Hovedtræk af dansk kulturpolitik 1746-1953 – af Jens Engberg

Hovedtræk af dansk kulturpolitik 1746-1953 – af Jens Engberg 

© Jens Engberg & Nordisk Kultur Institut 2001. Publikationen indgår i forskningsprojektet ”Nordisk Kulturpolitik 

under Forandring.” 

Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering af teksten eller dele deraf 

er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden 

udnyttelse uden skriftligt samtykke fra forfatteren/forlaget er forbudt ifølge dansk lov om ophavsret. 

Nordisk Kultur Institut | Amalievej 15 | DK-1875 Frederiksberg C 

Tlf. +45 33 21 36 53 | nordkult@post11.tele.dk | www.nordiskkulturinstitut.dk 

1. Kulturpolitik 

Politik drejer sig om at få mennesker til at agere, som de ikke ville have gjort det, hvis de ikke 

havde været under politikkens påvirkning. Kultur kan defineres som en kollektiv måde at tænke, se 

og opleve på. Kulturpolitik handler derfor om måden, hvorpå man påvirker mennesker til at tænke, 

som man gerne vil have dem til det. Med kulturpolitikken opstilles et system, hvorved der gives 

samfundet værdimønstre og et redskab til opbygning af en identitet, en national for eksempel. Da 

politikken ikke opstår af sig selv, vil den gældende kulturpolitik være udtrykket for, hvilke værdier 

den dominerende del af samfundet, for eksempel den herskende klasse, siddende regeringsparti eller 

som nu den tungest vejende del af erhvervslivet ønsker accepteret, støttet og udbredt. 

Kulturpolitik er generelt kampen om, hvilke værdier, der skal betragtes som væsentlige i samfundet. 

Holdningen til kirke og religiøsitet, til ytringsfrihed eller mangel derpå, til nationalitet og 

kosmopolitanisme og til forskning og undervisning på alle niveauer hører historisk til de vigtige 

elementer i kulturpolitikken. 

Ud fra en nyere og mere snæver betragtning kan kulturpolitikken betragtes som spørgsmålet om, 

hvilken kunst forstået som litteratur, musik, dramatik, billed- og billedhuggerkunst, der menes at 

være bedst og derfor mest støtteværdig, men kulturpolitikken kan dog også fortsat gå på 

spørgsmålet om, hvilken livsmåde, der opfattes som rigtigst. 

Den kunst, som herefter er kulturpolitikkens objekt, er efter nyere vestlige begreber frie kunst. Den 

kan defineres som kunst ved at være skabt af en oftest individuel kunstner, hvis navn man som regel 

kender, og ved at den bereder betragteren, tilhøreren, læseren eller deltageren en æstetisk eller 

sindsbevægende oplevelse, hvori det væsentligste er en tolkning af betingelserne for den 

menneskelige tilværelse. 

Kulturpolitikken bestemmes som anden politik af et samfunds magthavere, idet der er en nøje 

sammenhæng mellem magt og retten til og muligheden for kulturudøvelse, og idet kulturpolitikken 

i høj grad kan være disciplinerende eller undertrykkende. Der har ikke eksisteret mere konsekvente 

kulturpolitikere end Mussolini, Hitler og Stalin. Med magt over kulturpolitikken gives der mulighed

Jens Engberg – Hovedtræk af dansk kulturpolitik 1746-1953 

for at udøve indflydelse på folks måde at tænke på, hvoraf igen kan følge magt over selve 

samfundet. Kulturpolitikken er derfor spydspidsen af al politik. 

2. Den enevældige kulturpolitik i Danmark-Norge 

En udbygget verdslig kulturpolitik med henblik på at fremme og fastholde en særlig samfundsorden 

blev første gang skabt i Danmark ved Frederik 5.s regeringstiltrædelse i 1746, da den nye konges 

førsteminister, A.G. Moltke, i et program for regeringens samlede politik pegede på vigtigheden af, 

at der blev ført en aktiv kulturpolitik. De to ministre, A.G. Moltke og den fra Paris hjemvendte 

J.H.E. Bernstorff, begge tyskere, begge adelige, forsøgte i et storstilet kulturpolitisk fremstød 

gennem hele deres regeringstid fra 1746 til 1766 at omplante den franske aristokratiske 

dannelseskultur til Danmark. Den ny kulturpolitik var elitær, ikke-missionerende fordi den kun 

henvendte sig til en snæver elite, aristokratisk, internationalt orienteret eller kosmopolitisk fransk til 

eller ud over grænsen af det dansk-fjendtlige, og den var finansielt krævende til kanten af det 

statsruinerende. 

Den enevældige kulturpolitiks udtalte hovedformål var for det første at understrege det enevældige 

styres og den hierarkiske ordens retmæssighed og nødvendighed for samfundet. For det andet var 

formålet udenrigspolitisk at placere Danmark-Norge i Europa som en kulturstat i international 

forstand. 

Der blev givet storstilet støtte til navnlig udenlandske digtere, skønånder og filosoffer, der blev 

indkaldt udenlandske kunstnere, og der blev købt massivt ind især af fransk kunst. Væsentlige dele 

af kulturpolitikken var opbygningen af den kongelige bydel i København, Frederiksstaden, 

reorganiseringen af Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster med dets konge- og 

statsforherligende arkitektur og billedkunst og grundlæggelsen af flere teatre, blandt dem det, der 

senere blev til Det Kongelige Teater. På teatrene spilledes de franske tragedier, franske balletter og 

italienske operaer, som aristokratiet gouterede. Det kortvarige styre under den tyske usurpator 

Struensee fra 1770 til 1772 medførte for så vidt ikke en afbrydelse af den aristokratiske moltkebernstorffske 

kulturpolitik, men en radikalisering af dens ikke-danskhed. 

Moltkes og Bernstorffs kulturpolitik blev mødt af en opposition, som ganske vist blev udtrykt med 

forsigtighed netop på grund af, at det var en enevælde, der stod bag kulturpolitikken, men som ikke 

af den grund savnede styrke. Oppositionen udsprang af det handels- og embedsmandsborgerskab i 

København, som omkring midten af 1700-tallet var ved at vokse i indflydelse og rigdom. I dette 

borgerskab var man utilfredse med regeringens kulturpolitiks aristokratiske karakter. Borgerskabet, 

som hovedsageligt var dansk-norsk i modsætning til det hovedsageligt tyske aristokrati, vendte sig 

også mod, at kulturpolitikken ganske vist af de tyske ministre og det næsten udelukkende tyske hof 

søgtes givet et kosmopolitisk præg, men at den i praksis begunstigede det tyske eller endog var 

direkte danskfjendtligt. Bag kampen om kulturen lå som så ofte noget mere håndgribeligt, nemlig 

kampen om prestige, embeder og indtægter. 

3. Borgerlig kulturpolitik under enevælden 

Struensee-styret blev bragt til fald i 1772 og blev afløst af den borgerlige politiker Ove Høegh- 

Guldbergs regering til 1784. Regeringsskiftet i 1772 førte igen til et totalt kulturpolitisk 

systemskifte. Den guldbergske regerings kulturpolitik var ikke kosmopolitisk som Moltkes og 

Bernstorffs, men nærmest demonstrativt dansk-norsk national. Den var snarere borgerlig end 

© Nordic Cultural Institute | All rights reserved 


Tlf.: +45 33 21 36 53 | nordkult@post11.tele.dk | www.nordiskkulturinstitut.dk 

2


aristokratisk, den henvendte sig ikke direkte til det det store flertal af befolkningen, som var bønder. 

Imidlertid var dens hovedmål dog at få alle stænder i samfundet til at fremstå som om ikke som 

ligeværdige, så dog som lige uundværlige. 

Kulturpolitikken skulle på den ene side bevare eller skabe den dansk-norske identitet, på den anden 

side skulle den bidrage til at holde monarkiet og samfundet i ro. Enevælden skulle opretholdes med 

borgerstanden som dens kraftigste støtte samtidig med, at monarkiet ikke måtte opløses i dets 

danske, norske og tyske dele, og samtidig med at samfundet ikke måtte sprænges af 

modsætningsforhold mellem dets stænder. Den guldbergske kulturpolitik blev fremmet gennem 

støtten til litteratur, billedkunst og arkitektur, men særligt tydeligt kom politikken den til udtryk 

gennem budskabet i de teaterstykker, som blev bragt frem til opførelse på det teater, som nu blev til 

Det Kongelige Teater. 

Guldbergs regering faldt ved paladsrevolutionen i 1784, den blev afløst af kronprins Frederik (6.)s 

regering af aristokratisk tysk orientering. Der fulgte intet opgør med guldbergstyrets kulturpolitik 

eller et markant kulturpolitisk systemskifte som i 1746 og 1772. Snarest kan det siges, at 

regeringens reform-aristokratiske medlemmer i deres hjemlige cirkler dyrkede deres tyske kultur, 

men at de ikke gjorde sig så store anstrengelser for at udbrede den, som den moltke-bernstorffske 

regering havde gjort. Samtidig dyrkede borgerskabet sin dansk-norske borgerlige kultur, uden at det 

i synderlig grad blev forhindret deri af regeringen. 

Kronprinsens regerings grundlag var en løs, ikke formuleret, men underforstået alliance mellem det 

enevældige kongedømme, den reformvenlige, progressive hovedsageligt tyske del af adelen og 

borgerskabet. Der blev gennemført en lang række af vigtige samfundsmæssige reformer, blandt dem 

de store landboreformer, som skabte det kapitalistiske landbrug, Direkte kulturpolitisk vigtigst var 

skolereformerne, hvormed der i 1814 som en nødvendig forudsætning for dannelsen af et 

kapitalistisk samfund indførtes en effektiv undervisning for hele befolkningen. 

I øvrigt brugte regeringen hverken store midler eller mange kræfter på kulturpolitikken. Den 

nærmere udformning af kulturpolitikken bortset fra skolepolitikken blev i det væsentligste overladt 

til borgerlige samfunds-interesserede skribenter, forfattere og kunstnere, den fik derfor et borgerligt 

præg. Det blev yderligere accentueret af, at det aristokratiske system var under tilbagegang først og 

fremmest, fordi udviklingen i byerne og landboreformerne var et grundstød mod feudalismen, men 

også som følge af den afsmittende virkning fra den franske revolution. Det borgerlige system var 

derimod i fremgang. 

Det enevældige styre uddelte nærmest mekanisk i hele perioden fra 1780'erne og frem til dets 

formelle fald i 1848-49 en støtte til kunsten og dens udøvere især til uddannelsesrejser, som kan 

forekomme begrænset, men som dog blev betegnet som enestående rundhåndet sammenlignet med, 

hvad andre europæiske stater gav. Enevælden opretholdt også de eneste betydende 

kulturinstitutioner, Kunstakademiet, Det Kongelige Bibliotek og Det Kongelige Teater i en sådan 

stil, at de kunne danne grundlag for det senere politiske demokratis mest betydende kulturinstitutioner. 

Kulturpolitikken må helt overordnet betegnes som borgerlig i og med, at det især var 

borgerlige værdier, den søgte at fremme. 

Den senere danske enevældes dilemma var, at den nødvendigvis måtte modernisere samfundet for 

at overleve, hvilket lige så nødvendigt måtte føre til enevældens ophør. Det københavnske 

borgerskab opponerede mod den hidtidigt dominerende aristokratiske kulturpolitik og skabte eller 




3


hentede fra udlandet, især fra Tyskland, sin egen, hvor der i digtekunsten, dramatikken og 

billedkunsten blev lagt vægt på borgerlige og patriarkalske dyder som flid, sparsommelighed, 

ordholdenhed, familiefølelse, børns og tyendes lydighed og på fædrelandskærlighed og 

kongetroskab. Det var en buket af borgerlige dyder, som alle mentes nødvendige for skabelsen og 

opretholdelsen af det nye samfund. 

Med sin kulturpolitik demonstrerede borgerskabet, at dets dyder og ikke aristokratiets var dem, der 

skulle bære den reformerede stat. Det var indlysende for borgerskabet og blev det efterhånden også 

for statsmagten, at borgerskabet af moralske grunde - men også af praktiske og af hensyn til 

almenvellet - måtte overtage den magt, som havde været aristokratiets. Det var købmands- og 

revisoragtige typer, der nu var brug for i statsforvaltningen, ikke for godsforødende herremandstyper, 

og enevælden sørgede nu omhyggeligt for at give de flittigste og bedst begavede af 

borgerskabet pæne embeder. 

Det skal ikke hævdes, at overbygningen kom før basis. Den danske enevældes grundlag forsvandt 

med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet. Efter dem stod enevælden for fald, den haltede 

dog videre endnu i nogle årtier i en umulig konstruktion som paradokset det borgerligt enevældige 

kongestyre. Borgerskabet måtte nødvendigvis komme til magten, dets vej dertil blev yderligere 

fremmet af den store landbrugskrise i 1818, som slog den ene aristokratiske familie ud efter den 

anden. 

Man skal dog heller ikke undervurdere betydningen af borgerskabets brug af kulturpolitikken som 

et kampmiddel. Den danske konge var i årtier forud for grundlovens gennemførelse i 1849 af det 

politiske demokrati ikke mere enevældig, end at han aften efter aften i sin loge i det nu borgerlige, 

men stadig som kongeligt betegnede teater måtte lade sig indoktrinere med borgerlige programforestillinger 

af internationalt kendte dramatikere som de to tyske dramatikere Kotzebue og Iffland 

og deres danske efterlignere. Det var dramtikere, der forherligede borgerlige dyder som flid, 

forsigtighed og sparsommelighed. Samtidig viste de, hvor galt det måtte gå, der hvor man ikke 

levede i borgerlige familiemønstre med vise fædre, tro hustruer og lydige sønner og døtre. Det var 

så at sige uundgåeligt, at Frederik 6., der begyndte som en halvgal korporalstype med eksercits som 

sin eneste interesse, efter at have tilbragt aften efter aften i Det kongelige Teater, måtte ende som 

selve indbegrebet af en borgerlig dansk Pater Familias-typer, der søndag eftermiddag gik tur i 

Frederiksberg Have med konen under armen og sine to uafsatte døtre på slæb. 

4. Borgerlig kulturpolitik efter enevælden 

Enevælden faldt netop i året 1848, fordi der kom et stød udefra. Men den stilfærdige måde, det 

skete på, var ikke, som nogle danske historikere har hævdet at have troet, udtryk for den danske 

folkekarakters blidhed. Det skete heller ikke, som andre har ment, fordi der trods sociale kløfter var 

en konsensus, en enig folkebevægelse, der stod bag de ydre begivenheder. En del historikere i 

Danmark har lidt af den misopfattelse, at borgerskabet var folket. 

Tværtimod at være udslag af en bred folkelig enighed var enevældens fald - rent bortset fra den 

detalje at enevældens basis var væk efter landboreformerne - bl. a. også et udslag af, at enevældens 

kulturpolitik på et langt tidligere tidspunkt havde måttet vige for en lille magtfuld og sejrrig 

borgergruppes aggressive kulturpolitik, sådan som den f. eks. var blevet ført af Johan Ludvig 

Heiberg og kredsen af åndspersonligheder og nationalliberale politikere, der sværmede i de miljøer, 

hvor han færdedes med sin kone, skuespilleren Johanne Luise Heiberg, kort sagt af personer fra den 




4


højborgerligt-akademiske gruppe, der senere blev betegnet som de national-liberale. Den danske 

borgerlige kulturs højdepunkt lå klart for enhver i litteraturen, i billedkunsten og i musikken, på den 

tid da den borgerlige kultur kæmpede mod enevælden for at overtage magten. Kulminationspunktet 

fulgte derimod ikke, da den borgerlige kultur var kommet til magten under borgerstyret. Uden 

nogen som helst tvivl gik momentum ud af den borgerlige danske kultur fra det øjeblik at regne, da 

den officielt havde sejret, og hvorefter stilstand og epigoneri kom derefter til at herske i årtier. 

Blomstringen på alle kunstens områder hørte op, aggressionsniveaut faldt, og det højddepunkt i 

dansk kunst i enevældens sidste tre-fire ti-år, som kaldes guldalderen, blev afløst af en periode, hvor 

dansk kunst var gået i stå på næsten alle felter. 

Stagnationen kan skyldes, at behovet for bevægelse frem over ikke længere var påtrængende til 

stede, da nu magten var vundet. Men antagelig hører den navnlig sammen med, at det lille 

selvtilfredse højborgerskab i forsøget på at holde fast på al den herlige magt og rigdom allierede sig 

med aristokratiet og forskandsede sig i forhold til middelklassen og underklassen. De vidste, som de 

sagde, at magten med rette tilfaldt de begavede, de dannede og de formuende, det vil sige 

tilfældigvis netop dem selv. Højborgerskabets horisont blev dermed begrænset til de fæstningsmure, 

det fandt det nødvendigt at anlægge i forsvar for herlighederne mod de lavere klassers angreb. 

Borgerskabets lange, forbitrede kamp mod underklassen for at beholde magten og rigdommen kom 

til i Danmark i grusomhed og nedrighed at overgå det meste af, hvad aristokratiet og enevælden 

havde gjort sig skyldig i, selv om borgerskabet efter dets egen mening netop havde monopol på det 

gode, det sande og det skønne og patent på dannelse, sådan som det f. eks. blev sagt så tydeligt af 

den nationalliberale førende politiker Orla Lehmann. Det lille national-liberale højborgerskabs 

foragt for de udannede klasser var frysende, og den hårde kamp for at bevare magt og rigdom førte 

ikke til, at borgerskabet fornyede sin kulturpolitik, men tværtimod til, at det ikke lod sig lokke ud 

fra sine nedgravede positioner. Kulturpolitikkens mål blev derfor kun gennem ejerskabet til 

kulturen og kunsten at fastslå borgerskabets og det dansk-romantiskes givne ret og naturlige 

overlegenhed i forhold til, hvad der kunne komme fra andre klasser eller ude fra. 

Virkningen heraf blev i høj grad forstærket også som følge af det københavnske højborgerskabs 

nederlag i dets krig mod Tyskland i 1864, som ikke satte et selvopgør i gang, men førte til 

frustration og national isolation med afvisning af alt fremmed til følge samtidig med, at den gamle 

aristokratiske reaktion, som havde modsat sig grundloven, nu forenede sig til et nyt højre med de 

nationalliberale, som indtil grundloven havde været progressive, men som nu sad på magten og 

derfor ikke havde grund til at være det længere. 

Karakteristisk blev hele befolkningens deltagelse i krigen gennem den nu indførte almindelige 

værnepligt ikke belønnet med øgede politiske rettigheder, tværtimod vedtog alliancen af godsejere 

og højborgerskab kort efter nederlaget i 1864 en begrænsning af valgretten gennem en reduktion af 

grundloven i 1866. Samtidig blev grundlovens borgerlige frihedsrettigheder i praksis vendt om, så 

de kom til at begrænse mulighederne for politisk aktivitet gennem indskrænkninger af 

forsamlingsfriheden, ytringsfriheden o.s.v. 

Den borgerlige kulturpolitik må siges at have været en politik, som i høj grad har været succesfuld. 

Den borgerlige kultur har trods den stagnation, som ramte den ved midten af forrige århundrede, 

vist sig i besiddelse af en evne til smidighed i den kulturpolitiske brug, som har gjort det muligt, at 

den har kunnet være den dominerende i det danske samfund i nu mere end 200 år. Den har 




5


adskillige gange været udsat for kulturpolitiske angreb. De har dog ikke kunnet bringe den til fald, 

men har tværtimod, ved at tilføre den elementer af fornyelse, kunnet bidrage til at styrke den. 

5. Gårdejerklassens kulturpolitik 

Det danske højborgerskabs kulturpolitik blev for første gang spurgt om sin adkomst til at dominere 

umiddelbart efter grundlovens indførelse i 1849. Spørgsmålene, som næppe kan siges at have haft 

en sådan styrke, at de kan betegnes som angreb, kom fra personer, der ikke hørte til det herskende 

københavnske national-liberale borgerskab. Det var derfor spørgsmål, som umiddelbart let kunne 

fejes af bordet. Udfaldene mod den borgerlige kulturpolitik kom i Folketinget og Landstinget fra de 

nyvalgte repræsentanter for bønderne og den lavere provins-middelklasse, da der skulle vedtages en 

følgelovgivning i forbindelse med den nye statsmagts overtagelse af en række kulturinstitutioner, 

som formelt havde været den enevældige konges private ejendom, Det Kongelige Teater, den 

billedsamling, som blev til Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Bibliotek og andre. 

Navnlig brændte det på, da det med rædsel gik op for bønderne og den lavere middelklasses 

repræsentanter, at kulturpolitikken faktisk kunne komme til over en årrække at koste en del penge. 

Bønderne og småborgerne indledte derfor en aldrig siden afsluttet debat ved at stille spørgsmålet 

om, hvorfor nu den samlede danske befolkning skulle betale for den københavnske overklasses 

fornøjelser. 

Spørgerne blev i begge ting af de national-liberales kulturpinger stemplet som latterlige bønder og 

jyske tranlamper. Og svaret, som altid har kunnet bringe den slags udfald til midlertidigt ophør, var 

den gang og er stadig det samme, nemlig at det, som uvidende mennesker kalder "borgerskabets 

fornøjelser" i virkeligheden er "samfundets kulturelle institutioner", og at de er uundværlige både af 

hensyn til statens internationale anseelse og den almene dannelse. Ganske på linje med Frederik 5.s 

ministre henviste man til, at der jo skulle være et teater, de udenlandske diplomater i København 

kunne komme i, desuden pegede man på, at det selv i det mørkeste jyske sogn ikke ville være uden 

betydning, hvis præsten i sine unge dage som student iKøbenhavn havde kunnet stifte bekendtskab 

med virkelig dannelse. Svaret havde i Folketinget og Landstingen dengang i begyndelsen af 

1850'erne i høj grad karakter af at være et postulat. Det er for så vidt ikke siden blevet uddybet, men 

det har som regel altid kunnet bringe spørgsmålet af vejen, indtil det er blevet rejst nok engang. 

Noget senere i anden halvdel af 1800-tallet blev den fortsat stagnerende danske borgerkultur om 

ikke angrebet, så dog stillet over for truslen om, at en anden kulturform kunne tænkes. Det var igen 

i 1870'erne og 1880'erne gårdejerklassen og dele af den øvrige middelklasse, der rørte på sig. 

Velstillede gårdejere og andre folk af disse klasser ønskede politisk magt i overensstemmelse med 

den økonomiske magt, de var kommet i besiddelse af. De indså, at det fik de ikke, så længe de ikke 

kunne præstere en kulturpolitik, hvormed deres krav ideelt kunne berettiges. 

Navnlig gårdejerklassen søgte med sin af Grundtvig påvirkede kulturpolitik at skabe sin egen kultur 

eller snarere genoplive og forny den i øvrigt ikke længere meget levende bondekultur, som 

angiveligt havde overlevet fra før landboreformernes tid. Den kultur, som således søgtes skabt, var 

ikke ganske en modkultur i opposition til den borgerlige kultur. Snarere var der tale om en parallelkultur, 

som vel var adskilt fra borgerskabets kultur, men som angiveligt var af samme værdi. 

Borgerskabet havde sin kultur, gårdejerklassen sin, som var anderledes, men af samme værdi. 

Desuden var gårdejernes kulturpolitik meget brugbar til, at gårdejerne med den kunne distancere sig 

fra og løfte sig op over den ny arbejderklasse i byerne og på landet, som nu var under skabelse. Med 




6


forbløffelse konstaterede en borgerlig observatør om bønderne på Koldingkanten i 1870'erne, at de 

var begyndt at lade deres døtre gå til klaverundervisning. Det harmonerede ikke rigtig med 

forestillingen om bønderne som en kulturel underklasse, og skellet ned til underklassen blev 

tydeligt, for der har næppe været mange af landarbejderdøtrene, der havde klaver hjemme. 

Gårdejerne ønskede nu at læse deres egen klasses forfattere, af borgerskabet noget hånende betegnet 

som skolelærerlitteraturen, i stedet for borgerskabets. Handlingen i skolelærerlitteraturen skulle 

foregå i gårdejerfamilierne og ikke i de borgerlige stuer, bondemalernes malekunst fandt sig 

landlige motiver og et eget farve- og formsprog. Gårdejerklassens ungdom skulle ikke have som 

deres højeste mål at blive sendt til borgerskabets latinskoler, men til de eksamensfri grundtvigianske 

folkehøjskoler, hvor der skulle lægges vægt på det praktiske og det mundtlige frem for på det 

klassisk-boglige. Og højskolerne, som i realiteten var forbeholdt gårdejerklasse-ungdommen og 

ikke ungdommen fra husmandsstederne og landarbejderboligerne, skulle lægges godt ude på landet 

og helst bygges i en nordisk inspireret Valhalla-arkitektur. Det var vigtigt, at de kom til at se 

anderledes ud end borgerskabets vante latinskoler med deres klassiske søjler og tempelgavle inde i 

købstæderne. 

De danske gårdejeres kulturpolitik blev en tid ganske succesfuld, dog kun inden for begrænsede 

rammer. Den borgerlige kulturs dominans blev ikke brudt, hvilket også hang sammen med, at det 

ret hurtigt gik op for gårdejerklassens enkelte medlemmer, at de som led af den borgerlige 

middelklasse også kunne gøre krav på at nyde middelklassens fordele. Dog var der dele af 

gårdejerklassens modkultur som overlevede, og vigtige holdningsmæssige elementer og mindelser 

om en fjern oprindelse i bondekulturen kom til at indgå i en romantiseret form navnlig i den 

borgerlige middelklassekultur. Det nationale i gårdejerkulturen kunne borgerskabskulturen for 

eksempel udmærket bruge. 

6. Kulturradikalismens kulturpolitik 

Ud over mod-aktionen fra gårdejerklassen blev det danske borgerskabs kulturpolitik udsat for to 

kulturradikale angreb, som kom fra fraktioner af den egne klasse. Det første satte ind i 1870'erne og 

1880'erne, det andet fulgte i 1920'erne og 1930'erne. Angrebet i slutningen af 1800-tallet forbindes 

navnlig med Georg Brandes' og Viggo Hørups personligheder. Målet var, at kunsten skulle sættes i 

relation tilpsykologiske og sociale problemer. Derved skulle samfundsmæssigt både skabes en 

større og sandere menneskelig sammenhæng, men der skulle også efter liberalistiske idealer sikres 

det enkelte medlem af borgerskabet fri mulighed for blomstring og frigørelse fra den 

stagnationsplagede borgerkultur. Den enkelte borger skulle sættes i stand til ideelt at forholde sig 

kritisk til ikke blot kunsten, men også til samfundets normer og autoriteter. Derved ville ikke blot 

hele den borgerlige kultur, men i videre forstand hele samfundet kunne sættes i bevægelse og 

fornys. 

Det var en liberalistisk kulturpolitik, som i første omgang udelukkende havde borgerskabets egne 

medlemmer som målgruppe, dog blev det forudset, at virkningerne også på længere ville få 

betydning for andre og lavere klasser. Det bekymrede ikke i det givne øjeblik synderligt den danske 

kulturradikalisme, at den begyndende arbejderbevægelse netop på samme tid brutalt blev bekæmpet 

af den borgerlige stat under knægtelse af de politiske rettigheder, som havde været så højt skattede 

af borgerskabet selv. Ej heller interesserede kulturradikalismens koryfæer sig for, hvordan man 

skulle kunne udfolde fri tankevirksomhed, når man som befolkningsflertallet i arbejderklassen, 

mænd, kvinder og børn, levede tæt ved et eksistensminimum, hvor der i uhyggeligt lange 




7


arbejdsdage måtte kæmpes mod uhyggelige arbejdsulykker for mad, klæder, husly og varme bare 

for at overleve, og hvor der ikke var plads eller råd til meget andet. Kulturradikalismens 

ligegyldighed herfor eller indstuderede uvidenhed herom skyldtes, at det ikke var arbejderklassen, 

men borgerskabet, kulturradikalismen havde som sit objekt. Målet var, at borgerskabets mænd og 

kvinder skulle frelses kulturradikalt. Hvis det fik afsmittende virkninger på arbejderklassen, var det 

da fint, men det var ikke noget, man gad ofre mange tanker på. 

Den anden kulturradikale bølge i Danmark i 1920'rne og 1930'rne var anti-fascistisk, men for så 

vidt ikke meget forskellig fra den første, også den blev båret af en meget lille del af det bedre 

borgerskab. Heller ikke kulturradikalismen i begyndelsen af 1900-tallet udtrykte noget ønske om at 

ændre på samfundets fundamentale strukturer. Og ganske som den første kulturradikale bølge 

forholdt heller ikke den anden sig til arbejderklassens krav om bedre livs- og arbejdsforhold. For 

kulturradikalismens unge forkæmpere af det bedste københavnske borgerskab drejede det sig om 

sådanne rare ting som om ikke cigaretter, whisky og nøgne pi'r, så i hvert fald friere seksualmoral, 

badning fra åbne strande, abstrakt billedkunst, funktionel arkitektur og afskaffelse af alt 

støvsamlende nips og pynt, hvilket altsammen i hvert fald kun meget indirekte ville føre til bedre 

arbejdsforhold og kortere arbejdstid for den netop i 1920'erne og 1930'erne hårdt pressede 

arbejderklasse. 

Arbejderklassens bestræbelser forholdt kulturradikalismen i 1920'rne og 1930'rne sig groft sagt ikke 

til på anden måde, end at den ønskede at redde den modvillige arbejderklasse fra det, som 

arbejderklassen efterhånden ønskede sig mest af alt, nemlig at forsumpe i den småborgerlighed, 

som de unge af kulturradikalismen foragtede så dybt. Den anden bølge af kulturradikalismen 

flirtede med kommunismen og beskyldte Socialdemokratiet for at være halv-fascistisk. 

Socialdemokratiet på sin side afviste kulturradikalismen som intet andet end en provokation, hvilket 

i det store og hele var rimeligt nok. 

7. Den tidlige arbejderbevægelses kulturpolitik 

I det danske borgerskabs opgør med aristokratiet i ti-årene før og efter år 1700 havde et væsentligt 

kampmiddel været den borgerlige kulturpolitik. Borgerskabet havde vundet sine mest afgørende 

sejre over aristokratiet i Det Kongelige Teater. Da arbejderklassen og arbejderbevægelsen et par 

årtier efter grundlovensindførelse indledte sin kamp mod borgerskabet, skete det i vid udstrækning 

uden brug af de traditionelle kulturpolitiske kampmidler, ja faktisk eksisterede der dårligt nok en 

fælles arbejderkultur, der kunne stilles op som et modstykke til borgerskabets kultur. 

Det var der mange gode grunde til. Mens borgerskabet forud for dets kulturpolitiske kamp allerede 

havde eksistens og kultur, så blev arbejderklassen dannet som ny, sammenst som den blev af 

tidligere håndværkere, løsarbejdere og navnlig af de udstødte fra landet, som havde mistet den 

bondekultur, de der trods alt dog havde været en del af. De gamle håndværkertraditioner var med 

industrialiseringen i opløsning, der var derfor få andre fælles traditioner og kulturelle vaner at danne 

en enheds-arbejderkultur på. Dertil kom naturligvis, at den talstærke arbejderklasses materielle 

forhold var helt anderledes, end den fåtallige borgerklasses havde været. Arbejderklassen havde 

hverken klæder eller penge til eller traditioner for kulturelle udfoldelser som f. eks. avishold eller 

teaterbesøg. Derfor kunne arbejderklassen heller ikke i slutningen af 1800-tallet komme til at 

kæmpe om ejendomsretten til Det Kongelige Teater med borgerskabet, sådan som borgerskabet 

havde kæmpet herom med aristokratiet i slutningen af 1700-tallet. I arbejderklassen følte man det 

nødvendigere at købe brød end teaterbilletter. 




8


Ydermere nedprioriterede de første ledelser af den danske arbejderbevægelse i begyndelsen af 

1900-tallet kulturpolitikken. Det gjorde de, idet de var bevidste om at være i fuld overensstemmelse 

med den socialistiske basis-overbygningsmodel, hvorefter kulturen var et produkt af de materielle 

tilstande, og hvorefter der først efter erobringen af det produktive samfund kunne forventes at opstå 

en socialistisk arbejderkultur. 

Men sidst og vigtigst var der for arbejderklassen og -bevægelsen ganske rigtigt ikke nogen basis at 

fundere en kulturel overbygning på. Borgerskabets kulturpolitik havde allerede under enevælden 

som sin basis haft et samfund, hvor det feudale system var under opløsning og på vej til at blive 

afløst af et borgerligt kapitalistisk. Arbejderbevægelsen kunne, hvis den skulle skabe en socialist 

kulturpolitik, kun gøre det i en samfundskonstruktion, som nu i bund og grund var kapitalistisk. 

Louis Pio, som i 1870'erne var arbejderbevægelsens første grundlægger i Danmark, havde ganske 

vist gjort sig tanker om nødvendigheden af, at der blev skabt en egen kulturpolitik for 

arbejderbevægelsen. Pio fandt nemlig, at den borgerlige kultur var skadelig for arbejderne, fordi den 

forførte dem til borgerlige tænkemåde og gjorde det umuligt for dem at erkende de 

samfundsmæssige sammenhænge og derved effektivt at kæmpe for en forbedring af deres forhold. 

Han så klart den borgerlige stats skolevæsen som en fjende for arbejderklassens bestræbelser, og 

han så ingen grund til, at arbejderne skulle bekymre sig om oldtidens kæmpehøje eller om de rustne 

riddersværd, som optog borgerskabet så meget. Han skrev, at kendte skuespilleres højtlæsning af 

borgerskabets skuespil eller H.C. Andersens af Den Grimme Ælling var at fylde arbejderne med 

samme slags løgn, som præsterne prædikede i kirkerne, nemlig den at arbejderne blot skulle blive 

dannede mennesker, som bare behøvede at løfte sig selv op ved håret, for at alt ville ordne sig til det 

bedste. 

Pio så i de danske folke-eventyr og sagn, som var udgangspunktet for hans komme til 

arbejderbevægelsen, et kulturgods, der hørte arbejderklassen til. Det ville, mente han, kunne danne 

grundlaget for skabelsen af en arbejderkulturpolitik. Men han var for det første optaget af den 

øjeblikkelige kontante kamp mod borgerskabets overgreb, og han måtte for det andet hurtigt flygte 

til Amerika. Han fik derfor ikke megen tid til at udvikle sine kulturpolitiske tanker. Det var 

sandsynligvis heldigt for ham. Det var naturligvis en umulig tanke, at det feudale landbosamfunds 

sagn og myter skulle kunne danne grundlaget for industriarbejderklassens kultur. 

De arbejdere, der efter Louis Pio i 1880'erne og 1890'erne skabte den reformistiske, 

socialdemokratiske arbejderbevægelse i Danmark, brugte ikke kulturpolitikken som et våben, 

hverken den pioske eller den borgerlige. For så vidt som Socialdemokratiet i årtierne efter Pio 

overhovedet kan siges at have haft en kulturpolitik, blev den givet form af Gustav Bang, en 

historiker, som trådte i arbejderbevægelsens tjeneste. 

Gustav Bang var godt hjemme i socialistisk teori, men drog, hvad kulturpolitikken angik, ingen 

konsekvens af den teoretiske viden, han ellers tilsluttede sig, at al værdi udsprang af arbejdet. 

Gustav Bang opfattede kulturlivet som noget, der var skarpt adskilt fra hverdagen ved at være 

henlagt til fritiden. Han havde ingen forståelse for eksistensen af en social kunst, og det faldt ham 

ikke ind, at der skulle kunne findes eller skulle kunne skabes en særlig arbejderkultur for eksempel 

med udgangspunkt på arbejdspladsen eller af kollektivistisk art med udgangspunkt i arbejdernes 

erfaringer og hverdag. 




9


Gustav Bang havde det med kulturpolitikken lidt, lige som arbejderbevægelsen havde det med 

kvindepolitikken, hvor det uden megen tankemæssig fornyelse blot gjaldt, at arbejderklassens 

kvinder skulle have den samme ret som borgerskabets kvinder til at være hjemmegående husmødre. 

Gustav Bang opfattede ikke den kultur, som var skabt i det borgerlige samfund, som specifikt 

klassebestemt. Den borgerlige kultur kaldtes nok sådan, men den var hele samfundets, et 

fællesgode, der lå over klasserne, og som det var arbejdernes ret at få lige så meget del i, som 

borgerskabet havde. 

Gustav Bang mente derfor, at det eneste, som arbejderklassen endnu manglede, og som partiet ville 

skaffe den, var kortere arbejdstid, mere fritid, og en mere retfærdig fordeling af produktionen. Når 

det skete, ville den borgerlige kultur i al dens herlighed også komme arbejderne til gode, tilmed 

under mere demokratiske former end i det borgerlige samfund, d.v.s. arbejderne ville også få råd til 

teaterbilletter. Gustav Bang gjorde sig ikke mange overvejelser om nødvendigheden af en ændring 

af indholdet af den borgerlige kultur eller om konsekvenserne for arbejderklassens tænkemåde ved 

en ubetinget overtagelse i uændret form. 

Gustav Bangs kulturpolitiske synspunkter pegede mod det, der senere af den socialdemokratiske 

kulturpolitiker Julius Bomholt blev kaldt for udjævningsteorien. Den gik kort sagt ud på, at den 

borgerligt-kapitalistiske kultur skulle demokratiseres eller udjævnes, så den blev værdifuld også for 

arbejderne. I modsætning til udjævningsteorien stod erstatningsteorien, hvorefter den borgerlige 

kultur skulle forsvinde og erstattes med en arbejderkultur. 

8. Socialdemokratiets kulturpolitik 

Det danske Socialdemokrati havde heller ikke i de første årtier af 1900-tallet en markant 

kulturpolitik. For så vidt som en kulturpolitik fandtes, lå den på linje med Gustav Bangs 

synspunkter, det vil sige, at der skulle gives arbejderne de økonomiske og uddannelsesmæssige 

betingelser, som ville gøre det muligt for dem at nyde frugterne af den borgerlige kultur. En 

egentlig kulturpolitisk debat i arbejderbevægelsen opstod først i 1932, da Julius Bomholt udsendte 

sin bog "Arbejderkultur", hvori han skitserede et udkast til en helt ny socialdemokratisk 

kulturpolitik. 

Bogen var blevet til efter diskussioner i den socialdemokratiske ungdomsbevægelse, navnlig på 

Arbejderhøjskolen i Esbjerg, hvor Bomholt var lærer. Især var Bomholts bog dog præget af de 

tanker, som var opstået i forbindelse med sejrsstemningen efter den socialdemokratiske overtagelse 

af regeringsmagten i 1924. Bomholt hævdede, at borgerskabet og arbejderklassen havde forskellige 

og i princippet uforenelige kulturer. Borgerklassens ønskede, når alt kom til alt, kun at beskytte den 

private ejendomsret. Det var i sidste ende også det endelige mål for den borgerlige kulturpolitik. 

Det grundliggende princip i borgerklassens kultur var derfor individualisme. Arbejderklassen 

derimod havde som mål at modvirke udbytningen og at sikre retten til arbejdet. Arbejderklassens 

kultur var derfor baseret på den indbyrdes solidaritet, som den var opstået af arbejdskampene, livet 

på arbejdspladserne og den fælles skæbne som udbyttede. Med Socialdemokratiet ved 

regeringsmagten var arbejderne nu blevet sat i stand til at kunne træffe valget, om de ønskede deres 

egen kultur eller borgerskabets. 

Bomholt selv var ikke i tvivl om, hvilken vej, der skulle gås. Han gik i 1932 klart ind for 

erstatningsteorien. Han opfattede, lige som i sin tid Pio, den borgerlige kultur som fortidig, 

uvedkommende og nærmest skadelig i sin individualisme, når det nu forholdt sig sådan, at 




10


arbejderklassen med sine langt sundere principper var blevet den økonomisk bærende og politisk 

dominerende i samfundet. Opera, ballet og borgerlig litteratur måtte betegnes som i bedste fald 

latterlige, men ellers direkte skadelige kulturelle aktiviteter, som den senere kulturminister skrev 

harmdirrende kronikker imod. Den slags skulle afskaffes eller i hvert fald ikke støttes med 

offentlige midler på arbejderklassens bekostning. Bomholt var overbevist om, at det i takt med 

udviklingen i samfundet og gennem en aktiv arbejderkulturpolitik med kraftig brug af de nye 

massemedier, han tænkte nærmest på radioen, ville være muligt at udskifte den overlevede 

borgerlige kultur med en selvstændig, særskilt, solidarisk og smukkere arbejderkultur. 

Projektet var imidlertid dødfødt. Bomholt kunne muligvis med en vis ret argumentere for 

eksistensen af en særlig arbejderkultur, som navnlig kom til udfoldelse på arbejdspladsen. Dens 

indhold var, pegede Bomholt på, indbyrdes solidaritet, faglig stolthed, en særlig jargon, 

arbejdersange og fagforening. Men Bomholt havde ikke meget konkret at byde på, når det gjaldt om 

at løfte arbejderkulturen op i de kulturelle luftlag over eller uden for arbejdspladsens. Her blev det 

ikke til meget andet end en henvisning til nogle tysk-inspirerede tanker, som var aktuelle i 

1930'erne. Det var dem, som nazismen næsten samtidig så effektfuldt udnyttede en del af, 

naturligvis uden at Bomholt kunne gøres ansvarlig for det. De kom navnlig i den tyske 

arbejderbevægelse til udtryk gennem demonstrationer og marcher, sangkor, talekor og aktiv 

deltagelse af tilskuerne ved teaterforestillinger og så i ønsket om en mere realistisk litteratur om 

arbejdere på deres arbejdspladser og i deres hjem. 

Det hjalp altsammen ikke meget, når nu sagen var, at arbejderne levede og arbejdede i et 

kapitalistisk samfund, hvor de allerede i bund og grund var borgerliggjorte. Man kan bare se på 

indretningen af arbejderhjemmene fra omkring begyndelsen af 1900-tallet for at indse, hvor håbløst 

det var for Bomholt at skulle redde arbejderne op fra den borgerlige kulturs sump. Selv om så 

arbejderfamilien kun havde to små stuer, var alligevel den ene indrettet som borgerlig stadsstue. Her 

sad far i jakkesæt, mens fotografen var der, mor skænkede kaffen i de fine kopper, og de opstadsede 

børn læste demonstrativt på de lektier, som gav adgangsbilletten til den attråværdige højere 

borgerlige status, sønnen som bankassistent, datteren måske endda som lærerinde. 

9. Borgerlig socialdemokratisk kulturpolitik 

Ydermere tog Socialdemokratiet to år efter fremkomsten af Bomholts bog med statsminister 

Thorvald Staunings arbejdsprogram "Danmark for Folket" stilling som det altfavnende folkeparti 

mod 1930'ernes totalitære positioner. Det var nok heldigt for samfundet, at partiet gjorde det, men 

Bomholts udspil blev derefter direkte afvist af alle i partiet, mest kraftigt egentlig af Bomholt selv, 

som viste sig i besiddelse af stor åndelig smidighed. Det danske Socialdemokrati blev nu for alvor 

ikke blot en del af det borgerlige samfund, men det borgerlige samfunds stærkeste bevarende og 

beskyttende kraft. Bomholt mente derefter som partiets førende kulturpolitiker efter 2. verdenskrig, 

at arbejderkulturpolitikken nu måtte gå ud på, at den borgerlige kultur skulle folkeliggøres, og at 

arbejderklassen skulle kræve sin del af de nedarvede borgerlige kulturværdier, altså gik han nu med 

brask og bram ind for det, han selv havde døbt udjævningsteorien. 

Bomholt skrev fra nu af ikke flere kronikker om det latterlige og skadelige ved operaen. Derimod 

skrev han en række artikler og holdt en del taler på Socialdemokratiets kongresser, hvor han 

hævdede, at kulturpolitikkens mål var at give den enkelte adgang til og mulighed for en selvstændig 

stillingtagen til alle kulturelle udbud. Kulturpolitikken blev til en fordelingspolitik af allerede og af 

en anden klasse skabte goder. Hovedmålet, mente Bomholt nu, var at formidle kulturen, hvilket 




11


hovedsageligt ville sige den eksisterende borgerlige kultur, til alle grupper i samfundet, også til den 

hidtil i kulturel henseende underprivilegerede for ikke at sig tilbagestående arbejderklasse. Lige så 

lidt som i sin tid Gustav Bang overvejede Bomholt, i hvert fald ikke på tryk, i hvert fald ikke nu, 

konsekvenserne for arbejderklassen eller for partiet af en socialdemokratisk kulturpolitik, som i 

hovedsagen var en kapitulation til den borgerlige kulturpolitik. 

I Socialdemokratiets "Fremtidens Danmark" fra 1945 var der for første gang i et socialdemokratisk 

partiprogram direkte nævnt en socialdemokratisk kulturpolitisk målsætning. Den blev ydermere 

givet megen vægt. Formuleringen blev nemlig, at endemålet for al politisk stræben måtte ligge i 

opfyldelsen af de kulturpolitiske mål. Løn- og arbejdsvilkår kom ligesom af sig selv, hvad der nu 

måtte kæmpes for var adgangen til de kulturelle goder. Formålet med politikken på de blot og bart 

økonomiske områder blev forklaret som det at skabe mulighed for udvikling og uddybning af 

folkets kulturelle liv. 

På partiets følgende kongresser diskuterede man kulturpolitikken uden, at det førte til konkrete 

tiltag. Først med Bomholts programerklæring "Mennesket i Centrum" fra 1953 enedes man officielt 

om det, som dog havde været opfattelsen siden midten af 1930'erne, nemlig at kulturpolitikken ikke 

var rettet mod en bestemt kultur, men at den var for alle mennesker uanset klassetilhørsforhold. Det 

handlede for det første om, at der med øget velstand og fritid skulle sikres alle lige adgang til alle 

kulturværdier. Samtidig skulle dog også kulturen gives et videre indhold, målet skulle på 

kulturradikalistisk vis være at virke for demokratiet gennem skabelsen af selvstændigt tænkende 

mennesker. 

Gennem det såkaldte armlængdeprincip om ikke-indblanding fra politikkens side i fordelingen af 

kulturstøtten skulle det sikres, at der ikke skete en politisk styring af kulturen. 

Naturligvis var armslængdeprincippet et velment forsøg på at skabe en universel tilgang til en 

kunstnerisk dimension, som ud over de sociale og kulturelle kampe og gennem kunstnerisk frihed 

og en kunstnerisk produktion ikke var underlagt sociale og politiske rationaliteter og hensyn. I 

princippet viste det sig dog for det første, at armslængden kun blev holdt, så længe der blev opereret 

inden for en fælles konsensus om, hvad der kunne accepteres som ikke anstødeligt. For det andet er 

det næppe til at komme uden om, at politik handler om gennem politisk vilje at udøve påvirkning. 

Gennem armslængdeprincippet blev det kulturpolitisk bestemte mål fastsat til at være ikke at udøve 

påvirkning. Kulturpolitikken kom derved til at drive for vind og vejr, dog inden for rammerne af 

konsensus om det tilladelige, som en ikke-politik uden noget direkte kulturpolitisk mål, hvilket fik 

slemme konsekvenser i 1960'erne og 1970'erne. 




12

Hovedtræk af dansk kulturpolitik 1746-1953 – af Jens Engberg

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?