96. ÅRGANG - 2006 NR. 4 - SEP / OKT / NOV - Kystartilleriforeningen

Årets jubilarstævne 2006
Lørdag den 10. juni afholdt KAF atter det
årlige jubilarstævne med et meget flot deltagerantal.
92 mand var mødt frem til denne dejlige
tradition, der i år i høj grad var begunstiget
af et pragtfuldt vejr lige fra morgenstunden.
Som sædvanligt blev vi ”skrevet i mandtal”
ved Kongeporten på Kastellet af
Børge Andersen og Jens Bech-Hansen.
Mange glade gensynsbemærkninger føg
gennem luften, ligesom der blev givet
mange skulderklap til understregning af
gensynsglæden.
Paraden forgik som sædvanligt med
march i forskellige takter, men frem kom
vi da allesammen til Kirkepladsen, med
Hjemmeværnets Musik- og Tamburkorps
fra Roskilde i spidsen.
Præsidenten Herluf Ruge bød velkommen
til jubilarstævne 2006
Desværre var der alene mødt kommandanten
for Kastellet, major Jørgen Kold,
frem fra de aktive chefers rækker. Af forskellige
årsager - dels andre arrangementer
og dels stærkt forsinket svar på invitationen
til at deltage i stævnet - blev det en
lidt amputeret forestilling.
Major Kold hilste paraden velkommen
i Kastellet og holdt talen til jubilarerne,
og efter kommandantens og præsidentens
traditionelle håndtryk til hver enkelte deltager,
begav man sig ind i kirken, hvor
vor trofaste præst gennem mange år, tidligere
værnepligtig teolog på Middel-
6 Kystartilleribladet 4/06
grundsfortet, pastor emeritus Preben Hansen,
holdt en stemningsfuld gudstjeneste,
som bar præg af præstens sygdomssvækkede
tilstand. (Preben Hansen var
patient på Frederikssund sygehus, men
havde anmodet om udgang nogle timer
for ikke at svigte sine gamle KAF-kammerater
ved jubilarstævnet).
Præsten talte ud fra en lille fortælling
som hedder ”Ørnereden”, hvor Bjørnstjerne
Bjørnson beretter om et ørnepar,
der foruroligede bygden med sin rovbegærlighed.
Hvordan havørnen sejlede
over bygden og slog ned, snart efter et lam,
så et kid og en gang tog den et lille barn.
I fortællingen beskrives, hvordan en ung
mand, Leif, forsøger at kravle op ad bjergsiden
for at rive reden ned, men forsøget
mislykkes og Leif styrter ned.
“Dette er galt”, siger en gammel mand,
som er med til at bære den døde bort. Men,
føjer han til: “Det er godt, at noget hænger
så højt, at ikke alt folket kan nå det”.
Bjørnsons fortælling må have irriteret
Henrik Pontoppidan her i Danmark. Han
omfortolker historien på sin egen måde
ved først at forholde sig til forbilledet, men
i slutningen drejer han af og lader historien
ende med, at Leif når op til ørnereden
og river den ned og kommer selv i
sikkerhed tilbage til dalen. Og så slutter
Pontoppidan: “Det er dog godt, at intet
hænger så højt, at mennesker ikke kan nå
det”.
Her står to livssyn mod hinanden. Det
ene siger, at noget er større end os; det
andet, at vi magter alt.
De allerældste iblandt os kan tænke tilbage
og mindes, hvor meget der er udrettet
i bare det 20. århundrede. Det hedder,
at fremskridtene i bare den sidste menneskealder
er større end hvad der tidligere
blev nået gennem flere århundreder. Og
det er nok rigtigt. Men at vi lever i et meget
sårbart samfund overfor naturkatastrofer
og uventede politisk-religiøse oplevelser,
er nok ligeså sandt, og at vi er godt på vej
til at gøre vor gamle jord ubeboelig af støj,
røg og møg, hører til skyggesiden af sagen.
Men skyggen falder endnu sortere, når
vi husker, at i forrige århundrede magtede
ingen at hindre to store og mange
andre krige i at anrette ulykke ved hjælp
af teknikken. Der er blevet revet mere ned
end et par ørnereder. Og vi har næppe set
det sidste, og aner ikke, hvad der netop
nu forskes i og planlægges af frygtelige
ødelæggelsesmidler. Vi har grund til at
bæve ved tanken herpå.
Jeg tror, at Bjørnson har ret overfor
Pontoppidan: “Der er ting, som hænger
for højt til, at mennesker kan nå dem!”.
Hvordan skabe fred og tryghed?
Her står vi magtesløse og er for små til
at vinde virkelig tryghed. Hver har sit at
frygte i dette usikre liv, hvor vi går på tynd
is og alt for let slumper til at træde igennem
og ned i den isnende strøm.
En gudstjeneste ved vore jubilarstævner
kan ikke sluttes uden afsyngning af ”Kongernes
Konge”, og trods deltagelse i
mange jubilarstævner, giver det hver gang
følelsen af en lille klump i halsen, når de
mange gamle kystbasser, ledsaget af kraftigt
orgelbrus, stemmer i efter bedste evne.
Efter gudstjenesten foregik fotograferingen
på Kirkepladsen efter de sædvanlige
”retningslinier”, hvorefter
Hjemmeværnets Musik- og Tamburkorps
underholdt med en lille, men populær
koncert, der vakte stor glæde.
Afmarchen til Nordre Toldbod, med
HJV Musik- og Tamburkorps og faner i
spidsen, blev som sædvanligt ledet af vicepræsidenten,
Benny Horn, som forstod
at sætte kadancen, så den passede til de
gamle kystbassers formåen (vi er jo ikke
lige mobile allesammen).
Ved Toldboden ventede fortets meget
specielle (aparte) katamaran ”Middelgrundsfortet”,
som nærmest ligner et for-