Dansk 24-timers tegneseriemaraton 2009 - Ondskabens Flydende ...

Dansk 24-timers
tegneseriemaraton 2009
Bidragsydere:
”Arch”
Dan R. Knudsen
Henning Larsen
Peder Riis
Preben Pedersen
Tatiana Goldberg
Tore Sæderup
Johannes Havelund
Rikke Hollænder
Thomas Nøhr
Med forord af Kim Larsen

Dansk 24-timers tegneseriemaraton 2009
Indholdet i denne bog er © de respektive skabere
(”Arch,” Dan R. Knudsen, Henning Larsen, Johannes
Havelund, Peder Riis, Preben Pedersen, Rikke
Hollænder, Tatiana Goldberg, Thomas Nøhr og Tore
Sæderup) 2009
Udgivet af Ondskabens Flydende Vatikan
Tryk: Scandinavian Book A/S
1. udgave, 1. oplag, 2010
ISBN 978-87-993858-0-5

Forord
Det er formålsløst at forsøge at sætte en tegneserie skabt under en tegneseriemaraton op imod et album af
gamle mestre som Hergé og Eisner, eller blot de gængse masseproducerede serier man finder i kiosker og
tegneseriebutikker. En tegneseriemaraton er et koncept, mere end det er et værk – og lige som et stykke
moderne kunst, kræver det en baggrundsviden for at forstå og værdsætte dets eksistensberettigelse.
I en fransk dokumentar om tegneserier i Japan, fortalte de for nyligt, at den typiske europæiske tegneserietegner
laver ca. én tegneserieside hver femte dag – eller 75 sider på et år - og for at sætte tingene i perspektiv,
sagde de samtidigt, at den typiske mangaka (japanske tegneserieskaber) lavede i omegnen af 1300 sider
på ét år. Der er mange grunde til, at man ikke kan sammenligne de to meget forskellige tegneseriekulturer,
men det er alligevel interessant at se forskellen på den mængde arbejde, der udføres på samme tid på hver
sin side af jordkloden.
Og det er netop tiden, der er i centrum i en tegneseriemaraton. En hel tegneserie skal skabes på blot ét
døgn. 24 sider på 24 timer. Der er to fundamentale regler, der skal overholdes, når man sætter sig ved tegnebordet
til en tegneseriemaraton. For det første må man ikke have forberedt noget, ingen historie, ingen
skitser. For det andet skal alt være færdigt, når der er gået 24 timer, og så er det lige meget om man har behov
for at spise, sove eller følge med i X-factor. Tiden går.
For den uindviede ser en typisk tegneseriemaraton ikke ud af meget. De første par sider er ”sådan okay”,
men det er evident, at det er gået stærkt. Senere bliver stregerne hurtigere og mere sløset, og der er færre
billeder pr. side, og de sidste 6-8 sider er et rod, og slutningen er både brat, søgt og bestemt ikke altid logisk.
Et makværk, kunne man sige. Ikke værd at bruge hverken tid eller penge på.
Men det er fordi man misforstår, hvad en tegneseriemaraton er.
At det er en tegneserie skabt på blot 24 timer, gør den hverken mindre læseværdig eller underholdende.
Når jeg læser en 24timers tegneseriemaraton, oplever jeg en kreativ impulsivitet, som jeg ikke normalt ser,
og hvis man ser godt efter, kan man ane det blod, sved og tårer, som uundgåeligt er en del af skabelsesprocessen.
Det er utroligt fysisk krævende at tegne et helt døgn. Man bliver øm over det hele - i tegnehånden,
armen, skulderen, ryggen, numsen… Der går ikke mange timer, før man spørger sig selv, om hvorfor det
egentlig er, at man sidder der. Kunne man ikke finde på noget andet at lave, og er det hele ikke bare åndssvagt?
Men man fortsætter. Som en artig maratonløber bider man smerten i sig, og tænker på noget andet.
Trætheden melder sig, men man tager én kilometer/side af gangen, og husker på at målstregen er derude
et sted. Æren. Tilfredsstillelsen.
Hvis man husker på de franske dokumentaristers påstand om, at den typiske europæiske tegneserietegner
bruger fem dage på én side, så er det noget af en kraftanstrengelse at lave én side på én time. Nej, det bliver
aldrig ligeså smukt og finpudset som et album, hvor skaberen har siddet og pusse-nusset med billederne i
flere dage, men til gengæld kan man måske slippe for den fortænkthed og formfølgning, der kendetegner
visse ”større” europæiske værker. Tegneseriemaratonen er et levende bæst, et koncept med rå nerve og
ydmyg intimitet. Tænk på det når du læser de følgende tegneserier, så tror jeg, du måske oplever den merværdi,
der gemmer sig bag en maratontegneserie.
Kim Lyng Larsen
Redaktør på Serieland.dk
April 2010

”Arch”

Om ”Arch”
Jeg er 19 år og læser meget tegneserier og tegner meget. Jeg kan generelt godt lide historier og fortællinger i
al almindelighed uanset mediet – men er lige for tiden mest optaget af tegneserier (europæiske og
asiatiske). I de sidste par år har jeg pønset på selv at give mig i kast med historiefortælling og er derfor i en
proces af konstant udvikling for at finde den mest oplagte streg der vil leve op til mine forventninger.
Events som 24HCD hjælper vildt meget på motivationen da udfordringen tvinger en til at tegne fra ende til
anden og færdiggøre en serie inden for 24 timer. Udover det var det skægt at opdage sine svagheder og
styrker under tidspres og med fastlagte retningslinjer.
Dagen
Tjaa, sådan overordnet havde jeg en utrolig svag start og havde næsten opgivet at tage del da jeg pga.
dovenskab og dårlig planlægning kom flere timer bagud med kun 2 sider efter de første seks timer. Det
eneste der overhovedet fik mig til at begynde med at tegne var D-Cays (Dan R. Knudsen, Red.) konstante
uploads, og da andre også meldte sig med deres indlæg gik det op for mig at jeg nok burde sætte farten op.
Så efter 4 timers nørkleri med blæk og pen og en lang kamp med scanneren, konstaterede jeg at A) 24x32
papir ikke dur til den normale scannerflade B) pen og blæk er et rent helvede for nybegyndere og at bruge
det under tidspres kun gør det være. Kun tanken om at hvor ynkeligt det ville være at trække sig ud pga.
egen tankeløshed og svage viljestykke og synet af de andres indsats fik mig til at fortsætte. Fra side tre kom
der et papirskift (til A4) og et skift til mine copic fineliners, og her fandt jeg ud af at jeg brød mig lige så lidt
om at arbejde med dem som med blækket – sagen var/er desværre den at jeg kun en sjældent gang
arbejder med andet end mine stiftblyanter og den modvillighed mod andre materialer var nu skyld i at jeg
holdt alt for hårdt på pen el. fineliners og gjorde rentegningsprocessen ulidelig. Men det sjove er, at man
hurtigt lærer hvad der funker og hvad der ikke gør – og jeg havde da også hurtigt fundet ud af kvaliteten af
hver side måtte ryge til fordel for produktiviteten og at jeg måtte sætte en grænse for hvor meget tid der
skulle bruges på hver side (max. ½ time med skitsering og rentegning, og resten på scanning, redigering og
textering). Med det i baghovedet justerede jeg min arbejdsmetode og formåede at oploade et par sider af
gangen med 2-3 timers mellemrum. Der var selvfølgelig nogle gange at det glippede, såsom da Nøhr kom
på banen flere timer bagud men som bare spyttede den ene side ud efter den anden! Hans lynindsats gav
mig en mindre tidskrise da jeg så hvor hurtig man kunne være hvis man oppede sig og uden at det gik
udover kvaliteten. Og så var der også der da jeg væltede en blækflaske og der røg blæk ud over
skrivebordet (af glas, heldigvis) og jeg i ren afmagt nægtede at tørre det op og i stedet tog en pensel og
voila, så var der en masse sorte flader på de næste par sider.
Når jeg tænker tilbage på dagen var det egentlig ikke det at tegne der var specielt spændende, men det at
kunne følge med i andres processer og se/høre hvor forskelligt folk greb det an, og så følge med i deres
historier der føltes langt mere gennemskueligt end min egen (på den måde at der var en stærk rød tråd og
at der ikke var fyld – og spild-sider imellem). Og det var sjovt at se hvordan nogle af tegneseriernes
handlinger led under maratonets opbygning: etaper med 1-4 sider og så lige et par timer før de næste kom.
Det gjorde at D-Cays historie som jeg fulgte med i fra start til slut overhovedet ikke gav ordentlig mening
for mig, da jeg havde tabt den røde tråd fra det forrige indlæg hver gang jeg læste det næste. Andre gange
skete der det at jeg kun fik fanget dele af handlingen og først endelig fattede det, efter at have læst det hele
i et stræk – her er Tatianas 24HC for mig det bedste eksempel, for slutningen havde en genial og for mig,
uventet drejning, som jeg ikke havde opfanget da jeg læste den i løbet af natten. En tanke der gik igen og
igen i mit hoved var hvor kedeligt og til tider dødssygt det var at sidde og tegne alene. Ikke noget der
normalt generer mig specielt men nogen at snakke med og til at motivere mig manglede jeg nok, og jeg har
da også fået besked fra vennekredsen at der nok er en der holder mig med selskab natten igennem ved den
næste maraton. Til allersidst bliver jeg ved med at spekulere på hvor meget tid man i begyndelsen skal og
bør sætte af til lægge en handlingsplan, udvikle sin historie og koordinere sin arbejdsindsats for resten af
døgnet. Jeg gjorde ingen af delene, led under det og har muligvis lært lektien til næste år.

Dan R. Knudsen

Om Dan
Dan R. Knudsen er albumaktuel med "Flush Royale. Den Store Danske Grafiske Roman i farver for HELE
familien...et vanvittig eventyr om moderne parforhold, magiske køle/fryseskabe,
rengøringsvanvid, forbrugerisme i helvede, afskylige snekvinder, troldmænd og magtbegær..."
Desuden har han bidraget til Aben Maler/Fahrenheits nyeste antologi og han har udgivet "The Gobe" – en
ordløs stribe om et øjeæble med hat og fødder(?!). Han har skrevet forord til Den Komplette Årgang
Anders And og laver jævnligt lydord for Egmont. Desuden laver han illustrationer og tegneserier
kommercielt. Bl.a. fyrværkerioplysningstegneserien: "Ballade på Bombenborg".
Han bor og arbejder i Århus, han er på 20. år lykkeligt gift med Anne, sammen har de to børn, Magnus og
Rasmus og en gammel villa i Højbjerg, hvor der er rigelige muligheder for at få afløb for glæden ved søm
og brædder. En glæde der sikkert kan spores tilbage til for meget Rasmus Klump-læsning i en ung alder.
Dagen
To ting er typiske for 24HDCs – enten er de ikke færdige - eller osse er de sjusket tegnet - næsten altid i s/h
og som regel med en kraftig sort tusch.
Som regel griber folk opgaven an som de normalt vil lave en tegneserie - bare med meget mindre tid.
Derfor bliver resultatet måske ofte mere interessant for deltageren end for den efterfølgende læser.
Jeg besluttede mig for at prøve at lave en tegneserie, der faktisk så ud som om den havde været længere tid
undervejs. Den skulle være i farver og den skulle være færdig. Den eneste måde at gøre det på var ved at
vælge en stil der benyttede collage, gentagelse og masser af dialog fremfor handling. Og hvis man læste
tegneserier i starten af halvfemserne kan man sikkert huske ting som "A Glass of Water", "Signal to Noise"
og "Big Numbers". Lige det jeg skulle bruge. Den slags historier handlede som regel om store traumer og
personlige problemer i en hakket fortællestil. Det havde yderligere den fordel, at jeg kunne finde på
historien hen ad vejen og så bare dække det ind under en non-linær fortællestil.
Så at det kan være svært at finde hoved og hale i historien er en del af set-uppet. Det endte nu med at blive
ganske straight foreward (hvis det ikke lige var for indpakningen): En mand er blevet traumatiseret af hans
opvækst og er derfor blevet berømt for at skrive dyster poesi. Men han (bilder sig selv ind, at han hellere)
vil tegne børnebøger.
Hans dystre opvækst symboliseres ved Poe (historiens titel er et Poe-citat). Men kærlighed sætter ham i
stand til at tage det nødvendige opgøre med hans (far?) barndoms onde ånd.
Hvis der skal gå dansk stil i den, kan vi jo påstå at næsen er et fallossymbol ...You do the math.
Hovedpersonen får lavet en børnebog uden at hans dystre stemning ødelægger det (fordi han har taget
opgøret). (og fordi jeg var ved at løbe tør og for tid og kræfter og var nødt til at skifte til en hurtigere
produktionsform). Historien hedder Mam and Dud - byt lige om på vokalerne og se historien om en (i
modsætning til forældrenes?) skilsmisse, der ender lykkeligt.
Og historien ender med at manden erkender, at hans traumer også er kilden til originalitet - hvis du kan
bruge din problemer kreativt, kan du leve med dem - som Poe.
Historien kan ses i farver på www.blækfabrikken.dk

Henning Larsen

Lord Worhon Kulex
høstede de mægtige
kræfter i vulkaner
for at drive verdens
første dødslaser
Til verdens
befolkning:
mit navn er Etoos
Kulex
Det sidste led i
en lang række af
store opfindere
. . .
Dr. Ormum Kulex:
skaberen af den
første
transportable
dødslaser
Kaptajn Queltur
Kulex udnyttede
solens energi til
at skabe den
første dødslaser
i kredsløb om
jorden
Dr. Neab Kulex:
opfinder af det
genopladelige
batteri til
dødslaseren

Men hvorfor dele min
families rygte med denne
verden, eller for den
sags skyld hvorfor
dette univers?

Jeg vil overgå dem alle
mine forfædre, ved at
tage familiens
rædselsregime ind i et
helt nyt univers
Tiden er kommet til at
overskygge dem alle!
I morgen vil jeg med min
nye opfindelse gøre
historie, ved at være den
første til at
transcendere dimensioner

Tænk: En helt ny
verden, hvor ingen
kender til min families
rædsler.
Ingen at dele
berømmelsen med
Folk vil tro jeg er en
fiasko når de ikke ser mine
spor på denne verden.
Fjolser! denne verden er
for lille, mine spor vil
blive sat i andre
universer
Jeg har lavet denne
optagelse så
fremtidige
generationer ikke skal
snydes for et glimt af
min storhed

Din forbandede!
Jeg skal
forberede mig
til i morgen. Gør
rent, eller lav
noget kaffe.
Bare gør dig
selv nyttig!

Jeg går ned i
historien som verdens
største fjols så ynkelig
hvad fanden optager
du stadig! Mine
robotter kan ikke
engang optage
ordentligt
Intet virker

Du.. du har lavet
kaffe, ingen af mine
robotter er
nogensinde kommet
med kaffe
Og hvorfor skulle
de også det? de er
bygget til at
erobre
Du er her for
at være vidne
til min største
succes

Men ingen af
mine andre ...
du har fejet
gulvet?!

Tiden er inde, TID
til at lægge
denne verden
bag mig
Vi ses i
historiebøgerne

Succes!

Om Henning
Mit navn er Henning Larsen, jeg er 25 år og bor i København.
Dagen
Jeg fik ideen til min 24timerstegneserie en uge før, det var tid; og det er jo snyd, så jeg droppede den ide og
sad tilbage med ingenting på selve dagen. Det var en ret syret ide, der handlede om sammensmeltning af
virkeligheder, så ud af ideen jeg ikke kunne bruge, kom en ny, om en gal videnskabsmand der rejser
mellem dimensioner.
Jeg vidste, jeg ville lave noget med få figurer, og de skulle have simple ansigter, jeg er ikke sikker på
hvorfor. Jeg tror, jeg har en forkærlighed for simple ansigter, der grænser til det smileyfaceagtige.
Jeg havde også planer om at vise den verden de levede i, men jeg blev enig med mig selv om, at det var
sjovere kun at se figurerne, så kunne folk selv tage stilling til, om verden er behersket af mennesker eller
insekter(eller hvad hovedpersonen nu er).
Jeg arbejder bedst alene, og ”heldigvis” skulle min kæreste til begravelse, alt faldt bare i hak. Da jeg var
færdig, havde jeg 5 timer tilbage og det er inklusive madlavning og min kæreste der skulle trøstes, da hun
kom hjem. Den dag kunne jeg klare alt, bortset fra en side hvor min hånd gav op; men jeg var stadig
imponeret over min hånd kunne holde til det. Sidste år nåede jeg ikke noget som helst, og det er vel
egentlig derfor du nu læser det her. Jeg ved man normalt skriver: ”du sidder med den her udgivelse i
hænderne”, men vi mixer det lidt op du og jeg, for vi er et team. Jeg laver tegneserien og skriver
indledning, og du betaler mig latterligt lidt for at læse den, okay? Jeg fandt sidste års 24timersudgivelse på
Odense biblioteket, og synes det ville være for pinligt, hvis det var det eneste, jeg havde på tryk; så
sammen med Tore og Peder tog vi kontakt til Kim, og kaprede 24timersmaraton for holde liv i traditionen,
men mest af alt for at redde min ære.
Bonus for dine penge: Til venstre: En tegning der lå ved siden af mig, da jeg lavede min 24timerstegneserie.
Til højre: Den første rigtige tegning af hovedpersonen.
Og som ekstra bonus får du et kram eller håndtryk, hvis du har købt den her udgivelse, og møder mig, jeg
ligner alle andre tegneserienørder med langt hår og fesent gedeskæg.
Lige meget hvad, tak for at købe den her udgivelse og holde lidt liv i dansk tegneseriemarked.

Peder Riis

Om Peder
Mit navn er Peder Riis.
Jeg er en (k)ærlig ung ikke-rygende mand på 29 somre. Ingen børn. Mine fritidsinteresser inkluderer lange
gåture, hjemmelig hygge og udenlandsk mad.
Dagen
Lad mig starte med at sige at denne serie ikke er den bedste jeg har produceret. Ikke pga historien, men pga
tegningerne. I år 2008 lavede jeg min 24-timersserie på 18 timer, og jeg havde regnet med at gentage
successen i 2010, men bare bedre. Jeg havde givet mig selv ekstra tid til at arbejde med skyggerne, stedet
for som jeg plejer, bare at ordne dem med blyants-gråtoner.
Det skulle jeg ALDRIG have gjort!
De sidste 4-5 timer var jeg ved at gå til af træthed. Og selvfølgelig skulle de sidste par sider være ekstra
langhårrede at tegne!
Jeg kan ikke huske hvor lang tid jeg havde igen da jeg var færdig, men det var alt for lidt efter min mening,
og jeg var ikke stolt over resultatet.
På vej hjem fra marathonen var jeg overbevist om det var noget lort, og nærmest pinlig at offentligøre.
Men det lykkedes at overbevise mig selv om at jeg for det første var i alvorlig søvnunderskud, og for det
andet at det kun var en tegneserie, oven i købet en marathonserie. Folks forventinger er sat derefter.
Jeg hørte engang at når kvinder føder, frigører hjernen et stof der får dem til at glemme hvor ondt det gør,
og derved gør dem modtagelige for fremtidige børn. Jeg tror jeg har samme princip med marathonserier.
Jeg glæder mig altid til at komme i gang, men fortryder det for det meste på et tidspunkt i forløbet.
Plottet er lavet ud fra følgende tilfældige ord: Bøddel, Buddistisk terroist og Fængsel.
Som sagt kan jeg godt selv lide selve plottet. Jeg håber I vil grine af det ligeså meget af mine jokes som jeg
selv har gjort.
Nåhja, og så kan man læse mine øvrige serier på derdersens ind'ernet. Ikke alt jeg laver er marathonserier.
De findes på ageofpeder.dk

Preben Pedersen

Om Preben
1999-2001 tegnede jeg nogle få vittighedstegninger til Hudibras (med Finn Hansen som forfatter). Jeg har
tegnet tegneserier siden 2002 hvor jeg deltog i et tegneseriekursus, der resulterede i et par hæfter med titlen
'Banansensgade'. Siden 2003 har jeg været medlem af Tegneserieværkstedet Blæk og har tegnet til flere af
værkstedets antologier. Jeg har desuden tegnet til de fleste af Seriejournalens julekalendre.
Min (ikke særlig vedligeholdte) hjemmeside er prebenpp.dk og jeg kan normalt kontaktes via
prebenpp@gmail.com eller via min profil (preben) hos Seriejournalen.dk. Tegneserieværkstedet Blæk er at
finde online på sortsomblaek.dk.
Dagen
Min første 24 timers tegneserie event var i 2004. I Blæk havde man talt varmt for maraton-tegning, men det
blev ved snakken indtil en dag hvor Eric Knipper tilbød at lægge hus til.
Siden da er det blevet til et par stykker, men det har været svært at finde medsammensvorne. I Blæk blev
de fleste trætte af legen og vi gik ned på 12 timer for at holde på de få der stadig var interesserede. Der blev
efterfølgende en længere pause uden maraton og jeg var derfor en anelse usikker på hvordan det ville gå,
da jeg meldte mig under fanerne i Seriejournalens forum.
Tilmeldingen var egentlig pga. Blackno1 (aka verszou aka Kent Damgaard), som jeg havde prøvet at lokke
til at kaste sig over NaNoWriMo (National Novel Writing Month, Red.). Aftalen blev løst formuleret noget
med at jeg deltog i maratonen og han deltog i NaNoWriMo. Herudover havde vi 'pligt' til at heppe på
hinanden.
Jeg havde ikke gjort mig de store tanker om tegneserien inden den skæbnesvangre dag, men et sted
undervejs var jeg nået frem til at det ville være nemt (og muligvis sjovt) at lave en Indiana Jones parodi. I
kølvandet på ideen dukkede ideen om nazister og plattysk op. I de sidste dage op til dukkede navnet
'Indianer Jonas' op i mit indre.
På selve dagen trak vi stikord fra en bunke af tilfældige ord. Mine ord blev motorcykel, svinedreng og
robot. Ikke særlig relateret til Indiana Jones, men tilstrækkeligt til at jeg kunne flette det ind i historien. Med
frygten om at jeg ikke var i form til en maraton, skar jeg en hel del hjørner undervejs. Man starter altid med
at være bagud. Flere sider bagud. Og på forunderligvis lykkes det som regel at indhente det forsømte. Men
indtil det skete havde jeg travlt med at skære hjørner.
Jeg havde brugt den første halve time på at lave en disposition. Den bestod af tallene 1-24 og lidt stikord ud
for hvert tal. Dette var for at være nogenlunde sikker på at jeg kunne afslutte historien uden problemer.
Nogle af stikordene handlede om hvordan Indianer Jonas brugte sin snilde og en medbragt lommekniv til
at komme gennem regnskoven. Hver gang skulle det gå galt og hver gang skulle svinedrengen pablo vise
sig at have den rigtige løsning. Desværre døde alle ideerne inden jeg nåede frem til junglen, da jeg følte at
jeg endnu ikke havde indhentet nok af den tabte tid. I stedet lavede jeg en klassisk side, der viste hvordan
man drønede tilfældigt rundt i en stor regnskov. Ligeledes blev afslutningen en anelse forhastet. Ikke fordi
jeg manglede tid, men fordi jeg havde behov for at presse et opgør mellem robotten og de
opdagelsesrejsende ind inden historien sluttede helt.
Alt i alt nåede jeg de 24 sider på mindre end 24 timer, men havde jeg vist det på forhånd, kunne jeg have
brugt den resterende tid på at gøre serien lidt mere læsevenlig. Som den er nu, er der godt med hvidt på
flere af siderne. Omvendt holder figurerne nogenlunde deres udseende gennem historien, hvilket viser at
jeg har en hvis rutine i selve det at tegne.

Tatiana Goldberg

Om Tatiana
Tatiana Goldberg er årgang 1981 og er til daglig specialestuderende på psykologi ved Københavns
Universitet. Hun bor i Hvidovre, er gift og har to små piger på to og fire.
Tatiana bruger meget af sin fritid på at tegne, male og lave tegneserier. Hun har bidraget til online
tegneserietidsskriftet Seriejournalens tegneseriejulekalender i både 2008 og 2009 og har også en
marathontegneserie fra 2008 bag sig. Tatiana har siden 2008 arbejdet på et stort tegneserieprojekt i 46-siders
albumformat kaldet Kijara og sideløbende også på flere kortere historier - senest en 10-siders horrorhistorie
kaldet Fabrikken. Tatianas tegneserier hører oftest til i action, science fiction eller horror genren.
Du kan læse mere om Tatianas tegneserieprojekter på hendes hjemmeside www.kijara.dk og se et stort
udvalg af hendes tegninger og tegneserier både der og på www.kijara1.deviantart.com
Dagen
Ved 24-timers tegneseriemarathon 2008 sad jeg alene derhjemme og uploadede mine sider på
Seriejournalen efterhånden som de blev færdige. Det var den første gang jeg deltog i et
tegneseriemarathon, og jeg gjorde mig hurtigt den erfaring, at det simpelthen bare er alt for benhårdt at
sidde helt alene og lave sin tegneserie, især når man rammer muren klokken 3 om natten, kun halvejs
gennem de 24 sider, og man selv skal trække sig igennem.
Så min første prioritet ved tegneseriemarathon 2009 var at finde nogen at tegne sammen med. Ikke helt
nemt, da jeg i hele 2009 boede i Vietnam, men jeg fik kombineret en familie-besøgs-indkøbs-optankningstur
hjem til Danmark med marathondagen. Gennem Seriejournalen kom jeg i kontakt med andre tegnere, der
skulle deltage, og vi endte med at have en lille gruppe ude på Amager. Det var en virkelig god oplevelse i
forhold til året før. Det er simpelthen fantastisk at have nogle andre at grine med og klage sig sammen med
og at kunne følge så tæt med i skabelsen af hinandens tegneserier. En ekstra bonus var, at jeg kom meget
hurtigere i gang med at tegne, fordi vi fandt på at lave en lodtrækning, hvor alle skrev sedler med steder,
ting og personer og smed i en hat, og man skulle så skabe sin historie ud fra tre sedler trukket fra hatten.
Jeg fik zoo, krokodille og opdagelsesrejsende, og udfra det fik jeg skrevet og tegnet den historie, du kan
læse her.
Også i 2009 synes jeg helt klart, at det absolut hårdeste er, når man har arbejdet derudaf non-stop i måske
14-16 timer, og man synes, at man har fået lavet helt vildt meget, og man er totalt færdig, dødtræt, har
tegne/skrivekrampe, klokken er sengetid og så må man til sin gru tælle sammen, at man kun er halvvejs
gennem siderne og skal lave 12 sider endnu. Så er det guld værd at have nogle andre tegnere at trække på
til motivation og hygge og til fælles klage over lidelserne – tak til Preben og Pedro!

Tore Sæderup

Om Tore
Subjektet er et homo sapiens, gennemsnitlig af højde, solid af bygning og med et større spæklag end artens
levevis kræver. Håret er rødt, både i ansigtet og den smule der stadig kan ænses på toppen. Øjnenes
vipper og bryn er meget lyse, og øjnene selv er blå. Næse og hage er fremtrædende, og munden er for lille
til alle tænderne, hvilket gør at der mangler en tand fra fødslen. Subjektet er i slutningen af livsfasen ”ung
voksen” og kan derfor forventes at skifte det sekundære exoskelet ud indenfor… Næh, vent.
I al fald kan flere serier findes på tore.saederup.net.
Dagen
Så blev det endelig tid til den ”rigtige” maraton, og sikke en prøvelse! I løbet af året har jeg lavet nogle 12timers
”halvmaratoner,” men der er godt nok forskel. Alene det at holde sig vågen i de 24+ timer kan være
usjovt, når man ikke er så ung længere og løber tør for kaffe ved midnatstid(!), men at sidde i et helt døgn
og tegne inviterer direkte til krampe i hånd og ryg, og ud mod slutningen befinder ens hjerne sig på et
temmelig surrealistisk stadie.
I år sad jeg sammen med Peder Riis og Johannes Havelund på maratondagen, hvor vi startede kl 11 med at
trække ord. Da jeg havde foldet ”Savtaknæset Spyttapir”, ”Kærlighedens Oase” og ”Barn, der
Hallucinerer” ud, var jeg ikke jordens lykkeligste menneske. Den savtaknæsede spyttapir og Kærlighedens
Oase skulle jeg nok kunne flette sammen, men barnet? Så var det at jeg begyndte at tænke på, hvor
hallucinationer mon går hen, når de ikke længere bliver hallucineret, og det fik jeg spundet en mystisk lille
historie sammen af.
Med nogle af mine tidligere serier har jeg oplevet at folk ikke forstod dem, så jeg var helt sikker på at denne
ville falde ind i den kategori, men tilsyneladende har alle, jeg har talt med, en idé om hvad det er for noget,
jeg prøver at fortælle.
Det tog mig flere dage at komme oven på maratonen igen, men næste år er jeg frisk igen, med postmaraton-smerterne
lykkeligt glemt.

Æren i behold
Ikke alle klarer at lave 24 sider på 24 timer, men det betyder ikke at man
nødvendigvis taber ansigt.
Der er to variationer af ”fejlede” maraton-forsøg, som anses for ærefulde -
enten laver man en færdig serie på de 24 timer, og lever med at den bliver
kortere, eller også bliver man ved, til man har 24 sider, også selv om man
bruger mere end et døgn.
Det vigtige er at man producerer en færdig historie. Det er jo dét, det hele
handler om.
Her bringes årets ærefulde forsøg.

Johannes Havelund

Om Johannes
Jeg er 26 år og studerer til dagligt molekylærbiologi ved Syddansk Universitet. Godt nok er jeg flasket op med
tegneserier og har selv tegnet og malet uafbrudt siden jeg kunne holde om en blyant. Men indtil nu har jeg ladet andre
om det sekventielle, så det er Vatikan-brødrene, Tore, Henning og Peders fortjeneste at jeg nu træder mine første
serieskaber-sko.
”Horror-scope! ..eller halløj på det gamle gods” er min første afsluttede tegneserie i 12-14 år og ikke mindst min første
serie på tryk.
Mine ikke-tegneserie-relaterede værker kan ses på xeno.tegnebordet.dk
Dagen
De 24 timer blev tilbragt i selskab med Tore og Peder. Vi brugte 'cluedo metoden’ (person, ting, sted) for at sætte
historierne i gang, og jeg trak ordene Filminstruktør, Horoskop og Gods. Resultatet blev en såkaldt "Noble Failure –
the Gaiman Variation" eftersom jeg kun fik frembragt 13 afsluttede sider inden for tidsgrænsen. Jeg ville ønske at jeg
havde haft en lille time til overs til at viske alle blyantsstregerne væk, men sådan er spillets regler nu en gang.
Bortset fra blyantssjuskeriet er jeg godt tilfreds med resultatet. Historien er med vilje simpelt opbygget; støt stigende
kaos der kulminerer på næst sidste side, og med en afslutning der lader hele cirkusset begynde forfra. De ordløse
talebobler og lydeffekter var inspireret af Erik Krieks 'Gutsman comics' som Ondskabens Flydende Vatikan' havde
anmeldt umiddelbart inden 24 timers maratonen. Men de fortællende talebobler i Ivar Gjørups 'Egoland' lurede også i
baghovedet. Det var både en udfordring og en gave. Hvis jeg ikke havde valgt at gå den vej, havde jeg nok spildt alt
for meget tegnetid på at omformulere og rette teksten til.
Som guide til de tre mest kryptiske ’formuleringer’ kan jeg afsløre at skuespilleren nederst på side 2 brokker sig over
at hans skaldepande klør, at filminstruktøren tæller til fem for at berolige sig selv på side 9, og at
plæneklipperlyden på side 10 er kraftigt klaprende tænder ;)
.. hvordan tegner man for resten temaet til Benny Hill?

Rikke Hollænder

Om Rikke
Rikke er 27 år og har medvirket i et par udgivelser fra Tegneserieværkstedet Blæk. Hun kan godt lide sære
historier og bander meget. Det er en gammel arbejdsskade.
Dagen
Jeg har forsøgt mig med marathonserie før, og er aldrig rigtig kommet nogen vegne, så jeg tænkte, at i år
måtte jeg prøve en helt anden fremgangsmåde!
For det første sad jeg alene derhjemme. For det andet trak jeg ikke bare sedler fra en hat og gik i gang med
at tegne. Næh, jeg tænkte at det kunne måske være snedigt at have en historie sådan nogenlunde udformet,
måske endda noget der lignede et storyboard.
Så jeg lavede med hjælp fra venner tre kategorier af stikord, som det er set så ofte før, men trak på en
øvelse i mundlig historiefortælling jeg er blevet udsat for, hvor kategorierne er hovedperson, sted og
problem.
Her trak jeg som hovedperson De tre tosser Spade, Skovl og Blender
Som sted bus 66 mod Emdrup Torv.
Og som problem lynnedslag.
Og så rejste jeg mig op og fortalte mine dyr en historie. Nu vidste jeg ikke hvor lang tid det tager at fortælle
en historie som skal tegnes på 24 sider, så jeg lod bare mit ur ringe efter 5 minutter og så rundede jeg af.
Det blev så kun til 16 sider, og jeg har endda tilføjet lidt vold.
Jeg fandt fremgangsmåden rigtig god, men tror at næste gang kan jeg nok godt runde af efter 7-8 minutters
mundtlig fortælling.
Jeg var færdig efter 21 timers tid, men måtte i min utrænede tilstand holde en længere pause, hvilket jo
bare fortæller mig, at jeg næste gang sagtens når de 24 sider på 24 timer.

Thomas Nøhr

Om Thomas
Thomas H. Nøhr kom til verden en lørdag eftermiddag det år Buster Keaton og Walt Disney døde, naturen
mente at dette kunstneriske vacuum måtte erstattes.
Indtil videre har Hr. Nøhr formået at lave forbavsende lidt og er derfor i en sen alder stadig et lovende
ungt talent.
Kan bedst beskrives som høj, tykagtig dog graciøs, nærsynet, musikglad og heldigvis ikke kalveknæet.
Drikker for megen kaffe og har derfor en hvilepuls på ca. 500 og kan derfor generere elektricitet nok til at
holde køleskabet kørende uden at sætte det i stikkontakten.
Tegner gerne.
Dagen
Distraktion samt glemsomhed en æresag.
Som vanlig glemte jeg marathontegnedagen, men denne gang så grelt at den kuns blev på små ti sider.
Jeg havde ingen emner, før altså efter side to, hvor Dan godhedsfuldt smed nogle stykker efter mig.
Derefter var det bare at tegne deruda'. Jeg er så'n lidt hurtig i det når jeg tager mig sammen.
Der blev drukket en halv liter kaffe, en masse vand og spist noget usundt under tilblivelsen af dette stykke
fjolleri.
Næste gang ska' jeg fa'me huske at komme til tiden.

Tak for interessen.
Vi ses næste år!