra Rundetårn, og blodet, der løber fra mit åbne kranie,
leder beskueren direkte til værket. Mit arbejde er så omfattende,
at jeg ville have været tynget af byrden, hvis ikke jeg
havde fattet, at alt, hvad jeg formår, gør og siger, per definition
er kunst. Det konkluderede jeg, da jeg på en anden
tur til købmanden så mig selv sidde og græde på forsiden
af Ekstra Bladet, fordi det i al sin uforudsigelighed angreb mig
som en kunstinstallation.