Klik her for at hente .pdf-filen - Dansk Donaldist-Forening

Boschi fortæller desuden, at Penna foreslog
Guido Martina, som skrev manuskriptet til
den oprindelige Paperinik-historie, at han
kunne søge inspiration i James Bond-filmene.
Dette mener han dog var efter, at den
første episode var færdig, da man på et senere
tidspunkt besluttede at genoplive figuren.
Det lyder i hvert fald ganske sandsynligt,
at Martina har skævet til en og anden
007-spillefilm, når man ser på Stålandens
hjælpemidler, og i det hele taget hans evne
til at klare sig ud af umulige situationer.
Forsiderne fra Topolino 706 og 707, hvor den allerførste
Paperinik-fortælling så dagens lys.
I begyndelsen var Stålanden ikke helt den
selvopofrende beskytter af Andeby, som han
er blevet til med tiden. Det er således ikke
tilfældigt, at Guido Martinas første historie
med Stålanden, skrevet efter Elisa Pennas
plot og tegnet af Giovan Battista Carpi, fik
titlen Paperinik – il diabolico vendicatore (I
TL 706-A og I TL 707-A), som oversat direkte
betyder noget i retning af ‘Stålanden
– den djævelske hævner’. Historien blev
udgivet i to dele, fordelt over to numre af
Topolino-bladet.
På dansk har denne historie levet et noget
udsvævende liv. Første gang, den blev publiceret,
var i 1971 i Anders And & Co. 2 , dog
her i en brutalt beskåret version, der kun
indeholdt noget af den første halvdel af den
2 Anders And & Co. nr. 13/1971
44
ståLAnden – den djæveLske hævner
oprindeligt todelte historie. Anden del blev
aldrig bragt. Stålanden var klippet ud af
handlingen, og historien fik det uskyldige
navn Den herreløse hundehvalp efter en
lille bihistorie om ungerne og Højben, der
finder en hundehvalp, som er en del af den
oprindelige hovedhistorie. I TL 706-As oprindelige
159 paneler var i bladet reduceret
til kun 33!
To gange I TL 706-A: øverst fortæller Anders om
indkøbsplaner, (AA & Co.) mens nederste eksempel
(Den Store Ståland) er mere tro mod den originale
tekst om Karnappen.
De danske læsere måtte således vente til
1982 med at få sandheden om Stålandens
oprindelse, og det var endda kun dem,
der investerede i prestige-bogen Den Store
Ståland, der således blev oplyste. Historien
blev tilmed præsenteret i ombrudt fem-rækkes-format
som et resultat af bogens størrelse.
Historien fik her den ligeledes fredsommelige
titel Fabulans efterfølger, så der blev
ikke noget djævelskab til de danske læsere.
5