KATARJAGTEN AF MARK GAPE Hvor store romerkirkens interne ...

KATARJAGTEN
AF
MARK V. AGAPE
Hvor store romerkirkens interne divergenser end var, så er det evident, at
katarerne udgjorde dens største udfordring i præ-protestantisk tid.
Oprindelsen til deres teologi kan spores helt tilbage til den romerskehellenisme,
hvor bl.a. de gnostiske arkont-forestillinger gjorde sig gældende.
Samtidig var den influerede af manikæismen og andre heterodokse
trosretninger, hvilket naturligvis ikke gjorde den mindre farlig i romerkirkens
øjne. De tidligste beretninger om katarerne stammer fra det 11. århundrede,
hvor kulten udgik fra Languedeoc-regionen i Frankrig. I lighed med mange af
middelalderens kultiske bevægelser, varierede også katarernes religiøse tro og
praksis alt efter sted og person. Så meget er dog sikkert, at de bekendte sig til
den apostolske succession, men samtidig udviste en noget nær anarkistisk
modstand overfor romerkirken, som de bl.a. beskyldte for, at korrumperer
kristendommen gennem modtagelse af verdslige donationer. Også den
oldkirkelige pave Sylvester I blev lagt for had, dersom han havde accepteret
gaver fra kejser Konstantin, som var begyndte, at uddele af det romerske
arvegods, et desperat forsøg på, at holde sammen på det vaklende imperium.
Blandt deres vigtigste inspirationskilder var en yderliggående religiøs kult fra
det italienske Bogomil-samfund, hvis kosmologi havde bredt sig til det sydlige
Frankrig, hvor den i det 12. århundrede sammensmeltede med katarernes
teologi. Ikke ulighed zarathustristerne mente Bogomilkultens tilhængere, at
der siden verdens skabelsen havde eksisteret et dualistisk skisma mellem
”gode” og ”onde” kosmiske principper.
At katarernes også kendes som ”albigenserne”, skyldes byen Albi, der
dannede rammen om mange af deres religiøse og sociale aktiviteter. Af
romerkirken blev betegnelse dog primært brugt som en polemisk term, der
indgik i den mere generelle kætter-diskurs. Retorisk kom dette til udtryk
1

allerede i 1147, hvor pave Eugen II forsøgte, at få flere af bevægelsens
lederskikkelser attesteret. Anstrengelserne viste sig imidlertid, at være
forgæves, hvilket selv en mand som Bernhard af Clairvaux måtte sande, da
hans mission til ”katarland” - endnu en polemisk term - blev mødt af stor
åndelig modstand. Om end paven en tid fortsatte ufortrødent med, at
udsende missionærer, så kunne end ikke romerkirkens bedste kort - i
skikkelse af kardinalen Peter af Skt. Chrysogonus og cistercienserabbeden
Henrik af Marcy - opnå mere end momentan lydhørhed. Katarernes
tilsyneladende upåvirkelighed blev efterhånden et alvorligt anliggende for
kirken. Desperationen kulminerede i et tragisk blodbad, hvor man med vold
og magt erobrede katarernes højborg i Lavaur. Naturligvis svækkede angrebet
deres magtposition betydeligt, men deres insisteren på religiøs autonomi
forblev intakt. At de ikke overgav sig men rent faktisk valgte, at fortsætte
modstanden, bevidner om hvor stærkt et åndeligt sammenhold, der på trods
af sociale og regionale forskelligheder, alligevel må tænkes, at have været
mellem katarerne. Samtidig kunne de drage fordel af en række karismatiske
lederskikkelser, hvor især den radikale ”papa Nicetas” synes, at have været
betydningsfuld. Efter i det 12. århundrede, at have brudt med flere af de
moderate katarbiskopper, var han draget til Toulouse, Carcassona og Agen,
hvor han konsekreret et betragteligt antal nye biskopper, hvilket resulteret i
mere end en fordobling af den vestlige biskopstab. Samtidig gav det anledning
til en signifikant stigning i antallet af katarkonvertitter, hvoraf størstedelen var
tvivlende katolikker, blandt hvem "katartroen" var blevet noget nær et
modefænomen. Romerkirkens reaktionen lod sig ikke vente længe på sig. På
det tredje Laterankoncilium i 1178 blev det besluttet, at fordømme enhver
der kunne associeres med katarernes lære. Effektueringen indtraf dog først i
1189, hvor pave Innocens III besatte pavestolen, med løftet om udryddelse af
enhver katar. Det symbolske påskud for iværksættelsen af et regulært
udryddelsesprogram kom i 1208, hvor den officielle pavelige udsending,
Pierre de Castelnau, blev fundet myrdet på vejen hjem fra endnu en fejlslået
mission til Toulouse. Årsagen til de Castelnaus død er uvis, men mordet
fandt sted kort tid efter hans besøg hos greve Raymond VI af Toulouse, der
var højt værdsat af paven for hans nådesløse nedkæmpelse af de adelsmænd,
der havde forsvarede katarerne. Det forbliver naturligvis en spekulation, men
det kan bestemt ikke afvises, at mordet på de Castelnau var et
bestillingsarbejde. I al fald indgik det meget belejligt i pavens agitation for et
korstog mod katarerne. Som dets militære spydspids, havde han udset sig
2

Philip Augustus II af Frankrig, da denne tidligere havde udmærket sig ved
talrige nedslagtninger. Men den aldrende konge afviste pavens anmodning, og
sendte i stedet sin søn. Men denne fulgte en delegation af ambitiøse
adelsmænd, der bl.a. talte jarlen af Leicester, Simon de Monfort og
Bouchard de Marly. Dermed håbede han samtidig, at kunne fjerne den
stående trussel, som de udgjorde mod hans kongemagt.
Modsat pavens forventninger, så udviklede udryddelseskrigen mod katarerne
sig til et af historiens længstvarende og mest blodige overgreb på en religiøs
minoritet. Fra belejringen af Beziers i 1209 til den sidste katarfæstning faldt i
Pyrenæerne i 1244, var der gået 35 lange år. Det endelige punktum blev sat,
da romerkirkens korsfarerhær, der på dette tidspunkt stod under abbed
Arnaud-Amaurys sakrale og militære kommando, brød dørene op til Skt.
Magdalenekirken. Under mottoet ”Caedite eos. Novit enim Dominus qui
sunt eius” blev der slagtede mere end 7000 mennesker, hvoraf hovedparten
var forsvarsløse kvinder og børn. Efter dette grusomme blodbad, indstillede
katarernes deres modstand. I modsætning til katolikkerne, var de trods alt
samvittighedsfulde nok til ikke, at ville ofre uskyldige børns liv på
metafysikkens alter. Det lykkedes nogle få katarer, at flygte til Piemonteregionen
ved grænsen til Schweiz, men da ”ridderne af den kristne guds
nåde” ihjelslog den sidste i 1330, var vidnesbyrdene om deres eksistens
reduceret til nogle få kildeskrifter. Af disse er det såkaldte Consolamentumskrift
det mest interessante, idet det indeholder tre næsten komplette
liturgiske beskrivelser. Sammenholdes det med deres version af Johannesapokryfen,
samt romerkirkens interne rapporter, forekommer det dog muligt,
at identificere nogle af de mest centrale elementer i katarernes teologiske og
kosmologiske verdenssyn. Øjensynligt var deres menighed opdelt i to
grupperinger, der blev kaldt henholdsvis perfecti og credentes. Perfectierne,
der udgjorde et absolut mindretal, var katarernes åndelige spydspids. Disse
havde gennemgået den såkaldte consolamentum, en initiationsproces
bestående af åndelige død og genopstandelse, som kulminerede i en mystisk
kommunion med helligånden. Endvidere havde de forpligtede sig til et
restriktiv liv, hvor de bl.a. afstod fra sex og kødspisning. Enkelte af dem gik
tilsyneladende så vidt som, at forrette den sidste nadver ved, at sulte sig selv til
døde. Modsat perfectierne, var det for credenterne tilladt, at leve et mere
verdslige liv, om end det forventes, at de undgik tabuiseret handlinger som
kødspisning, mælke, drab og besværgelser. For flertallets vedkommen blev
3

consolamentum-ritualet udsat til tiden umiddelbart før dødens indtræden,
hvilket også må forventes, at have været en praktisk nødvendighed for, at
kunne opretholde en vedvarende fysisk modstand overfor korsfarerne.
Som anført lykkedes det i det store hele for romerkirken, at fortrænge
katarerne til historiens mørke. Men erindringen om deres sejlivede modstand
og ”heterodokse” levemåde, forblev persisterende længe efter den sidste
praktiserende katar var brændt på bålet. Ikke mindst under reformationen,
hvor katarerne ofte indgik som polemisk ammunition i både de katolske og
lutheranske diskurser. Senere opstod der i kølvandet på romantikken, en
nærmest sværmerisk fascination for deres åndsliv. Dette må dog snarer ses
som et udtryk for periodens hang til sentimental anakronisme, end en
egentlig bevidstliggørelse om katarernes ånds- og livsverden, der ofte var både
brutal og farlig. Også teosofferne foregav, at sympatisere med katarerne.
Enkelte af dem mente sågar, at de var inkarnationer af afdøde katarer. Denne
forestilling var særligt udbredt hos medlemmerne af The Society of the Inner
Light, en magisk-instruktiv orden grundlagt af Dion Fortune. Tilsvarende har
den britiske psykiater Arthur Guirdham, fortalte om patienter der mente sig i
stand til, at kanalisere ”hemmelige” budskaber fra katarernes religiøse ledere.
Dette er imidlertid blot få blandt mange eksempler på de forskellige
diskurser og forestillingsverdener, som har været kendetegnende for
katarernes populærkulturelle receptionshistorie.
4