BLAD nr 2 september 2010.indd - Rødovre Boligselskab

er blevet til). Her blev set på gammel arkitektur
som Palais de Justice, der oprindeligt
var en borg opført omkring 1200, og
Sainte-Chapelle, en banebrydende gotisk
dobbelt kirke indviet i 1248. Personligt kan
jeg ikke få nok af spændende bygninger,
ikke at jeg ved særlig meget om arkitektur,
men det fascinerer mig, hvordan de kunne
bygge det dengang. Fantasien i nybyggeri
er lige så spændende, som det meget
spraglede glashus der rummer Citröen på
Champs Elysées og ”det arabiske hus” i
Latinerkvarteret. Efter en sen frokost mere
eller mindre på et gadehjørne (hvor de
havde en god kaffe) delte vi os i flere grupper.
Voigt og jeg slentrede gennem byen
over til Hallerne, og undervejs nød vi det
dejlige forårsvejr, vi var jo længere sydpå
end Danmark. Næste dag bød på mere moderne
oplevelser. Først skulle vi fumle os
igennem billetkontrollen på Gare du Nord,
hvor der ikke er meget hjælp at hente fra
de lokale, når man bliver fanget i indgangssystemet.
Vi skal nok prise os lykkelige for,
at Pede ikke blev skudt af gendarmen, der
stod og så på vores problemer. Velankomne
på pladsen Porte de Versailles steg vi på
T2, en af Paris sporvognslinjer. Den kørte
os på en dejlig tur gennem det sydlige Paris
inden vi havnede i den moderne bydel La
Défense. Her har en dansker sat en kraftig
finger i bybilledet ved at være arkitekt
på La grande arche, som flere naturligvis
skulle op i. Med en veludviklet højdeskræk
er glaselevatorer og lave hegn ikke noget
for mig, så jeg studerede den moderne arkitektur
fra jordhøjden. Vi fortsatte til en
temmelig forvirrende tur af Champ Elysées,
hvor der ikke var meget styr på tropperne.
Vi var nærmest som en sæk lopper,
der gik i hver sin retning. Vi fandt dog
sammen igen, så vi kunne tage ud til Sacre
Coeur, en smuk hvid kirke placeret med
udsigt over det meste af Paris. Desværre
har turisme sat sit præg alt for tydeligt på
10
La Chapelle, en kirke der ligger indenfor murene
i Justitspalæet
kirken og pladsen foran. Jeg kan leve med
en masse gøgl og optræden foran en seværdighed,
men når kirken gå med på ”spøgen”
ved at sælge lykkemønter og jeg ved
ikke hvad…. Så må de hellere tage entré
for at få dækket deres udgifter. Den sidste
dag var så ”vores egen”. Voigt og jeg nød
dagen ved at gå i forskellige parker (Tuileries
og Luxembourg) og Latinerkvarteret,
mens andre har set Louvre, Eiffeltårnet og
en café eller to. Om aftenen mødtes vi alle
for at gå på en meget lokal restaurant. Det
satte vores manglende franskkundskaber
på en prøve, men vi fik noget rigtig lækker
mad og en sjov oplevelse. Selvom jeg
ikke tilhører koret, der udråber Paris som
byernes by, så finder jeg byen spændende,
og jeg tager gerneder til igen.