DET SALOMONISKE FRIMURERI AF MARK GAPE I forbindelse ...
DET SALOMONISKE FRIMURERI AF MARK GAPE I forbindelse ...
DET SALOMONISKE FRIMURERI AF MARK GAPE I forbindelse ...
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>DET</strong> <strong>SALOMONISKE</strong> <strong>FRIMURERI</strong><br />
<strong>AF</strong><br />
<strong>MARK</strong> V. A<strong>GAPE</strong><br />
I <strong>forbindelse</strong> med den vestlige okkultismes receptionshistorie, spiller<br />
frimureriets lange formative periode en særlig rolle, dersom denne bidrog til<br />
både konservering og nyfortolkning af flere centrale okkulte forestillinger.<br />
Beklageligvis har gætterier, ønsketækning og en vedvarende intern tendens til,<br />
at ville legitimere sig ud fra vidt forskellige traditioner, ført til en næsten<br />
uigennemtrængelig forveksling mellem frimureriets historiske tilblivelse og<br />
dets mytiske oprindelse. Sidstnævnte har sine okkulte rødder vidt forgrenede<br />
mellem de egyptiske præsteskaber, kong Salomons tempel, de antikke<br />
mysteriekulte, middelalderens tempelriddere og lang række andre religiøse<br />
koncepter. Der er imidlertid intet der på nogen måde kan bekræfte, at disse<br />
institutioner, grupperinger og bevægelser har haft en reel indflydelse på<br />
frimureriets historiske tilblivelse, som et broderligt ordensfællesskab. Langt<br />
mere sandsynligt er det, at dets historiske genealogi skal findes i de<br />
middelalderlige stenhuggergilder og laug i Skotland og England. Den ældst<br />
kendte tekst med et egentligt frimurerisk indhold, er det såkaldte Halliwell<br />
Manuscript, bestående af fireogtres lyriske sider. Det begynder med en<br />
evokation af Euklid og geometrien, hvorom det fortælles, at denne viden har<br />
spredt sig fra Egypten til ”forskellige lande.” Evokationen efterfølges af<br />
femten skriftlige punkter, der dels skal regulere og forfine murermesterens<br />
moralske habitus; han må ikke huse tyve, han må ikke tage imod bestikkelse,<br />
han skal gå regelmæssigt i kirke etc., og dels vedrører arbejdet på<br />
byggepladsen; hans murere må ikke arbejde om natten, han skal undervise<br />
sine lærlinge ordentligt, han må ikke forpligte sig til et arbejde som han ikke<br />
er i stand til, at fuldføre etc. Ligeså er der femten punkter for håndværkerne,<br />
der skal følge et adfærdskodeks lignende muremesterens, om det end noget<br />
mere lempeligt. Selve manuskriptet kan dateres til et sted mellem slutningen<br />
af det 14. århundrede og midten af det 16. århundrede, men de nærmere<br />
omstændigheder er uklare. Dog vides det, at det har skiftede hænder<br />
adskillige gange før det kom i the Royal Librarys varetægt. I 1757 blev det på<br />
ordre fra kong Georg II overdraget til British Museum. Blandt samtidige<br />
1
skotske optegnelser fra murerlaug, findes den ældste kendte henvisning til et<br />
hemmeligt ”murerord”, hvormed den enkelte murer kunne identificere sig<br />
overfor andre murere. Af størst betydning er dog optegnelserne over nogle<br />
permanente murerlaug, der alle praktiserede en form for initiation, som den<br />
antagne murerlærling måtte gennemgå for, at blive optaget i murerlauget.<br />
Enkelte steder har der også været en lignende ritualisering af overgangen fra<br />
murerlærling til murersvend, og i sjældne tilfælde af overgangen fra<br />
murersvend til murermester. I begge tilfælde understøtter det tesen om, at en<br />
vis form for frimureri var tilstedeværende i Skotland allerede i det 16.<br />
århundrede Det er ligeså veldokumenterede, at de skotske murerlaug<br />
forventede af deres medlemmer, at disse studerede ars memorative. Det kan<br />
i øvrigt ikke afvises, at det var nogle af Brunos elever som forestod disse<br />
instruktioner. Formålet var naturligvis, at medlemmerne skulle blive fortrolige<br />
med det levende arkitektoniske billedsprog, der senere også indgik i<br />
frimureriets hermetiske symbolik.<br />
I begyndelsen af det 17. århundrede var de fleste af murerlaugenes<br />
medlemmer ”operative”, i den forstand, at de var arbejdende mænd der<br />
ernærede sig gennem deres murerarbejde. Men der var også en langt mindre<br />
gruppe af mænd, de såkaldte ”accepterede” eller ”spekulative” murere, der<br />
sjældent havde nogen direkte tilknytning den konkrete opførelse af<br />
bygninger. Øjensynligt var de mest interesserede i murerfagets mytiske<br />
forlæg, herunder de ritualer og symboler som de antog skjulte en hemmelig<br />
viden. Den første accepterede murer var sandsynligvis den skotske soldat og<br />
filosof, Sir Robert Moray, der ansøgte om medlemskab i 1641 og endte som<br />
mester for sin egen loge i Edinburgh. I 1646 blev også den engelske<br />
parlamentariker, Ashmole, initieret som frimurer i Lancashire. Både Moray<br />
og Ashmole var blandt grundlæggerne af the Royal Society, begge støttede de<br />
kongen under den engelske borgerkrig, og begge var spekulative murere.<br />
Allerede mod slutningen af det 17. århundrede, udgjorde de spekulative<br />
murere majoriteten i de fleste loger, hvilket efterlod mange loger uden et<br />
eneste operativt medlem. De tidligste rent spekulative loger i London var<br />
under ledelsen af den britiske bankmand, politiker og borgmester, Sir Robert<br />
Clayton. Uden held havde man længe gerne ville etablerede en egentlig<br />
storloge, men dette lod sig ikke gøre før 1717, hvor the Grand Lodge of<br />
England blev grundlagt. Formelt skete dette ved, at repræsentanter fra fire<br />
londonske loger mødtes til et middagsselskab, hvor Anthony Sayer blev valgt<br />
2
som stormester. Det var imidlertid kun dens tre første stormestre der var<br />
børn af almuen. Den sidste, en huguenotflytning ved navn John Theophilus<br />
Desaguiliers, var draget fra Frankrig til Oxford i håbet om, at kunne redde sit<br />
liv og færdiggøre sine juridiske studier. Han blev medlem af the Royal Society<br />
i 1714 og senere kurator samme sted.. Desaguiliers var en yderst respektabel<br />
og lærd gentleman. Han nærede en levende interesse for tidens<br />
naturvidenskabelige landvindinger, som han i sin egenskab af kurator, gerne<br />
demonstrerede til stor begejstring for de mange tilhørere. Det var ligeså<br />
under Desaguiliers, at frimureriet for alvor blev attraktivt for samfundets<br />
øverste klasser. I 1721 besøgte han Skotland, og lagde ved samme lejlighed<br />
grundstenen til den første skotske storloge. Denne fik sin første stormester i<br />
1736.<br />
Samtidig med fremkomsten af de første storloger, blev også frimureriets<br />
aksiomer udviklede og kodificerede. Dette skete i form af en række<br />
konstitutioner, de såkaldte ”Old Charges”, der bl.a. havde til formål, at styrke<br />
frimureriets kristologiske ethos. Ophavsmanden til mange af disse var den<br />
skotske præst, James Anderson. Det var dog ikke alle loger der velvilligt<br />
accepterede den selvudnævnte storlogens diktater. Særligt ikke de ældre<br />
laugsloger, der kraftigt modsatte sig mange af de nye tiltag, herunder<br />
konstruktionen af en tredje grad. Ganske vist havde der længe eksisterede en<br />
tredje grad, men denne lå ikke i naturlige forlængelse af de to første grader.<br />
Der imod havde der været tale om en mestergrad i ordets egentlige<br />
betydning, hvor mesterens rolle ikke var symbolsk, men konkret i den<br />
forstand, at han forestod og var ansvarlig for laugets administration. I visse<br />
tilfælde var det også mestermuren der videreformidlede den specifikke viden<br />
om de arkitektoniske detaljer, der af nødvendighed måtte hemmeligholdes.<br />
Den generelle utilfredshed med the Grand Lodge udmøntrede sig i<br />
etableringen af en ny storloge; the Antient Grand Lodge of England. Striden<br />
mellem dem rasede helt frem til 1813, hvor de fusionerede under navnet the<br />
United Grand Lodge of England. Samtidig var flere politiske og religiøse<br />
bevægelser begyndt, at udnytte logerne strategisk. Ikke mindst fordi<br />
strukturen i deres kommunikative apparater, tillod en effektiv<br />
hemmeligholdelse af sammensværgelser. Striden stod imellem dem der på<br />
den ene side ønskede, at gennemtvinge en restaurering af sturtslægten efter,<br />
at denne var blevet fordrevet af den britiske trone. Og på den anden side,<br />
dem der ville installere en repræsentant fra det hannoveranske slægtled. Den<br />
3
egentlige baggrund var dog den engelske borgerkrig, der i virkeligheden var<br />
kulminationen på en lang magtkamp mellem stuartkongerne og parlamentet.<br />
Kongen havde beføjelse til, at indkalde og opløse the House of Lords, men<br />
kunne ikke udskrive skatter uden dets godkendelse. Ikke desto mindre<br />
forsøgte Karl I, at gøre dette udenom parlamentet, for dermed, at finansiere<br />
hans krigsførelsen mod Skotland. Men parlamentet satte hælene i og rejste en<br />
hær, hvilket i 1642 førte til en regulær borgerkrig. Lavadlen bistod kongens<br />
hær med folkelige militser, men kunne ikke stå distancen mod<br />
parlamentshæren, der under Oliver Cromwell ledelse fik Karl fanget og hans<br />
hoved afskåret, hvormed vejen i 1649 var beredt for et nyt diktatur med<br />
Cromwell som Lord Protector. At magtskiftet fra the House of Lords til the<br />
House of Commons mildest talt ikke havde været problemfrit, stod lysende<br />
klart ved Cromwell i 1658. For genoprettelse af monarkiet hjemkaldte man<br />
Karl II, søn af den nu hovedløse Karl, fra hans landflygtighed i<br />
Nederlandene. Der blev dog aldrig tale om et monarki i nogen absolut<br />
forstand, hvilket ej heller var hvad man ønskede. Den unge Karl var<br />
parlamentets marionet og måtte stiltiende acceptere, at skattebevillingsretten -<br />
og dermed grundlaget for krigsførelse - lå hos parlamentet samt. at<br />
regeringsførelsen skulle tage udgangspunkt i the House of Commons<br />
direktiver. Med restaurationen i 1660 genindførtes forfatningen fra før<br />
borgerkrigen, men forfatningskampen blev først endeligt afgjort med ”the<br />
glorious revolution”, hvilket definitivt afgjorde sagen til parlamentets fordel.<br />
Borgerkrigen og den efterfølgende revolution betød en grundlæggende<br />
forandring af frimureriets væsen. Dels havde man lagt stor afstand til de<br />
operative murere, der i visse tilfælde helt blev udelukkede fra det spekulative<br />
frimureri. Og dels havde man givet afkald på et egentligt samlende fællesskab,<br />
dersom man var forfaldt til sekteriske stridigheder. Det var således afgørende,<br />
at frimureriet blev reformerede på en række forskellige punkter. Centralt i<br />
denne reformproces stod den skotskfødte forfatter, Andrew Michael Ramsay.<br />
Tidligt i sin manddom var han konverterede til katolicismen, og havde<br />
efterfølgende tilbragte det meste af sit liv i fransk eksil. Hans ubetinget<br />
vigtigste bidrag til reformeringen var konstruktionen af det såkaldte skotske<br />
frimureri. Især udbygningen af det eksisterende gradsystem, hvor f.eks. den<br />
”kongelige bue”-grad blev ganske central. Selve konceptet, der er en<br />
illuminerende symbolsk fortolkning af kundskaben bag katedralbygningens<br />
vanskelige kunst, herunder konstruktionen af de mægtige gotiske hvælvinger,<br />
4
stammede dog oprindeligt fra Christopher Love. Denne var noget så<br />
komplekst som en walisisk okkultist og poet, der beklageligvis måtte lade livet<br />
i <strong>forbindelse</strong> med et royalt plot imod den puritanske regering. I sine profetier<br />
henviste Love til en indgraveret messingsøjle, der var blevet rejst før<br />
syndfloden af Adam og Evas søn, Seth, i samarbejde med profeten Enok.<br />
Budskabet var naturligvis millenaristisk og byggede på den jødiske historiker<br />
Josefus påstand om, at Seth var i besiddelse af søjler af sten, hvormed han<br />
kunne bevare sin esoteriske viden om himmellegemerne og deres<br />
egenskaber. På trods af den såkaldte oplysningstid, så var der i Loves<br />
teologiske miljø, en stærk præcedens for, at bruge Josefus som et autoritativt<br />
kompromis mellem testamenterne, hvormed også de mytiske fortællinger om<br />
Seth og Enok opnåede en vis aktualitet. Men skønt det med nogen succes<br />
lykkedes for Ramsay, at inkorporere den kongelige bue som en fjerde grad i<br />
frimureriet, samt udvikle et tilsvarende ritualsæt, så var det først efter hans<br />
død, at den blev udbredt i Storbrittanien. Dette skyldtes formentlig, at de<br />
fleste af datidens britiske frimurere ikke anså den for, at være en naturlig<br />
forlængelse af de tre såkaldte blå grader, men der imod et radikalt brud med<br />
disse. Til gengæld vandt den hurtig indpas hos mange amerikanske<br />
frimurere. Det centrale mysterium i buegraden omhandler ”genopdagelsen”<br />
af Enoks søjler. Ifølge overleveringen modtog Enok en guddommelig vision,<br />
hvori han blev instruerede i, at opføre et underjordisk tempel understøttede<br />
af ni buer, som tillige indeholdte en guldplade, hvorpå der var indgraveret<br />
esoteriske symboler. Søjlerne blev opført udenfor templet og konstruerede<br />
på en sådan måde, at de kunne modstå enhver oversvømmelse. Den ene var<br />
frembragt af det reneste marmor, og havde indgraveret de hemmeligheder<br />
som templet skjulte. Den anden var af messing og havde indgraveret de frie<br />
kunstners principper, med særlig vægt på murerkunsten. Tusinder af år<br />
senere blev Enoks tempel opdagede af Salomons arkitekter, hvormed de på<br />
vegne af menneskeheden, genvandt indsigten i disse glemte mysterier,<br />
herunder også de hemmeligheder der symbolsk blev forbundet med Adam<br />
og Evas ophold i Edens have. Samtidig Seth gjort til den allegoriske<br />
videreformilder. Naturligvis på bekostning af broderen Kain, skønt det ifølge<br />
nogle fortolkere, oprindeligt var ham der havde modtaget initiationens<br />
mærke fra guden selv:<br />
5
”Men Herren sagde til ham: ”Nej, hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes syg<br />
gange.” Og han satte et mærke på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham<br />
ihjel."<br />
6<br />
Genesis, kap. IV, vers. XV.<br />
Det berygtede mærke ændrede dog ikke på, at det ifølge overleveringen<br />
tilfaldt Enok, at bevare den primordiale visdom, som han indgraveret på<br />
søjlerne før syndflodens kommen. Og skønt Noa sidenhen fik andel i<br />
kundskaben, for han var trods alt også blandt Jahves udvalgte, så forblev<br />
hemmeligheden skjult indtil Salomons arkitekter afdækkede søjlerne. At de<br />
spekulative frimurere betragtede dem selv som den kongelige buegrads sande<br />
vogtere, fremgår tydeligt af Ramsays notater. Heri stipuleres det, at det<br />
”sande” salomoniske frimureri blev nedarvede gennem middelalderens gilder<br />
og laug, hvorefter de spekulative frimurere tilegnede sig den ædle kunst, som<br />
de efterfølgende stillede til rådighed for enhver der viste sig værdig til, at<br />
modtage den. At frimureriet blev symbolsk knyttet til Salomons mytiske<br />
tempel, understreges tillige af de mange referencer til passager fra Første<br />
Kongebog, f.eks.:<br />
”Kong Salomon sendte bug efter Hiram fra Tyrus. Han var søn af en enke fra<br />
Naftralis stamme, hans fader var fra Tyrus og havde været kobbersmed; han var fuld<br />
af visdom og kundskab og indsigt til at udføre ethvert slags bronzearbejde. Han kom<br />
til kong Salomon og udførte alt arbejde for ham.”<br />
Første Kongebog, kap. VII, vers XIII – XIV.<br />
Et af Hirams særlige værker var et par bronzesøjler, hvorom der i minutiøse<br />
detaljer berettes:<br />
”Han formede de to bronzesøjler; hvad af dem var atten alen høj og havde en<br />
omkreds på tolv alen; de var hule, og de var fire fingre tykke. Han lavede to<br />
søjlehoveder, støbt i bronze, til at sætte på toppen af søjlerne; hvert søjlehoved var fem<br />
alen højt. Til søjlehoveder på toppen af søjlerne var der fletninger, fletværk, kvaster og<br />
kædeværk, syv til hvert søjlehoved. Han lavede granatæblerne, to rækker hele vejen<br />
rundt over på den ene fletning, som skulle dækkes søjlehovederne på toppen af<br />
søjlerne, og på samme måde gjorde han ved det andet søjlehoved. Søjlehovederne,
som var på toppen af søjlerne i forhallen var af lotus-form; de var fire alen. Og der var<br />
søjlehoveder overfor, oven på de to søjler igen, over for vulsten, som var på den<br />
anden side af fletningen, og der var to hundrede granatæbler i rækker hele vejen rundt<br />
på det andet søjlehoved. Han stillede søjlerne op ved templets forhal. Han stillede<br />
den højre søjle op og kaldt den Jakin; og den venstre søjle stillede han op og kaldte<br />
den Boaz. Øverst på søjlerne var det lotusværk. Dermed var arbejdet med søjlerne<br />
færdigt.”<br />
Første Kongebog, kap. VII, vers XV – XXII.<br />
Denne mytiske Hiram må imidlertid ikke forveksles med den i Konge Bogen<br />
nævnt, kong Hiram af Tyrus, der ifølge myten blev adspurgt af kong<br />
Salomon, om han ville bistå ham med hjælp i <strong>forbindelse</strong> med opførelsen af<br />
templet. Når diverse frimureritekster og ritualer referer til Hiram, er det altså<br />
den mytiske arkitekt der i Luthers oversættelse af Det Gamle Testamentet,<br />
fik tilnavnet ”Abif.” At denne ifølge myten tillige blev ihjelslået efter arbejdets<br />
fuldførelse, har kun bidraget yderligere til hans popularisering blandt<br />
frimurere, dersom nogle heri har set et mytisk forlæg for tredjegradens<br />
ritualisering af den symbolske død. Receptionen af Hiram Abifs skæbne har<br />
selvsagt også været uløseligt forbundet med frimureriets axis mundi, det<br />
salomoniske tempel. Det er endvidere en ofte fremført påstand, at<br />
frimureriets højere grader, de såkaldte ”røde, indeholder et skjult hævnmotiv<br />
for den ulykke som overgik Hiram Abif. Denne forestilling bygger på en<br />
ubevist påstand om, at nogle af tempelridderne skulle være flygtede til<br />
Skotland for, at undgå kætterbålets flammer i Frankrig. Med sig skulle de<br />
have bragt store mængder alkymistisk guld, som de bl.a. brugte til<br />
finansieringen af en hemmelig loge i Kilwinning, hvorfra de og deres<br />
efterkommere planlagde bloddryppende hævnaktioner. Ikke alene er tanken<br />
om en sådan ubrudt successionslinje odiøs, den er også svært uforenelig med<br />
frimureriets historiske tilblivelse. Men sandt er det dog, at sagnet om Hiram<br />
Abif, der måtte dø fordi han nægtede, at afsløre hemmelighederne om<br />
templet, til stadighed nyder stor respekt blandt mange frimurere, om end<br />
hemmeligholdelsen kun er af en symbolsk karakter.<br />
7