Årsskrift 2008 - Vejle Boldklub

U-19 drenge Liga
Efter en succesfuld sæson i 2007, hvor både
vores junior og ynglinge havde vundet den
landsdækkende 1. division (rækken lige
under Liga, landets højeste niveau) kunne
vi fremsende DBU nogle fornuftige ansøgningsskemaer
for sæsonen 2008. Vi havde
store forventninger til, at vi ville komme
i betragtning til højeste niveau på U-16/
U-17. Vi havde dog ikke de allerhøjeste forventninger
til vores U-18/ U-19 ansøgning.
Det viste sig dog, at vi blev tildelt højeste
niveau i begge aldersgrupper. Glædeligt og
ikke mindst rigtig godt, efter vi havde været
ude af det fineste selskab i fire år. Vi havde
arbejdet hårdt og målrettet på dette, og
nu var det endelig på højeste niveau, vi
skulle til at matche vores spillere.
Sæsonen startede i midten af januar,
og der var planlagt godt med træningskampe.
Modstanderne var såvel senior-
som Liga- og divisionshold. Det valg af
træningsmodstandere var gjort ud fra
en erkendelse af, hvor holdet var på
daværende tidspunkt, hvor holdet skulle
udvikle sig til at være og ikke mindst,
hvad der var en af de største udfordringer
i processen – nemlig det fysiske element
i ynglingefodbold på højeste niveau og
tilvænning til seniorfodbold.
Resultaterne i træningskampene indikerede
også ganske godt ovennævnte. Vi
spillede tre kampe mod Ligahold, spillede
to uafgjorte og tabte en. Vi spillede
fire kampe imod divisionshold, vandt to,
spillede en uafgjort og tabte en. Imod
seniorholdene vandt vi en og tabte tre.
De tre tabte var alle i de sidste kampe,
og derfor var vi lidt betænkelige, ved at
turneringen skulle i gang.
Forår
I sæsonens første kamp om point skulle vi til KB.
De var af mange udråbt til medaljeaspiranter,
havde haft flotte træningskampsresultater og
ikke mindst nogle rigtig gode spillere individuelt.
Kampen kom dog til at foregå nøjagtigt, som
vi kunne ønske os. Vi kom foran efter ca. et
kvarter, og efter en times spil blev KB reduceret
til 10 mand, og vi kunne senere lukke kampen
til 2-0. Vi kunne ikke have fået en bedre start
på turneringen, og på trods af at vi var oprykkere,
spillede med syv førsteårs ynglinge og ikke
havde én spiller med Ligaerfaring, ja, så vandt
vi højst overraskende for de fleste.
I den næste kamp skulle vi møde Lyngby
på hjemmebane. En endnu større udfordring
end den foregående kamp. Lyngbys hold
bestod af syv-otte landsholdsspillere, men
vores gode start havde givet truppen selvtillid,
og vi spillede en rigtig god kamp på trods
af, at vi tabte 2-3. Vi skabte dog chancer
nok til at kunne have fået mindst uafgjort.
Vi udnyttede blot ikke vore muligheder og
måtte slukøret erkende nederlaget.
Derefter skulle vi møde AB. AB var som os
udråbt som ”det tynde øl,” og bl.a. derfor
var vi meget opsatte på at få vores anden
sejr. Kampen blev også særdeles jævnbyrdig
og så længe ud til at slutte 1-1, men til
allersidst scorede AB kampens sidst mål til
1-2. En rigtig ”knuser” for os, men kampen
viste også en af vores allerstørste svagheder
– manglende fysisk styrke/mod, og da det
samtidig var/ er en af AB’s store styrker,
blev det udslagsgivende i deres favør.
Efter en sejr og to meget tætte nederlag
skulle vi forsøge at rejse os i Esbjerg.
Dette lykkedes overhovedet ikke. Vi blev
trykket godt og grundigt – specielt fysisk
- og måtte indkassere et nederlag på 1-4.
Der var efterfølgende langt hjem til Vejle,
men kampen gav os endnu et klart billede
af vores største udfordring som oprykker.
Spillet i felterne og den fysiske styrke ude
på banen. Samtidig viste det os også, at
hvis vi ikke var mentalt parat, så ville det
for alvor blive svært for os.
65