PDF-version - Kulturministeriet

Hjem igen (i et andet perspektiv)
Kaspar Kaum Bonnén, (f.1968) er uddannet fra
Akademiet i 1999. Har blandt andet solgt værker
til Kunstmuseet Arken og Statens Museum for
Kunst.
In My Dreams We Fly, 2003.
Dorte Jelstrup (f.1964) er billedkunstner, filosof
og med i Kunststyrelses fagudvalg for billedkunst.
Hun arbejder med eksistentielle temaer i sin
kunst. Dorte Jelstrup er samtidig en af initiativtagerne
til konferencen Før Usynligheden, der sidste
år satte fokus på kvinders repræsentation på landets
museer.
'Candidates Dec 13 - hommage à Santa Lucia'
videostills fraweb-video
Karoline H. Larsen blev færdiguddannet på
Kunstakademiet 2003 og arbejder med repræsentationer
af identitet, køn og samfund via medier
som foto, video, lyd, tegning, maleri og tekst.
Karoline H. Larsen har det sidste år desuden været
formand for foreningen Unge Kunstnere og
Kunstformidlere.
KASPAR KAUM BONNÉN
“Det er helt sikkert, at mandlige kunstnere
bliver favoriseret, men jeg tror ikke, det sker
bevidst. Jeg tror på, at myten om kunsterrollen
stadig eksisterer. At selv de mest oplyste
museumsinspektører og indkøbere ubevidst
har en forståelse af kvalitet, der ofte er synonym
med mandlig kunst. Opdragelse og bevidstgørelse
af problematikken kan gøre museerne
opmærksomme, men det er vigtigt at
definere det flygtige kvalitetsbegreb.
For hvad er kvalitet? Det flydende begreb bliver
en undskyldning, man kan dække sig ind
under, men også et kunsthistorisk problem.
Jeg tror ikke, mandlige kunstnere synes, der
er kvalitative og væsensforskellige kriterier
mellem mandlig og kvindelig kunst.
DORTE JELSTRUP
“Det er vanskeligt at være kvindelig kunstner.
Historisk set er det jo kvinderne, der kommer
udefra. Vi besidder en yderposition, og derfor
har vi skullet reflektere over kønnet. Den
kunsthistoriske tradition, filosofi og æstetik
er lavet af mænd, skrevet af mænd og skabt
for den mandlige betragter.
Kunstens omdrejningspunkt har altid været
essentielle og eksistentielle spørgsmål som,
hvad det vil sige at være menneske med følelser,
længsel, ensomhed og hjertesorg. Problemet
er bare, at da kvinderne kom på banen
og beskæftigede sig med de samme problemer,
blev det opfattet som feministisk og
hentet fra den intime sfære, og jeg tror, det
er her, hunden ligger begravet. Der er en blindhed
i måden, man betragter kvinders kunst
på. Kvinder bidrager i lige så høj grad til det,
KAROLINE H. LARSEN
“Det, der er hårdt ved at være kvinde i kunstverdenen,
er, at de kulturelle strukturer og
handlemønstre er problematiske og forældede.
Det er f.eks. problematisk, at kun 1 ud af
13 kvindelige afgængere fra min årgang på
Akademiet fik legat, mens 16 ud af 17 mandlige
afgængere samme år fik det.
Det undrer mig ligeledes, at det er de kvindelige
kunstnere, der skal svare på spørgsmål
om ligestilling, når det handler om generelle
ligestillingsprincipper, der ikke efterleves.
Den patriarkalske struktur på uddannelserne
er også problematisk. Kvinderne har haft adgang
de sidste 96 år, mens mændene har været
der i 250. Jeg mener, man burde indføre
kønskvotienter på både uddannelser, museernes
indkøb og på professoraterne. Kønskvoteringen
ser jeg som et redskab, der kan ændre
de sociologiske strukturer og præge samfun-
På Akademiet går man rundt med en fornemmelse
af, at fordelingen mellem kønnene er
ligelig, så det var lidt af et chok, da undersøgelsen
dokumenterede, at mandlige kunstnere
favoriseres i så høj grad.
Et modtræk kunne være, at museerne i f.eks.
fem år fik pålagt at købe ligeligt ind af begge
køn, så de blev tvunget til at blive bevidste
om problemet.
Og så synes jeg i øvrigt, det kunne være
spændende at høre, hvad museerne mener,
når de siger, at de kun går efter kvalitet. Den
diskussion må museerne forsøge at kvalificere,
så vi også i samfundet kan få en bredere
diskussion af, hvad kvalitet er og kan være”.
kunsten kan og skal, nemlig sætte spørgsmålstegn
ved ovennævnte problemstillinger
– de bliver bare ikke forstået sådan.
Men det er vigtigt ikke at klage og se kampen
som et individualistisk anliggende, men som
et fælles billede. Museumsfolkene er ikke gode
nok til at se gennem marketing og tradition.
Kunstens mangfoldighed skal afspejle
sig på museerne, hvor det bedste inden for alle
genrer skal være repræsenteret. Trods
mange kvindelige museumsdirektører er det
stadig mænd, der sidder på de mest indflydelsesrige
poster i kunstverdenen, og jeg tror,
den mandlige overrepræsentation på museerne
har noget at gøre med, at kunst lavet af
mandlige kunstnere taler direkte ind i en erfaringsverden,
de er bekendt med. Det er forståeligt,
men langtfra godt nok.”
det i en mere gunstig retning.
Vi har ikke brug for flere analyser af, hvorfor
kvinderne har det svært. Det hele bliver så
tungt og fortænkt. Vi har brug for handling og
konstruktive løsningsmodeller, så vi får revideret
billedet af, hvad kunstmiljøet kan give
til folk, for det er jo publikum, det går ud over,
når 50 % af kunsten fravælges. Der burde udarbejdes
en kønsprofil for kunstmiljøet, som
en del af en større revision af kunstbegrebet,
hvor der stilles krav om en specifik handlingsplan
for de enkelte institutioner.
I min kunst skaber jeg repræsentationer af
samfundet og søger at lave modbilleder, ofte
set fra det personlige plan i bestemte strukturelle
organisationer, og derfor kaldes min
kunst feministisk. Det er fint med mig, men
jeg er ved at være træt af, at det er kvindernes
lod at reflektere over de her ting”.
03