Det kolossale menneske

120 Det kolossale menneske 121
Kosmisk medbestemmelse
Island er et mærkeligt land. Ikke bare det golde
månelandskab, vi landede i, men også selve lufthavnen.
Trods dets placering imellem det amerikanske
og europæiske kontinent var det ikke muligt
at finde en stikkontakt, der kunne nære min
sultne computer. Det kunne kun lade sig gøre,
hvis man havde et særligt islandsk stik, som man
naturligvis kunne købe i lufthavnen. Desværre
var de udsolgt, så jeg måtte meddele Blachman,
at en eventuel kommende kaldelse kun ville blive
noteret i hånden i et gammeldags stilehæfte, jeg
lige havde købt. Det var ikke godt nok. Naturligvis
forlod Blachman mig omgående og gik over i den
butik, jeg lige var kommet forgæves ud fra. Tre
minutter senere var han tilbage med et par plastikdimser,
som han begyndte at skille ad. Med
en kniv og en gael fik han tryllet et eller andet
sammen, der helt sikkert ikke overholdt nogen
regler for fornuftig omgang med strøm, men det
virkede. Da vi lettede mod København, var både
Blachman og computeren ladet op.
Det er vel ikke udelukkende din utålmodighed,
der gør, at du bare ikke kan være site man?
Jeg vidste allerede dengang i Page One-tiden, at jeg havde
evnen til at konceptualisere mig ud af hvilken som helst
musikalsk krise. Derfor begyndte jeg i højere grad at producere
plader, fordi her består arbejdet udelukkende i at
personificere musikken i et stilistisk klarsyn. De fleste af
mine samtidige havde ikke set den postmoderne mulighed
i, at det er i kombinationer af referencerne, at originaliteten
opstår.
En site man skal kunne indordne sig. Det kunne jeg ikke.
Folk hyrede mig som trommeslager, men de fik et bibliotek
fyldt med kompositionsteknik. Jeg var så stædig med at ændre
deres ting, at jeg nægtede både at spille og optage dem,
medmindre jeg måtte udradere de kompositoriske børnesygdomme.
Jeg har aldrig magtet at skjule min mening.
Page One var en skøn tid. Vi var unge. Gik altid ædru på
scenen og var bedre klædt end publikum i vores regentjakkesæt.
Bagefter drak og pissede vi, som var vi et feteret
rockband. Vi begik den idiotiske fejl at tirre vores vidunderbarn
af en trompetist fra Amager, Henrik Bolberg, med
lange, ungdommelige, intellektuelle tirader, hvilket resulterede
i, at han konstant lovede os tæsk. Han røg ud, og Page
One blev aldrig det samme igen. Når magien er der, skal
den respekteres. Vores manager burde have sørget for, at
Bolberg kunne være ankommet til jobs i sin egen bus fyldt,
ikke med intellektuelle forstyrrelser, men med pornofilm.
Med hensyn til tøj vil jeg dog medgive, at også folk som
trommeslageren Peter Reim og bassisten/komikeren Povl
Erik Carstensen kørte en hård stil. Hvad stil angår, var jeg
vild med Peter. Han døde alt for tidligt af sygdom. Men jeg
tænker tit på ham. Ikke mindst når jeg hører den nye generation
af danske trommeslagere, hvoraf ingen har stil.
Intet, jeg nogensinde har lavet, har overbevist mig om, at
jeg skulle holde op med det. Dog har enkelte ambitioner
været mere absurde end andre. Umiddelbart efter jeg havde
taget min eksamen i jazzkomposition i USA, nød jeg de
hyppige invitationer til at komponere for flere større orkestre,
blandt andre Radioens Big Band. Det absurde bestod
i, at jeg samtidig fik den vildfarelse, at jeg skulle forsøge
mig som trommeslager i det lavstammede, danske røvbaldejazzmiljø.
Håbet var at finde broderligt venskab og almen
accept.
Jeg havde den vrangforestilling, at jeg kunne reducere mit
forhold til musik til regulært håndværksmæssigt lønarbejde.
Efterkrigstidens ellers iltre danske jazzscene havde i
80’erne tabt værdigheden og udviklet sig til et tørstigt bagud
skuende miljø. Havde man musikalske ambitioner ud over
bal og parring, var man i særdeleshed ikke velkommen.