Et frynsegode betalt af skatten - Partner Revision

6
Katastrofen, der ændrede alt
Kim Charles Nielsen var sammen med sin familie i Sri Lanka, da tsunamien ramte i december 2004. Familien overlevede
vandmasserne og har lavet en hjælpekomite, der har gjort en stor forskel for en familie i landsbyen Unawatuna
Solen bager ned over den kridhvide badestrand.
Palmetræerne vajer i vinden. I landsbyen
er folk for længe siden stået op og har
begivet sig ud på havet for at fiske eller ud i
theplantagen på bjergsiden.
På stranden 30 meter fra vandkanten holder
en van med familien Nielsen fra Silkeborg
– pakket til dagens udflugt. Det er tredje gang,
familien besøger Sri Lanka og landsbyen
Unawatuna syd for Galle. De elsker denne
smukke afkrog af verden. Befolkningens gæstfrihed
og charme.
Sammen med den unge lokale kok Raju, hvis
familie de fire danskere er blevet gode venner
med gennem deres besøg i landsbyen, gør
familien klar til at køre.
Det er den 26. december 2004.
Pludselig opdager de, at noget beskidt vand
skyller op omkring bilen. Og den tumult, der
opstår udenfor, fortæller dem, at noget er helt
galt.
- Vi fik vendt bilen og ville køre op mod bjergene.
For selvom vi ikke forstod, hvad der
skete, følte vi instinktivt, at vi måtte søge opad,
fortæller Kim Charles Nielsen. Foruden at være
far til My og Oskar og gift med Kirsten, er Kim
statsautoriseret revisor hos Partner Revision i
Silkeborg.
Men inden de nåede flugten, blev bilen fanget
af en kæmpe bølge. Familien sad midt i den
tsunami i Sydasien, der på få timer dræbte
mere end 150.000 mennesker.
Død og ødelæggelse
Bilen blev skyllet 75 meter hen ad stranden,
indtil den blev kilet fast mellem to palmetræer.
I løbet af få minutter blev bilen fyldt med vand,
og familien kæmpede sig ud i vandmasserne.
På det tidspunkt var der fire meter vand under
dem.
- Kim og Raju gik heldigvis ikke i panik men
forstod at dirigere os andre. Og vi forstod at
gøre, hvad der blev sagt, husker Kirsten, der
blev skilt fra de andre, da de forlod bilen, og
strømmen greb dem.
Kim holdt fast i Oskar, der på det tidspunkt
var 12 år. Når han havde hovedet over vandet,
kunne han se den dengang 15-årige My nogle
meter foran sig.
Efter 100 meter fik My kæmpet sig op i et
palmetræ – og Kim fik Oskar med derhen. I
mellemtiden var Raju kommet op på et hustag
og kunne derfra dirigere både Kirsten, Kim og
børnene.
- Da vandstanden faldt, og vandet blev lidt roligere,
gik vi op til et tempel og derfra videre op
i bjergene. Jeg var helt i chok og kunne ikke
rigtig foretage mig noget. Det var utrolig svært
for os alle at rumme det hele. Der var død
og ødelæggelse overalt omkring os, fortæller
Kirsten, der stadig i dag er dybt rørt over den
måde, de lokale behandlede alle de strandede
turister.
- Vi vidste, vi formentlig ville komme ud af
landet kort efter – de lokale vidste ikke, hvor
længe de skulle leve midt i kaos. Alligevel delte
de alle deres madvarer med os, fortæller Kim.
Frygteligt at forlade Sri Lanka
Kirsten, Kim, My og Oskar blev to dage senere
fløjet til Colombo med helikopter. Og efter
halvandet døgn her, kom de med et herkulesfly
til Bruxelles, inden de endelig den 31. december
var hjemme igen.
- Det var forfærdeligt at tage derfra. Vi var
meget i tvivl, om vi skulle blive der. Jeg ville
gerne have hjulpet folk dernede, men Oskar
var syg, og vi var bange for udbrud af smitsomme
sygdomme. Så vi vendte altså hjem,
selvom det gjorde ondt i samvittigheden, fortæller
Kim.
- Det var frygteligt ”bare” at forlade det hele,
når de mennesker, der havde hjulpet os, ikke
kunne rejse noget sted hen. Men jeg følte ikke,
jeg kunne gøre noget. Jeg kunne slet ikke styre
mine nerver. Så jeg var nødt til at komme hjem
og samle mig – og så organisere noget ordentligt
hjælp hjemmefra, forklarer Kirsten.
Og familien var fast besluttet på at hjælpe
Rajus familie og landsbyen Unawatuna.