Nyhedsbrev - Askov Skolekreds

4
Højskolen peger en anden vej.
Højskolen har siden begyndelsen i 1844 haft et kritisk potentiale i sig.
Den har fra den spæde fødsel i Rødding haft en intention om at ”være til
folkegavn, at være til grøde”. Det, vi foretager os, skal - ud over at give
vores liv både intensitet og autencitet – også komme andre mennesker til
glæde og gavn. Det er hovedtanken, der ligger bag Grundtvigs ord fra
sangen ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord” (HS 95).
I dag skal vi være dynamiske, effektive og sidst - men ikke mindst -
målrettede. Der ligger fra samfundets side en klar forventning om, at vi i
høj grad også skal gøre os nyttige, men højskolens budskab er, at vi ikke
skal gøre det for enhver pris. Ikke på bekostningen af f.eks. samtalen, den
kritiske samtale, hvor meninger brydes og eventuelle uenigheder tales
igennem og derved skærper vores fælles bevidsthed som borgere i et
demokrati, hvor vi ikke blot kan lade det være op til en snæver kreds at
tage ansvaret på sig. Ikke på bekostning af det enkelte menneskes ansvar
for at tage tilværelsen på sig og gøre sig til aktiv med-borger i modsætning
til passiv eller tavs med-løber.
Tænk, om denne krise kunne komme til at betyde, at vi lader vor vestlige
verdens vækst-tyranni hvile et øjeblik eller to og begår den måske eneste
tilbageværende dødssynd (bortset fra at være for fed eller ryge): at lade
hænderne synke og i stedet sammen samle tankerne om, hvad vi vil leve
for de næste mange år, og ikke – som hidtil – næsten udelukkende om hvad
vi vil leve af.
Arven efter Grundtvig.
Denne besindelse er mere nødvendig end længe, mener jeg. Vi har
gennem de seneste 20-30 år opbygget et samfund, hvor der var stadig
mindre at diskutere og tale om, for dagsordenen gav sig selv: Vækst, vækst
og atter vækst. Uanset omkostningerne for vores miljø, natur og vore
efterkommere. Et samfund, hvor det at tage på højskole var en del af et
”fjumreår”, et samfund, hvor alle – ikke mindst I unge, der så en værdi i at
stoppe om et øjeblik for at tænke sin egen og hele samfundets situation
igennem, hurtigt fik et stempel i panden, hvorpå der f.eks. kunne stå (hvis
man altså har et tilstrækkelig bredt forhoved): ”visionsløsrundkredspædagogikpræget-ungdom-uden-den-livsnødvendige-fremdrift-iform-af-uddannelsestrang-til-nyttiggørelse-og-optimering-af-despecifikke-faglige-ressourcer-der-måtte-være-til-stede-bag-denne-sløvepandebrask”.
Lyder alt dette lidt naivt? Tja måske, men jeg vover pelsen og påstår, at vi
i højskolen kan komme til at spille en væsentlig rolle som et af de steder,