nustrupuf.dk I

Gabøls sidste original
Mads Ebbesen var sikkert den sidste original
i Nustrup sogn. Han boede i en hytte
i Gabøl, bag ved Thomas Jensens hus. Huset
er forlængst fjernet. Det var bestemt
heller ikke værd at bevare. Han havde i
sine yngre dage været sømand, men blev
siden drænsmester og skovarbejder.
Mads var velbegavet, talte flydende tysk
og englesk. Han var nysgerrig og ville vide
besked om mange ting. Han abonnerede
på tidsskriftet »Kosmos«, et tysk populær
videnskabeligt månedsskrift og derudover
på »Saturday Evening Post«. Han studerede
dem grundigt, og bagefter skulle andre
have glæde af disse hefter, og det foregik
ved, at han stillede dem sammenrullet ved
døren. Senere ville han gerne vide, om
vi havde læst dem. Hver dag cyklede han
op i Nustrup skov og samlede grene, som
han kørte hjem på sin cykel. Det var hans
brændsel. Han sad altid i køkkenet ved
komfuret og læste. Jeg Spurgte ham en dag:
»Hvorfor cykler du hjem med de grene, i
stedet for at få en af bønderne til at køre et
læs hjem til dig?« Han svarede: »Jo, ser du,
så sidder de bag vinduerne og tænker, nu
har han stjålet brænde igen«. Vi fik kontakt
med hinanden, da vi i 1953 var flyttet til
Nustrup. Lærer Steffensen var den første,
der fik Mads’ hefter. Men det varede kun
kort tid, så blev han uvenner med fru Steffensen,
for Mads var mildt sagt meget lidt
renlig. Så blev det min tur, og det stod på
i endda nogle år. I 1957 sendte russerne
den første rumsonde op »Sputnik«. Mads
kom så en dag hen under aften og foreslog,
at vi gik ud på vejen og lagde os ned. Det
gjorde vi, og ganske rigtigt, så så vi »Sputnik«
blinkende gå hen over himlen. En anden
dag kom Mads med et mikroskop, han
havde købt hos »Kosmos«. Et mikroskop
magen til det første mikroskop, der blev
lavet. Han havde et gammelt stykke ost
med. Nu skulle vi se mider. Og ganske
rigtigt - i dette mikroskop, der vel kun
kunne forstørre 10­20 gange, så vi de mildest
talt grimmeste væsener. Vi sad inde på
kontoret, men bagefter måtte vi lave gennemtræk,
sådan lugtede det, og det var sandelig
ikke osten der var skyld i det. En dag
kom Mads med nogle slagger, han havde
gravet op i Hjartbro skov. Han ville vide,
om det kunne være et jernalder værksted
eller lignende. Jeg kontaktede museumsinspektør
Neuman. Inden Neuman kom,
skulle jeg med Mads til Hjartbro og grave.
Jeg bandt spaden på cyklen og kom ned til
Mads. Han var klar, men sagde: »Du skal
há en snaps«. »Nej tak«, sagde jeg, »jeg har
det så godt«. »Så skal du há to«, sagde han.
Men jeg slap. Vi tog derud, og oppe på
bakkeskråningen mellem granerne gravede
vi og fandt flere slagger. Nogen tid senere
kom Neuman, og vi var der også. Han så
på slaggerne, og sagde, at det rigtigt nok
var et oldtidsfund. Mads spurgte: »Hvornår
kommer du og graver?« Neuman: »Ikke
lige med det samme.« ­ Pause. »Vi er nødt
til at vente til træerne er fældet«. Mads
sagde: »Så er a blevet til kosmisk støv«.
Mads havde foragt for de mennesker, der
ikke kunne snakke om de emner, som
Mads var optaget af. Når han fældede
træer brugte han en stor sav ­ til en hånd.
Jeg spurgte ham en dag, om det ikke var
nemmere med to mand. »Der er ingen der
er værd at snakke med...« En dag havde jeg
været ved tandlægen, og det kom vi til at
snakke om. »Hva skal a mæ tandlæge, hvis
a har en tand der er dårlig, tar a et søm, og
så sidder a og pirker i tandroden, til tanden
er løs«. Efterhånden ebbede vort venskab
ud. De sidste år havde vi ingen kontakt.
Mads Ebbesen døde i 1967, 84 år gammel.
Denne fortælling er fortalt af tidl. skoleinspektør
Erik Aarestrup til NU Avisen tilbage i 1995.