Det kolossale menneske

44 Det kolossale menneske 45
Vanviddets gymnastiksal
Den mest rummelige kompositionsform er den polyfoniske,
hvor flere forskellige stemmer udvikler sig i hver sin
retning. Harmoniske dannelser og formmoduler er en direkte
konsekvens af dette. Jeg gentager. Jazzen i dens oprindelige
form kan jeg kun henvise til og inddrage på et
symbolsk plan i dette abstraktive univers. Det er det, jeg
mener med en dråbe blod i et glas vand. En dråbe af mit
eget for netop at give plads til en refererende dråbe fra alle
de store mestre, som har gjort så uudsletteligt indtryk på
mig. Mit eneste ønske i livet, ud over at være verdens bedste
far og min hustrus bedste elsker, er at få tid til at notere alle
mine konstante musikalske forsyn. Det eneste, jeg nogensinde
har studeret, er abstrakt komposition.
Nå, jeg troede det hed abstrakt kommunikation?
Først fire år i USA, siden hen 24 år på mit eget universitet.
Selvom frugterne af mit arbejde er mangfoldigt beboet
af pragtfulde ideer, er det ikke uhørt i et verdenshistorisk
perspektiv, at et langt over gennemsnitligt talent pludselig
ankommer til det vanvittigt fabulerende øjeblik og dermed
endelig træder i karakter som mester. Jeg står i entreen med
hånden på håndtaget ind til det rum, som kræver et helt
exceptionelt mod at træde ind i. Jeg kalder det vanviddets
gymnastiksal. Går man først ind, kommer man aldrig ud.
Jeg ved, jeg skal derind. I fire år har jeg overvejet hvornår.
Undskyld, jeg bliver sgu nødt til at ligge lidt.
Til trods for udmattelsen fornemmede jeg, at
Blachmans lyst til at meddele sig var usvækket.
Jeg satte mig ved hans sengegærde i den samme
position som den middelmådige komponist Antonio
Salieri ved Mozarts dødsleje i Milos Formans
film Amadeus. Forsigtigt spurgte jeg, om
der er publikum i gymnastiksalen.
Hvad rager det mig. Det er en gave i sig selv at få lov til at
lave den fantastiske musik. Den klassiske musik opererer
med en anden tidshorisont. Dens tematik er de helt store
spørgsmål.
Men nu har du jo efterhånden et omfattende virke
uden for gymnastiksalen. Og meget af det virker,
som om det kommer bedst til dig, når du har
et publikum. Hvorfor har komponisten Blach-
man ikke det samme behov som mennesket Blach-
man?
Damebladsskribenten Carl-Mar Møller påstår, at jeg har et
stort ego og et lille selvværd. Det er fashionabel snak. Mit
grundlæggende problem set i min egen optik er, at jeg har
for nemt ved for meget. Jeg jonglerer bare lidt, mens jeg
følelsesmæssigt står med panden mod døren ind til det lykkelige
vanvid. Fire år er lang tid. Men aldrig har jeg fået
så mange ideer. Det var, som om min hjerne scannede for
alternativer til gymnastiksalen. På samme måde som endevæggen
i mit laboratorium er et vindue ud til Frederiksberg
Allé alene af den grund, at jeg i min funktion som far ikke
kan tillade mig at miste orienteringen i hverdagen. Den
sande kunst er syndig.
Er det det, din ven pianisten Carsten Dahl mener,
når han siger: ”Blachman får skyldfølelse over at
være fantastisk, men han får den også, når han
ikke er det.”
At Dahl tror, han har gennemskuet mit inderste, er en vidunderlig
bedrift. Men lad nu være med at aryde mig.
På tærsklen til vanviddets gymnastiksal slog det mig pludselig,
at jeg kunne montere noget af hverdagen på selve tone-
enheden. Når tonerne vælter rundt inde i mit hoved, er de
styret af naturlove som tyngdekraften og ikke af, hvad vi
kalder dem. De har så at sige ikke noget navn. Den hidtidige
internationalt accepterede tonehøjdes betegnelse c,
cis, d, dis, e, f, fis, g, gis, a, ais, h, har altid forekommet mig