T om m y K ra bb e A n d e rse n F orla ge t F la m m e n ... - Ildsjæle

56
børn, men ender med at bruge det meste af deres tid på at diskutere med voksne
brokhoveder.
Men det mest gennemarbejdede materiale om, hvad det betyder at komme væk fra
sit kald, er lavet af amerikaneren Michael Lipsky i bogen ”Street-level bureaucracy
– dilemmas of the individual in public service”.
I bogen beskæftiger han sig med de offentligt ansatte, der har direkte med borgere
at gøre. Det er fx lærere, pædagoger, sygeplejersker, politifolk, social- og sundhedshjælpere
og sagsbehandlere. Det er helt gennemgående, at unge mennesker tager
uddannelsen til disse jobs, fordi de har et indre ønske om at hjælpe andre mennesker.
Når de er færdige med uddannelsen og får deres første jobs, møder de ofte ældre
kolleger, som slet ikke kan se det fede i jobbet og dræber enhver positiv ånd, som
den nye medarbejder forsøger at skabe. Men efterhånden ender det med, at de nye
også bliver bureaukratiets forlængede arm og i stedet for at give noget til mennesker,
skal de tage noget fra dem. Efterhånden som årene går, bliver de til de sure gamle
gnavpotter, der ikke vil ændre på noget og bare glæder sig til pensionen og i sidste
ende døden.
Jeg vil lige tilføje, at bogen er fra 1983, og man kunne driste sig til at spørge, om vi
er kommet meget videre siden? Danske lærere er generelt meget glade for deres job,
fordi de elsker at undervise børn, men de påpeger samtidig, at de har for lidt tid til
undervisning, og at samarbejdet med forældrene er det mest drænende ved jobbet.
Sagsbehandlere bliver i stigende grad sygemeldte og overfaldet af deres klienter, fordi
de skal spare penge og dermed ikke kan hjælpe borgerne, og pædagoger, sosu’er og
sundhedsplejersker føler sig nødsaget til at strejke, fordi de ikke få anerkendelse nok.
Samtidig mangles der arbejdskraft i alle de jobs, jeg har nævnt. Det er hundredtusindvis
af mennesker, hvoraf mange er så heldige at have fundet deres kald tidligt,
men som får det ødelagt, fordi de kommer for langt væk fra det.
Det forholder sig ikke kun sådan for de faggrupper, jeg har nævnt. Det er bare dem,
Michael Lipsky beskæftiger sig med. Mange ildsjæle i alle brancher, organisationer
og foreninger starter med en frisk glød, fordi de er gået i gang med at følge deres
kald, men over årene føler de sig tvunget til dræbende pligter og bureaukrati, og det
er dræbende, medmindre de forstår at revurdere situationen og vende tilbage til,
hvad deres kald egentligt var / er. Måske kan de ændre på situationen, så de igen kan
følge kaldet og dermed føle entusiasmen, men hvis de ikke kan, må de følge deres
kald andre steder. Det kan betyde en opsigelse eller udmeldelse, men det behøver det
ikke. Man kan jo også finde et andet sted at få afløb for sit kald. Det vil jeg lade være
op til den enkelte, for jeg kan ikke føle andres kald. Det må du selv gøre.
Ikigai
Der er desværre ikke lavet større undersøgelser af ildsjæles levevilkår og deres
brændende sjæls betydning for deres sundhedstilstand. Det skyldes sikkert, at ildsjælebegrebet
har været alt for diffust indtil nu. Men der er faktisk et andet sted, hvor
man har fået øjnene op for et begreb, der ligner ildsjæl meget.
Det sted i verden, hvor mennesker bliver ældst, er den japanske ø Okinawa. Da man
begyndte at forske i, hvorfor de blev så gamle, fandt man frem til noget af det, man
kan forvente. De spiste mange grøntsager og fisk og dyrkede meget motion. Men
det gør man også mange andre steder i verden, uden at folk bliver helt så gamle som
på Okinawa. Forskerne fandt udover den sunde kost og motion frem til noget, de
ikke havde ventet som betydningsfuldt for evnen til at blive gammel, og det var
begrebet Ikigai.
Ikigai er som ildsjæl et relativt diffust begreb. Begrebet kommer af ordet iki, som
betyder åndedræt, ånd eller sindstilstand. Ikigai kan man kalde for kilden til det, der
giver ens liv værdi, eller grunden til at man står ud af sengen om morgenen. Ikigai har
mange aspekter til fælles med ildsjælebegrebet:
57