Det kolossale menneske

146 Det kolossale menneske 147
Den dekadente socialdemokrat
Katy var en fantastisk kvinde. Hun kom igennem hele livet
uden at have været hos en læge eller en tandlæge. Jeg kan
huske, at når mormor havde tandpine, så stod hun på hovedet
op ad væggen i 15 minutter, til tandpinen var gået over.
Hun boede her i sit eget hjem til det sidste uden nogen form
for hjælp. Hvis hun kom til at låse sig ude, skubbede hun en
skraldespand hen foran vinduet til gården og kravlede ind.
Pengene gemte hun under potteplanterne, fordi hun ikke
havde tillid til bankerne.
Blachman har nemt til tårer, og minderne var
da også lige ved at få dem til at trille. Smittet af
hans patos fornemmede jeg, hvordan den lille
Thomas havde oplevet livet i 60’erne på besøg hos
mormor. Den mennesketomme beplantede gård
transformeredes til noget levende i retning af en
socialromantisk skildring af Anker Jørgensens
yndlingsmaler Folmer Bendtsen tilsat et par dryp
Erik Clausen-film.
Jeg bliver sgu en lille smule rørt. Men det må man vel for
fanden også gerne. Det er vel bare et udtryk for, at jeg har
en vis forståelse for den udvikling, man gennemgår.
Da Blachman fik stemmeret, satte han sit kryds
ved Socialdemokratiet. Bortset fra et enkelt sidespring
har han aldrig været partiet utro. Det undrede
mig. Jeg havde forventet, at Blachman som
de fleste andre kunstnere i sin generation havde
været mindst et eller to skridt længere til venstre
som ung og nu var endt som en af de mange flakkende
politisk hjemløse. Blachmans utålmodige
længsel efter politisk nytænkning, hans iver for
at skabe plads til geniet, kombineret med en hyldest
til forfængeligheden og dekadencen, forekom
mig at være en anelse outrerede værdier i
forhold til mine forestillinger om en socialdemokratisk
kernevælger.
For mig er det ikke et paradoks. Jeg har aldrig været medlem
af partiet. Men jeg kan ikke se, hvorfor det at være socialdemokrat
skulle udelukke plads til individet, personligheden
og det excentriske. Aldrig har jeg været så forblændet af
mit eget, at jeg ikke har kunnet se andre folks problemer.
For mig er det den evige socialdemokratiske parole. Vores
demokratis første byggesten.
Anker Jørgensen lærte mig dette. Når Katy slog over fra de
svenske kanaler, var det for at se Anker. Det var hende, der
introducerede mig til denne karismatiske lille mand. Han
kunne distribuere kærlighed. Måske var han ikke nogen
stor statsmand, men ingen statsminister siden Anker har
haft et varmere blik på tv.
Mens vi gik videre ad barndommens gader ned
mod Stefansgade, spekulerede jeg på, om Anker
også havde siddet i sin lejlighed på tredje sal ude
på Borgbjergvej i et andet af Københavns gamle
arbejderkvarterer og set Blachmans tale til nationen
i ”X Factor”.
Bortset fra at de begge let bliver bevægede og tilhørsforholdet
til det hensygnende parti, kunne
jeg ikke forestille mig et menneske, der har mindre
til fælles med den gamle fagforeningsmand
Anker end Blachman. Jeg havde i hvert fald svært
ved at forestille mig, at den aldrende Jørgensen
ville kunne tage ordene dekadence og forfængelighed
til sig som plusord.
På vejen ind mod centrum kom vi forbi flere andre
steder, der havde betydet meget for Blachman.
Men han gav dem kun tilfældige bemærkninger
med på vejen. Det var tydeligt, at han ikke
var i humør til sin egen fortid. Det var den meget
nære fremtid, der optog ham. Vi havde jo også
aftalt, at vi skulle tale om politik på vores spadseretur.